Game of Thrones

Tænk ikke for meget, Bran.

Slap af i buearmen.

-Hvem af jer var dygtig som barn? -Far?

-Du kan ikke dræbe den. -Hvorfor ikke?

Fordi ravnen er dig.

-Hodor. -Der sker ikke noget, Hodor.

Hodor.

-Har du været inde i ulven igen? -Nej, den treøjede ravn er tilbage.

-Jeg ville dræbe den, men en dreng... -Jeg vil ikke høre det.

Vi har bekymringer nok. Bland ikke sort magi ind i det.

-Jeg ville ikke drømme om sort magi. -Det ved jeg.

Vi må videre. Folk kan være efter os.

-Ingen ved, at vi lever. -Hvem siger det?

-Den treøjede ravn? -Nej.

Jeg ved ikke, hvad andre ved. Kun, at Muren er langt herfra.

Mor sagde altid, at I folk fra Westeros var en grum flok.

Barske, skæggede, ildelugtende barbarer-

-som ville ro over det Smalle Hav og stjæle os fra vores senge.

-Regnede du med at gifte dig med en? -Jeg regnede ikke med at blive gift.

Aldrig?

Ikke før jeg mødte de barske, ildelugtende barbarers konge.

Undskyld mig, Eders nåde. Min dronning.

Lord Bolton.

Lad mig gætte, hvilken der er den gode nyhed.

Nyt fra Riverrun og Winterfell.

Jeg havde ikke set ham i årevis. Jeg ved ikke engang hvor mange.

Vi tager sammen til begravelsen. Lord Bolton bliver her imens.

Vil jeg være i lænker, når jeg begraver min far?

Er der mere?

Da Boltons bastard kom til Winterfell, var de jernfødte væk.

De havde slagtet alle og brændt slottet ned.

Bran og Rickon er ikke blevet fundet.

Måske er de flygtet. Eller også har Theon taget dem med til Jernøerne.

-Er der fremført krav? -Nej.

Har du hørt noget fra Theon?

Hvor er jeg?

Hvem er du?

-Hvad vil du? -Jeg vil gøre dette.

Ved du, hvor lang tid det tager at gå til King's Landing via skoven?

-Hvordan fordriver vi tiden? -Ved at gå.

-Det bliver en trist vandring. -Du skal byttes for Starks døtre.

-Trist er fint. -En tjeners loyalitet er ubetydelig.

Ingen gider en stum tjener. Tro mig. Jeg har haft mange tjenere.

Tror du, Stark vil have følgeskab af dit kæmpelæs resten af livet?

Efter en uge beder hun dig tage dit eget liv.

Hvis lady Stark er utilfreds, skal hun nok sige det.

-Hun er en ærlig kvinde. -Til ingen verdens nytte.

-Hvordan kom du i hendes tjeneste? -Angår ikke dig, Kongemorder.

-Du tjente hende ikke i Winterfell. -Hvor ved du det fra?

Jeg besøgte Winterfell og ville have set dig slå hovedet ind i dørkarmene.

Gå videre.

-Var du tro mod Stannis? -Nej.

Altså, Renly. Han kunne højst herske over en tolvrettersmiddag.

-Ti stille. -Jeg voksede op med ham i hoffet.

Den lille tulipan var svær at undgå. Jeg kendte ham bedre end du.

Jeg kendte ham godt og var i hans kongelige livvagt.

-Han var blevet en god konge. -Lyder, som om du kunne lide ham.

Det kunne du! Sagde du det til ham? Nej, selvfølgelig ikke.

Du var ikke Renlys type. Han foretrak småpiger som Loras Tyrell.

-Du er for mandig for ham. -Jeg blæser på rygterne.

De passede. Hans tilbøjeligheder var en slet skjult hemmelighed.

Hvis tronen var af pik, ville han sidde der endnu.

Ti stille!

Jeg bebrejder ikke ham og heller ikke dig.

Man vælger ikke den, man elsker.

Hvor er I på vej hen? Jeg skal selv til Riverrun.

I undgår Kongevejen, ser jeg.

De skal nok få fat i dig. Men du virker sikker nok.

Ikke for noget, men jeg ville ikke i klammeri med den dame.

-Syv velsignelser til jer. -I lige måde.

Han ved, hvem jeg er. Tænk, hvis han siger det til nogen.

Vi gør det ikke. Han er uskyldig.

Mere uskyldig end lady Starks døtre?

-Læg den ind her. -Det er bedre.

-Du ser stærk ud. -Ingen blomster.

Ingen blomster, sagde jeg.

-De er forkerte. Hent andre. -Ja, Eders nåde.

-Blomster. På kongen. -Det ligner en Tyrell-rose.

Giv det til Margaery til brudekjolen. Der bør være stof nok.

-Hvad synes du om hende? Margaery. -Hun er et perfekt parti.

Med Tyrell knuser vi nordlændingene, hænger deres lorder, brænder borgene-

-og strøer salt i jorden. De vil ikke gøre oprør i hundrede år.

Hun er et godt parti, men hvad synes du om hende?

-Hun er smuk og intelligent. -Ja.

Hendes velgørenhedsarbejde er interessant.

Det synes jeg ikke.

-At udsætte sig for fare for at... -Denne samtale keder mig.

Margaery har bagtanker med sine gadebørn og sit skøgeagtige tøj-

-ligesom da hun giftede sig med forræderen.

Hun blev bedt om at gifte sig med ham, og intelligente kvinder adlyder.

-Du skal spørge dig selv... -Jeg "skal" ingenting.

Bedre. Meget bedre.

-Jeg tror ikke på det. -Han ville ikke have noget.

Han viser interesse, fordi han elskede mor.

Mænd vil kun én ting med smukke piger.

Lillefinger er ikke forelsket i mig.

-Han er ikke ude efter kærlighed. -Han er for gammel.

Sådan ser de aldrig på det.

Han bad dig ikke om noget? Fx at udspionere nogen?

Nej.

Hvis han gør det eller forsøger på noget, så sig det til mig.

-Hvad gør du så? -Får ham til at stoppe.

-Sir Loras Tyrell. -Lad ham komme ind.

-Lady Sansa. -Sir Loras.

Margaery inviterer dig til haven for at møde hende og lady Olenna.

Må jeg eskortere dig til dem?

-Du bliver smukkere og smukkere. -Du er for venlig, sir Loras.

Du husker nok ikke vores første møde.

Til Håndens turnering. Du gav mig en rose. En rød rose.

Naturligvis.

-Du er så sød. -Jeg lader jer være alene.

-Tak, sir Loras. -Kom.

Lady Sansa, det er mig en ære at præsentere min farmor.

-Lady Olenna af huset Tyrell. -Giv mig et kys, barn.

Dejligt, at du besøger mig og mine høns. Jeg begræder dine tab.

Det var trist at høre om lord Renly. Han var ridderlig.

Ridderlig, charmerende og renlig.

Og han troede sært nok, at det gjorde ham til konge.

Renly var modig og god. Far og Loras holdt af ham.

Loras er god til at skubbe folk af heste, men vis er han ikke.

-Og din tykhovede far... -Hvad må Sansa ikke tro?

Måske, at en af os har lidt kløgt. Det var forræderi.

Jeg advarede dem. Robert har to sønner, og Renly en bror.

Hvordan kunne han have et krav på den grimme jernstol?

Men når koen først er malket, kan fløden ikke sprøjtes tilbage.

Hvad siger du til det, Sansa? Skal vi spise noget citronkage?

-Jeg elsker citronkage. -Det hørte vi.

Kommer du med maden, eller skal vi sulte?

Kom og sæt dig, Sansa. Jeg er ikke så kedelig som de andre.

Kender du min søn? Lorden af Highgarden.

-Jeg har ikke haft fornøjelsen. -En fornøjelse er det ikke.

Et fæhoved. Ligesom sin far. Min mand, den afdøde lord Luthor.

Han red ud over en klippe.

Han så op mod himlen uden at se, hvor han red.

Nu gør min søn det samme, men på en løve og ikke en hest.

Nu skal du fortælle mig sandheden om drengekongen.

-Ham Joffrey. -Jeg...

Du...? Hvem ved bedre end du? Vi har hørt gruopvækkende historier.

Er der nogen sandhed i dem? Har drengen behandlet dig skidt?

-Har han flået din tunge ud? -Kong Joffrey...

Hans nåde er retfærdig og flot og modig som en løve.

Ja, alle Lannisters er løver, og Tyrells prutter lugter af roser.

Men hvor venlig er han? Hvor kløgtig? Er han blid?

Jeg skal være hans hustru og vil vide, hvad det indebærer.

-Hent noget ost. -Osten kommer efter kagerne.

Osten serveres, når jeg ønsker det, og det er nu.

Er du bange, barn? Vær ikke det. Vi er kun kvinder her.

-Sig sandheden. Der sker ikke noget. -Min far sagde altid sandheden.

Ja, det rygte havde han, og de halshuggede ham.

Joffrey.

Joffrey. Han lovede barmhjertighed, men halshuggede min far.

Han sagde, det var barmhjertighed. Han tvang mig til at se hovedet.

Fortsæt.

Jeg kan ikke. Jeg ville ikke... Min far og bror var forrædere.

-Jeg har forræderblod. -Hun er skrækslagen, farmor.

Tal frit, barn. Vi vil aldrig sige det videre, det sværger jeg.

Han er et monster.

-Nå. Det var trist. -Du må ikke aflyse brylluppet.

Vær ikke bange. Lord tykhoved vil have Margaery som dronning.

Men vi takker dig for sandheden.

Åh, der kommer osten.

Vi er i krig. Denne march er en distraktion.

-Det er begravelsen ikke. -Skal vi i kamp ved Riverrun?

-Hvis ikke, er det en distraktion. -Vi har brug for onkel Edmures mænd.

De er for få til at spille en rolle.

-Har du mistet troen på sagen? -Jeg tror stadig på hævnen.

-Hvis du ikke tror... -Jeg kan tro, til det sner i Dorne.

-Vi har halvdelen af hæren her. -Du tror ikke, vi kan vinde.

-Må jeg tale frit? -Hvornår gør du ikke det, Karstark?

Jeg tror, du tabte krigen, da du giftede dig med hende.

-Du frygter hende. Det ved hun. -Jeg frygter hende ikke.

-Kan jeg hjælpe, lady Stark? -Nej.

Mødre laver dem for at beskytte sine børn.

Kun en mor kan gøre det.

-Har du lavet sådan nogle før? -To.

-Virkede de? -Nogenlunde.

Jeg bad til, at min søn Bran overlevede faldet.

Mange år tidligere fik en af drengene kopper.

Mester Luwin sagde, han ville overleve, hvis han klarede natten.

Så jeg sad hos ham i mørket og lyttede til hans forpinte åndedrag.

-Hans hosten og klynken. -Hvilken dreng?

Jon Snow.

Da min mand kom hjem med barnet, kunne jeg ikke se på ham.

Jeg ville ikke se de brune, fremmede øjne.

Jeg bad til guderne om, at de ville lade ham dø.

Han fik kopper.

Jeg vidste, jeg var den værste kvinde i verden.

En morder.

Jeg dømte det uskyldige barn til at dø en frygtelig død.

Alene fordi jeg var jaloux på hans mor, han ikke engang kendte.

Så jeg bad til alle syv guder: Lad drengen leve.

Lad ham leve, så elsker jeg ham.

Jeg vil være hans mor.

Jeg beder min mand kalde ham Stark og gøre ham til en af os.

-Og han overlevede. -Han overlevede.

Jeg kunne ikke holde mit løfte.

Alt, der er sket siden da, al ulykken, der har ramt min familie...

Det hele kommer af, at jeg ikke kunne elske et moderløst barn.

-Var det svært at dræbe Halvhånd? -Ja.

Du holdt af ham. Det vil ikke være svært for mig at dræbe dig.