Conversations with a Killer: The Jeffrey Dahmer Tapes

Jeg var en ung advokat dengang.

I 20'erne.

Jeg var lige flyttet til Milwaukee.

En kvinde, der boede alene og ikke kendte mange.

Min chef, Jerry Boyle, ringede.

Han sagde: "Vi har en ny sag, og den er stor."

"Tag ned til politiets administrationsbygning."

MILWAUKEE ST CENTRUM

Jerry Boyle sagde:

"Det er en, jeg har repræsenteret før."

"En rar fyr. Han bider ikke hovedet af dig."

Jeg tog straks af sted, som han bad om, for at møde Jeffrey Dahmer.

Det var mit første job.

Da jeg gik ind for at møde ham,

var det et meget lille forhørslokale.

Jeff sad ved hjørnet af bordet.

Jeg var utroligt nervøs,

for jeg følte, at jeg var ude på meget dybt vand.

Selv veteranbetjente siger,

det er én af de særeste drabssteder, de har set.

Landet er tryllebundet af Jeffrey Dahmers forfærdende historie.

Mord, lemlæstelse, sågar kannibalisme.

Chok og rædsel, da politiet bærer en stor kedel ud

i den største og mest grusomme massemordersag i Milwaukees historie.

Jeg følte mig som Clarice Starling i Ondskabens øjne.

Han var meget høflig.

Jeg var nok lidt overrasket over,

hvor venlig Jeff var.

For at være en god forsvarsadvokat

skal du ikke være dømmende

og opbygge en tillid.

Og han kaldte mig Wendy. Jeg kaldte ham Jeff.

Det er okay, Jeff. Vær ikke flov over det.

Gør jeg dig ubekvem?

Nej. Det skal konfronteres, så...

Det er bare underligt, ikke?

Det er ikke let at tale om.

Det er noget, jeg har holdt

begravet inde i mig selv i mange år,

og det er...

Ja.

Det er som at trække en sten på to ton op fra en brønd.

Jeg tror ikke, der er noget, der kan forberede nogen

på sådan et blodbad.

EN DOKUMENTARSERIE FRA NETFLIX

DEN 22. JULI 1991

Det var en stille aften.

OXFORD-LEJLIGHEDER

En af de sommeraftener, hvor det var lummert.

Jeg var tv-journalist og én af de første ved Dahmers lejlighed den aften.

Da jeg ankom og så betjentenes ansigtsudtryk,

gik det op for mig, at der skete noget stort der.

Jeg løb ind i en betjent, jeg kendte.

Bobby Rao var hans navn.

Jeg sagde: "Kom nu, Bobby. Sker det her?"

Han så på mig, rystede på hovedet og sagde: "Ja, det her sker."

Roosevelt Harrell.

Vi efterforsker et drab,

der fandt sted i boligblokken i 900-blok på North 25th Street.

Vi har tilbageholdt en person.

Der er stor sandsynlighed for, at der måske er yderligere drab,

som vi undersøger, og den person måske var involveret i.

Betjenten, der stod ved døren til Oxford-lejlighederne,

var en fyr, jeg kendte.

Og vi bad ham, tryglede ham:

"Må vi tage billeder inde i Dahmers lejlighed?"

"Hvis I tager billeder, mister jeg mit job."

Men han sagde: "I kan kigge ind. Men gå ikke ind."

Vi gik over til døren,

holdt fast i karmen, lænede os frem og kiggede ind i lejligheden.

Der var mange grunde til, at ikke var mindeværdigt.

Der var et sammenrullet tæppe.

Et køkken til venstre.

Der var et soveværelse til højre og et badeværelse.

Men den ene ting, der skilte sig mest ud,

var en uhyggelig lavalampe, der var tændt.

Klumpen gik op og ned.

En uhyggelig stemning i lejligheden.

Da historien om Dahmer kom ud,

var jeg journalist på Milwaukee Sentinel.

Jeg var den eneste journalist der, for det var sent.

Tina Burnside,

der var en aftenpolitijournalist, ringer.

Hun sagde: "James, noter det her meget omhyggeligt."

Det er presset fra en redaktør, der ser dig over skulderen og siger:

"Giv mig historien nu."

Jeg trykkede på "send" til aftenredaktøren.

Han redigerer og sender den.

Jeg husker ham sige:

RÆDSELSHISTORIE

"Det bliver den største historie nogensinde i byen Milwaukee."

Jeg var chefanklager i Milwaukee for mange år siden,

før jeg blev forsvarsadvokat.

Jeg har været på begge sider.

Jeg blev ringet op af en fyr fra vores førende tv-station.

"Jeg vil tale med dig om din klient."

Jeg sagde: "Hvem?" "Jeffrey Dahmer."

"Vi tror, han er en drabsgalning."

Jeg havde repræsenteret ham i 1988

for en sexforbrydelse.

Jeg sagde: "Hold den tanke. Jeg ringer til hans far."

Jeg ringede til Lionel Dahmer og sagde, hvad journalisten havde sagt til mig.

Jeg sagde, jeg ville få én til at finde ud af, hvad der foregik.

Jeg ringede til Wendy Patrickus,

og Wendy var ledig.

Den første person, de lod mig se, var kriminalbetjent Murphy.

På det tidspunkt blev hele afhøringen kontrolleret af kriminalbetjentene.

FÆNGSELSADGANG KUN GODKENDT PERSONALE

Da jeg mødte Dahmer,

sagde han kun:

"Hvorfor skyder I mig ikke nu,

for det, jeg gjorde?"

Og jeg satte mig ned med ham

og forsikrede ham om, at det, han sagde til mig,

ikke ville få mig til at kunne lide eller ikke lide ham mere.

Og så fik jeg tilståelsen på papir.

Jeg var betjent i drabsafdelingen.

Dennis Murphy og Pat Kennedy

var primært dem, der afhørte Dahmer.

Det var stort set hver dag deres job.

Den måde, hvorpå han kunne huske

alle detaljer i de drab...

HAN SAMLEDE EN BLAFFER OP

Det var utroligt.

Så vidt jeg husker,

var Jeff lidt fuld på det tidspunkt.

Jeg spurgte ham om, hvorfor han fortalte politiet alt.

Hvorfor han gav dem en tilståelse.

Og han sagde: "Wendy, de fandt en masse i min lejlighed."

"Løbet er kørt. Så jeg vil hellere tale med dem."

Han havde besluttet sig.

Jeg sagde: "Jeff, jeg respekterer det."

Han havde allerede tilstået.

Så Dahmer havde ikke et forsvar.

Så jeg sagde til ham: "Hvad skal jeg gøre?"

Han sagde: "Jeg vil vide, hvorfor jeg er den, jeg er."

Så jeg sagde:

"Jeg kan få en god psykiater

til at tale med dig

og erklære dig uskyldig, fordi du er psykisk syg."

"Sindssyg."

"Men det kræver læger,

der siger, de støtter det."

Opgaven var at få nok informationer at give til lægerne,

så de kunne får deres svar.

Spørgsmålet var, om han var rask eller sindssyg.

I de mange følgende måneder tilbragte jeg meget tid med ham.

Vi talte om ofrene

og samlede så mange informationer som muligt.

ADVOKAT WENDY PATRICKUS OPTOG OVER 32 TIMER MED SAMTALER

TIL AT FORBEREDE DAHMERS FORSVAR.

SAMTALERNE FANDT STED FRA JULI TIL OKTOBER 1991.

BÅNDENE HAR ALDRIG VÆRET UDE I OFFENTLIGHEDEN. INDTIL NU.

Okay, Jeff. Fortæl mig, hvad du tænker.

Jeg spekulerede på, hvorfor jeg var tvunget

til at begå alle de mord.

Hvad jeg søgte,

der ville fylde den tomhed, jeg følte.

At dræbe nogen og straks skille sig af med dem

giver ingen vedvarende nydelse

eller en følelse af fuldbyrdelse.

Men jeg følte mig stadig tvunget

til at gøre det i årenes løb.

At Jeff ville identificere alle ofrene

var meget unikt

for én, der er seriemorder, en ægte seriemorder.

Han benægtede det ikke.

Og sagde: "Ja, jeg dræbte og dræbte."

"Det var sådan, jeg dræbte. Og det var hvorfor."

Jeg lod ikke til at have

de normale empatifølelser.

Tænkte du nogensinde: "Hvorfor har jeg ikke følelser, som normale personer har?"

Det undrede mig.

Det startede med fantasier.

Det startede altid med fantasier, og så

så det til sidst ud til, at fantasierne blev udlevet.

Han tog sin fantasiverden

til niveauer og steder, som mange af os aldrig kunne forestille os.

Jeg talte med Jeffrey Dahmer efter ønske fra forsvarsadvokat Jerry Boyle.

Jeg blev spurgt om, hvorvidt der i mine øjne var et sindssyg-forsvar her.

Jeg havde 30 år i Milwaukee som en retsmedicinsk psykolog,

og Dahmers sag var midt i min karriere.

Der fulgte andre, men ingen som den her.

Hvad igangsatte det hele?

Gid jeg kunne give dig et godt og direkte svar.

Hvis der er et område at bebrejde,

er det min egen forskruede tankegang. Jeg har ikke tænkt normalt i årevis.

JULI 1991

Jeffrey var mere tilbageholdende med at tale om sin barndom.

Jeg så billeder af ham, da han var yngre, med sin far, Lionel,

og det virkede meget normalt.

De kastede bolden til hinanden.

Men hans far var meget væk.

Han er forsker og opbyggede sin uddannelse.

Men Jeff fastslog, at der ikke var store traumer,

der fik ham til at gøre de ting.

Han blev ikke seksuelt misbrugt eller tævet.

Den ene ting, Jeffrey fortalte mig og Jerry Boyle

om sin barndom, der virkelig påvirkede ham,

var forældrenes konstante kævlerier.