The Letters

Dublin, Irland - 24. maj 1931

DANGRAM, INDIEN 5. oktober 1998.

SKADESTUE

APOLLO VICTOR HOSPITAL

VATIKANET Rom - 1998.

Det skal bekræftes.

Vi må være sikre.

Der kan ikke begås nogen fejl.

En lysstråle kom fra billedet.

Jeg følte ingen smerte.

Svulsten var her.

Den er væk.

Den canadiske premierminister besøgte Storbritannien i dag -

og efter et besøg i parlamentet...

KATOLSK ALDERDOMSHJEM England - 2003

...drak han te med Dronning på Buckingham Palace.

I morgen rejser han til Montreal.

Andre nyheder. Vatikanet har anerkendt det som et mirakel, -

- at en mavesvulst forvandt hos en indisk kvinde ved navn Monica Besra -

- efter påføring af en medaljon, der indeholdt Moder Teresas billede.

Roms talsmand sagde, at det var det første af to bekræftede mirakler, -

- der er påkrævet, før Moder Teresa kan blive kåret som helgen.

Jeg har lidt af en bombe.

Lad os høre.

Jeg har et par breve, du bør læse.

Mørket hun følte, og som hun skrev om, -

begyndte tilsyneladende tilbage i 1948 -

- omkring tidspunktet, hvor hun begyndte at arbejde med de fattige.

Det fortsatte mere eller mindre i de næste 50 år af hendes liv.

Hun havde arbejdet med de fattige -

- i næsten to år, da billedet her blev taget.

Det sørgelige ved hendes arbejde har sat sit spor.

Et utalt mørke, en ensomhed, -

en vedvarende længsel efter Gud.

Hun følte, at Gud havde forladt hende.

Og bortset fra mig, nogle få præster -

- og selvfølgelig ærkebiskoppen i Calcutta, Ferdinand Périer, -

- kendte ingen til hendes isolationsfølelse.

Kan jeg byde på noget, Ben?

Nej, nej. Intet, fader.

Ser du, det, der smerter mig mest, -

- var følelsen af, at Gud havde forladt hende.

Sådan ville hun beskrive det.

Og hun ville sige, at hendes længsel var så stærk, -

at det føltes som totur.

Der virkede ikke, som om jeg kunne hjælpe hende.

Det her billede blev taget -

da Moder Teresa underviste.

Det blev taget i 1946.

Og jeg har det her, -

- fordi det minder mig om, hvor det hele begyndte.

- Må jeg se nærmere på det? - Selvfølgelig.

Er det skolen?

Ja. Den har noget af en historie.

Kan du fortælle mig lidt mere om skolen -

og den periode, hun var der?

Tja, årene hos Loreto -

- hvor hun underviste, var vidunderlige år for hende.

Hun ville sige, at det, hun elskede højst, var at undervise.

Senere ville hun vie sit liv total til de fattige, -

men hun var først og fremmest -

lærerinde.

LORETO-KLOSTERET

Folk har lidt.

Og denne sult?

Sulten har bragt tusinder af flygtninge ud på byens gader.

LORETO-KLOSTERET St. Mary's Klosterskole Calcutta - Indien - 1946.

Og vi... vi oplever en af de mest turbolente perioder -

i Calcuttas historie.

Shubashini.

Min mor siger, hun er meget, meget bange.

Der er optøjer uden for mit hus.

Jeg føler mig i sikkerhed bag klosters mure, -

- men jeg er virkelig bekymret for min mor og min familie.

Ja, det er sandt, at spændingerne er forværret, -

- nu hvor Indien forbereder sig på uafhængighed.

Det har forårsaget volden, -

men det er mellem hinduer og muslimer.

Det har intet med din familie at gøre.

Jeg tror ikke, du behøver bekymre dig. -

men jeg er stadig bange, søster.

Prøv at lade være med at være det.

Det vil snart løse sig selv, det håber og beder vi til.

Okay, vi må slutte af.

Søster, har du tid et øjeblik?

Ja, Deepa.

Søster, er du ikke bekymret?

Nej. Stol på Gud, Deepa.

Han passer på os.

Søster, men min far siger, at de kristne i Indien er en minoritet, -

- og alt kan ske i betragtning af, hvad der har foregået.

Derfor vil min far have, at jeg bliver inden for klostrets mure, -

- så jeg er i sikkerhed her og først vender tilbage, når det er forbi.

Han har ret. Jeg er enig med ham. Du er i sikkehed her.

Men hvis du har flere spørgsmål, kan du taler ved fader van Exem.

Okay.

Indtil da, lad være med at bekymre dig.

Søster?

- Tak. - Tak, søster.

Er nogen syg, søster?

Nej.

Skal jeg bringe noget mad til deres værelse?

Nej, jeg tager mig af det. Tak, søster.

Hvad laver du herude, søster? Det er farligt.

Folkene her er sultne, desperate.

- Du må tilbage i klosteret! - Men jeg ville give dem noget mad.

Ja, ja.

Søster, i sidste uge i tre dage -

- raserede hinduer og muslimer et kvarter ikke langt herfra.

De dræbte alle de fandt på den modsatte side.

Militæret måtte genoprette orden.

Du kan ikke komme herud igen, søster. Forstår du det?

Du må tilbage til klosteret.

- Bed til, at fred genoprettes. - Ja, jeg skal bede. Tak.

Vær sød at gå tilbage til klosteret, søster.

Er alt okay, søster?

Ja, general priorinde.

Jeg hørte, du forlod klosteret i morges.

Ja.

Jeg ville give mad til en sulten familie.

Undskyld. Jeg ved, jeg ikke burde gå udenfor.

Da du vendte tilbage, var du bekymret, fik jeg at vide.

Er du sikker på, du er okay?

Ja, tak.

Men sandt at sige, -

- general priorinde, bliver jeg ved med at tænke på de mennesker derude.

Jeg ser dem fra vinduet i mit klasseværelse.

Jeg vil hjælpe.

Men der er så mange af dem. Du kan ikke hjælpe dem alle.

Men vi kan hjælpe nogle.

Jeg er flov over ikke i det mindste at prøve.

De er meget, meget sultne.

De har intet.

Vores kald er at undervise unge piger. Det er vores kald, søster.

Min mor mindede mig om mit kald.

"Kære datter,

Husk på, du rejste derud for at hjælpe de fattige."

Hvad siger du, søster Teresa?

Det ved jeg ikke.

Jeg elsker at undervise, jeg elsker at være nonne, -

men jeg må gøre noget.

Gud må elske de fattige uden for disse mure -

- lige så højt, som Han elsker priviligerede piger inden for murene.

Jeg mener, du skal på et retræte i de næste par dage.

Ja.

Jeg vil spørge Gud, hvad jeg skal gøre.

BANEGÅRDEN I CALCUTTA 10. september 1946.

Sig til general priorinden, hun ikke skal være bekymret.

Hav et afslappende retræte, søster Teresa. Gud være med dig.

Tak. Gud velsigne dig.

Det var i toget på vej til Darjeeling, -

at hun havde et livsændrende øjeblik.

Hun fik, hvad hun anså for at være en besked fra Gud -

- om at tjene de allerfattigste og leve blandt dem.

Hun henførte til det som "kaldet i et kald."

At opgive alt og følge Ham ind i slumkvarterne.

Og hun vidste, det var Hans vilje, og at hun måtte gøre det.

Men det var Kirkens beslutning.

Hvad mener du med, at du hørte Guds stemme?

Jeg hørte en stemme i toget.

Den var ikke hørbar, og dog tydlige og direkte.

Den sagde, at jeg må forlade klosteret -

- og vie mit liv til at tjene og leve blandt de fattige.

Jeg blev befalet at følge Kristus -

ind i slumkvarterene og tjene Ham -

ved at tjene de allerfattigste.

Du har vist glemt dit nonneløfte, søster.

Blandt løfterne var fattigdom, kyskhed og lydighed.

Ja, det ved jeg, general priorinde, -

- men jeg ved også, at det er Hans vilje, og jeg må lytte til Ham.

Det er et kald i kaldet.

Jeg vil gerne søge om eksklaustration.

Således kan jeg forblive i Loreto-ordenen -

og leve i henhold til mit nonneløfte.

Jeg beder om tilladelse til at arbejde uden for murene.

Du ved udmærket, at nonner i kloster ikke må gå uden for murene.

Du er skolens forstanderinde, og pigerne elsker dig.

De accepterer endda, at du er striks.

Så hvad siger du?

Beder du om lov til at blive fritaget for dine pligter?

Beder du om lov til at få dine løfter ophævet?

Nej, nej. Jeg vil fortsætte med at være nonne.

Men jeg beder om lov til at arbejde med de fattige. Det er alt.

General priorinde, folk sulter lige uden for vores dør.

Jeg ser dem hver dag fra mit vindue.

Det er... Det er et skrækkeligt syn.

Hvordan kan vi ignorere det?

Hvor kommer alt det her pludseligt fra?

Det er ikke så pludseligt.

Før jeg blev nonne, ville jeg være missionær.

Jeg ville rejse ud og vise Kristi liv -

til folk i missionærlandene.

Da jeg var en pige i Skopje i Jugoslavien, -

- læste jeg, at missionærer rejste til Indien.

Så, ser du -

- det var altid mit ønske... -

- at tjene de fattige alene på grund af kærlighed til Gud.

Og i toget til Darjeeling -

var stemme meget tydelig.

Tydelig.