Sådan overtager vi Danmark med Mazen

Hallo? Nej, jeg har ikke brug for hjælp til at overtage Danmark.

Du har fået din chance. Der er alt for mange kvinder herinde.

Naser Khader, du kan ikke komme i aften.

Wow.

Jamen hej med jer. Hej, alle sammen. Hvordan overtager man Danmark?

Jeg har overvejet krig, men jeg må indrømme —

at vi ikke er organiserede nok.

Vi er de typer, der kommer for sent til krigen. Ikke så godt.

Det er ikke så godt. Men inden jeg starter, er det rart at definere —

— hvem vi er, og hvem de er. Der er helt klart et os og dem i aften.

Vi starter med dem. Hvem er de? De er meget nysgerrige.

Ikke? Alt er så spændende. Nej, hvor er det bare spændende.

De er også berøringsangste. Man må ikke komme for tæt på.

Hvad er de mere? I princippet kan vi vade ind på Rådhuspladsen —

— hejse et flag op og overtage det hele.

Danskerne ville bare stoppe op og tænke: "Hvor spændende."

"Er der smagsprøver?" Det forstår jeg ikke.

Danskere kan ikke tage en hentydning.

Kig på de danskere herinde i aften. Kig på dem.

De har set en overskrift, der hedder: "Sådan overtager vi Danmark."

Og de har tænkt: "Ej, hvor spændende! Det skal vi støtte!"

Det giver ingen mening. Slet ingen mening.

Hvad er de mere? De køber billetter.

De køber billetter til shows og arrangementer.

De kan godt lide at se tingene fra et nyt perspektiv.

De kan lide at blive provokeret. Når de ser et maleri:

"Det er godt nok provokerende." Der er vi ikke.

Vi kan ikke lide at blive provokeret af hverken malerier eller tegninger.

Der er vi ikke. De er faktisk sådan:

"Har du set Mazen fra Facebook? Jeg er ikke enig i det, han siger —

— men ham vil jeg godt støtte. En billet koster kun 250 kroner."

Så kommer de ind og støtter mig og køber en billet.

Der er vi anderledes. "Har du set ham Mazen fra Facebook?"

"Endelig en, der siger det, vi tænker —

— og ikke skider på sin kultur. Vi har brug for den stemme."

"Koster en billet 250 kroner? Lak, fuck ham. Hvem tror han, han er?"

Til mit allerførste show nogensinde på de store scener —

var mine danske venner sådan:

"Hvor er det virkelig flot, at du skal optræde på de store scener."

Så købte de billet, tog familie, venner og kærester med og støttede.

Fantastisk.

Mine brune venner var sådan: "Fedt, du skal optræde på de store scener."

"Du har optrådt i så mange år. Vi vil altid støtte dig."

"Vi er så stolte af det. Kan du skaffe 54 gratis billetter?"

Min ven kom op til mig på selve dagen på Bremen Teater og hviskede:

"Bro."

"Hvis vi åbner bagdøren, kan vi lukke flere af drengene ind."

"Det er mit show."

Selv med det foretrak jeg faktisk, at der ikke var nogen danskere herinde.

Jeg vil ikke have, vores plan kommer ud.

Men jeg blev nødt til at lukke nogle danskere ind —

og dække udgifterne for i aften.

Ej, spøg til side. Jeg driller. Til de danskere, som har købt billet:

Jeg har ikke noget imod, at I er her, så længe I ikke begår kriminalitet.

Mit show hedder "Sådan overtager vi Danmark".

"Hvorfor det? Har du noget imod os?"

"Nej, nej, nej. Jeg har ikke noget imod dig, Anders."

"Du er en af de gode."

Jeg sad backstage og var nervøs.

Jeg havde sommerfugle i maven og skulle optræde for første gang.

Jeg svedte, og jeg var så nervøs.

Fem minutter før jeg skulle på scenen, ringer min telefon.

Det var min ven, Talal. Jeg skulle aldrig have taget den.

"Bro, jeg står foran Bremen Teater. Dit navn står med store bogstaver."

"Dørmanden vil ikke lukke mig ind." "Hvorfor vil han ikke det?"

"Fordi jeg ikke har billet." "Så bare køb en billet."

"Skal jeg købe en billet for at se dig? Kom ud og hent mig."

Der var fem minutter til. Jeg orkede ikke at diskutere og listede mig ud —

— for at tale med dørmanden og lukke ham ind —

— og efter to minutter kunne jeg heller ikke komme ind.

Det var ikke så godt. Slet ikke så godt.

Han gad ikke lukke mig ind til mit show. Ved I, hvor pinligt det er?

Jeg måtte ringe til min manager, der hentede mig.

Så kom min manager ud, og han er pakistaner.

Ja. Ja. Nu stod vi tre derude og lignede idioter.

Som prøvede at komme ind. Ved I, hvordan jeg kom ind?

Der kom en dansk fyr med sin kæreste. "Det er ham, der skal optræde."

Så siger dørmanden: "Nå, undskyld. Kom indenfor."

I år har jeg slået hårdt ned. Jeg har ikke givet nogen gratis billet.

Jeg er ligeglad. Familie og venner blev fornærmet. De er ikke kommet.

Jeg skal ikke blive afvist til mit eget show. Sådan er det.

De er fornærmede, men min mor ...

Siden datoen blev offentliggjort, og vi kunne optræde igen —

— har hun fortalt familiemedlemmer og veninder, hvor stolt hun er.

Hun har et billede i stuen hængende. Det er så fedt.

Selv med min mor var jeg sådan: "Du kom gratis ind sidste gang."

"En billet koster kun 250 kroner. Mon ikke lige du kan overskue det?"

Så min mor er her heller ikke i aften.

Ja. Det er ikke så godt.

Det første, jeg vil gøre, når jeg overtager Danmark —

— er at lukke de sociale medier. Alle skal ikke have en profil.

Vi deler heller ikke gratis kørekort ud uden at tage en køreprøve først.

Det har intet at gøre med det, folk skriver om mig på sociale medier.

Det rører mig slet ikke. Overhovedet ikke.

Det preller af på mig som vand på en gås.

Bro, jeg ved ikke, hvad det udtryk betyder.

De skriver under mine egne posts. Skal jeg læse noget op?

Så kan I forstå, hvorfor jeg lukker ned.

Så kan I bedre forstå, hvorfor alle ikke skal have adgang —

når jeg overtager Danmark.

Det her er grunden. Der er en, der skriver:

"Mazens videoer på Facebook er rigtig gode at lytte til."

Fedt. "Hvis man kan lide at høre en krage blive kneppet i røven."

Den er ikke færdig endnu.

"Hashtag grrrrrr." Ja, og sådan er det nogle gange.

"Kan en frivillig kvinde ikke tage en for holdet og gå i seng med Mazen —

— så vi slipper for hans digte om kvinder? Hashtag desperat digter."

"Mazen er en drama queen, bare uden drama."

Maria skriver:

"Mazen er den eneste, der kan få mig til at forlade min mand ..."

"... og blive lesbisk." Ja.

"Mazens stemme irriterer mig så meget —

— at jeg begynder at spise mere kød og flyve mere —

— i håb om, at isen smelter hurtigere, så jeg kan se ham drukne."

Okay. Det er en, der mener det rimelig meget. Okay, Kim skriver:

"Jeg er vaccinemodstander, men for at slippe af med Mazen —

— tager jeg gerne en sprøjte i armen. Med gift."

Det kan godt være, folk tror, overtagelsen starter i dag —

— men den startede i 60'erne, da danskere ikke gad arbejde mere.

Så importerede de fremmedarbejdere. Danmarks dummeste investering.

"Undskyld, vi sagde, I skulle bygge vores huse."

"Vi sagde ikke, I skulle bo i dem."

Det var ikke så smart.

Debatten er så brutal i dag, fordi danskerne har mistet tilliden til os.

Hvis vi genindfører tilliden, kan vi med lethed overtage Danmark.

Med al lethed.

Derfor har jeg gjort seks punkter klar til i aften for —

— hvad vi helt præcist skal gøre for at overtage Danmark.

Punkt nummer et:

Vi skal stoppe med at leve i fortiden.

Nok var det nemmere at overtage Danmark i 90'erne —

— hvor vi kunne bilde danskerne hvad som helst ind.

Selv socialrådgiveren, når hun kom hjem til os.

Som barn troede jeg, det var normalt at have en socialrådgiver.

Det troede jeg. Så kom hun ind, og vi var lige kommet til Danmark:

"Nå, mangler I en bil?"

"I kan ikke tage bussen. Det minder jer om, da I flygtede fra krigen."

Min far var ... Vi landede i Kastrup med et SAS—fly.

"Ja. Mercedes," sagde min far. Hvorfor ikke?

"Nå, det skal være en Mercedes?"

"Det ved jeg ikke, hvad stats— og integrationspuljerne vil sige til."

"Men ved I hvad? Nå, er AMG—motor og læderkabine ekstraudstyr?"

"Okay. Hvis det er en del af jeres kultur, må vi respektere det."

Fedt. Det var meget sejt. Det havde været meget nemmere i 90'erne.

Hvis de ikke gjorde, som vi sagde, brugte vi kortet. Kan I huske det?

Det hedder ... racismekortet.

Det var det fedeste kort at have. Man kunne bruge det overalt.

Hver gang der var noget, vi var uenige i, var det:

Så gjorde de, som vi sagde. Vi skal genindføre racismekortet.

Uden racismekortet kan vi ikke.

Jeg bærer også en del af skylden for ikke at kunne bruge det længere.

Tilbage i Jylland skulle jeg med regionaltoget to stop.

Der var ingen grund til at købe billet. To stop altså.

Så kommer togkontrolløren og siger: "Goddag. Må jeg se din billet?"

"Det har ... Hvorfor vil du se min billet?"

"Det er almindelig kutyme. Det gør vi her i Danmark."

"Her i Danmark? Er jeg ikke en del af Danmark?"

"Jo, selvfølgelig, men jeg skal bare se din billet."

"Hvorfor vil du se min billet? Jeg er ikke en del af Danmark. Er det det?"

"Jeg er sikker på, du siger rødgrød med fløde lige så tydeligt som mig."

"Rød—grød mel flød?"

Jeg skal lige til at tage kortet op. "Jeg er nødt til at se din billet."

"Rod—grød mel flø ... Er du racist?"

"Nej! Du må ikke bruge det begreb i toget."

"Det er det forkerte tog. Du skal sydpå. Det var tyskerne, ikke os."

Så kom jeg gratis med toget. Genialt. Det var fedt at have det kort.

Det var som at prøve alle forlystelser i Tivoli gratis —

— og te sig tosset uden nogen konsekvenser.

Så snart jeg steg ud af toget, kom jeg til at råbe efter kontrolløren:

"Jeg havde ikke billet. Det var bare racismekortet."

Jeg har ikke kunnet bruge det siden. Det var så dumt.

I dag vil danskere ikke give os lov til at bruge racismekortet.

Vi må genindføre racismekortet, før vi kan overtage Danmark.

Selv i dag nægter danskere os det. I dag kan vi have en tosse —

— der render rundt i samtlige skoler, børnehaver, parkeringspladser —

— hver bydel i Danmark og råber efter brune børn —

og så er danskere stadig sådan:

"Arh, lad os lige ..." Vi må ikke kalde det racistisk.

"Hallo, se, hvad der foregår." Han har selv hængt mig ud.

Har I set det, han har hængt mig ud for?

Han har været på YouTube og hænge plakater op og har svinet mig til.

Ved I, hvad han kaldte mig? Homomuslim.

Fejlfarve, kebabædende, grisehadende, tæppebedende abe —

— bedende mod Mekka, sortsmusker, penge fra kommune—nassende —

— bombe i turban—tiggende, hvidløgsgnavende —

— burkabærende, halalkødkrævende, forpulede perkersvin.

Og så er danskere stadig sådan:

"Måske skulle vi bruge 100 millioner på at beskytte ham."

"Det er ikke racistisk. Han er bare kritisk. Vi skal beskytte ham."

"Fuck sundhedsvæsenet. De her 100 millioner er godt givet ud."

"Fuck sygeplejerskerne. Hvad skal vi bruge dem til? Det her er vigtigt."

Jeg fandt ud af, at jeg kommer til at bo i Danmark resten af mit liv —

— på en rigtig hård måde. Jeg var 17 år gammel.

Jeg sad i et ungdomsfængsel. Den tager vi på et andet tidspunkt.

Når man sidder der, bliver man hele tiden afhørt.

Så kommer betjenten ind en gang om ugen.

Specielt når man er varetægtsfængslet, besøger de en.

Så kommer de med en mappe og stiller spørgsmål.

Jeg er så detaljeret omkring, hvad der foregår —

så danskerne kan være med.