Our Father

Optagelser fra samtaler, afhøringer og retsmøder er den originale lyd.

Denne film indeholder genskabte scener med både skuespillere og ofre.

Alt er baseret på virkelige begivenheder.

EN DOKUMENTAR FRA NETFLIX

Jeg vil kalde det et mareridt.

Det var helt forkert fra begyndelsen.

Personligt tror jeg, det var et eksperiment for ham.

En syg leg.

Jeg spekulerer over grunden hver eneste dag.

FØR JEG DANNEDE DIG I MODERS LIV, KENDTE JEG DIG - JEREMIAS 1:5

Hej, Jacoba, det er dr. Webber.

Jeg har modtaget resultaterne. Ring, når du kan, så vi kan gennemgå dem.

Tak. Farvel.

Hej, det er en besked til Jacoba Ballard. Det er Jane fra dr. Chans praksis.

Ring til os, så vi kan aftale en ny tid. Tak.

SØSKENDE NR. 0

SØSKENDE NR. 1

Som barn følte jeg mig anderledes.

Jeg var blond og havde blå øjne

i en familie med mørkt hår, gyldenbrun hud og mørke øjne.

Så jeg blev ved med at spørge min mor, om jeg var adopteret.

Jeg beroligede mine forældre og sagde:

"Det er i orden, hvis jeg er det. I kan fortælle mig det."

Endelig fortalte min mor mig sandheden.

Så jeg har vidst, siden jeg var ti, at jeg var fra donorsæd.

Jeg tror, det var i 1979.

Jeg ville så gerne have et barn,

men min mand kunne ikke få børn, så jeg fik en tid hos dr. Cline

med henblik på kunstig befrugtning.

Jeg var ung.

Jeg var vel 20-21 år.

Han var professionel.

Vi sagde ikke ret meget.

Han fortalte os bare, at han ville finde en donor til os, der lignede min mand.

Han ville bruge sæd fra medicinstuderende.

Så da jeg fik ægløsning, tog jeg derind, og de foretog proceduren.

Og jeg tog hjem, og jeg var gravid.

Hun er mit et og alt.

Jeg elsker det barn højere end livet.

Jeg ville så gerne have søskende.

En, der var i familie med mig,

en bror eller søster, og jeg ville bare have det bånd.

Da jeg var cirka 18 år i 1999,

var der ingen DNA-hjemmetests.

Jeg vidste bare, at min mor opsøgte dr. Donald Cline,

og det var ham, folk tog til.

Min mor fik at vide, de brugte en reservelæge som sæddonor,

og at de aldrig brugte reservelægen eller donoren mere end tre gange.

Jeg var her jo, så jeg tænkte, jeg måske havde en eller to halvsøskende.

Så jeg slog ham op og ringede til ham på hans kontor.

Han tog faktisk telefonen.

Jeg ville vide, om han havde et donornummer eller min mors lægejournal,

som kunne give mig en form for personoplysninger.

Han var meget ligefrem og nøgtern.

Ingen empati.

Men jeg husker, jeg fortalte ham, at jeg gerne ville finde halvsøskende,

og han sagde, jeg ikke måtte få den information.

Min mors journal var tilintetgjort.

Han ønskede mig held og lykke, og det var alt.

Jeg fortsatte bare med mit liv, blev gift, fik børn og håbede,

at jeg måske en dag ville finde en eller to søskende.

BØRN ER EN GAVE FRA HERREN, MODERLIVETS FRUGT ER LØNNEN

3

LIVET ER SKRØBELIGT … HÅNDTER MED BØN

At se vores venners børn vokse op omkring os

gav os en følelse af isolation og desperation.

Men vi fandt ud af, vi ikke var alene.

Et ud af fem par i USA oplever barnløshed.

Lægerne og personalet på Indianapolis Infertility

kan hjælpe jer med bedre at forstå jeres problem med barnløshed.

Dr. Donald Cline og dr. Robert Colver er specialister i ufrivillig barnløshed,

og de har opnået fremragende resultater med tusindvis af ufrivilligt barnløse par.

Dr. Cline var Indianapolis' mest kendte fertilitetslæge.

Jeg arbejdede for ham fra 1981 til 1994.

Jeg var der i 13 år.

Jeg var partner med dr. Cline fra 1987 til 1991, og jeg må sige,

at min karriere de sidste 35 år ikke var blevet den samme uden Don Cline.

Så han har en helt særlig plads i mit hjerte.

Før 1985 brugte man frisk sæd til insemination eller donorinsemination.

Og dengang var det ikke som i dag,

hvor man går på en hjemmeside, og 300 fyre dukker op.

Vi havde en notesbog.

De kunne vælge, hvilke donorkriterier de ønskede.

Hospitalet lå lige overfor.

Jeg gik faktisk derover og mødte nogle af donorerne.

De var reservelæger, og jeg kendte dem.

De gav mig sæden, og jeg tog den med tilbage til praksissen.

Den skal holdes varm og ved kropstemperatur.

Så jeg transporterede den i min bh,

så sædcellerne stadig var levende, når jeg nåede tilbage til praksissen.

AT LAVE BØRN DEN NYE BEFRUGTNINGSVIDENSKAB

Det var et godt felt. Virkelig interessant.

Vi reparerede æggeledere, så kvinder kunne blive gravide,

og hans succesrate var strålende.

Vi udførte laseroperationer.

Det var noget nyt, Don gjorde, som andre læger ikke gjorde.

Man skal få parrene til at overveje det grundigt,

tale om det, bede til Gud.

De skal virkelig føle, at det er gennemtænkt,

for når inseminationen er udført,

og de bliver gravide, er barnet deres for evigt.

Jeg blev altid meget rørt, når en af veninderne ringede

og sagde, hun var gravid.

Adskillige gange, når jeg havde lagt på,

græd jeg bare, fordi jeg så gerne ville have et barn.

Min mand og jeg havde talt med flere specialister for at finde mit problem.

Det tog hårdt på mig og min mand.

Men jeg tænkte: "Jeg har endelig fundet en læge, der måske kan hjælpe os,"

fordi han var så kendt.

Jeg var cirka 27.

Min mand og jeg talte om at få børn.

Min mand blev testet, og han var steril.

De sagde: "Den eneste, der foretager insemination med frisk donorsæd,

er dr. Donald Cline.

Han er den allerbedste, så tal med ham."

Der var gået to et halvt år,

hvor jeg fik menstruation i stedet for at blive gravid.

Jeg tog min temperatur hver måned og hver dag.

Så det var første gang, jeg følte, der var håb.

UNDERSØGELSESRUM 2

Jeg tog min mands sæd med i en lille beholder.

Der var ikke meget tid, for den skulle nå frem inden en time.

Der var et rum,

jeg gik ind i med sæden for at blive kunstigt befrugtet,

hvor der var en lang…

Det lignede en nål af en slags, men det er alt, jeg husker.

Han fulgte mig ind i rummet.

Jeg lå ned med benene oppe.

Han sagde: "Okay, nu anbringer jeg sæden i dig.

Jeg ventede på briksen i cirka 20 minutter.

Jeg tænkte faktisk positive tanker.

Jeg tænkte: "Måske får jeg et barn."

Da lægesekretæren ringede og sagde, jeg var gravid,

kunne jeg ikke tro det.

Vi var bare så glade, da jeg fik hende.

Jeg tog endda Julie med hen i praksissen og viste hende til dr. Cline.

Jeg troede, jeg havde højdesyge.

Så jeg holdt en pause med skiene, jeg spiste flere kiks og drak lidt te,

og det slog mig aldrig, jeg var gravid.

Jeg troede bare, den var forsinket.

Jeg var i ekstase.

Dengang troede jeg, det var en gave.

I 2014

så man hele tiden 23andMe-reklamer i tv.

Jeg var 35,

og jeg fortalte min mand, jeg ville tage en DNA-test,

for jeg troede, jeg havde mindst en eller to søskende.

Jeg følte, det var en bonus, hvis jeg fandt donoren.

Men det var ikke mit mål. Målet var at finde en søster eller bror.

I efteråret 2014 modtog jeg resultaterne.

JACOBAS SLÆGTSTRÆ

Jeg husker den dag tydeligt.

Resultatet viste, at jeg havde syv søskende.

Jeg blev faktisk straks spændt…

…og dog bekymret.

UKENDT - FAR

Det var fantastisk at opdage, at jeg havde søskende.

Men vi er otte. Hvad foregår der her?

For min mor fik at vide, de aldrig brugte den samme donor mere end tre gange.

Tre gange var det ideelle.

Vi ville ikke have en stor befolkningsgruppe med den samme far.

Indavl er en bekymring.

At for mange mennesker i et bestemt geografisk område

kan være ens bror eller søster, og man ved det ikke.

Man kan komme ud for, at en bror og søster gifter sig.

"Vent lige. Det giver ikke mening."

FÅ KONTAKT, OG SAMMENLIGN

"Du brugte tydeligvis nogens sæd mere end tre gange."

Da gik vi i gang med vores egen efterforskning.

Vi ringede til hinanden hver weekend

eller satte navne ind på Ancestry og arbejdede på et slægtstræ.

Vi spøgte en dag, mens vi forsøgte at finde ud af det:

"Ville det ikke være vildt, hvis det var lægen?"

Men vi forkastede tanken og sagde: "Sikkert ikke, men vi gør det her sammen.

Vi hjælper hinanden med at finde vores biologiske far."

1984 - SØSTER 1986 - SØSTER

Vi var i stand til at fokusere på vores faderskabsforhold,

og vi matchede alle med en dame ved navn Sylvia,

som var vores grandkusine, og hun var på 23andMe.

Vi havde sendt en besked til hende.

Jeg spurgte hende om efternavne i hendes slægtstræ,

og hun gav os en liste med navne.

Et af navnene var Swinford.

Swinford er Donald Clines mors fødenavn.

Jeg sagde: "Har du tilfældigvis navnet Cline i din familie?"

Hun sagde: "Ja. Det havde jeg helt glemt. Min fætter Don.

Han er læge."

Min mave snørede sig sammen,

og jeg fik kvalme, for hun bekræftede,

hvad vi nok allerede vidste, men håbede ikke var sandt.

Dr. Donald Cline kunne være vores biologiske far.

Jeg var chokeret.

Der var så mange følelser.

Så mange spørgsmål.

Han løj om, at der blev brugt en donor.

Hvorfor gjorde han det?

Hvor længe gjorde han det?

Og hvor mange søskende har vi?

Jeg vidste ikke, hvem jeg skulle opsøge.

Jeg googlede: "Hvor klager man over en læge?"