Clapboard Jungle: Surviving the Independent Film Business

At lave film er vidunderligt.

Forberedelser, finansiering, og markedsføring er gyseligt..

Jeg kunne lave film resten af mit liv.

Under markedsføringen bliver man utålmodig. Og mere og mere kynisk.

Der er tre ting, man aldrig bør gøre, når man skaber film:

Lave film om sig selv, lave film om filmskabelse eller begynde med et citat.

'Hvis du har bygget luftslotte, er dit arbejde ikke tabt;

Det er hvor det skal være. Byg nu fundamentet under dem.'

Henry David Thoreau.

Test.

- Optag? - Ja.

Maj 2014.

Så kører vi. Jeg er Justin McConnell.

Velkommen til dokumentarfilmen, som hedder...

Man ved, at det er en arbejdstitel, fordi titlen ikke sidder i hovedet.

Lige nu hedder den 'Slate'n Game', nej 'Sleight and Game.

Vi må ændre titlen.

Jeg har villet lave film, siden jeg var ung, ikke som em lille dreng.

Først ville jeg være palæontolog eller kriminolog.

Så indså jeg, at jeg elskede 'Jurassic Park' og 'Ondskabens øjne'.

Jeg så alt muligt. Bortset fra nogle stop-motionfilm med legetøj

begyndte jeg for alvor at lave film, da jeg var 15.

Først dokumentarer til skolearbejdet.

I denne video fortæller jeg, hvad filmforfattere og instruktører laver.

Fra store til små budgetfilm, fra reklamefilm til storfilm.

Så lavede jeg kortfilm og min første spillefilm i high school.

Åbn kassen!

Teknikken var dengang så billig, at jeg havde råd til et håndholdt kamera.

Et spørgsmål: Hvordan vil du slippe godt fra det?

I 90'erne arbejdede filmmagere i independentfilmenens kølvand.

Arbejderklassens succeshistorier, personer, der arbejdede sig op.

Sundance-festivalens guldkalv, instruktører som rockstjerner.

Jeg drømte om det store gennembrud, når min film slog igennem.

Jeg drømte om at få succes.

En drøm, som var værd at arbejde for.

Men hvem var jeg, og hvilke chancer havde jeg?

Jeg kom fra en lille by i Canada, og havde ingen kontakter i branchen.

Nu er der gået 20 år, og det blev ikke, som man drømte om.

Virkeligheden lever ikke op til drømmen.

Hvordan skulle den kunne det?

Okay.

Film har altid været min identitet.

Familie og venner betyder meget, men jeg har aldrig følt

at uden film er jeg ikke ret meget menneske.

Et skib uden ror, som driver for vinden.

Jeg benægter ikke, at det har sat sine spor.

Da jeg havde det værst, tvivlede jeg på, hvorfor jeg forsøgte.

Jeg havde mistet min bedste ven og forfatterven.

Medarkitekten til min strategi om at komme ind i branchen.

Jeg tog på i vægt og vejede 135 kilo. Ingen af mine projekter blev til noget.

Jeg havde lavet en lavbudget-gyser.

Tilstrækkelig mange hadede den til, at jeg begyndte at tvivle.

Jeg var nede i en bølgedal, og branchen havde det også dårligt.

På det seneste er jeg begyndt at tvivle på mig selv.

Det er, som om der åbner sig muligheder for andre, men ikke for mig.

Jeg har altid spekuleret over, hvorfor det er sådan.

Jeg sætter spørgsmålstegn ved min plads i en branche

som er svær at komme ind i.

Det bliver endnu sværere, når folk afviser dig.

Den filmbranche, der fandtes, da jeg voksede op, har været død længe.

Den døde, inden jeg nåede at få chancen.

I stedet regerer det vilde vesten.

Kløften mellem mainstream og indiefilm er større end nogensinde.

Der er flere underholdningsmedier, end branchen kan klare.

Muligheden for en meningsfuld karriere er der

men konkurrencen er hård, markedet er mættet. Kun de bedste klarer sig.

Men der er stadig håb.

Der er flere grunde end nogensinde til at skabe på egen hånd.

Dørene er helt åbne, når man vil vise sine kreationer frem.

Men det er meget sværere at tjene penge på sit arbejde.

Det indebærer, at man må være smart. Man skal hele tiden lære.

Man skal arbejde hårdt og overleve længe for at få chancen.

Man skal være klar over, at den chance måske aldrig kommer.

Det må man acceptere.

Det er vel en slags galskab? Sådan er det nok at være en drømmer.

Men det er en galskab, som alle stræbende filmskabere deler.

Og det giver mig trøst.

Jeg besluttede at lave dokumentaren efter 15 år i branchen

som en slags professionel filmskaber.

Men jeg vil ikke fremvise et ensidigt billede af mig selv.

Jeg har har ikke skabt mig et navn endnu.

Jeg flyttede til Toronto i år 2000.

Jeg gjorde karriere i post-production og lavede kortfilm og musikvideoer.

Jeg fik gæld og begik mange fejl.

Den første film, der blev solgt, var 'Working Class Rock Star.'

Den gav ingen penge, fordi jeg blev snydt af en producent.

En distributør gik konkurs, inden jeg fik penge

og en anden distributør blev solgt til et større selskab.

Jeg lavede gyseren 'The Collapsed' for meget få penge.

Den blev solgt til 13 selskaber og gav et lille overskud.

Dokumentaren 'Skull World' havde nogle distributører om bord

men jeg distribuerede den mest selv ikke særlig indbringende.

I 2009 forsøgte jeg at lave en lidt større produktion.

Men 'The Eternal' fik ikke succes trods et cool ensemble.

Lavkonjunkturen og en del uheld sendte den ind på videoreolen.

Men i 2012, med hjælp fra Anchor Bay, kom jeg i kontakt med en producent.

Federgreen og jeg gik sammen for at udvikle mine projekter og hans selskab.

I 2013 var jeg programansvarlig for filmfestivalen Toronto After Dark.

Jeg har ikke noget navn, og du har nok aldrig hørt om mig.

Jeg er en af tusinder, som laver det samme. Men min erfaring

er en god start, når man vil forstå branchen

og gøre karriere i den moderne filmbranche.

Men hvorfor gøre det alene? Jeg har talt med mange filmpersoner.

De har været så venlige at fortælle om deres indsigter.

For at få succes som filmskaber skal man være en masochist.

Man skal være lidt tosset.

Independentfilm er ikke noget, man laver for at blive rig.

I 90'erne, da folk kunne tjene penge ved hjælp af Sundance-festivalen

opstod der en illusion om, at man kunne bliv rig på kunst.

Det var en tåbelig antagelse.

Hvis du er i denne branche for at tjene penge, så er du gået forkert.

Hvis det lykkes at finde distributører, sker det, når filmen er færdig.

Nogle gange bliver jeg meget nedslået. 'Jeg stopper.'

Mindst to gange de seneste måneder før grønt lys.

Det er så svært! Man får noget, men så mister man noget andet.

Forholdene omkring film er ikke så gode.

Værdien af hver film bliver mindre og mindre.

Der kommer stadig færre besøgende i biograferne.

Unge mennesker er vant til at se film på internettet eller YouTube.

De har mistet lysten til at se film på en mere bevidst måde.

Problemet nu er, at vi har en tsunami af produkter.

Vi har mange flere produkter, end det er muligt at se.

Der laves flere film i dag end nogensinde. Markedet er overmættet.

Det gør mit arbejde sværere. Jeg skal gennemgå meget for at finde perler.

Ingen beklagede sig, da der var tusinder af malerier og illustrationer.

Hvorfor beklage sig over for mange film?

Problemet er, at der er for mange gode film, som ingen får at se.

Man kan skabe en vidunderlig film, som ikke får noget publikum.

Det er problemet i dag. Det er skete mig flere gange.

Også med studiofilm.

Hvis man er aktiv på de sociale medier og har mange følgere, så stiger chancen.

Alt handler om penge. Det er derfor, vi har Alien 1, 2, 3, 4, 5, 6.

Terminator 1-6 og Fast & Furious 1-6.

Det er ret afslørende, at man i dag taler om 'indhold' og 'pipeline'.

Vi har brug for indhold til at fylde vores pipeline.

Det er kloak-sprog.

Det er flow, og der er kun indhold, så længe det flyder i en pipeline.

Og så strømmer det ud i Tilgivelsens og Forglemmelsens hav.

Det er luft.

Jeg arbejdede med Avi i et forsøg på at filme gyseren 'Tripped'.

Jeg havde filmrettigheder til 'Kane', og et dusin andre projekter.

Jeg har lige fået en mail, hvor der står, at Michael Eklund vil lave 'Tripped'.

Jeg skrev filmen med Kevin, inden han døde, og den handler om os.

Jeg bliver glad, når en skuespiller, jeg synes om, vil deltage i mit projekt.

Men filmen skal stadig laves.

Jeg var i samme situation, da jeg ville lave 'The Eternal'.

Det føltes lidt ubehageligt, at du faxede mig en kontrakt.

- Jeg faxede en hensigtserklæring. - Så bliver det lidt forvirrende.

Før man begynder at tale om penge med skuespillere eller nogen andre

bør man vente, til man faktisk har kontanter eller penge i banken

eller et kontor til produktionen, hvor man har nogle...

Det betyder ikke, at filmen bliver lavet.

Man vil vente til sidste øjeblik, så man kan handle hurtigt.

Vi nåede aldrig til at diskutere, hvad jeg skulle have.

Men jeg syntes, at det var et ekstremt velskrevet manus.

Actionscenerne var fantastiske.

Hvis du fik tid og penge til at lave den film, ville den gå godt.

Eklund er interesseret. Han syntes om manuset.

Hvad ville 'Tripped' kunne indtjene i Canada?

En lovende samtale!

Vi skal bruge rollebesætning for at kunne gå til Super Channel

så vi kan lave et forhåndssalg.

Og derefter få skattelettelse, så vi kan stykke filmen sammen.

Men så skal Mike Eklund underskrive en kontrakt.

Det er en ikke-bindende kontrakt, som kun angiver

at han er interesseret. Men de vil ikke give os en hensigtserklæring.

De var meget interesserede.

Men de ville vente, til finansieringen var helt på plads.

For mig føltes det som... alt andet.

Man har brug for pengene først, men det kræver, at alt andet er på plads.

Så skal man have penge, og for at få penge, skal alt andet være parat.

Det er en cirkel af gylle, og den bliver bare ved.

Hvordan får nogen noget lavet?

Jeg brugte ti år på at forsøge at regne ud, hvordan alt fungerer.

Hvis bare nogen havde sagt: 'Sådan finansierer man film...'

Mange filmskabere, inden de har oplevet processen...

De tror, at det er 'Chris og Chokolade- fabrikken', hvor han får guldloddet.

Og så laver man en film. Men sådan er det ikke.

Det er en branche, som består af meget specielle komponenter.

Hvis man forstår, hvor komponenterne fungerer sammen, så forstår man

hvad man skal rette sin energi mod, og hvordan man maksimerer resultatet.

Så er det enklere at lave film. Det er ikke et mysterium eller et lotteri.

Det bliver en opskrift, der skal følges.

Jeg ser på et projekt, som om det var en ejendomskontrakt.

Jeg ser på hele pakken. Hvilke aktiver er der?

Penge er selvfølgelig altid det sværeste at skaffe.

Det er meget lettere, hvis man har en interesseret instruktør.

Eller hvis man har et varemærke, som vil engagere sig.

Der er en masse aspekter, som er mere tilgængelige end andre.

Så begynd ikke med skuespillere. Man skal have penge først.

Men man skal afgjort diskutere projektet med andre.

Har det forbindelse til et computerspil, skal man kontakte det folk.

Få flest mulige spillere med for at gøre det attraktivt.

Før i tiden havde man et godt manus og en godt 'mood board'.

Man kunne tage billeder fra andre film og sige, at projektet ligner dem.

Det var nok, men ikke længere.

Man skal have, hvad andre opfatter som god salgssnak.

Man kan ikke tænke: 'Jeg skaffer gode skuespillere, så er alt i orden.'

Folk udvælger gode film og lægger dem på platforme, hvor mange ser dem.

Det er som at lede efter en nål i en høstak.