Hamlet

Scenen: Helsingør

Så kan det ofte hænde enkeltmand -

- at når et modermærke ham skæmmer -

- eller et overmål af blodets drift -

- der bryder tit fornuftens skranker ned -

- eller en vane, som for stærkt anstøder -

- at en sådan, der har en enkelt lydes præg -

- om end hans dyd var ellers engleren -

- den smittes dog ved den almene dadel af denne ene fejl.

Dette er tragedien om en mand -

der ikke kunne bestemme sig.

- Hvem der? - Nej, svar I mig! Nævn jer.

- Vor Konge leve! - Bernardo?

- Ja. - I passer Eders tid på klokkeslaget.

Nu slog den tolv. Gå du til sengs, Francisco.

Tak for afløsning; det er bittert koldt.

Og jeg er helt forkommen.

- Har du haft en rolig vagt? - End ej en mus har rørt sig.

Godt, så godnat.

Og hvis du skulle møde Horatio og Marcellus, så bed dem skynde sig.

Jeg tror, jeg hører dem. Holdt, hvem der?

- Venner af landet. - Dannerkongens mænd.

- Farvel, soldat, hvem har løst af? - Bernardo har min post. Godnat.

- Bernardo? - Ja. Sig, er Horatio her?

- Et stykke af ham. - Velkommen, Horatio.

Velkommen, gode Marcellus.

- Nu, har det atter vist sig i nat? - Nej, jeg har intet set.

Horatio siger, det er kun indbildning og vil ej tro -

- på dette skrækkelige syn, som vi nu tvende gange har set.

Derfor bad jeg ham våge med os -

- at han kan stadfæste vort syn og tale til det.

Ej, hvad! Det kommer ej.

Lad os på ny bestorme Eders øre, der er forskanset mod vort udsagn om -

hvad vi så to nætter.

Lad os sidde og høre, hvad Bernardo kan fortælle.

Afvigte nat, just som den samme stjerne, der står vest for polen -

- belyste det strøg af himlen, hvor nu den skinner -

- så jeg og Marcellus, som klokken just slog et...

Ty s! Stille! Se, der kommer det igen!

I samme skikkelse som salig Kong Hamlet!

Horatio, du er boglærd; tal du til det.

Sig, ligner det ej Kongen? Se, Horatio.

Jo. Skræk og undren gennemryster mig.

- Det vil tiltales. - Spørg du det, Horatio.

Har du lyd og stemmens brug, så tal til mig.

Er der noget godt, der skal udøves, som dig kan skaffe fred og nåde mig -

så tal til mig.

Tøv og tal! Stands det, Marcellus!

- Her er det! - Her!

Det er forsvundet, det vil ikke svare.

Hvad nu, Horatio? Du skælver og er bleg.

Er det kun hjernespind? Hvad mener du derom?

Ved Gud, jeg troede det ej uden mine øjnes vidnesbyrd.

- Er det ej Kongen ligt? - Som du dig selv.

Det er dog sælsomt.

Det ville tale, just som hanen gol.

Da for det sammen som et syndigt væsen ved dommens rædselsstævning.

Jeg har hørt, at hanen, som er morgenens trompet -

- med skingrende, højrøstet strube vækker dagguden op.

Og ved dens varselsråb må hver en husvild ånd skynde sig hjem.

Det svandt ved hanegalet.

Somme sige, at altid, når det lakker ad årstiden for vor Frelsers fødsel -

- den morgenfugl skal synge hele natten.

Og da, siger man, tør intet genfærd gå.

Natten er tryg; ej onde stjerner skade.

Ej elverskud, ej heksekunst har magt. Så nåderig og hellig er den tid.

Det har jeg og hørt og tror det for en del.

Men se, hvor morgenen i skarlagkåbe går over hin dugbestænkte høj i øst.

Nu er vor vagt forbi.

Jeg råder til, at vi betror Prins Hamlet, hvad vi så i nat.

Thi ved mit liv, skønt ånden var stum mod os, til ham vil den vel tale.

Ja, lad os det. Der er noget råddent i Danmarks rige.

Skønt mindet om vor broder Hamlets død end grønnes frisk -

- og skønt det sømmer os at bære hjertesorg -

- og alt vort rige at være som én sorgfuld rynket pande -

- har vor fornuft dog stridt så med naturen -

- at vi med vis bedrøvelse ham mindes -

- mens vi tillige tænkte på os selv.

Thi har vi taget os vor fordums søster og nu vor dronning -

- med underkuet glæde, med et øje af tårer vædet, et i håbets glans -

- med fryd ved ligfærd, sørgesang ved bryllup -

- mens sorg og lyst holdt ligevægt i skålen... til ægtehustru.

Ej heller har vi lukket øret til for Eders bedre visdom.

Den har frit bifaldet denne sag. Hav tak for alt.

Og nu, Laertes, hvad har du at sige? Du nævned før en bøn; sig frem.

Et billigt ord af dig til Dannerkongen er ej spildt.

Hvorom kan du mig bede, som jeg gerne giver, før du beder?

Ej hovedet er mere hjertet beslægtet, hånden ej munden mere hengiven -

- end Danmarks kongetrone er din fader.

- Hvad vil du, Laertes? - Herre Konge.

Forlov til at gå til Frankrig, hvorfra jeg villig drog herhjem -

- for at betjene jer ved kroningen. Men nu, tilstår jeg -

- den pligt op fyldt, står al min hu igen til Frankrig -

- og bøjer sig med bøn om gunstig orlov.

Har du din faders minde? Sig, Polonius.

Han har med umag og bønner fravristet mig et nølende forlov.

Til sidst jeg beseglede med vanskeligt samtykke hans begæring.

- Giv ham lov at rejse. - Så rejs med Gud da, Laertes.

Tiden være din; held være med dig. Brug den, som du vil.

Og nu, vor frænde Hamlet, og vor søn...

Hvi hænger sorgens sky end over dig?

Min Hamlet, kast din midnats farve bort -

- og lad dit øje se som ven på Danmark.

Søg ej bestandig med nedslået øje din ædle fader under muld.

Du ved jo, det er den fælles lod; alt kød er hø.

Og evigt liv må vindes ved at dø.

Ja, Frue, det er fælles lod.

Nu da, og hvorfor synes det dig da så sært?

Synes, Frue? Nej, det er. Jeg kender ej "synes".

Det er ikke blot min kappe, ej sorgens sorte modedragt, moder -

- samt alle sorgens skikke, fagter, lader, der viser, hvad jeg er.

Alt dette "synes"; thi det er som en rolle, der kan spilles.

Men i mit bryst bor sorgens sande magt.

Her ser I kun dens tomme pomp og pragt.

Det er et smukt, rosværdigt træk, at du din fader yder skyldig sorg.

Dog vid: Din fader har en fader mistet og denne mistede sin.

Herved var den overlevende bundet af sønlig pligt i nogen tid -

- at vise skyldig sorg. Men blive ved hårdnakket i sorgen -

- det er ugudelig, halsstarrig færd, det er umandig sorg.

Det er synd mod Himlen, mod den døde, imod naturen -

- og stik mod vor fornuft, som prædiker hver dag om fædres død.

Og har råbt fra verdens første lig til den, der døde i dag:

"Det må så være!"

Hvi skulle med barnagtig trods vi tage os det så nær?

Vi beder dig, kast til jorden den frugtesløse sorg -

og se i os... en fader.

Thi det skal alverden vide -

- at du står allernærmest ved vor trone.

Og med en kærlighed ej mindre rig end den -

- den ømmeste blandt fædre føler, omfatter jeg dig.

Dit forsæt om igen at gå til Wittenberg er højligt mod vort ønske.

Beslut dig til at blive her under vore øjnes milde lys.

Vor første hofmand, frænde, søn.

Lad ej din moder spilde sine bønner. Bliv her, min Hamlet.

Drag ej til Wittenberg!

- Jeg vil i alting lyde jer, Frue. - Ret et smukt og kærligt svar.

Vær som vi selv i Danmark. Kom, min Frue.

Vor Hamlets milde, tvangfri lydighed har fyldt med smil mit hjerte.

Derfor drikker Dannerkongen glad i dag.

Og malmkanonen skal højt fortælle skyerne.

Og himlen skal forkynde Kongens gildelyst og svare på jordens torden.

Kom med!

O, gid mit alt for, alt for faste kød dog måtte smelte!

Tø... og i dug opløses.

O, havde dog den Evige sit bud ej sat mod selvmord.

O, min Gud... min gud!

Hvor led og tom og hul og ussel -

- tykkes mig hele denne verdens færd.

Bort med den! O, fy!

Den er som en uluget have, der går i frø -

- af stygt og yppigt ukrudt helt overgroet.

Dertil det skulle komme!

To måneder kun død. Nej, ej så længe, ej to.

Så stor en konge, imod denne som en Hyperion imod en satyr.

Så øm mod min moder. Han ej tålte, himlens vinde blæste -

- for barsk på hendes ansigt. Jord og himmel, skal jeg erindre det?

Hun hang jo ved ham, som voksede hendes lyst ved det, der nærede den.

Og dog, en måned... Nej, jeg vil ikke tænke på det.

Svaghed, dit navn er kvinde.

Kun en stakkels måned, end før hun havde slidt de sko -

- hvormed hun fulgte min stakkels faders lig, opløst i gråd som Niobe.

Hun... hun!

O, Gud! Et dyr, som mangler sans, det havde dog sørget længere.

Gift med min onkel, min faders broder.

Men så lidt hans lige, som jeg er Herkules.

Efter en måned kun var hun alt gift.

O, synd og skam at ile med sådan skyndsom fart til blodskamslejet!

Det er ej godt og kan ej ende godt.

Men brist, mit hjerte, for tungen må jeg binde.

Mit gods er bragt om bord. Farvel.

Søster, når der gives bør og lejlighed, sov den ej bort.

- Men lad mig høre fra dig. - Og tvivler du derom?

Nu om Prins Hamlet og hans elskovstant...

Kald det en artighed, et spil af blodets luner.

En martsviol i vårens ungdom.

Tidlig, men ikke varig. Sød... ej stadig.

En duft og nydelse for et minut, ej mer.

- Er mer end så? - Betragt det ej som andet.

Måske han nu dig elsker, men hans høje rang tilhører ej hans vilje -

- blot ham selv. Thi han er selv afhængig af sin byrd.

Han kan ej vælge sig, hvad bedst ham huer, som ringe folk.

Thi på hans valg beror det hele riges sikkerhed og velfærd.

Betænk nu, hvad din ære kunne lide, om du villigt lyttede til hans sange.

Mistede hjertet eller åbnede for hans vilde lidenskab din kyske skat.

Vær da varsom. Frygten er det, som sikrest kan bevare.

Jeg skal bevare denne gode lærdom som vogter for mit hjerte.

Men, broder, vis mig ikke, som ugudelige hyrder -

- den trange tornesti, mens selv som frække verdensbørn -

- de vandrer lystens blomsterstrøede vej og glemmer deres egne råd.

Frygt ikke. Men se, der er min fader. Tiden iler.

End her? Skamfærd, om bord! Medbøren fylder svulmende dit sejl.

Man venter på dig. Så, Gud signe dig.

Og indpræg disse få formaninger i din erindring.

Giv ej tanker tunge og aldrig en umoden tanke handling.

Vær vennesæl, men aldrig hver mands ven.

De venner, hvis valg er prøvet, skal du med jernhånd fæste til din sjæl.

Men lad din hånd ej sløves ved at rækkes hver fjerløs kammerat.

Frygt for at yppe strid. Men har du den, så lad din fjende frygte dig.

Lån hver dit øre, men få din røst.

Klæd dig så kostbart, som din pung har råd til. Men ikke prunkende.