Trevor Noah: Afraid of the Dark

EN ORIGINAL COMEDY-SPECIAL FRA NETFLIX

Hvad så, New York?

Det er fantastisk. Tak, fordi I kom.

Vi skal more os i aften.

Velkommen til, folkens.

Her er vi. Må jeg fortælle jer noget?

Det har været min drøm, siden jeg startede med standup,

at lave et show i New York City.

Det her!

Det her. New York, New York!

Jeg går altså her!

Sådan troede jeg, New York var, før jeg kom.

At det var en by med folk, der næsten bliver kørt over.

At alle gik på gaden, og der kom en taxi, og de bankede på kølerhjelmen:

"Jeg går altså her!

Hvad har du gang i?

Vil du have noget kaffe?"

Jeg vidste ikke, hvad det betød.

Jeg vidste bare, at en dag ville jeg komme til New York City.

Og jeg ville også næsten blive ramt af en bil.

Jeg havde en drøm og tog afsted. Og det er sværere, end det ser ud.

På film ser det så nemt ud.

Man træder blot ud og bliver næsten ramt.

Man gør det der... Banker på bilen og går videre.

Men det er ikke nemt. Det handler om timing.

Det handler om timing. Man skal være præcis.

Man skal træde ud, lige når taxien er der,

så den stopper, så man kan banke på den.

Hvis man ikke tør, og man kommer for sent, er bilen væk.

Det er spild af alles tid.

Man ligner bare en galning nu. Man står bare:

"Jeg går altså her!"

Træder man ud på samme tid som bilen,

bliver man jo bare kørt over.

Så er det: "Hallo..."

"Hallo, han gik altså her.

Hvad er der i vejen med dig?"

Det værste er, når man er for tidligt på den.

Det er bare akavet for alle de involverede.

Man træder ud, bilen stopper, men du kan ikke nå hjelmen.

Det er lidt: "Hallo!"

"Kom her.

Nej. Kom tættere på.

Jeg vil fortælle dig en hemmelighed. Kom.

Nej, jeg er fra Afrika. Jeg har en drøm. Vær sød at komme. Jeg vil...

Jeg vil bare give...

Jeg går altså her."

Jeg elsker byen. Uden tvivl. New York!

Det var min drøm at komme her.

Da jeg kom her, sagde jeg: "Det er nu!"

Byen har en energi, der ikke findes andre steder i verden.

New York, New York!

Jeg elsker alt ved den.

Det fascinerer mig ved New York...

hvor meget folk stoler på trafiklysene.

Jeg har aldrig set noget lignende.

I skal huske, at jeg kommer fra et afrikansk land.

Og i hele Afrika har vi trafiklys.

Men vi bruger dem ikke.

Okay?

Det er ikke en ordre, men mere et forslag.

Det er ikke "Stop!" Det er "Stop?"

Man skulle tro, at en afrikaner rejste verden rundt,

så, at andre havde trafiklys og tog dem med hjem

uden at kende deres formål. Fyren sagde:

"Venner. Vi skal have trafiklys."

Folk sagde: "Hvorfor?"

"Det er til vejkrydsene. De giver stemning."

Men ingen vidste, hvad formålet var.

Vi er ligeglade med lysene, og vi stoler ikke på lysene.

Men i New York... Jeg har aldrig set mage. Folk stoler fuldstændig på trafiklysene.

Jeg gik på gaden forleden.

Jeg gik ved siden af en mand. Jeg glemmer det aldrig.

Vi stod på fortovet, og lyset skifter til grønt.

Jeg kiggede til siden, og der kom en lastbil

drønende hen ad gaden.

Jeg kigger på lastbilen. Så snart lyset skiftede,

trådte fyren ved siden af mig ud på gaden.

Instinktivt holdt jeg ham tilbage.

Jeg sagde: "Der kommer en lastbil."

Han svarede: "Det er okay. Vi har grønt lys."

Jeg sagde: "Ja, men han har en lastbil.

Hvis det var saks-papir-sten, taber du."

Men han var så sikker.

Han sagde: "Vi har grønt lys. Kom."

Han gik over. Han trådte ikke bare ud.

Han nedstirrede chaufføren, imens han gik over.

Så bare på ham. Sådan: "Jeg har grønt lys.

Du ved, jeg har grønt lys."

Jeg løb bag ham og undskyldte.

"Undskyld, jeg vidste ikke bedre.

Jeg ville have stoppet... Jeg har aldrig gjort dette før."

Jeg fulgtes med manden forbi 12 boligblokke.

Jeg er aldrig blevet så påvirket

af en anden persons selvsikkerhed,

som jeg blev af hans.

Jeg startede den dag...

med at tænke og spekulere, før jeg krydsede gaden.

Og efter et par boligblokke

begyndte jeg at tro.

Og efter otte blokke var det den eneste levevis, jeg kendte.

Jeg gik med min mobil. Jeg tweetede og sms'ede.

Jeg tøvede ikke. Jeg så ned, løftede blikket.

Lyset skiftede, og jeg gik.

Jeg var ligeglad med, om der kom lastbiler eller tog. Jeg gik!

For jeg indså, at i Amerika, hvis man har den hvide mand på sin side,

kan man gøre, hvad man vil.

Man kører bare.

Det har været en spændende tid.

Jeg kunne ikke have valgt et bedre tidspunkt at bo i USA.

Det er spændende tider.

Jeg er overrasket over, at med alt det, der sker,

at det ikke er brændt ned.

Jeg er kommet til USA på besøg i næsten ti år.

Og...

det, der var godt ved at besøge af og til,

var, at jeg kunne opleve Amerika i billeder.

Jeg kunne føle, hvad folket følte.

Jeg fik en fornemmelse af, hvad befolkningen gennemgik.

Og...

Hver gang jeg kom til Amerika...

var en af de ting, jeg bemærkede,

hvordan sorte amerikanere havde det svært.

Jeg husker, første gang jeg kom.

Jeg boede på vestkysten, og jeg mødte en ung sort amerikaner i Compton.

Vi var på en comedy-klub.

Og en fyr ser over på mig og siger:

"Hallo, Trevor.

Er du ham fra Afrika, mand?"

Jeg svarede: "Ja. Jeg er én af dem."

Han sagde: "Yo, mand.

Jeg vil ikke lyve, B. Det er en ære at møde dig, mand.

Yo, jeg har altid ønsket at møde nogen fra Afrika.

Du er en OG, mand."

Jeg sagde: "Tak." Han sagde: "Ja, mand.

Ved du, hvor svært det er her for en sort mand?

Jeg kan ikke lyve, mand. Man kan ikke få arbejde.

Strisserne er efter dig hele tiden, mand.

Jeg vil rejse til Afrika, mand.

Yo, jeg rejser til Afrika med dig. Jeg tager med dig, B."

Jeg sagde: "Ja, du skulle købe en billet, så kan vi rejse.

Lad os tage af sted."

Jeg følte en forbindelse med ham den dag.

Så spoler vi et par år frem.

Jeg kan huske, at jeg mødte en smuk sort kvinde.

Jeg optrådte nede sydpå i Birmingham, Alabama.

Denne kvinde kom hen til mig efter showet.

Hun følte en forbindelse til mig.

Hun sagde: "Trevor, skat.

Må jeg fortælle dig noget?

Jeg har aldrig mødt en fremmed, jeg har følt mig så forbundet med.

Når du taler om Afrika, og du siger de ting,

tænker jeg: 'Jeg ville ønske, jeg kunne komme med.'

Fortæl mig om moderlandet, skat. Jeg vil hen et sted, jeg kan kalde mit.

Jeg vil hen et sted, hvor folk ikke ser på mig, som om jeg ikke hører til.

Fortæl mig om Afrika, skat. Fortæl det hele."

Og jeg følte, hvad hun sagde.

Jeg vidste, at folk ikke havde det godt.

Og så spoler vi frem...

til 2016.

Jeg glemmer aldrig det øjeblik, hvor Donald Trump...

udlignede forspringet

og havde en chance for at blive præsident for USA.

Og for første gang i mit liv

kom hvide amerikanere op til mig og sagde:

"Trevor, fortæl mig om Afrika. Hvad sker der derude?

Det lyder som en god plan, ikke?

Hvad er det, moderlandet? Ja. Jeg burde rejse med dig.

Ali boma ye. Regn med mig, min ven."

Og det er ikke kun Amerika.

Mange amerikanere blev chokeret over den retorik,

men hvis man udvider horisonten,

opdager man, at nationalismen er på vej op over hele verden.

I Østrig, i Australien.

I England. Det var, hvad Brexit handlede om. Ikke?

De fik det til at se ud, som om det var om økonomien.

Sandheden var, at det var folk, der ville have deres land tilbage.

De havde ikke mistet det.

Men de ville have det tilbage.

Jeg så folk i nyhederne, der talte med BBC.

"Derfor stemmer jeg for Brexit, ikke?

Fordi landet er gået i hundene.

Dette skide land. Jeg vil have Storbritannien tilbage.

Derfor stemte vi for Brexit, fordi vi vil have landet tilbage!"

Fra hvem?

Fra hvem?

Storbritannien er 95 procent hvide. Hvem vil I have det tilbage fra?

Folk siger de mærkeligste ting.

"De skide indvandrere kommer her, de er ude på noget, ikke?

Jeg hader de skide indvandrere. De skal bare rejse hjem igen."

- Men hvorfor hader du dem? - "Det skal jeg sige dig.

Fordi de ikke engang prøver at være britiske. Derfor.

De prøver ikke engang at være britiske.

De kommer her. De tager deres skide kultur med.

De tager deres egen mad med, spytter deres eget skide sprog ud

og prøver at overtage det hele."

Det lyder da britisk for mig.

Hvis der findes ét land...

hvis der findes én nation i verden,

der ikke har ret til at klage over indvandring,