Isabel Preysler: My Christmas (Isabel Preylser, mi Navidad)

Hvis du tænker tilbage på julen i Manila,

hvad husker du så?

Det er gode minder.

Rigtig gode minder.

For i Filippinerne fejrer den spanske del af befolkningen også helligtrekongersdag.

Jeg har et fotografi med Melchior,

for vi tog ud for at få vores gaver den 6. januar.

Og da jeg havde shoppet med min mor,

så jeg en brandbil med julemanden.

Julemanden kastede med slik til børnene.

Jeg var i chok.

"Se, det er julemanden!"

Det billede af julemanden på brandbilen er ætset ind i min hukommelse.

For det var første gang nogensinde, at jeg så julemanden.

ISABEL PREYSLER, MY CHRISTMAS

Nu om stunder fører jeg en meget rolig tilværelse.

Men jeg kan lide det.

Jeg kan lide det.

Jeg er ikke holdt op med at rejse over de sidste par år.

Jeg bruger næsten mere tid i luften end nede på jorden.

Og jeg er i stand til at træffe bedre valg nu end for nogle år siden.

Træk vejret ind og op.

Op, op, op!

Se ligeud, Puri. Ikke sådan der.

Sådan. Ræk opad.

Buk jer forover,

og ræk hænderne bagud.

Nu rækker jeg højre hånd frem.

Stræk ryggen, og hold den parallel med gulvet.

Hold stillingen, når du puster ud, og før armene bagud igen.

-Den var ny, Chus. -Vi strækker armene opad.

-Hvad? -Den var en ny en.

-Den er ikke ny! -Nå!

Jeg husker den heller ikke.

-Du har bare glemt den! -Hvad?

Isabel, prøv at gøre det med dine knæ...

-Buk ikke i dem, stræk dem. -Men jeg har ingen knæhaser.

-Nej. -Jeg kan ikke komme helt ned.

Det har du altid kunnet.

-Nej. -Nå!

Yoga var meget vigtig for mig i en lang årrække,

mens jeg kunne dyrke det.

Trak vejret ind gennem næsen.

Men da Miguel blev syg,

var jeg nødt til at stoppe, fordi han var indlagt i to måneder.

Jeg tog hen på hospitalet hver dag, så jeg måtte stoppe med yoga.

Og jeg vendte bare aldrig tilbage til det igen.

Perfekt.

-Hvor spændende. -Lad os se, om du...

Vi er lidt bagud, men...

Lidt rustne.

-Vi knager. -Men...

Kan man sige det?

Gamle og rustne, når...

Ja, ikke? Vi er vidunderlige.

Fortæl mig, hvorfor det er så vigtigt, at alt er perfekt til jul?

Selvfølgelig.

Jeg holder mange julefrokoster for venner.

Huset skal tage sig perfekt ud.

Godmorgen, drenge.

-Hej. -Godmorgen.

Fik I hvilet jer i går?

Dugen, tallerkenerne, det hele skal være perfekt.

Elías, jeg talte med hende om noget meget vigtigt i går.

Glassene. Vi skal tjekke dem allesammen.

Der må ikke være skår i. De skal være perfekte.

Lad os udskifte dem, der er i stykker.

-Det er fint. -Okay.

Jeg gør mig umage for at sikre mig, at alt er perfekt.

Men der er jo altid nogle ting, der ikke går efter planen.

Jeg havde en chauffør, der havde arbejdet for mig i 35 år.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, når Francisco stoppede.

Men mine døtre sagde: "Bare rolig, mor, du kan ikke leve uden Francisco,

men Francisco kan heller ikke leve uden dig, så alt er godt."

"Du kan altid regne med ham."

Men nej. Francisco gik på pension, og Rafael tog over.

Men han gør også alting med stor omtanke.

-Hej, hvordan går det? -Hvordan går det?

-Godmorgen, Rafael. -Hvordan går det, Macarena?

-Rigtig godt. -Alt vel?

Alt er godt.

Jeg skal hente Isabels ordre.

-Jeg finder det straks. Øjeblik. -Alletiders. Tak.

Værsgo, Rafael.

Storartet. Lige til tiden, som altid.

Ja. Her er det.

-Det er smukt. -Det er skønt.

-Med initialerne... -Smukt.

-...som hun valgte. -Hendes udvalgte initialer.

Som person er fru Isabel perfektionist.

-Lad mig. -Tak.

Jeg håber, hun synes om dem.

-Det er jeg sikker på. Tak. -Tak, Rafael.

Hun kan rigtig godt lide, når man gør, hvad end hun beder dig om.

Det kan virke som noget ubetydeligt,

men for hende har det afgørende betydning.

Isabel, hvordan vælger du en kjole til jul?

Har du altid haft samme stil, eller har den ændret sig?

Jeg vælger altid en kjole, som klæder mig.

Jeg har aldrig været moderne eller været med på moden,

ligesom min datter Tamara for eksempel.

-Hej Cris. -Hej.

Jeg har et par ting her, som du kan prøve på.

-Se den her Armani-jakke. -Den er vidunderlig.

Lad mig se.

-Skøn! -Giorgio elsker dig.

Da jeg sagde, jeg skulle bruge noget tøj, blev de så glade.

Den er lidt tung.

-Jeg elsker Giorgio. -Samme her.

-Den her... Ja. -Den er skøn, men den er meget tung.

-Stoffet er broderet. -Den er så tung.

Der er også en fra Fernando Claro.

De har nogle kjoler med pailletter og stræk i.

De findes i alle farver og sidder godt.

Ja, men det er til en ungpigekrop.

Altså, Isabel...

-Nej, helt alvorligt... -Du ville se fantastisk ud.

-Det er til en meget ung kvinde. -Det er...

Og de laver dem...

-Se de smukke pailletter. -Også den her?

Den har også pailletter.

-Der er mere stræk i den her. -Ja.

-De er vidunderlige. -De er smukke.

Jeg har også den her med.

Den er lidt vovet.

Ja, den er til en dårlig dag.

Hvad synes du?

Altså, farven er i hvert fald...

RABAT har også sendt os den her smykkekollektion.

Kan skørtet åbnes?

Ja, den har en typisk Dior "New Look"-silhuet.

-Jeg tror... -Lad mig se ringene.

-De er for store til dig. -Ja.

Det er alle ringe. Du har små fingre.

Jeg har et spørgsmål:

Hvordan har du det med, når de siger, at Isabel Preysler er en mystisk kvinde?

Det ved jeg ærligt talt ikke. Jeg ser ingen mystik.

Min ven Jean Louis Mathieu sagde altid til mig:

"Kvinder mister deres mystik hen ad vejen,

og de aner ikke, hvor vigtigt det er."

"Men du vil altid være succesfuld, for du har den mystik."

Jeg kunne ikke se, at jeg havde mystik. Slet ikke.

Jeg kan forsikre dig om, at det var aldeles utilsigtet.

Det er de her kasser, der skal ovenpå.

-Allesammen? -Ja.

Okay.

-Jeg tager dem her. -Ja, tag dem.

Jeg tager den tunge.

Godt.

-Skal vi stable dem derovre? -Ja.

Okay.

Måske lidt længere herhen?

-Der mangler stadig et par stykker. -Okay.

Hver gang jeg er oppe på første sal,

sker der en hel masse.

Jeg kan styre hele huset fra galleriet.

Jeg kan høre børnene på deres værelser,

fordi deres værelser ligger i nærheden af galleriet.

Lad os se... Ana, hvor gammel er du?

-Hvor gammel? -Et.

-Et? -Et.

-Et og et. -Et.

-Et plus et? To? -En plus en giver to.

Mine fem børn er meget tætte.

Hej du lille, hvad hedder du?

-Ana. -Ana.

-Lille Ana. -Ana.

Men Ana og Tamara forguder hinanden.

Hvad er det her?

Det er fordi, de voksede op sammen.

Det her...

Ja, hvad er det her?

Da jeg var lille,

gemte vi os bag et gardin i min mors værelse

og malede et lille hus på væggen.

Da min mor opdagede os,

skældte hun os så meget ud, at jeg aldrig glemmer det.

For nyligt så jeg mine børn tegne på væggen på deres værelse.

Og jeg tænkte: "Åh nej."

Da min mor så det, sagde hun: "Det går nok."

"Vi kan bare male. Hvad så, hvis de maler på min væg?"

Og jeg sagde: "Hvad?"

"Jeg kan stadig huske den skideballe, jeg fik som lille,

og nu siger du, at det er fint."

Men sådan er hun nu.

Mor!

Det er Mikey.

-Et af børnene græder. -Mikey, kom her!

Mikey, alt er okay, skat.

-Hvor er du? -Kom med mig.

Kom her.

Du skal ingen steder.

Hej skat, hvad er der galt?

Okay, kom her. Kom med ud til swimmingpoolen.

Jeg vil være hos dig.

-Du er hos mig. -Og hos Bedste.

Og hos Bedste, skat.

Kom, min skat.

-Lad os sætte os her på stolen. -Kom.

Bliv her, så kommer Bedste og mor også.