Elisa & Marcela (Elisa y Marcela)

EN ORIGINAL FILM FRA NETFLIX

Så længe tilbage, jeg kan huske, havde jeg en lykkelig barndom.

Men jeg blev ældre...

og så begyndte spørgsmålene.

Med spørgsmålene fulgte smerten.

Hvem er jeg?

Hvor kommer jeg fra?

Hvad er min historie?

Hvem var de kvinder, hvis navne altid blev hvisket...

når de troede, at jeg ikke lyttede?

Hvem var de?

Hvem var de?

INSPIRERET AF EN SAND HISTORIE

CHUBUT-PROVINSEN, ARGENTINA. 1925

Må jeg røre ved dit ansigt?

Jeg vil tro, at der er ting, du gerne vil vide.

Ting?

Alting.

Det er umuligt at vide alt.

- Går du på første år? - Ja.

Jeg var syg og kunne ikke komme de første dage.

Hvis du ikke bliver tør, bliver du syg igen. Kom.

Følg med!

FORFÆNGELIGHED ER DIN SVAGHED

Tror du, at de tager mit fravær i betragtning?

Bare rolig, jeg taler med dem.

Jeg går på tredje år og arbejder her. Min tante er rektor.

Lad mig hjælpe dig.

Tak.

- Gør det ondt? - Nej.

Hvad med nu?

Nej.

- Nu? - Nej.

Jeg hedder Elisa.

Jeg hedder Marcela.

Pænt modermærke.

I denne uge skal vi lære om stedord.

Kom ind.

- Godmorgen. - Godmorgen.

Jeg beklager, søster. Hun er ny og for vild.

Hun har været syg og fraværende i nogle dage.

Men hun arbejder hårdt og vil komme med hurtigst muligt.

- Må hun sætte sig? - Ja. Tak, Elisa.

Vær så venlig...

- Hvad hedder du? - Marcela Gracia Ibeas.

Udmærket. Sid ned.

Vi fortsætter med oplæsningen.

Mennesker eller ting

kaldes ikke kun ved deres navn,

men også ved ord, der erstatter navnet.

Når vi siger:

"Bernardo var meget tilfreds med sit liv og sin kone, Elvira,

for de levede lykkeligt sammen,

og hun elskede ham, og han elskede hende".

"Ham" erstatter Bernardo og "hende" Elvira.

- Du forskrækkede mig. - Virkelig? Undskyld.

Jeg ventede på dig.

Jeg bor ovenpå med min tante og de andre nonner. Nævnte jeg ikke det?

- På skolen? - Ja.

Jeg vil gerne takke dig.

Det behøver du ikke.

Hvordan er det at bo sammen med nonnerne?

Hvad tror du?

Det ved jeg ikke.

Det er et helvede.

Taget i betragtning, at de er Guds koner, så er de nogle værre hekse.

De skændes altid og kritiserer hinanden,

og de er ikke lykkelige.

Det er som at bo i et harem,

hvor alle kvinderne kæmper for at blive sultanens yndling.

Men sultanen kommer aldrig.

Aldrig?

Jeg har aldrig set ham.

Tror du ikke...

på Gud?

Jeg tror ikke på nonner.

Jeg tror ikke på præster.

Ej heller Jomfru Maria eller Helligånden. Særligt ikke på den.

Og... jeg tror ikke på Gud.

Hvad med dig?

Jeg ved ikke.

Jeg tror kun på ting, der bevæger sig.

Jeg tror på heste. Jeg ville gøre alt for at have en.

Hvad med mus? Og katte og hunde. Tror du på dem?

På duer og snegle.

Og myrer. På alt.

Du må hellere komme hjem.

Og du skal tilbage til nonnerne.

Ja.

Vi ses i morgen.

Vi ses i morgen.

Hav en god aften.

- Husk en paraply i morgen. - Det skal jeg nok.

Hvem var pigen, du fulgtes med?

Hun er fra skolen.

Elisa.

Hjalp mig med at finde klasseværelset.

Hendes tante er rektor dér.

Der er avner i suppen.

Jeg har siet den tre gange.

Siet den?

Du skal lære noget i skolen, men ikke for meget.

Ikke for meget, men nok.

Goddag, Elisa.

Goddag, Elisa.

Godmorgen, Elisa.

Godmorgen, Elisa.

Hvordan har du det, Elisa?

Hej, Elisa. Hvordan har du det?

Elisa...

Elisa...

Elisa, Elisa, Elisa...

Elisa, Elisa...

Du lyttede ikke til mig.

Nej.

Jeg glemte den.

Den kristne sejr ved den hellige grotte i Covadonga

var resultatet af den kristne tro,

der gav de kristne soldater den næring,

der skulle til at besejre maurerne,

som jeg vil betegne som barbarer.

Isabel og Fernando...

Var fremragende monarker

- De bandlyste fra Spanien... - Vil du se mit værelse?

de mørklødede maurere.

Nu?

Hvis ikke nu, hvornår så?

Elisa...

Hvem er du sammen med?

Marcela. Hun er ny på skolen, søster Clara.

Hvordan er hun?

Hun...

er rødhåret.

Det er snarere gulerodsfarvet.

Hun har mange fregner.

Og hun er meget fed!

- Virkelig? - Og krøbling.

Hvis jeg ikke kendte dig, så ville jeg sige, at du løj, Elisa.

Hvis jeg ikke kendte dig...

Det er her, jeg læser og tegner.

I det mindste lader de mig være.

Skal jeg gå?

Nej, ikke dig.

Jeg mente nonnerne og min tante.

Ved du, hvad de altid siger til mig?

Nej.

At jeg skal finde en mand og blive gift snart.

Gør jeg ikke det, så må jeg blive her med dem for evigt.

Dagen lang, hver dag.

Min far sagde, jeg ikke må spilde for meget tid i skolen.

At lærerne har et dårligt omdømme.

Og at jeg skal blive gift nu, før jeg bliver gravid.

Hvad sagde du til ham?

Hvad siger du til dem?

Jeg spurgte først.

Jeg siger...

Jeg siger, hvad de vil høre.

Det gør jeg også.

Men jeg vil gøre alt for at slippe for at gifte mig med en mand.

Jeg ved ikke, om jeg vil giftes.

Du milde!

Der er mange ting, du ikke ved.

Om du tror på Gud, om du vil giftes.

Er der noget, som du er sikker på?

Jeg ved, at jeg var på et børnehjem, indtil jeg var ti.

Sammen med 40 andre piger. Vi sov i kartoffelsække.

Rotterne kravlede rundt overalt.

Vi spiste tynd suppe fyldt med døde edderkopper.

Der var kun elendighed... og snavs.

Og gudstjenester.

Men pludselig en morgen...

En kvinde dukkede op og sagde, hun var min mor.

Min rigtige mor.

Hun tog mig med hjem til en mand, der sagde, han var min far.

De gav mig aldrig et kram...

Eller sagde, hvorfor jeg troede i ti år, at de var døde.

Jeg ved ikke, om de er mine forældre.

Hvis jeg ikke engang ved det...

hvordan kan jeg så tro på Gud?

Eller ægteskab? Eller noget?

Tilgiv mig, Marcela...

Det vidste jeg ikke.

- Jeg skal til time. - Undskyld.

Tilgiver du mig?

Jeg er Elisa, Marcelas klassekammerat.

Hun lånte mig bogen i morges, og...

Jeg ville aflevere den. Må jeg...?

- Jeg giver den til hende. - Værsgo.

- Godaften. - Godaften.

Den er fra din klassekammerat.

Hun glemte at give den til dig.

Nogle bøger kan vi ikke bruge til noget.

"Kære Marcela...

Jeg ville aldrig forsætligt gøre dig fortræd.

Det sværger jeg på.

Tro på mig.

Tro på mig og tilgiv mig.

Med venlig hilsen, Elisa."

"Med venlig hilsen, Elisa."

Marcela...