The Life Ahead (La vita davanti a sé)

NETFLIX PRÆSENTERER

Drik lidt vand. Det er varmt, og vi har rejst langt.

Er du træt? Kom så.

Sæt dig. Så får du lidt vand.

Bare rolig, skat…

Momo?

Hvad laver du her?

Momo?

Vent!

Hvor skal du hen? Momo!

Momo!

Stop!

Momo!

Åbn døren!

Momo! Åbn!

Momo!

Nogle siger, at alt står skrevet og ikke er til at ændre.

Åbn!

Jeg vil ændre det hele.

Jeg vil vende tilbage til starten, hvor intet stod skrevet.

RESTEN AF LIVET

SEKS MÅNEDER TIDLIGERE

Må vi kigge derovre?

Ja, men gå ikke for langt væk.

Kom tilbage!

Vi ses.

-Hvor er den sej! -Vi snakkes ved senere.

-Er den ny? -Fingrene væk!

-Hvad vil du? -Tale med Ruspa.

-Hvorfor? -Jeg har et tilbud til ham.

-Et tilbud… -Ja, et tilbud!

Se! De er mange penge værd. De er antikke.

Det er skrammel.

Leg med din PlayStation.

Ruspa!

-Han er her ikke. -Bland dig udenom!

-Vil du have tæsk? -Slip mig!

Når jeg siger nej, betyder det nej!

Forsvind så, din lille lort.

Kom ikke tilbage.

Nej, min motorcykel!

Din lille… Skiderik!

Jeg er 12 år. Jeg hedder Mohamed, men alle kalder mig Momo.

Jeg er forældreløs. Da jeg var lille, blev jeg anbragt i pleje hos dr. Coen.

Hans praksis derhjemme var altid fuld af patienter.

Han sagde, jeg skulle opføre mig som de andre børn,

så det ikke endte galt.

Men jeg vil ikke være som de andre.

Momo, hvor har du været? Jeg har ledt overalt.

Hvad er det?

Jeg vandt dem.

Det var heldigt. Du vandt også det her.

Jeg faldt af en cykel.

Jeg spørger for sidste gang. Hvem tilhører de?

Ingen anelse.

Jeg vil ikke have tyvekoster i mit hjem.

Hvis hukommelsen ikke vender tilbage,

er jeg nødt til at melde dig.

Jeg kunne have betalt en måneds husleje med de lysestager.

I mine 40 år på gaden

er jeg aldrig blevet banket eller nægtet betaling. Aldrig!

Så når man min alder,

og en møgunge røvrender en.

Sikke noget fis!

Hvad er så sjovt, Babu?

Hvad betaler vi huslejen med nu?

Vent. Du er sulten, ikke?

Vil du have en småkage? Værsgo, skat.

Her.

Hvem fanden er nu det?

Iosif, åbn døren.

Okay.

Spørg, hvem det er, før du åbner.

Vent, jeg kommer.

Madame Rosa, det er dr. Coen.

-Dr. Coen på dette tidspunkt? -Ja, det er ham.

-Rosa. -Hej.

Du er allerede bekymret. Jeg har gode nyheder.

Jeg har en gave med.

-Hvor fandt du dem? -Tyven vil sige undskyld.

Ikke, Momo?

Du væltede mig omkuld. Havde jeg fået fingre i dig…

Her, gå ud til Babu.

Det er din tur.

Undskyld.

Jeg kan ikke høre dig!

Undskyld!

"Undskyld, Madame…"

Jeg kender ikke dit navn.

Børnene har altid kaldt mig "Madame Rosa."

Tilgiv mig, Madame Rosa.

Jeg tilgiver dig ikke.

Tak for stagerne. Hvad kan jeg gøre som tak?

Gør mig en tjeneste.

Sig frem.

Er du vanvittig? Det bliver over mit lig!

-Ikke længe, bare et par uger. -Nej.

Højst en måned.

Ikke tale om.

Indtil jeg finder et godt hjem til ham.

Vent, du er hans værge. Hvad har jeg med sagen at gøre?

Jeg tror, det er bedre for ham at bo her.

Jaså? Hvorfor?

Drengen har brug for en kvinde i sit liv.

En stærk kvinde, der indgyder respekt. Ligesom dig.

Jeg kan ikke følge med.

Jeg er gammel.

Og jeg er en teenager, ikke?

Du er min læge.

Du ved, jeg har hjerteproblemer og smerter.

-Som sagt er det kun, indtil… -Nej!

Momo er ikke den, du tror.

Jeg kender ham godt. Han blev anbragt hos mig efter tragedien.

Jeg forsøgte, men jeg fandt ingen, der ville adoptere ham.

"Tragedien"?

Gå ind i stuen.

Jeg kommer straks.

Nej. Det er slut.

Ikke flere luderes børn i mit hjem.

Jeg har taget mig af for mange og risikeret meget i årenes løb.

Men prostituerede hjælper altid hinanden.

Hellere mig end socialforvaltningen.

Derfor spørger jeg dig!

Hjælp mig.

Men du er ikke luder.

Jeg sagde jo, det er slut.

-Hvad med Iosif? -Hold nu op.

Han skulle blive en uge, men hans mor stak af.

Heldigvis sender hun regelmæssigt penge.

-Hvis det er et spørgsmål om penge… -Nej, glem det.

Jeg elsker dig og takker for lysestagerne.

Jeg kan betale huslejen, men nu skal du gå.

Rækker 600 euro om måneden?

Jeg har stadig lidt penge lagt til side.

Gå så.

Hov.

Hallo!

Du glemte tyven!

-Syv hundrede? -Syv hundrede halvtreds.

To måneder og ikke en dag mere.

-Jeg bliver ikke hos den luder! -Hvor vover du!

-Rosa er en god kvinde. -Så kan du selv bo hos hende!

Momo, det er enten hende eller socialforvaltningen.

Jeg er skideligeglad!

Socialforvaltning!

Jeg er på vej!

Møgunge!

Var det mig, havde jeg slået tænderne ud på dig.

Jeg sad på caféen, og jeg hørte dig.

Jeg ville ikke tale sådan til dig, hvis du giver mig arbejde.

Hvorfor vil du ikke bo hos hende?

Så slipper du for socialforvaltningen.

Det ville også være godt for forretningen.

Forstår du mig?

Da den gamle stoppede som luder,

begyndte hun at passe andre luderes børn mod betaling.

Hun opfostrede mange af dem. En af dem blev politichef.

Han beskyttede hende mod socialforvaltningen.

I kvarteret kaldte de hendes hjem "et fristed".

Jeg kaldte det…

…"et lortehul".

Han skal nok opføre sig pænt.

Han har bare brug for lidt disciplin og omsorg.

Okay, doktor. Forsvind, før jeg ombestemmer mig.

Væk fra min seng.

Væk med dig!

-Lad mig være. -Væk!

Stop så!

Rejs dig!

Ingen sko i sengen!

Spild ikke tiden, og læs på hebraisk. Jeg hører dig i det senere.

Kom med. Jeg finder en anden plads til dig.

Her.

Hvad er det?

Dit værelse.

Det er et lortehul!

Forventede du et kongeligt palads? Må jeg være fri!

Det er et lortehul.

Slip mig! Madame!

Så er det nok!

Stop! Jeg sagde, det var nok!

Iosif, ind på værelset. Og dig, ind i lortehullet.

For himlens skyld!

Jeg har ikke engang et billede af min mor, men jeg husker nogle ting.

Hendes smil, når jeg stod på hendes fødder, og vi dansede.

Hun elskede at danse.

Engang fik jeg hende til at snuble.

Men hun blev ikke vred.

Vi rullede rundt på tæppet. Hun holdt om mig og lo.

Hun lo meget.

Hun var meget smuk.

Start med dem her.

Hver pose er en dosis.

Bliv ikke snuppet.

Og det allervigtigste, røvrend mig aldrig.

Følg reglerne, så sker der dig aldrig noget.

Kom så.

Forærer du det væk?

Hvad med priserne?

Syntetisk og naturlig, ti euro.