Pavarotti

AMAZONSKOVEN 1995

Vi var i Brasilien.

Aftenen forinden havde Luciano sunget foran 200.000 mennesker i Buenos Aires.

Næste dag tog vi op til Amazonas. Ind i regnskoven.

Heldigvis havde jeg mit videokamera med. Langt væk fra alt lå et teater.

Jeg indså, at det var en form for pilgrimsfærd.

Luciano sagde: "Jeg vil synge her, hvor Caruso sang for 100 år siden."

Vi havde ikke forberedt noget overhovedet.

Vi nærmede os bygningen. Den var låst af, der var ikke en sjæl.

Men vi fandt en, der kunne åbne for os.

Og en kom og spurgte: "Hvem er han?"

Og han sagde: "Jeg er Luciano Pavarotti!"

-En hilsen fra Amazonas. -Tusind tak!

Luciano havde aldrig nogen særlig plan. Han var ikke typen, der lagde planer.

Alt skete bare uden videre.

En dag fik vi et videokamera, så vi filmede alt.

Han stolede altid på folk. Han troede på det gode i folk.

Han var glad og lykkelig hele tiden.

Luciano var klar over, at han havde fået en stor gave af Gud.

Ikke kun som operasanger, men også i livet generelt.

Det gav ham et mål.

Men det var også en byrde.

Jeg har altid gerne villet forstå hvorfor.

Hvordan vil du huskes om 100 år?

På den positive side vil jeg gerne huskes -

-som ham, der førte operaen ud til det store publikum.

Og at jeg sang alt fra "La Favorita" til "Othello" -

et utrolig bredt repertoire.

Folk må gerne sige om mig, at jeg aldrig sang -

nye operaer bare for gøre det.

Det er alle de positive sider... som sanger.

Og modig, fordi jeg altid blev kritiseret.

Og personen bag Pavarotti?

Vores branche er meget speciel. Man bliver ikke berømt over en nat.

Mens man vokser og udvikler sig, ved man ikke, hvordan det vil gå en.

Man ved ikke rigtig, hvem man er.

Jeg blev født under krigen, og det bærer jeg mig med.

Altid.

Men jeg var meget heldig -

-fordi jeg voksede op et meget smukt sted.

Min far var bager og tenor.

Jeg var så heldig, at min far sang i kirken.

Som lille dreng forsøger man at efterligne sin far, så han var min lærer.

Han havde en fantastisk tenorstemme. Fænomenal.

Bedre end min. Sådan var det, selvom ingen tror det.

Jeg sang sammen med min far og 50 andre mandestemmer.

Vi tog til Wales et sted for at deltage i en konkurrence.

-I 1955, og I fik førstepræmien i Wales. -Ja.

En af de vigtigste og mest uforglemmelige dage i mit liv.

Og den delte jeg med alle mine venner og med min far.

På det tidspunkt var jeg lærer i underskolen.

Min far sagde: "Hør engang."

"Nu tager du ind til byen og studerer til mellemskolelærer."

Min far havde ikke haft succes som sanger. Det er svært, selv med en smuk stemme.

Så det accepterede jeg. Men min mor sagde:

"Nej, for når jeg hører min søn synge, mærker jeg noget i mit hjerte."

"Det siger du bare, fordi du er min mor." "Nej, nej, nej!"

"For sådan har jeg det ikke, når jeg hører din far!"

Hun fik mig til at gøre det, jeg ville, og det, jeg tror, jeg var født til.

Så i 1955 begyndte jeg at studere -

og seks år efter i 1961 debuterede jeg.

En historie om fattige unge kunstnere, som oplever kærlighed og tab i Paris.

-Hvordan fik du din første rolle? -Jeg vandt en konkurrence.

Præmien var, at jeg fik lov til synge i en rigtig forestilling.

Min debut fandt sted den 29. april 1961 -

og jeg sang Rodolfo i "Bohème".

Det var ingen sensation, men alle virkede tilfredse, især min mor.

Indspilning af "La Bohème"

Så kold den lille hånd er,

lad mig varme den i min.

Hvad nytter det at lede?

I mørket finder vi intet.

Vi mødtes til en privat fest -

-hjemme hos en af mine klassekammerater.

I Modena var der dengang mange, der gerne ville være sanger.

Hvis han ikke var blevet sanger, havde det været en stor skuffelse.

I stedet blev håbet født!

Nu da I lært mig at kende...

Jeg forelskede mig i manden. Han var en flot fyr.

Siden forelskede jeg mig i stemmen. Hvem ville ikke forelske sig i den?

Sig mig, hvem I er!

Den 29. april 1961 -

-gik en ung skolelærer op på scenen og blev tenor.

Og jeg forelskede mig.

Vi boede sammen et par måneder som ægte bohemer.

Værelserne lå lige over for hinanden, badeværelset var fælles.

Vi manglede penge. Vi ejede intet, da vi giftede os.

Det var kærlighed, lidenskab, det var smukt og sorgløst.

Det var poetisk, romantisk og positivt.

Og desperat var det også.

Efter hans debut fik vi tre børn på fire år og syv måneder.

De penge, han tjente, betalte han tilbage til sin far, der havde givet os et lån.

Det var mig, der tjente pengene de første par år.

London er utrolig, og Covent Garden blev mit første internationale operahus.

Der sang jeg i 1963 med stor succes.

Covent Garden ville lave 10 opførelser af "La Bohème" med Giuseppe di Stefano -

en af alle tiders største tenorer.

Men han blev meget syg og måtte aflyse.

Og jeg fik lov at afløse ham.

Det var noget af en nyhed. En ung tenor skulle erstatte di Stefano.

Det var di Stefanos værk, men den unge tenor var mig.

Endelig var jeg nået så vidt, at jeg havde fået min plads på scenen.

Det var stadig svært, men jeg havde klaret det.

Det var tidligt i min karriere.

Jeg skulle have min debut i Wien 1967.

Jeg havde læst om den nye superstjerne, som turnerede med Joan Sutherland.

I Australien med Joan lærte jeg at være en seriøs professionel sanger.

Hun lærte mig først og fremmest at trække vejret.

Det er det enkleste og sværeste på samme tid.

Hvordan fandt De ud af, hvordan hun gjorde?

Når vi sang duetter, forsøgte jeg at røre ved hende.

-Hvad kunne du mærke? -Jeg kunne mærke hendes diafragma.

Og hvor fast musklen var, inden hun satte en tone an.

Fremfor alt var hendes teknik perfekt. Sandsynligvis den bedste nogensinde.

Luciano er begavet med en af verdens mest fuldendte stemmer -

i hvert fald når det gælder tenorer.

Lucianos stemme ramte mig altid lige i hjertekulen.

Det var en af de klareste, reneste, mest lidenskabelige, skønneste...

Den havde det hele. Den var himmelsk.

Man skal huske på, at sopran og baryton er de mest naturlige stemmer.

De fleste mænd er baryton, men at blive tenor er en helt anden sag.

Det her er min stemme, og det er det her også.

Den er konstrueret, det er ikke naturligt.

Det smukke ved en stor tenors stemme er, at det lyder naturligt.

Hvis man vil være Pavarotti, skal man kunne synge det høje C.

Det er det vigtigste. Man kan gøre udmærket karriere som tenor -

-men uden det høje C, bliver man ingen stor tenor.

Når Luciano åbnede munden, kom alt bare af sig selv. Alt var let.

Man tænker, hvor smukt. Det virker helt uanstrengt, når han synger.

Men alt den øvning og hårde slid, der ligger bag, det er det smukke ved det.

REGIMENTETS DATTER Intet mindre end ni høje C'er!

"Regimentets datter" var den opera, der gjorde ham berømt.

Hans berømte ni høje C'er i "Regimentets datter" skrev operahistorie.

Jeg kunne nærmest sehans stemme. Meget tydeligt, som et foto.

Man kunne næsten tælle molekylerne.

Når en tenor synger det høje C, får det ens ører til at vibrere.

En meget intens lyd. Det ringede for mine ører.

Vi drømte alle om at blive den største i operaverdenen.

Luciano var den største.

Luciano sang overalt: Covent Garden, Wien, La Scala -

-Metropolitan og på mange andre scener verden over.

Alle hans indspilninger var legendariske. Decca døbte ham Kongen af Det Høje C.

Det er ikke svært for en springhest at springe -

-hvis den ankommer til forhindringen i rette øjeblik og i balance.

Det samme gælder for at synge. At synge højt er ikke svært, hvis man er forberedt.

Er De sikker på at ramme tonen?

Nej. Det er charmen ved mit erhverv.

Ordet "stemme" på spansk er hunkøn.

La voz. Også på italiensk, la voce. På fransk, la voix.

Jeg tror på, at det at leve med en stemme -

-er som at leve med en meget jaloux og krævende kvinde.

Uden hende, min stemme, er jeg intet.

Man lever med den, og man må indse, at alt påvirker den.

Gode nyheder, dårlige nyheder, alt, der er følelsesladet -

reagerer vi fysisk på.

Man ved aldrig, om musklerne gør, som de skal.

Hun er primadonnaen i min krop.

Ligesom i et forhold må man lære sin stemme godt at kende -

-så man kan behandle den, man elsker højt, på den bedste måde.

Stemmen er som en dame.

Lorenza Pavarotti Datter

Mit første minde? Det er en skoleopgave, jeg skrev som barn.

Jeg var vel otte år.

Emnet var: Hvad laver din far? Fortæl om din far.

Og jeg begyndte med: "Det er ikke pænt at sige, men min far er tyv."

Hvorfor? Jo, fordi han arbejdede om natten -

-og havde en taske fuld af kunstige skæg og overskæg.

Sådan var det.

Giuliana Pavarotti Datter

Jeg var vild med hans kostumer -

-og med at klæde mig ud, ligesom alle børn.

Jeg vidste, han havde et parallelliv, hans kunstnerliv.

Han levede sig ind i sine karakterer.

Det var hans andet liv...

Som vi jo fik at se. Det er meget svært for et barn.

Opera handler om kærlighed, had, død.

Alt det vigtige i livet.

Med en smule sminke kan man blive til en anden person.

Opera er noget falsk, som på scenen bliver ægte.

Cristina Pavarotti Datter

Mor fortalte os altid, hvad far lavede.

Hun forklarede os handlingen i operaerne, så vi kunne forstå den.

Et melodrama om tortur, mord og selvmord, hvor ingen, selv ikke helten, overlever.

Jeg husker, det gjorde indtryk på mig.

Når jeg så ham, led jeg sammen med ham.

Som i "Tosca", hvor han var indsmurt i blod.

I den første opera, jeg kan huske, dør han, som i næsten alle operaer.

Da tæppet gik ned, og alt var stille, råbte jeg: "Far!"

Det var min operadebut.

De går altid med et bøjet søm i lommen.

Ja. Det er overtro. Sådan tror jeg, alle kunstnere har det.

I England siger man "rør træ".

I Italien siger vi "rør jern".

Så vi går med et bøjet søm. Det bringer dobbeltheld.

-Er De en troende katolik? -Ja, min tro er dyb.

Selvom jeg er katolik, er jeg også overtroisk for en sikkerheds skyld.

Luciano var i grunden et simpelt menneske. Han kaldte sig selv for "bonde".

Og det var derfor rollen som Nemorino i "Elskovsdrikken" passede så godt til ham.

Elskovsdrikken En komedie om ærlighedens triumf

Far nød virkelig at synge "Elskovsdrikken".