The Chaperone

I 1922 rejste Louise Brooks fra Kansas til New York

med en anstandsdame.

På få år blev hun

en af verdens største filmstjerner.

PANDORAS ÆSKE

Inspireret af virkelige begivenheder

Louise, er du derinde?

Vil du åbne døren?

Det er Norma Carlisle.

Du gjorde jo ikke, som jeg sagde for 20 år siden,

men luk nu op.

Tyve år tidligere

Dansant til fordel for Børnehjemmet

De har gjort noget ud af det.

Der er Lois og Jack.

Hej Norma, Alan.

Lois.

Hvad laver vi her?

Det er et godt formål.

Mit korset strammer.

Hvor er Louise?

Hun gør sig klar til at gå på. Jeg må gå.

Hvornår rejser hun til New York?

Tirsdag, hvis hun rejser.

Er det ikke aftalt?

Leonard siger, hun skal have en anstandsdame,

og det skal hun vel,

men vi kan ikke finde en.

Kan du ikke?

Jeg har et foredrag i næste uge

og en koncert i Kansas City. Det går ikke.

Sikke en skam. Hun er så dygtig.

Du må være stolt.

Vi er stolte af hinanden.

Leonard stirrer på mig. Kom, Martin.

-Må jeg se det herfra? -Nej, kom.

-Skal jeg? -Ja, du skal.

"Vi er stolte af hinanden."

Må jeg tage hjem?

Mine damer og herrer, nu begynder programmet.

Tag plads.

Ved du, at Jack og jeg går med i Klanen?

-Hvilken klan? -Ku Klux Klan.

-Det mener du ikke. -Hvorfor?

Du ved vel, hvad der er sket siden krigen.

Hvad mener du?

Lov og ret, skik, moral... Det hele falder fra hinanden.

En anstændig kvinde kan ikke gå på gaden

-ved højlys dag mere. -Men Klanen?

Forfølgelse af negere med troldmænd og bål

og hætter med glugger?

I det mindste forsvarer de det rene.

Lad det ligge, skat.

Goddag Alan, Norma.

-Goddag Raymond. -Du husker fru Burton?

Ja, hende husker jeg.

Goddag fru Carlisle.

Det er pænt af jer at støtte det her.

I lige måde.

I aften præsenterer vi noget helt særligt.

I har alle hørt om Myra Brooks, Wichitas kendte pianist.

I aften har vi hele to talenter,

da hun har indvilget i

at akkompagnere sin datter Louise,

der netop er blevet optaget på en danseskole i New York.

Som tusindvis af andre.

-Er du klar? -Ja.

-Ja. Godt at se Dem igen. -Ja, fru Carlisle.

Jeg var ikke ude af takt.

Hvis du siger det.

Øjeblik.

Mor, ikke nu.

Jeg ville bare sige, det var flot.

Jeres optræden var vældig spændende.

Spændende?

De er vist ikke fra Wichita.

Jo, det er jeg.

En kvinde fra Wichita, der kan lide moderne dans?

Jeg må sidde ned, fru...

Carlisle.

Det er min mand, hr. Carlisle.

Det er han vel.

Jeg tænkte på det, De sagde før

om en anstandsdame,

der kan rejse med Deres datter.

-Ja? -Jeg vil foreslå mig selv.

-Tror du ikke... -Jeg vil gerne med.

-Norma, kære... -Her er mit kort.

Kom og besøg os i morgen.

Det må De gøre.

Gudskelov.

Kunne vi ikke have snakket om det?

Hvorfor?

Jeg vil af sted.

Vil du til New York City?

Nej. Den anden New York.

Hvad med drengene?

-De er vant til, du er her. -De er ligeglade.

De har travlt med deres.

Jeg håber ikke, du vil grave i noget,

mens du er der.

Jeg gør, som jeg vil.

Det har jeg ret til.

Hvad lavede fru Burton sammen med Raymond Walker?

Hvor skulle jeg vide det fra?

Jeg troede, du måske vidste det.

Du var vældig god i går,

det var I begge.

Klaveret burde stå på en smugkro.

Undskyld rodet.

Vores pige er ikke kommet,

og jeg har skrevet hele dagen.

De havde nok selv ryddet op.

De har sikkert travlt.

Til op over begge ører!

Jeg holder foredrag om Wagner næste uge.

Interessant.

Børn smider deres ting overalt.

Så De vil gerne til New York med Louise.

Hvis det passer Dem.

Det gør det. Bare rolig.

Jeg regner med Dem.

Det var svært nok at få Leonard overtalt,

og da vi så ikke kunne finde en ledsager...

-Det ville have været et spild. -Ja.

Enhver kan se, hun er en sand kunstner.

Og når Denishawn optager hende som kun 16-årig,

er det bevist.

Denishawn?

Grundlagt af Ruth St. Denis og Ted Shawn,

vor tids mest nyskabende dansere.

Så De dem ikke, da de var her i juni?

-Nej. -Det var en skam.

Shawn og Martha Graham dansede solo.

-De var sensationelle. -Giv slip nu!

Jeg har sagt det! Mor!

Skal vi se efter?

Det behøves ikke. Hun kommer herned.

Mor! Martin slog mig!

Jeg har et mærke. Jeg vil ikke finde mig

i hans uopdragenhed og vold!

Det er ikke dit problem meget længere.

Fru Carlisle er her for at tale om rejsen til New York.

Selvfølgelig. Goddag, fru Carlisle.

Din arm må gøre ondt.

Hun har aldrig hørt om Denishawn.

Det er lige meget.

Hvad vil De gerne lave der?

Det ved jeg ikke.

Jeg kan lide godt teater.

Det er altid noget.

Det bliver skønt.

Så er det en aftale?

Ja, det er det vel.

Så siger vi det.

Selvfølgelig er jeg ikke sur. Det er fint.

Din far var bekymret.

Hør ikke på ham.

Det er 1922. Tingene har forandret sig.

Kvinder stemmer nu. De bestemmer selv.

Også når det gælder en tur til New York.

Hils Lucy. Hvordan har hun det?

Glimrende,

og mere har jeg ikke at sige om det.

Howard, hvad sagde dr. Winslow

om din optagelse på medicinstudiet?

Han tog det pænt.

Han var sikkert begejstret!

Jeg ville være sygeplejerske som ung.

-Ikke læge? -Ikke dengang.

Jeg skrev mig op til kurser.

-Men du gjorde det ikke? -Jeg skulle være på gården.

Tak, Della.

Pas godt på mine drenge.

Dem alle tre.

Dem alle tre.

Vi må af sted.

Bare rolig. Vi klarer os.

Alle ombord!

Toget til Chicago! Sidste udkald!

Husk nu, du er en meget heldig pige.

-Talentfuld, men også heldig. -Ja.

Jeg fik aldrig chancen.

Det har du sagt.

Og hvis fru Carlisle vil hjem,

-tager du hjem med hende. -Far...

Du skal ikke være alene i New York, basta.

Vi får det godt.

Hørte du det?

Sørg for, fru Carlisle har det godt,

ellers kommer du hjem.

-Tak for hjælpen. -Tak.

Jeg har tjekket kufferterne ind.

De bliver leveret, når I ankommer.

Ellers giv besked.

Besøg gallerierne.

Måske.

Brug nu ikke tid på det andet.

Jeg må ombord.

Jeg elsker dig.