The Goldfinch

I Amsterdam drømte jeg, at jeg så min mor igen.

Hun var lige så glad for at se mig, som jeg var for at se hende.

De samme smukke, lyse, blå øjne.

Alt ville være gået bedre, hvis hun havde levet.

Men hun døde, da jeg var barn.

Og da jeg mistede hende...

Mistede jeg det pejlemærke, der kunne have ført mig et bedre sted hen.

Ser du, hendes død var min skyld.

Folk sagde, det ikke passede,

at det var en frygtelig ulykke,

og det er sandt.

Men jeg tror ikke på det.

Det var min skyld,

ligesom alt andet, der er sket siden.

Maleriet.

Maleriet.

Min skyld.

KÆRE PIPPA

Jeg mistede noget, der burde have været udødeligt.

Det var ikke med vilje,

for det kan ikke gøres om.

Det er ligegyldigt, at jeg skal dø.

Men for altid...

...så længe, der skrives historie...

...vil det maleri blive husket og begrædt.

STILLIDSEN

Så vidt vi kan se...

...fandt han selv vej

til sin mors lejlighed fra museet.

Han ventede på hende hele natten, og da hun ikke kom hjem,

ringede han til det nødnummer, de viste på TV.

Da de blev klar over hans alder, kontaktede de os.

Jeg ved ikke, om du er klar over det,

men Theos far forlod familien for et halvt år siden.

Det var jeg ikke klar over.

Min søn og Theo var venner i skolen.

Men de har vist ikke set hinanden på det sidste.

Jeg forstår ikke helt.

Lige nu...

...er han en mindreårig, der har brug for en midlertidig plejefamilie.

Da vi spurgte Theo, om han kendte nogen,

der kunne hjælpe,

foreslog han dig.

Kom indenfor.

Andy er ikke stået op endnu.

Du kan hvile dig her, hvis du vil.

Lad os få dig på plads.

Værsgo.

Du må have det meget dårligt.

Sikke noget.

Herregud.

Under omstændighederne vil jeg gerne give dig

det, min far kaldte et lille nip, hvis du vil.

Chance.

Men det vil du da ikke.

Det er upassende.

Du må meget gerne bo her.

Jeg håber, du vil føle dig hjemme.

Hvad sker der?

Det er Theo. Hans mor er død.

Du har besøg, Theo.

Foruroligende.

Ja.

Ingen ved åbenbart, hvor han er.

Han betalte ikke børnepenge.

Han havde gæld. Han rejste fra byen uden et ord.

Vi havde ikke noget valg. Vi kunne jo ikke vise ham bort.

Nej. Det er bare et par uger.

Sejler du, Theo?

Nej.

Det var en skam.

Andy havde det vældig sjovt

på sejlerlejr i Maine sidste år.

Det var de værste to uger i mit liv.

Sludder.

Du mangler bare selvtillid.

Skal jeg bede Etta om at lave noget andet til dig?

Jeg er ikke sulten.

Ellers tak.

Hvor er hans far?

Godt spørgsmål.

Gud!

Prøv denne her. Det er Platts gamle.

Det er så koldt udenfor.

Udenfor?

Jeg synes, du skal tilbage i skole næste uge.

Jo før, vi kommer ind i en normal rutine igen, jo bedre.

Det hjælper at holde sig beskæftiget.

Måske kan du tage derhen i dag?

Til din lejlighed.

Jeg kan tage med dig.

Jeg ville have ryddet op, mens jeg ventede på hende.

Find det, du skal bruge. Jeg rydder op.

Bare dine skoleting. Resten kan vente.

Og baskettræningen er rykket til kl. 16.00 på torsdag.

Billetter til næste uges lacrosse-finale kan købes i administrationen.

Kom så, Vikings!

Hej Tom.

Hej.

Jeg har hørt det.

Ja.

Sikke noget møg.

Det er virkelig nederen.

Vi tog kun på museum,

fordi min mor skulle med til møde hos rektor.

Om cigaretterne.

Ja. Min mor flippede også ud over det.

Jeg må videre.

Ses.

Hvor skal du hen?

- Klamme! - Taber!

Jeg vil svømme hver dag.

Du må ikke svømme alene.

Alle skal ud at svømme.

Saltvand kurerer alt.

Den største gave, min far gav mig, er havet.

Kærligheden til havet.

Følelsen.

Hvad skal han lave, mens vi er væk?

Hvad er det for en kunstner, jeg kan lide? Ham med de åbne himle?

Maxfield Parrish.

Ja, ham. Store skyer, der tårner sig op.

Da jeg var barn på vandet,

så himlen sådan ud. Magisk.

Røde og orange solnedgange.

Idyllisk.

Lad Esperenza gøre det. Hun er vant til det.

Det gælder også dine tallerkner.

Det er en smuk ring.

Er den et arvestykke?

Fra din mors familie?

Ja.

Smuk. Karneol.

Dybtrykket.

I indgraveringen står der...

"Blackwell."

Læg den et sikkert sted.

Jeg tror, de her vil hjælpe.

Hvis du tager en om aftenen, bliver du ikke bange.

Det er helt forståeligt.

Vi bliver alle bange indimellem.

Vi prøver at tegne hele billedet.

Små brikker i puslespillet.

Hvor længe vil du sige, du var

på museet før den første eksplosion?

Omkring en time.

Se på kortet. Hvor var du, da det skete?

Hvilket rum var du i?

Det sidste, lige før butikken.

Toogtredive.

Men din mor var ikke med?

Nej.

Hun gik tilbage for at se på et maleri igen.

Hvilket maleri?

Anatomitimen.

Det er en Rembrandt.

Hvorfor gik du ikke med?

Theo?

Jeg sagde, jeg ville møde hende i butikken.

Hvad kan du huske om det, der skete?

Løb! Kom væk!

Kunne du lugte noget, før det skete?

Det kan jeg ikke huske.

Så du noget usædvanligt?

Det kan jeg ikke huske.

Slet ikke noget?

Hvor var du, da eksplosionen skete? Her?

Eller her?

Det ved jeg ikke.

Jeg ved, de ligner hinanden,

men hvis du kan huske, hvor du var,

kan vi måske finde en sammenhæng.

Jeg ved ikke, hvorfor han skal igennem det her.

Theo slog hovedet.

Han har lidt hukommelsestab.

Ingen har spurgt, om han kom til skade.

Passer det?

Okay.

Da du vågnede...

...så du så nogen mennesker?

Ja.

Hvad lavede de?

De var døde.

Du sagde til Beeman, det var mine cigaretter.

Jeg stod bare ved siden af dig!

Hold op.

Op med dig!

Ja. Okay.

Er du helt sikker på, du vil gøre det?

Gøre hvad?

Dit tårn er i fare,

men se engang på din dronning.

Jeg er ked af, at det hele er noget lort.

Hun var rigtig sød.

ANTIK & RESTAURERING

Undskyld, jeg...

Han sagde, jeg skulle tage den med hertil.

Jeg hedder Hobie.

Kom ind.

Er det ham?