This Is My Home

Som lovet er The Black Donnellys tilbage.

De går efter en rekord.

En lokal irsk pub er kommet i rekordbøgerne.

De satte rekorden for længste koncert.

Vi smadrede verdensrekorden.

Mere end 360 timers livemusik.

En Guinness-verdensrekord.

Jeg har også rekorden for længst spillet guitar. Fem dage.

De spiller bare videre.

Med Bachman Turner Overdrives ord:

"I har ikke set det halve endnu." Skål, Sean.

Lad os introducere bandet. Jeg er Dave.

Hej, jeg er Dave. Og vi er The Black Donnellys.

Vi har spillet sammen i 12 år.

Vi har spillet i hele Europa, i USA og endda i Sydøstasien.

- Og alle amter i Irland. - Ja.

Mere end en gang.

Vi har to verdensrekorder.

Den første verdensrekord var Daves, for maraton-guitarspil, 114 timer.

Anden verdensrekord var længste koncert nogensinde, som var 372 timer.

Dette bliver vores tredje rekord.

Da de først lavede verdensrekorderne, fandt de på det og fik alle med,

og så tænkte de: "Hvordan skal vi toppe det?"

Han sagde: "Vi tager ud og spiller i alle stater i USA."

Endnu engang gør de noget, der bare er helt utroligt.

Bare logistikken i det. Det er...

Jeg har været Irland rundt i en varevogn med dem, og det er hårdt arbejde.

Folk taler bare om at gøre det.

De færreste gør det.

Verdensrekorder er ikke lette.

Derfor kaldes de verdensrekorder. Kun få mennesker har dem.

Vi ville gerne se og turnere i USA.

Rekorden var 50 koncerter i 50 stater på 50 dage.

Jeg tænkte, at det kunne vi sagtens.

De kom med den skøre idé om

at slå Guinness-rekorden med en turné i alle stater

med mindst én koncert på mindre end 40 dage.

Ingen har gjort det før. Intet individ, ingen gruppe eller kunstner.

Her er tanken. Vi stater på hjemmebane, hvilket er Rí Rá Las Vegas i Mandalay Bay.

Og vi ender ved Arlene's Grocery i New York City.

Og hver eneste stat imellem, hver krog og kule...

- Og kule? - Sagde jeg kule?

Krog og hule.

Vi skal afsted om under en time, og vi skal bare vide fra jer,

hvordan vi skal dokumentere alt dette,

og alt det, vi har talt om.

Guinness bekræftede ikke rekorden, før vi startede.

Fra starten har spørgsmålet været, hvad der gælder for en koncert.

Hvor mange skal der være til koncerten, og hvordan skal vi spore det,

så vi sikrer, at vi faktisk slår rekorden

ved enden af denne enorme rejse.

Vi ringede rundt fire-fem måneder før for at stable det på benene.

"Hej, vi vil gerne gøre sådan her..."

Vi introducerede os selv og fortalte, hvad vi ledte efter.

De to Daves har brugt ufatteligt meget tid på dette.

Det er en drøm, de har,

men det er et utroligt stort område at dække,

60 steder på 40 dage.

Det kræver utrolig meget planlægning og logistik.

Jeg har den!

Sådan pakker man. Det er det vigtigste, ikke?

Smid dem i!

Når Dave nævner en ny verdensrekord, græder jeg lidt indvendig.

Ziggy, bliver du ked af det, når kufferten kommer frem?

Første gang havde vi været sammen i et år,

og det var i fem lange dage.

Han var i gang døgnet rundt.

Og efter det sagde jeg til ham, at næste gang skulle være kortere.

Men så fortsatte han med 21 dage,

og nu er der den her.

- Må jeg få... - Hvem er din favorit?

- Far. - Nemlig.

- Mor. - Mor, mor.

Mor er din favorit de næste fem uger.

Nogle folk siger: "Hvordan klarer du det?

Han er væk eller rejser hele tiden."

Det er et job. Man accepterer det som en livsstil.

Arbejder man ikke sammen mod noget, vil det ikke fungere.

Vi anede ikke, hvad der ventede os.

Det troede vi, men det gjorde vi ikke.

Vi er klar til start.

DAG 1

Vi vil først takke alle for at komme til koncerten.

Det er dejligt at se jeres støtte.

Vi er meget taknemmelige.

Vi tror, vi er klar,

men vi er faktisk ikke helt sikre.

Okay, lad os gøre det og se, hvad der sker!

Tak.

Jeg vil se jeres hænder oppe!

Starten gik godt. Vores venner og familie kom.

Folk fra Vegas og Rí Rá passede på alle.

Der var en fantastisk stemning,

og jeg tænkte, at nu var vi i gang.

Ting var ikke i orden, og det vidste vi.

Vi kiggede ned fra scenen.

Chaufføren sad stadig i baren og sagde: "Vi har ikke en vogn."

Vi har ikke en autocamper.

Når man først er i gang med rekorden, kan man ikke stoppe.

Vi stod ved bilen og sagde: "Hul i det, lad os køre."

Vi kørte i min bil til den første stat, for showet skal fortsætte.

Sådan!

I sidste ende fik vi det ordnet,

så i det mindste ved vi, at vi kan komme videre.

Det var en hektisk dag.

- Vi sidder i autocamperen. - Det har jeg aldrig prøvet før.

Vi valgte soveværelset bagerst i autocamperen til at sove i.

Vi troede, vi var kloge.

Autocamperen gjorde seriøst sådan her.

Jeg hoppede op og ned på madrassen.

Halvanden time efter hørte jeg bare: "Det her er helvede!"

Seks uger med det lort.

Der sagde jeg til mig selv...

- "Jeg tager hjem." - "Hvad fanden laver vi?"

DAG 2

- Er det alt? - Ja.

Det bliver 1,89 dollars.

Jeg elsker det her.

Det hele handler om vores nye rekordforsøg.

CALIFORNIEN DAG 2

Vi startede i Las Vegas i går, og det har været vildt,

men jeg kan med glæde sige, vi ankom næsten i ét stykke.

SKADESTUE

Vores chauffør til autocamperen, Chad,

brækkede tåen, men han har vist bare vredet den af led.

Vi er på vej over for at hjælpe ham.

Den er ti minutter i fem, så vi skal...

Vi skal spille i Carmel klokken 19.

Og Carmel er 126 km væk, så...

Nu kører vi tilbage mod Carmel i syd,

hvorefter vi kører mod Portland i aften.

Vi får Chad udskrevet, efterlader ham i Mountain View,

og henter ham fra den anden koncert, som vi spiller klokken 19 i Carmel.

De har bestilt røntgen,

så der går højest halvanden til to timer,

så henter de mig ind.

Så må vi se, hvad billederne siger.

Så vi må efterlade dig her?

Det lyder sådan.

Held og lykke.

En fælles ven fortalte, at de ville sætte rekorden.

Jeg sagde, jeg ville sponsorere.

Det var venner, der bad om støtte.

Det var nemt, for jeg troede på dem.

Vi var heldige at have en vingård som vores hovedsponsor.

- Vi fyldte varevognen. - De gav os masser af rødvin.

Og et glas rødvin sidst på aftenen har aldrig gjort skade.

Men to-tre flasker kunne godt.

DAG 3

Det kostede 3.500 dollars at flyve os til Alaska.

Vi måtte have særlige fly,

for vi skulle flyve ind, spille og hoppe på flyet igen.

Det er langt væk, og naturen er imod en.

Der var stor chance for, at det gik galt.

Det skulle gå glat.

Vi skal flyve til Anchorage klokken 05.30 om morgenen.

Dit kropssprog, da du lagde røret på og kiggede på mig...

Vi har spillet så længe sammen,

at jeg bare vidste, koncerten var aflyst.

"Godmorgen, Dave, dette er Jeanne. Jeg er ude af byen, tilbage tirsdag.

Jeg beklager, men tidsændringen duer ikke for mig.

Folk kommer tirsdag for at gøre stedet festligt.

At ændre dagen to dage før duer ikke. Tak."

Seks timer før vi skal flyve,

sender hun det og siger: "Det duer ikke." Det var skidt.

Vores fly er booket.

Vi har brugt 3.500 dollars på fly. Hvad gør vi?

LIVE IRSK MUSIK

Alaska, fly 101 til Anchorage,

tre timer og otte minutter, syv grader og delvis overskyet.

Tag jer en lur, så skal jeg nok vække jer.

Vi var oppe klokken fire for at nå flyet...

Vi havde tømmermænd.

Jeg faldt i søvn på flyet for at blive vækket med:

"Du skal synge U2 om ti minutter."

Næste øjeblik klappede jeg i hænderne midt i flyet.

- Dejligt. - Tak.

Der var alle mulige gamle folk

med halvåbne øjne, der sagde: "Hvem er de røvhuller?"

- Bare rolig, det er en drøm. - Et mareridt.

Folk ved Pioneer Home her i Anchorage

fik en koncert i dag, der kan blive del af en verdensrekord.

I dag trender det at spille koncert i alle 50 stater.

The Black Donnelly er oprindeligt fra Irland.

I går spillede duoen en overraskelseskoncert for folk,

der bor ved Pioneer Home her i Anchorage.

I starten ville vi gerne spille i fængsler og på hospitaler.

Vi ville spille steder, der lå lidt væk fra hovedvejen.

Jeg havde ikke forventet et plejehjem.

Nej, vi gør det gratis.

Virkelig?

Ja, hvis I har penge, I vil give os, så kom og tøm lommerne.

Det var mors dag, da vi kom. Jeg var ved et plejehjem.

Og folk havde demens og Alzheimer's som min mor.

Da vi kom der, rørte det mig virkelig.

Da jeg voksede op i Irland, lærte mine forældre mig,

man skulle respektere de ældre.

Nu var vi på et plejehjem,

hvor folk måske ikke have nogen mere,

og da vi spillede for dem, fik musikken dem op af stolene.