Breaking the Silence: The Maria Soledad Case

Det er Soledad.

Mirian,

María Eugenia,

Mónica, Cañizares,

Silvia, Nancy, Marcela.

Jeg går i femte A!

Femte A, jeg går i femte A

Vi skulle til Carlos Paz på afslutningstur med skolen.

Men ikke alle havde råd til at komme med.

Så vi fandt på idéen om at organisere fester,

så vi kunne skaffe penge til at betale for de piger,

som ikke havde råd til turen.

Jeg var en af de piger.

Det var forårsfesten, og der skulle vælges en dronning.

Vi holdt festen fredag den syvende september

på et diskotek i byen.

DISKOTEK LE FEU ROUGE

Vi boede ikke i byen, så for at komme hjem

havde vi brug for en til at hente os.

Sole sagde: "Hvor skal jeg sove? Jeg kan ikke komme hjem."

Jeg sagde til hende, at hun kunne sove hos mig. Det var ikke noget problem.

Festen hed "Overraskelsernes nat".

Jeg ved ikke, hvorfor den hed sådan. Det er ironisk.

Den aften ankom vi alle meget spændte til diskoteket.

Vi havde alle en opgave og et sted, vi skulle være.

Og Sole stod for billetterne.

Der var mange mennesker. Det var et kæmpe publikum.

Der skete mange ting den aften.

Det var, som om intet gik godt.

Blomsterbuketterne, som dronningen skulle have, blev væk.

Det var en sær aften.

Noget var galt på en uforklarlig måde.

Jeg sagde til Sole: "Lad os gå hjem."

"Nej, vent. Giv mig et øjeblik. Vent på mig, Ro."

Det gik jeg med til.

Efter cirka 40 minutter insisterede jeg. "Lad os gå, Sole."

Og så sagde hun, at hun ikke ville med.

Jeg spurgte hvorfor.

Og hun sagde, at hun fik et lift.

Jeg fik kun lige spurgt, hvem det var med.

Og hun svarede:

"Det ved du godt."

Da vidste jeg, at det var...

At det var ham.

De ringede ved tretiden.

"Marilyn, du må komme. Lyset er gå ud. Det er kaos. Kom."

Jeg skyndte mig afsted, og det var sidste gang, jeg så hende.

Da jeg kom tilbage, var hun væk.

Jeg burde have insisteret mere.

Jeg skulle have stået fast og sagt nej.

At aftalen var, at hun skulle med hjem, og sådan skulle det være.

Jeg skulle have stået fast.

Klokken to eller tre om morgenen.

María Soledad går.

Kom Tula efter hende?

Gik hun hen til busstoppestedet?

Derefter ved ingen, hvad der skete med María Soledad.

SAGEN OM MARIA SOLEDAD

Hvordan stopper jeg tiden og lever igen?

Marilyn spillede tit guitar, og vi sang og dansede.

Men når Marilyn sang sentimentale sange,

græd Soledad ofte.

Jeg spurgte engang, hvorfor hun græd.

KLASSEKAMMERAT

Og hun fortalte mig, at hun havde en umulig kærlighed.

Det var, som om hun holdt det skjult.

Som var hun flov over at sige, at hun var forelsket.

Men jeg vidste det godt.

SIG IKKE, DU SKAL GÅ

Hun skrev.

Vi vidste, at hun havde... At hun skrev digte og sådan noget.

De ord, hun brugte om ham, lød som en første kærlighed.

VI ER IKKE FRIE

Men hun havde det svært med, at han var ældre end hende.

Han var 28 år.

Hun præsenterede ham aldrig.

Hun sagde aldrig: "Piger, det er min kæreste." Aldrig.

Jeg så ham én gang.

KLASSEKAMMERAT

En dag, hvor Sole og jeg var på vej ud fra skolen.

Vi kom ud, lige da han passerede forbi.

Hun sagde: "Der er el Flaco." Sådan kaldte hun ham.

Vi stod ved busstoppestedet, og Sole sagde:

"Kom nu, Mirian. Min ven kommer. Han giver os et lift."

"Men hvem er han?" "Det er Luís."

Jeg sagde, jeg ikke tog med.

"Jeg må ikke køre med folk, jeg ikke kender.

Du kan bare tage med ham."

Og hun sagde: "Åh, Mirian. Jeg hader dig. Jeg ville med ham."

Så jeg steg ikke ind. Hun blev hos mig, og bilen kørte væk.

Det var åbenbart ham, hun var vild med. Det var Luís Tula.

Jeg kendte ham ikke, men jeg sagde:

"Det vigtige er, at du er forelsket. Hvor er det skønt."

Jeg anede ikke, hvem hun talte om.

Den mandag kom jeg i skole,

og en af pigerne spurgte mig med frygt i stemmen:

"Har du hørt fra Sole?"

Og hun fortalte, at hun ikke var kommet hjem. "Hvad?"

Om mandagen havde jeg time i et klasseværelse foran skolegården.

Jeg så en mand stå ved flagstangen.

Han råbte til mig: "Søster, min datter er ikke kommet hjem!"

"Hvem er De?" "Morales, María Soledads far."

"Hvor er Deres datter?" "Hun kom ikke tilbage fra festen."

Han fortalte mig, at de havde ledt efter hende hele weekenden.

Og uden at spørge om andet tog jeg ham med til klasseværelset.

MARÍA SOLEDADS FAR

Jeg kan huske, at jeg så ham der.

Han sagde: "Piger, jeg vil bare vide, hvor min datter er."

"Om hun sov hos nogen eller er hjemme hos en eller anden."

"Nej, vi ved ingenting. Så ville vi jo sige det.

Vi ved ingenting."

Vi havde ikke noget nyttigt at fortælle hr. Morales, så han gik.

Der kom ingen for at undervise os den dag.

Vi var nervøse og spekulerede på, hvorfor lærerne ikke kom.

Vi var alene i klasseværelset, men vi fik besked på at blive.

Vores klasseværelse vendte mod hovedindgangen,

og rektors kontor var ved siden af.

En af os klatrede op til vinduet for at prøve at lytte.

Og pludselig...

Omkring klokken 11 kom Elías Morales tilbage

og råbte: "De har fundet min datter!"

Patricia lyttede med og hørte det.

Og hun råbte: "Hun er død!"

Sådan sagde hun.

Så begyndte kaosset.

Lærere og skolemedarbejdere kom løbende for at holde dem derinde.

De knuste vinduerne og skar sig.

Jeg var så vred og hjælpeløs, at jeg hamrede løs på døren.

Jeg har stadig et ar.

De gav mig noget beroligende, for jeg brød helt sammen.

Det var forfærdeligt.

Vi piger var fortvivlede.

Det var så trist...

...at have delt den...

...den lørdag med så stor glæde...

...og så modtage så forfærdelige nyheder om mandagen.

Jeg ved ikke, hvordan vi kom fra skolen til busstoppestedet.

Hvordan busturen var.

Jeg ved bare, at jeg kom hjem og sagde,

at det var hende, min klassekammerat Sole, der var død.

At hun var blevet myrdet.

Undskyld.

Vi var kun 17 år.

Vi levede i en boble og glædede os uskyldigt

til afslutningsturen og dimissionsfesten.

Og det var i det øjeblik, vi indså, at ondskaben fandtes.

Tidligt mandag morgen kørte en buschauffør mellem Valle Viejo og Capital

og så i svinget ved Villa Parque Chacabuco folk stå ved siden af en bil.

DIREKTE

Han troede, der var sket en ulykke. Han steg ud og bemærkede noget sært.

Han lagde mærke til, at personerne opførte sig mærkeligt,

at de virkede mistænkelige.

Og et par timer senere er det så, at to arbejdere på samme sted

finder María Soledads lig.

Det her er ruten, der fører os til Villa Chacabuco,

stedet, hvor liget blev fundet

i en grøft tæt på hendes forældres hus.

Pigen blev fundet delvist begravet et sted...

ARGENTINAS FORBUNDSPOLITI

...tæt på byen.

María Soledad Morales' lig var vansiret.

Havde De set et lig med så mange skader før?

POLITIINSPEKTØR

Nej, aldrig.

Politiet arbejder intensivt.

Foreløbigt er der intet nyt.

Retskilder beskylder betjentene,

som udførte det indledende arbejde, hvor liget blev fundet, for uagtsomhed.

Jeg kom forbi klokken 8.30, og der var masser af politifolk.

Jeg gik helt hen til pigen, og alle kunne gøre det samme.

Ingen afspærrede området for at beskytte hende.

Politiet gik bare rundt.

Selvom liget lå med ansigtet nedad, og ofrets køn ikke var oplyst,

vidste nogle betjente allerede, hvem det var.

Den manglende beskyttelse af gerningsstedet,

de mange fejl, der skete,

viser, at målet var at forhindre, at forbrydelsen blev opklaret, ikke sandt?

Politiet udstedte en kendelse om anholdelse af Luís Tula,

som ansås som hovedmistænkt

grundet hans påståede romantiske forhold til María Soledad Morales.

Dommeren, der behandler sagen, vil høre Luís Tulas vidneudsagn.

Han er tilbageholdt som eneste mistænkte for drabet på skoleeleven fra Catamarca.

REGIONAL POLITISTATION FIRE CATAMARCA POLITI

Efter en kort afhøring i eftermiddags

blev Tula løsladt på grund af manglende beviser mod ham.

Opklaringen af forbrydelsen ser ud til at lade vente på sig.

Til begravelsen den følgende dag

aftalte vi at have vores skoleuniform på.

For at ære hende, for hun elskede sin uniform.

Må Herren åbne paradisets porte

for sin datter María Soledad,

så hun kan vende tilbage til det land, hvor ingen død eksisterer.

Vi tog afsked med hende den dag, hun ville være fyldt 18.

Atten år.

Jeg husker, det var overskyet den dag.

Og mens vi bar kisten,

så jeg en masse små dråber på den.

Og jeg tænkte: "Det regner."

Hendes kiste var dækket af tårer.

Det var vores tårer.