Jungle

DET FØLGENDE ER EN SAND HISTORIE

Jeg forlod Israel i 1980 efter tre år i hæren.

Jeg ville undgå den slagne vej.

Skole, studere på universitet, arbejde, blive gift, få børn.

Ikke mig. Jeg ville noget andet. Opleve store ting. Tage ud i det ukendte.

Opdage stammer, gemte skatte.

Den mørkeste jungle. Og det var derfor, jeg havnede i Bolivia.

- Gracias señor. - De nada. Vaya con dios.

Vent! Vente! Espera!

- Vent! - Sir.

Vent! Vent!

Muchas gracias, señor.

- Tak. Muchas gracias. - Skal jeg tage den?

- Tak. - Okay...

Tak. Muchas gracias a todos. Tak.

- Undskyld det med rygsækken. - Ingen problemer.

- Jeg hedder Marcus Stamm. - Yossi Ghinsberg.

- Hyggeligt at møde dig. - I lige måde.

Jeg kunne ikke lade være med at forelske mig i Marcus Stamm.

En schweizisk lærer på sabbatår. Med en poets hjerte og en helgens sjæl.

Jeg havde aldrig mødt en som ham.

Det her var ikke værst. Jeg sagde til mine forældre, at jeg var væk i et år.

Men jeg tror ikke, at jeg nogensinde kommer tilbage.

Du er heldig.

- Godmorgen. - Godmorgen.

Hun synes om dig.

Nej, det er ikke muligt. Kevin?

Hallo! Kevin?

- Du godeste. - Kom her.

- Hvad laver du? - Marcus, hvordan går det?

Jeg troede, at du rejste hjem efter Patagonien.

Jeg besluttede at rejse til Cordilleras og tage nogle billeder.

- Her er min ven Yossi Ghinsberg. - Hej.

- Kevin Gale. - Hyggeligt.

I lige måde.

Kom her.

Jeg havde hørt om Kevin Gale.

Han var en legende i rygsækkredse. Han havde blaffet gennem Sydamerika-

og taget fantastiske billeder.

Jeg vidste også, at han var Marcus' bedste ven.

Jeg har kun været i Sydamerika i et par måneder.

Jaså? Hvad lavede du inden?

Levede et glamourøst liv på fiskerbåde i Alaska.

Det lyder skønt.

Så frøs jeg røven af i New York, hvor jeg tømte lastbiler.

Så tog jeg til Vegas for at søge lykken.

Hvad skete der?

- Jeg tabte alt. - Ja...

Men du fandt denne fyr, og det er uvurderligt.

Hvor kommer du fra nu?

Jeg tog til Chopicalqui i det sydlige Peru.

Der fotograferede jeg kondorer. Helt fantastisk.

Det er ulækkert.

Skål.

Hvad er det for noget?

Det hedder San Pedro.

Hvor lang tid tager det for San Pedro at virke?

Det mærker du.

- Der sker ikke noget. - Bare vent.

Stol på mig.

Jeg føler mig lidt svimmel.

Jeg tror, det er begyndt at virke.

Jeg flyver.

"Med den lange nat foran sig og tid til at afgøre fremtiden."

"Han lukkede øjnene. Det tager tid at leve."

"Det tager tid at leve." Det er vidunderligt.

Jeg burde sende bogen til far.

Synes han ikke om, at du rejser?

Det er ikke det, at han ikke synes om det, han forstår det bare ikke.

Så han synes, at jeg spilder mit liv.

Engang læste jeg det her i en bog:

"Den sidste menneskelige frihed er at vælge sin egen vej."

Ja, det ville være skønt.

LA PAZ, 15. OKTOBER 1981

I må undskylde ham. Han er amerikaner.

- Til højre, her. - Vi passer helt sikkert ind.

Det bliver fint.

Hola.

Buenos días.

Er du amerikaner?

Nej.

Ingenting er som junglen om natten.

Lydene er så levende. Insekter, fugle, alle dyrene.

Det er, som om de råber efter en. Elektriciteten pulserer.

Lige pludselig bliver der stille.

Og så er der tomt.

Kun dig og det, du leder efter.

Efter minerne og missionærerne er der intet tilbage.

Om en generation vil der ikke være flere indianere.

Det sidste af den skjulte verden vil være væk. Væk.

Og det er vel den, du drømmer om?

Den gemte verden. Det er derfor, du er her.

Yossi, jeg vil ikke lyde åndssvag.

Vil I være som alle andre turister? Alle kan tage til Machu Pichu.

Men vi kan tage ud i junglen og møde indianere, som ingen har set før.

Og Karl, som jeg har mødt, er en flink fyr og kan føre os dertil.

- Hvordan ved du, at Karl taler sandt? - Han vasker guld.

- Han er ven med indianerne. - Han kan have fundet på det hele.

De kender hinanden, de er venner. De omgås.

- De griner sammen. - Du mødte ham på gaden.

Han viste mig billeder. Af ham og indianerne.

Han siger, at floden er fuld af guld.

Hvordan kan du stole... Maden brænder på.

Ja, det stemmer.

Magisk. Tak.

- Det er noget vås, Yossi. - I kan da hilse på ham.

- Jeg vil gøre det. - Du virker helt solgt på idéen.

Jeg vil gøre det. I vil se, at jeg har ret. Afbestil jeres hjemrejser.

Afbestille turen hjem? Det lyder helt vidunderligt.

Det her er for dumt, Yossi.

- Sig, at han er tosset. - Marcus har ret. Det lyder som pjat.

Mød ham, så skal I se.

Dette kort er værdiløst. 1:500? Det er en joke.

Der er der og her. Jeg klarer navigationen.

Her er toromona-indianerne. Rio Colorado Chico.

Vi flyver til Apolo. Og så vandrer vi til Asriamas.

Så tager vi til Rio Colorado Chico.

- Det tager sikkert 3-4 dage. - Jeg har aldrig hørt om dem.

Netop.

- Du er fotograf, ikke? - Jo.

Her. Du kan tage fotos, som du kan få direkte i National Geographic.

Hvad siger I så?

Han vil have 50 dollar per person for at guide os.

Det er til fornødenheder. Han betaler dem tilbage senere i guld.

- Ja. - Du ville jo få ham på andre tanker.

Det ved jeg godt. Jeg har også mine tvivl, men...

Karl ved vist, hvad han taler om. Og jeg kan tage fantastiske billeder.

- Det bliver unikke billeder. - Kevin vil af sted.

Marcus, du skal tage med. Det bliver et eventyr.

- Ja. Okay. - Ja!

Ja!

Det her bliver alle tiders! Ja!

Hvem skal ind i junglen?!

Er det der virkelig nok?

Vi får mere mad i Asriamas. Ingen sulter i junglen.

- Hvad er det her? - Speed. Zippo.

- Man føler sig som en superhelt. - Okay.

- Vi har brug for et bedre kort. - Det findes ikke.

Der er ingenting på det.

Vi følger bare floden. I junglen er floderne ens bedste venner.

I betaler vel for det her?

- Vi betaler for det her. - Selvfølgelig.

Okay. Ingen ure eller tegnebøger.

Karl siger, at tiden ikke eksisterer i junglen. Man farer ikke vild.

- Man sulter ikke i junglen. - Uovervindelige, ja.

- Det bliver let nok. - Ja...

Jeg vil savne alle tingene.

Hvad er det der?

Jeg fik den af min onkel, inden jeg rejste.

Han sagde, den ville beskytte mig.

- Tror du på det? - Kevin...

- Hvad? - Jeg ved det ikke.

Jeg ved det ikke. Men han bar den på sig hele livet.

Og han overlevede krigen og lejren.

To dage efter at han gav mig den, så døde han.

- Ja. - Jeg tror, vi har plads til den.

APOLO, 4. NOVEMBER 1981

Det her er verdens sidste udpost.

Stadig i live, stadig vild.

Men ikke meget længere. Vi synes ikke om det vilde.

Vi synes ikke om det utæmmede. Vi er besatte af kontrol.

Sådan vi har ødelagt hele planeten.

Og vi klapper os på skulderen, fordi vi har lavet nationalparker med vagter.

For at beskytte det, der allerede er væk.

Hvorfor? Vi er bange. Junglen viser, hvem vi egentlig er.

Vi er bare en stor joke.

Vi har ødelagt det for os selv.

Det kan virke, som om stammerne lever i stenalderen.

Men sandheden er, at de er langt forud for os.

Usynlige. Gemt i Madidien.

Toromona-indianerne forstår, at de er en del af noget meget større.

De vil ikke have det, vi har. De er smarte.

De er virkelig frie.

For helvede! Få den væk!

- Hvad er der? - Noget ramte mig.

- Det var en flagermus eller sådan noget. - Hvor?

Noget fløj ind i mit ansigt. Jeg troede, jeg blev overfaldet.

Ja, det blev du. Af en dræbernatsværmer.

Det begynder at blive farligt her. Vi burde tage tilbage.

Gå til køjs, drenge.

- Er alt i orden med dig? - Jeg tror, jeg holder vagt lidt.

Åh nej. Dræbernatsværmerne er tilbage. De tager også dig, Kevin.

Væk med dem, ellers får du en pind i røven.

Fortsæt, det begynder snart at regne.

Regne? Der er ikke en sky på himlen.

Du sagde, at regntiden starter om to uger.

Sammenlignet med regntiden er det her kun en lille byge.

- Hvordan vidste du, at det ville regne? - Jeg ved alt.

- Du kan sikkert også tale med dyr. - Ja, med aber.

Sikkert.

Ikke for tæt på, for så begynder fibrene at brænde, så de går i stykker.

Ingen problemer. I morgen skaffer vi rigtig mad. Den er derude.

- Den venter på os. - Det bliver dejligt.

Du skal jo forsyne dine sultne børn med mad.

- Har I set Karl? - Han er gået i forvejen. Det er okay.

- For fanden, Marcus. - Lad mig se. Jeg har ting med.

Marcus, hold op. Fortsæt.

- Okay. - Af sted.

Vi har brug for mere end en machete.

- Karl! - Hør lige.