Never Look Away (Werk ohne Autor) (Werk ohne Autor)

Moderne kunst. Ja, mine damer og herrer.

Indtil nationalsocialisterne tog magten, -

- fandtes der i Tyskland "moderne kunst", som betyder, -

- hvilket man kan høre på navnet, en ny slags kunst næsten hvert år.

I det nye Tyskland vil vi have tysk kunst, -

som skal, som alle kreative værdier, -

baseres på noget bestående.

Men hvis kunsten ikke repræsenterer disse eviggyldige værdier, -

så har den ingen højere værdi i dag.

Tyske kvinder forhånes og afbildes som prostituerede.

Soldater fremstilles som mordere og ofre for meningsløse massakrer -

- i tråd med ånden fra den bolsjevistiske klassekamp.

Folket skal miste den respekt for soldaterne, -

som vi ellers bærer i hjertet.

Og vanviddet, sindssygdommen, ophøjes til at være det højeste princip.

Skal man virkelig antage, at der findes mænd, som ser deres landsmænd -

som forkomne kretinere?

Folk, som ser markerne som blå, himlen som grøn og skyerne som svovlgule?

De ville dog nok sige "opleve" og ikke "se". Der er kun to muligheder.

Enten ser disse såkaldte "kunstnere" virkelig alting på den måde -

og tror dermed på det, de maler.

Så vil det være nyttigt at afgøre, om deres synsfejl -

skyldes en ulykke eller er nedarvet.

Uanset hvad er det dybt beklageligt for disse uheldige individer.

I sidste fald bør Indenrigsministeriet informeres, -

- så vi kan sikre, at en så grusom øjenlidelse -

- ikke gives videre til fremtidige generationer.

Den anden mulighed er, at de ikke selv tror på det, de afbilder, -

- men har andre grunde til at belaste nationen med dette humbug.

I så fald hører det her ind under straffeloven.

Hvad har det her med kunst at gøre?

Hvorledes opløfter det sjælen? Hvordan demonstrerer det en kunnen?

Kunsten udspringer af en kunnen.

Det der kan du også lave.

Jo, det kan du da. Prøv engang. Når du er færdig, så spørg dine forældre, -

om de vil give en groschen for det.

Vil I vide, hvor meget de betalte hr. Wassily Kandinsky for det her?

2000 mark. Mere end ét års løn for en tysk arbejder.

Hvad arbejder din far med?

Lige nu har han ikke noget arbejde.

2000 Mark finansieret af det tyske folks skattepenge.

Vi har sørget for, at folket...

Måske vil jeg alligevel ikke være kunstmaler.

Sig det ikke til nogen, men jeg kan godt lide maleriet.

UDSTILLING AF DEGENERERET KUNST

Tante Elisabeth, så du, hvordan de kiggede på dig?

På mandag vil ingen kigge på mig. De vil stå og hylde Føreren.

- Goddag. - Jeg synes, at du er bedre end Hitler.

- Goddag. - Goddag, unge dame.

De har nevøen med på udflugt.

- Ja. - Tak.

- Jeg ønsker Dem en god tur. - Tak.

Derovre lå vores lejlighed.

Hvad savner du mest ved Dresden?

Nogle gange hjælper det at tale om det.

Jeg ved godt, hvad du savner mest. Pigen med de røde rottehaler.

Hvad hedder hun nu? Johanna?

- Johanna, ikke sandt? Din elskede Johanna. - Ikke kun Johanna.

- Hvad savner du ellers? - Schröders.

Det gamle ægtepar, som boede i ejendommen.

Dem, som altid holder hinanden i hånden ligesom små børn.

Dem kan jeg godt lide.

Og deres gravhund, Thilo. Han kommer altid, når jeg kalder.

Der er kun 45 kilometer fra os til Dresden. Du kan besøge dem, så ofte du vil.

Men du har ret. Dresden er ikke til at slå.

Ved du hvad? Jeg synes, din far er stærk, fordi han ikke vil være med i partiet.

Blot en underskrift, og så kunne han have beholdt sin stilling og lejligheden.

Far synes, det er forbryderisk, den måde, nazisterne...

Det ved jeg godt. Du taler ikke sådan til nogen andre, vel?

Mor siger, at hun nok skal få ham ind i partiet.

Når krigen er slut, vil medlemskabet være hans kapitel.

Kapital.

- På gensyn, frøken May. - På gensyn.

- Hold lige den her. - Har du glemt noget, tante Elisabeth?

Eddie, hende Maypigen er her igen. Lad os gøre hende en tjeneste.

- Kai? - Klar.

- Fint. - Samtidig.

Godt. På tre. En, to, tre.

Pas godt på Dem selv.

Tak.

At male et billede, der får dig til at føle det.

Det er det, de prøver på, de "degenererede" kunstnere.

Elisabeth, du kommer for sent igen. Og hvor ser du ud.

Ud med brystet. Op med hagen.

Du skal op i første række. Kom.

Du overrækker ham buketten.

Du skal ikke kigge væk.

Du må aldrig kigge væk, Kurt.

Alt, der er sandt, er smukt.

Denne tone...

Den rummer al musikkens kraft.

Al livets kraft. Hele universets kraft.

Folk søger efter teorien om alting.

Men den findes lige her.

Her.

Kan du høre det?

Det tostregede A på familien Mays Blüthnerklaver i Großschönau.

Og nu, hvor jeg har fundet den, -

så kan jeg spille den overalt.

På bordet...

Kan du høre det?

Sågar på mit hoved.

- Tante Elisabeth, du bløder. - Sågar på mit hoved.

Elisabeth!

Åh gud, hvad er det, du laver?

Jeg spiller en koncert for Føreren.

Ungdomssløvsind. Det lyder nærmest harmløst.

Mild skizofreni, ungdomssløvsind. Jeg kan godt høre jer.

Men ikke noget, der ikke kan helbredes med et lille hvil.

- Et lille hvil i...? - En anstalt, ja.

Kan vi prøve derhjemme først?

Hun har arbejdet så hårdt for at få sin eksamen og begyndte på sekretærskolen...

Elisabeth?

Måske har hun bare overanstrengt sig.

Er det Deres kone?

De kan ikke holde hende ud, vel? Jeg kan se det på Dem.

Elisabeth!

Vær rar at vente udenfor, til vi har talt færdig. Jeg siger det ikke en gang til.

Da skizofreni er arveligt, er jeg nødt til at spørge Dem.

Er der andre tilfælde af sindssygdom i Deres familie?

Du godeste, nej.

- Depression? - Vi er alle lystige mennesker.

Vi læger sørger for, at folket er sundt og rent.

Jeg må indberette det her til myndighederne. Beslutningen om indlæggelse er ikke jeres.

Dr. Michaelis...

Franz. Jeg kendte Deres forældre og sågar Deres bedsteforældre.

Vær rar ikke at indberette dette.

Siden det er Dem, fru May.

Men De må fortælle mig det straks, hvis hendes tilstand forværres.

- På gensyn. - Heil Hitler.

- Ja, naturligvis. Heil Hitler. - Heil Hitler.

- Omstillingen. - Stil mig om til Folkesundhedsrådet.

- Farvel. - Fru May, vi skal af sted nu.

- Pas på dig selv, søster. - Vi vil savne dig.

Det er bare et par uger.

Vi ses snart igen.

Farvel, Ehrenfried.

Farvel. Vi vil savne dig.

- Jeg vil ikke, mor. - Kurt, gå indenfor igen.

- Kurt. - Jeg vil ikke!

Tag fat i hendes ben.

- Har du fat i hende? - Ja.

- Kom. - Hold hende.

Hun falder til ro om lidt.

Skopolamin. Det virker hurtigt.

Vi spænder hende fast.

- Hendes kuffert. - Naturligvis.

- Her er hendes ting. - Nuvel.

Du må aldrig kigge væk.

Ærede kolleger.

Tillad mig at lykønske jer.

Siden lovens indførelse har vi haft det hidtil laveste antal ufrugtbare folk.

400.000 personer. Et flot tal.

Et bidrag til arisk renhed, fremtidige generationer vil takke jer for.

Det er mit håb, at vi en dag vil leve -

- i en verden, hvor gaderne er fuldkommen fri -

- for mongoler, sindssyge og andre vanfødninge.

Men det er tid til at øge indsatsen.

På grund af de britiske luftangreb har vi brug for flere hospitaler.

Vi kan ikke tillade en situation, hvor en såret tysk soldat -

- afvises på et hospital, fordi sengen er optaget af et menneske uden værdi.

Hvordan kan vi bidrage? Hvad kan vi gøre?

Tak for det spørgsmål, Carl.

Mine herrer, fra nu af er I ikke kun læger og SS-officerer.

I er konsulenter ved Arvesundhedsretten. Og hvad betyder det så?

Enhver patient, I har steriliseret, og hvis journal I har mærket -

- med et blåt minustegn, forbliver i anstalten.

Hvis vi her finder et rødt plustegn, -

- kan vi forstå, at dette liv er uden værdi, -

- og så vil patienten blive flyttet til en af tre særlige anstalter -

- og blive udfriet fra sin meningsløse eksistens.

Jeres pen... er jeres sværd.

Undersøgelse og indledende samtale. Elisabeth May, 23 år.

- Steriliseringen skal foregå kl. 15:45. - Tak.

Gå ind. Kald ham "hr. professor".

Du kan sætte dig ned der.

Har Deres datter malet det der?

Hvorfor tror du, at du er her?

Fordi jeg ikke tænker helt rigtigt indimellem.

Ved du, hvilken type klinik det her er?

En gynækologisk klinik.

Hun er sød, Deres datter.

Det kan jeg se på billedet.

Hun har ikke just et kunstnerisk talent.

Det glæder Dem muligvis.

Men der er lagt masser af hjerte i det.

Jeg har en nevø på samme alder. Han har desværre talent.

Jeg tager ham med på udstillinger for at anspore ham.

Godt. Læg dig op i stolen i det tilstødende lokale.

- Tøjet kan du... - Jeg vil tale med professor Seeband!

Undskyld mig et øjeblik.

Jeg har forsøgt at få ham i tale i ugevis!

- Jeg har ret til at tale med ham! - Undskyld. Jeg kunne ikke stoppe ham.

Hr. Lohse-Wächtler.

De spurgte mig, om jeg vil have min datters lidelse videreført til næste generation.

Det er derfor, jeg gik med til operationen. Men hvad med hendes lidelser nu?

- De er en tysk mand. Bevar fatningen. - Og mine lidelser?

- Jeg vil ikke fortsætte samtalen i den tone. - Jeg melder Dem, professor Seeband.

- Til Rigslægerådet. - Gør De bare det, hr. Lohse-Wächtler.

De er læge og har aflagt et løfte. Slip mig!