Hasan Minhaj: Homecoming King

EN ORIGINAL COMEDY-SPECIAL FRA NETFLIX

DAVIS SKOLEDISTRIKT

Hvad så?

Hvad så, Davis?

Jeg er hjemme.

Jeg måtte bare tilbage!

Netflix spurgte: "Hvor vil du optræde? L.A., Chicago, New York...?"

"Davis, Californien", sagde jeg.

Det har...

Det har været et godt år.

Jeg er lige blevet gift. Mange tak. Tak.

Tak. Jeg har brug for bifald. Det er en tung ring.

Det er en omvendt Ringenes Herre.

Da jeg fik ringen, mistede jeg mine kræfter. En anderledes Ringenes Herre.

"Kompromis: Tag ringen, Sam."

Filmen er slut på otte minutter. Det er ikke en fortælling på 90 timer.

Vi har lige haft vores første bryllupsdag. Et år er gået, der mangler en evighed.

Det lyder frygteligt.

Men det gode ved det er, at det føles så befriende nu.

For jeg vil skide på mine singlevenner.

Jeg tænker ikke på nogen af jer, og det føles så godt.

I sidder jo bare derhjemme og swiper efter kærlighed. Og brokker jer.

"Hvor finder man folk?"

"Smilehuller? Af med knoppen!" Som en kejser. "Brunetter? Ellers tak!"

Men arbejder man på Subway, må man ikke være kræsen. Vi bliver blødsødne.

Tænk, at mine forældre aldrig så hinanden fysisk først.

For 30 år siden, i en landsby med 990.000 indbyggere, hvilket er en indisk landsby,

hørte min far, hvordan snakken gik om en kvinde ved navn Seema, min mor.

Seema var drømmepigen, drenge.

I 1982 kunne Seema få... Tjek lige den røde langan. Hjerteknuser!

Hun var som en iPhone 8.

"Har I hørt om Seema? Hun er slank. Hendes familie har et kamera."

Og min far: "Hvad? Et kamera?" Han løb hjem til min farfar og sagde:

"Jeg skal til USA. Jeg vil giftes med Seema."

I løbet af ti minutter havde han giftet sig med en kvinde, han aldrig havde set.

Hører I? Som Tinder uden billeder.

"Det vil jeg have i resten af mit liv. Hun er forhåbentlig en rar person.

Lad os flytte til USA, hvor vi ikke kender andre."

Jeg er så glad for deres valg.

Najmi gifter sig med Spørgsmålstegn. De flytter til USA. De får mig.

At falde ud af sin mor minder om ejendomsmarkedet. Beliggenhed er alt.

Er man brun og bliver født her, er succesen hjemme.

Vi er rappere med succes.

Det vilde er, at jeg ikke engang ved, hvad X-Men Origins -historien gik ud på.

Det er åndssvagt, for vi ved intet om vores forældre, og de ved intet om os.

Man spørger: "Hvad er din yndlingsfarve, far?". Han svarer: "Stanford."

"Nej, jeg vil vide mere om dig." "Hvorfor? Kom ind på Stanford."

Jeg tror, at det er fordi, at indvandrere elsker hemmeligheder.

De elsker dem.

De elsker at holde tæt og lukke alt ud efter 30 år, når det er irrelevant.

"Er mor ninja, og far er kommunist? Hvorfor fortæller I det nu?"

Samtaler med min far minder om en film af M. Night Shyamalan:

Halvanden times opbygning uden klimaks.

"Er den slut?"

Min far og mor bliver gift, de flytter til USA og får mig i Davis, Californien.

Så tager min mor tilbage til Indien for at afslutte lægestudiet.

Så i mine otte første leveår er det kun min far og mig. Der var kun os to i USA.

Minus den betingelsesløse kærlighed.

Brun kærlighed er fuld af betingelser. På billedet siger han: "Få kun 12-taller."

Det er rigtigt.

Jeg voksede op her. Jeg gik på Pioneer... Jep!

Men Davis var kridhvid. Lidt som i aften...

Det var altid en kamp at blive råbt op for mange af os.

- Hvad hedder du? - Jasura.

Hvad blev det til?

- Jasuriah. - Jasuriah?

Jeg kom til at hedde Hanson Minaja...

Sahan Minha.

Saddam Hussein.

- Det var engelsklæreren. Hvad hedder du? - Biju.

- Hvad blev det til? - Et tomt blik.

Jeg er den eneste brune på skolen. Min far er den eneste brune på arbejdet.

Det forener os, og derfor gør vi alt sammen, hvilket er nederen.

Har man en indvandrerfar, må man prøve at forstå ham.

Der er onkler her i aften, som er helt stille. I skal dø. Grin, for fanden!

Du ler ikke. Hvorfor ler du ikke? I er altid stressede og trætte.

Væk en indvandrerfar efter en tolvtimerslur, og han vil sige:

"Hvorfor skal jeg betale skat?" Man bliver bare... Du godeste!

Vi foretog os alt sammen. Jeg kan huske, når vi skulle købe ind.

Vi gik rundt blandt varerne, og min far kunne tage en yoghurt.

"Åh, yoghurt."

Eller mælk. "Åh!"

Jeg så på ham og tænkte: "Min far hader yoghurt."

"Han hader mælk."

I dag forstår jeg hvorfor. Livet er hårdt, og man ved ikke altid, hvad man gør.

Han har et barn, som ikke just gør livet nemmere for ham.

Jeg tager en sodavand, og han... Men jeg er et barn, jeg er udødelig.

Så falder jeg i mine velcrosko og taber sodavanden, som eksploderer.

Og så gør min far det, som de fleste brune forældre ville gøre:

Han undersøger, om der er fri bane.

Så får jeg en syngende lussing.

Det kan jeg lide. Tak.

Nogle af jer genkender det.

Og til den frisindede hvide skyldfølelse: Indvandrere slår ikke deres børn, som jer.

Amerikanere slår, så det skader fysisk. Indvandrere slår, så det rammer sjælen.

Som et mentalt Guantánamo.

Jeg ved, at nogle af jer siger: "Dette er Davis, okay?

I radioen siger Ira Glass, at børnene er vores fremtid."

Har I set NBC-serien The Slap ?

Det er en serie om et hvidt barn, som får en lussing til en børnefødselsdag.

Seriøst?

Tretten afsnit om et lille barn? Tager I pis på mig?

Brune børn får flade til hver eneste børnefødselsdag, for fanden!

Oftest går det ud over fødselsdagsbarnet, mens vi står og peger fingre og griner.

"Biju fik en flad til sin fødselsdag!"

Det er det, som gør os hårde og robuste.

Det er derfor, vi bliver hjertelæger og vinder stavekonkurrencer.

Lussinger er vigtige. De er præstationsfremmende.

Har I set, når indiske børn vinder stavekonkurrencer? Det er ufatteligt.

Der kan man tale om is i maven.

Man går ikke i stå, når man har fået flade foran kameraet.

- Han kan da stave til "knaidel". - Knaidel.

Se. Ikke en mine. Ikke en mine!

Han er 12 år. Ikke en mine.

Han har lige vundet 30.000 dollar. Ikke en mine.

Folk undrer sig over, hvor det kommer fra. Se på forældrene.

KÆRLIGHED MED BETINGELSER

Sønnen har lige vundet Scripps stavekonkurrence.

Broderen tænker: "Jeg er færdig. Kravene er for store. Jeg begår selvmord."

Folk spørger, hvor Bobby Jindal kommer fra. Derfra. Det er en indisk sociopat.

Når jeg taler om det her, siger folk altid, at mine forældre ikke elsker mig.

Det tror jeg nu nok, at de gør.

Men jeg tror ikke, de har hentet software, der viser, hvordan man bliver superfar.

De mangler nogle apper.

Fødselsdage er ikke lige dem.

Hver eneste indvandrerfar, som er flyttet til USA, tænker...

"Tillykke!"

Starbucks, Wi-Fi, motorveje... "Nu er det slut med fødselsdage. Bliv præsident."

Til et interview skulle jeg beskrive mit første fødselsdagsminde.

"Skal jeg det?"

Jeg fylder syv år.

Min far vækker mig tidligt om morgenen. "Op med dig, Hasan! Hop ind i Camry'en."

Indvandrerens bilvalg.

Vi sætter os ind i Camry'en og kører fra Davis til Sacramento.

Dengang var der kun ét indkøbscenter, Arden. Vi når til vejkrydset.

Til venstre ligger alle børns drømmeland:

Toys 'R' Us. "Nøj", tænker jeg.

"Far har set mit Toys 'R' Us-katalog på væggen.

Han så mit visionboard.

Han så den blå BMX, jeg ønskede mig. Han vil overraske mig.

Drej til venstre, drej til venstre...

Drej... til venstre."

Så drejer han til højre, og jeg udbryder: "Et byggemarked? Nej!"

"Hvad skal vi her? Ved du ikke, hvilken dag det er i dag?"

"Lørdag." "Nej, min fødselsdag. Har du glemt det?"

"Hvordan skulle jeg kunne glemme din fødselsdag, Hasan?

Derfor tog jeg dig med. Du får lov til at vælge dørhåndtag til badeværelset."

Og jeg...

"Hvorfor ikke også lade mig vælge toilettet? Du skider jo på mine drømme."

Men det sagde jeg ikke, for så havde jeg fået en flad.

Da så jeg generationskløften mellem os og vores forældre.

Man slås med sine forældre, men man har kun et begrænset antal udspil.

Det ved I godt, ikke? "Vil du ikke være læge?" Det er et udspil.

"Giftes med en hvid pige?" Et stort udspil.

Jeg kunne have råbt: "Jeg vil have den cykel, far!"

Men jeg tænkte: "Spar på udspillene. Du får brug for dem senere."

Jeg var fremsynet som seksårig.

Min mor kom på besøg og var verdens bedste mor.

Et år kom hun over på skolen og gav mig et Ghostbusters -sæt.

Sådan et med hjul, rygsæk og spøgelsesvåben...

Jeg mejede hele Pioneer ned.

De andre børn gik helt amok: "Hvad? Er Saddam Hussein spøgelsesjæger?"

"Ja! Og en brunhudet en af slagsen. Tag den!"

En af de bedste dage i mit liv.

Men så tog hun tilbage til Indien, og jeg indså, at jeg ikke ville have legetøj.

Jeg ville have min mor, en familie.

Jeg var meget emo, næsten en lille Drake. Jeg savnede hende.

"Hvornår kommer hun tilbage? Jeg har brug for hende.

Jeg har brug for den pige.

Jeg har brug for hende i mit liv.

Jeg har brug for hende. Hun ringede altid."

Far sagde: "Når hun får et visum." Den slags betyder meget for os.

Uanset hvad folk siger, er det svært at komme ind i USA.

Det er ikke som et ødelagt kondom.

Otte år.

11. august 1993, jeg er så spændt.

Jeg tager min Ghostbusters -rygsæk på og står bare der.

Far siger: "Tag indisk tøj på." "Godt, jeg er en indisk spøgelsesjæger."

Jeg tager en salwar kameez på.

Døren åbner sig.

Min far kommer ind.

Min mor kommer ind.

Bag min mor kommer en lille brun pige med grydehår.

Hun løber hen og omfavner mig: "Hasan bhai !"

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med mine hænder. Jeg ved jo ikke, hvem hun er.

Der var sket det, at min far tit havde besøgt min mor i Indien.

På en af sine rejser bollede han hende tyk.

Og jeg fik en søster.

Men ingen havde sagt noget.

Husk på, at indvandrere elsker hemmeligheder. Denne er enorm!

Han spørger, hvorfor jeg ikke krammer hende. "En indvandrer, far?"

"Du er trods alt hendes bror." Og jeg: "Nej!"

Hun breakdanser, og jeg tænker: "Hvem fanden er du?"

"Ved du ikke det?" "Nej," svarer jeg.

Jeg hadede den brune pige inderligt. Jeg var helt med på den mur. "Byg den!"

Jeg var en lille republikaner. Nu forstod jeg det.

Jeg husker, at jeg gav mine forældre klar besked: "Mor, far, lad os være ærlige!

De der brune mennesker... I guder!

De kommer hjem til os...

Spiser vores frugtstænger...