Badehotellet

Av.

— Uh! — Hvad i alverden?

— Det må du nok sige. — Jeg blev så forskrækket.

Jeg havde nær spildt kaffen.

Åh nej, fru Frigh.

Tak. Det er vist bedst, at jeg selv...

— Den pæne kjole. — Og vores kaffe.

Jeg hældte kaffe ud over fru Frighs kjole. Det var flyvemaskinen.

Jeg troede, den ville flyve lige ind i hotellet.

— Mor, så du flyvemaskinen? — Nej.

— Utrolig frækt at flyve så lavt. — Jeg har fundet en sten med hul i.

— Nej, hvor er den flot. — Den skal mormor se.

— Dagens høst. — Det er ikke for meget for Dem?

Nej, nej. Hun er den sødeste pige.

Jeg har altid set frem til mine somre her. At gense alle dem, jeg kender.

— Åh, hr. Aurland. Er De tilbage? — Ja.

— Så De flyvemaskinen? — Ja, det var vanskeligt andet.

— Skal jeg komme op med en kop kaffe? — Er det Deres arbejde?

— Jeg kan sige det i køkkenet. — Det må De gerne. Tak.

Jeg skal nok sige det til dem derude. Gå De bare op til Frida.

Det lød, som om flyvemaskinen landede lige herovre på engen.

— Sikke en fin sten, Frida fandt. — Ja.

— Fra Uwe? — Hans far er i Hamborg.

Han er ked af, at jeg ikke kan besøge Uwe, så han har sendt mig det her.

Sikke et fint billede. Jeg tager ind og henter far ved toget.

Spændt på hans humør, nu vi fik lov til at tage vognen.

Nu skal De bare se.

Ja, det er så vores hyggelige hotel.

Well, well, well. Meget charmerende.

— Georg? — Nå, det er jo min hustru, Therese.

Min datter, Amanda, har hotellet.

Det er hr. Seerup, som kommer fra Amerika.

Goddag.

Goddag. Jeg var på vej ind for at hente dig.

— Er I kommet med vognmanden? — Næ, med flyvemaskine.

— Var det jer? Oppe i den maskine? — Gu var det os. Fra Aalborg.

Hr. Seerup ville flyve hen over sit barndomshjem.

Jeg var curious, om der var noget tilbage.

— I left Denmark... 33 år siden. — Det lå der endnu.

Jeg havde glemt, hvor lille det var.

Fordi alting er meget stort derovrefra, hvor De kommer.

— Jeg har lovet hr. Seerup værelse 1. — Heldigt, at det er ledigt.

— Hvor længe bliver De? — Til i morgen.

Han skal til fest nede i Rebild.

— Javel. Nu skal jeg vise Dem op. — Nej, nej. Det gør jeg.

Nu skal De se. Det er den her vej. Det er jo hotellets bedste værelse.

Værsgo.

— Hvor kender far ham fra? — Jeg aner det ikke.

Nå, nu skal De se. Det er lige herinde.

— Hvem fanden er I? — Jeg hedder Trine.

— Og De? — Lily.

— Lily. — Vi er de nye stuepiger.

— Ja. Er I færdige? — Vi mangler lige...

Vi har bagage, I kan hente på engen.

— Engen? — Spørg Amanda, hvor engen ligger.

Pigerne...

— De taler jysk. — Ja.

Det er piger, der kommer heroppefra.

— Det er som at høre min mor. — Ja, det må det vel være.

"I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme."

H.C. Andersen. "I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme."

"Der har jeg rod, derfra min verden går."

"Du danske sprog, du er min moders stemme."

"Så sødt velsignet du mit hjerte når."

Det var det sidste, min mor sagde, da jeg rejste.

"John... glem aldrig, hvor du kommer fra."

Det...

— Fem minutter, så var vi færdige. — Gæsterne bestemmer.

Ja. Men det er da vores arbejde.

— Turde du at sidde i sådan en? — Hvordan skulle jeg komme til det?

Lad mig tage den der. Jeg kan sagtens tage den.

Det kan jeg også.

— Lykkedes det med kjolen? — Jeg har lagt den i blød.

— Men ellers bør hr. Madsen betale. — Hr. Madsen?

Har De ikke hørt det? Det var ham, der var oppe i flyvemaskinen.

— Sammen med en herre fra Amerika. — Som skal til festen i Rebild.

— Hvad laver han så heroppe? — Ja, det må De nok sige.

De så vel flyvemaskinen? Jeg hørte, hvem der var med. Hr. Madsen.

— Madsen? — Og en gæst.

En dansker bosiddende i Amerika, som deltager i Rebildfesten.

Typisk med en, man ikke kender. Jeg havde glædet mig til en ferie sammen.

Skulle vi ikke høre, om drengene er kommet frem? De skal cykle til Hobro.

— De har jo lovet at ringe. — Der er telefon.

Det er til hr. Weyse. Han sagde, det var fra teatret.

Arthur Bonderose! Ham orker jeg ikke.

— Helene, han vil kime mig ned. — Skal jeg sige, De ikke er her?

Ja. Og at du ikke aner, hvornår jeg kommer tilbage.

Hr. Bonderose skal iscenesætte den første forestilling efter ferien.

Manden er dilettant. Jeg fatter ikke, hvorfor teatret engagerer ham.

Vi sætter hr. Seerup ved mine forældres bord.

Ja. Det regnede jeg også med. Jeg vil blive spurgt, om han har mærker med.

— Mon dog. Han kommer fra Amerika. — Det var nemmere med hr. Dupont.

— Han fik bare alle gæsternes mærker. — Det går fint.

Jeg er glad for, hun ville komme tilbage.

Har vi fået rationeringsmærker fra den nye gæst?

— Jeg tror ikke, han har nogen med. — Så er der ikke noget smør til ham.

Jeg har vejet op til tre personer.

Han kommer lige fra Amerika.

Jeg sagde det. Det er mig, det går ud over, hvis der kommer kontrol.

Næste gang er det bøde. Gæsterne skal have smør hele sommeren.

— Vi kan også give det hele til dem? — Det er nok ikke en god idé, Martha.

Hr. Seerup kan få min ration.

Og hvor er Trine og Lily? Vi skal i gang med frokosten. Det tog sin tid.

— Vi skulle op på engen efter bagage. — Og blive færdige på værelse 1.

Sådan er det at være stuepige, Trine. Da jeg startede...

Kunne I knevre, mens I arbejder? Vi skal pille rejer og skære tomater.

— Hvad er der med hende? — Den nye gæst har ikke mærker.

— Får jeg at vide, hvad der sker? — Lad mig nu lige komme ind, ikke?

Hvem er han? Hvor kender du ham fra?

Tag det nu lidt roligt.

— Jeg har mødt ham nede i Nyhavn. — Var dit møde ikke i magistraten?

Jeg blev jaget rundt inde på rådhuset med nye krav.

Vores byggeri på Amager kommer aldrig i gang.

Til sidst måtte jeg gå. Jeg tog ned i Nyhavn og fik en bid brød.

— Vær så artig, hr. — Tak.

— Så du spiste frokost? — Og fik kaffe.

— Og? — Hør nu efter, Therese.

— Det er ikke danske penge. — Nej, dollars.

— Jeg har ikke danske kroner. — Vi tager ikke udenlandsk betaling.

Jeg har ikke andet. Jeg er kommet med damperen fra Amerika.

Hvis De ikke kan betale, må jeg kontakte myndighederne.

Jeg skal nok betale for den herre der.

Javel.

Det er venligt af dem. Jeg var ikke klar over, det kunne være et problem.

Han er for dum til at vide, hvad han går glip af.

Nej, nej, nej. Vil De ikke sidde ned?

Jeg kunne ikke undgå at overhøre, at De er fra Amerika.

— De bor der måske? — Ja. Det har jeg gjort i mange år.

Nå. Hold da op. Og hvad laver De så derovre?

Typisk mænd. Det er det første, de spørger om.

Han bygger huse. Han har bygget alle skyskraberne ovre i Milwaukee.

— Det pralede han af? — Han behøver ikke at prale.

Vi fulgtes med dansk—amerikanerne. De skulle til Rebildfesten.

De fortalte, hvem han er. Den rene Rockefeller.

Hvad laver han så her?

Therese, jeg er så træt af at rende fra Herodes til Pilatus for at bygge.

I Amerika er der ingen, der blander sig, når du bygger.

Så du vil bygge i Amerika?

Ja, selvfølgelig vil jeg det.

Grundpriserne er de samme, men når du så bygger op —

— så er det overskud, overskud, overskud.

— Og det vil hr. Seerup hjælpe med? — Selvfølgelig vil han da det.

Jeg må hellere sørge for, at han er blevet placeret ved vores bord.

— Weyse, De skal hilse på hr. Seerup. — Goddag.

— Dem har jeg da set før. — Nå. Det er da ikke utænkeligt.

Det var Dem, der var ude at bade, da vi kom flyvende, ikke?

— Hr. Weyse er skuespiller. — Nå. I see.

— Det kan være, De har set hans film. — Det tror jeg ikke.

Sådan nogle flade komedier bliver ikke vist i Amerika.

Hvor længe skal De blive?

— Kun til i morgen. — Det var da dejligt.

— Flade komedier. — Det var for sjov.

Er det sjovt, at Madsen er en dikkende lammehale?

Undskyld... Fru Berggren er oppe hos sin datter.

— Hvad? — Så jeg måtte tage telefonen.

— Nå. Tillykke med det. — Det er til Dem.

Mig? Åh, teatret igen. Sig, at jeg ikke er her.

Men jeg har lige sagt, at De sad og spiste frokost.

— Lille frøken... — Lily.

Ja, lille frøken Lily, der er meget, De skal lære.

Og det første er aldrig at sige, at jeg er her, før De har spurgt mig.

— Undskyld. Det vidste jeg ikke. — Tag nu den telefon, Edward.

Ja, hallo?

Næ, direktør Konradsen.

Har De ringet flere gange? Jeg troede, De var hr. Bonderose.

I dag fortryder jeg, at jeg ikke gik på pension for længe siden.

Otto Bonderose iscenesætter ikke den næste forestilling.

Nej, virkelig? Nå. Jamen det var da... trist.

Da han hørte, De havde hovedrollen, så fik han er nervesammenbrud.

Vil De fortælle, hvad De gjorde ved hr. Bonderose sidst?

Jeg gjorde ikke det fjerneste andet end at passe mandens arbejde.

Jeg har aldrig i mit liv oplevet en iscenesætter, der var så famlende.

Det er nemt at iscenesætte?

Det var blevet en anden forestilling, hvis man havde fulgt hans ønsker.

Jeg har været i kontakt med flere iscenesættere —

— der ikke kan træde til med så kort varsel.

Siden De synes, det er så nemt, kan De overtage forestillingen.

Intet problem. Intet problem, min kære direktør Konradsen.

Jeg skal hjertens gerne overtage.

Du kunne da ikke drømme om at instruere.

Men direktør Konradsen har jo ret. Jeg har alligevel alt besværet.

Så nu skal du arbejde? Så skulle du ikke have jaget drengene på cykeltur.

Det var dem, der ville af sted.

Og jeg skal holde ferie sammen med dig.

Arbejdet må vente. Det kommer til at gå som en leg.

Nej! Det havde jeg fuldstændig glemt.

Jeg skal jo spille sammen med teatrets ingenue, Ebba Kold.

Yndig pige. Meget talentfuld.

Jeg glæder mig til at forme den uslebne diamant.

Jeg bryder mig ikke om den måde, dine hænder bevæger sig på.

Slet ikke på den måde. Puha.

Alice Frigh.

Jeg har sagt, du ikke skal ringe hertil. Hvem sagde du, at du var?

Prokurist Berthelsen! Du er skamløs.

Nej, du skal ikke komme her. Fordi det ikke vedkommer de andre.

Så må vi vente med at ses. Det overlever du nok.

Ellers må du tage nogle kolde dukkerter. Jeg klarer mig fint.

Du har alt for høje tanker om dig selv.

Nå, undskyld.

Jamen så send aftalen herover. Tak. Farvel, prokurist Berthelsen.