Yours Sincerely, Kanan Gill

Vær søde at byde Kanan Gill velkommen til scenen.

Godaften.

Hej. Hvordan går det?

Det er godt at være i Indien.

Jeg har rejst meget rundt i verden i år.

Det er godt at være i Bangalore,

hvor vi ikke behøver at smalltalke.

Ikke et ord. Det bedste ved Indien er,

at man kan kigge en, man ikke kender, i øjnene

og bare gå lige forbi vedkommende.

"Du fortjener ikke en interaktion."

Det er ikke tilfældet i andre lande.

Jeg var i Nordamerika og skulle have kaffe,

hvilket er nationalsport der.

Det er en hel... Først skal man sige:

"Hej. Hvordan går det?"

"Jeg har det godt. Og dig?"

"Jeg har det også godt. Varmt udenfor, ikke?"

"Det er varmt."

Så kan man begynde at tale.

På den tid er Indiens population fordoblet.

Vi smalltalker ikke. Vi har 'big talk'. Hvis man taler med en tante:

-"Hej beta." -"Hej."

"Hvad er din årlige løn?"

Jeg har ikke været væk længe. Jeg kom tilbage, og alt er anderledes.

Alle lufthavnene er nu "stille lufthavne."

Ja, de annoncerer ikke ting i lufthavnene mere.

Grunden til, at jeg ved det, er, at de kom med en annoncering...

for at sige, at der ikke ville være flere... annonceringer.

"De damer og herrer, vi vil bare fortælle,

at dette ikke vil ske mere.

Bortset fra denne her...

...som vi vil gentage hvert tredje minut."

De gør det for at undgå støjforurening.

Indiens største problem.

Landet løber tør for vand, de tænker:

"Så dør de da uden støj."

Så for at forebygge denne støjforurening, ingen annonceringer.

Folk skal stadig nå deres fly,

så det, de gør, er, at de sender fyren fra flyselskabet

hen personligt

og skriger en i ansigtet.

Sådan undgår vi støjforurening!

Før var der en enkel annoncering.

"GoAir Goa-passagerer, gå til gate nummer tre."

Nu er det en fyr, der går rundt.

"GoAir!

GoAir!

Goa!"

Han siger ikke engang, at han er fra GoAir.

Han virker som en fan af flyselskabet. "GoAir!"

Når de leder efter en passager nogle gange, ikke?

Fordi det bare er en mand, der står og råber,

ligner det et par, der skændes.

Han står der: "Hr. Patel!

Hey! Vi flyver nu!

Du sagde, du skulle med!

Så lad være med at love ting,

du ikke kan holde, hr. Patel!"

Tak til jer alle for at komme til dette show.

Det er god tidsfordriv, ikke?

At se comedy, ikke?

Det er er indisk koncept,

tidsfordriv.

Tidsfordriv er både en aktivitet

og en vurdering...

af en aktivitet.

Det er begge dele.

"Hvad laver du?" "Tidsfordriv."

"Hvordan var showet?" "Tidsfordriv."

Det er der værste, man kan sige om et show.

"Hvordan føltes showet?"

"Som om tid gik."

Men i Indien praktiserer vi tidsfordriv. Det viser, hvordan vi tænker.

Det betyder, at jeg er der. Tiden går. Det sker bare.

Helt af sig selv.

I Vesten har de ikke tidsfordriv. De har fritid.

Det er en helt anden ting.

Fritid er ligesom en hobby. Det er noget, man gør i ens frie tid.

Folk siger for eksempel: "Min fritid bruger jeg på at skrive."

Og vi siger: "Vi læser det, du skriver, og det er tidsfordriv."

"Du kommer for sent til vores møde."

"Det er, fordi jeg blev røvet.

Af en tidsrøver."

Ja, jeg ved det.

Det er en DV. Det indrømmer jeg.

Det er forresten også et indisk koncept.

DV'er,

dårlige vittigheder...

er indbegrebet af hvor meget vi, som land, nyder at lide.

Hvad er en DV?

Det er, når man siger: "Jeg får dig til at grine,"

og man så ikke gør det.

Den anden person bliver vred,

og man får nydelse af deres skuffelse.

Som regel et dårligt ordspil, ikke?

"Hvad hedder verdens fattigste konge?

Kong kurs."

"Jeg troede, du ville grine." "Så kan du lære ikke at regne med noget."

Lad os komme i gang.

I undrer jer nok over, hvorfor jeg har tavlen her.

Jeg har tavlen her, så indere vil holde fokus.

Før havde jeg ingen tavle, alle skrev sms'er.

Nu har jeg den her, og I tænker alle:

"Bliver vi eksamineret i det?"

Så hvad handler showet om? Showet handler dybest set om...

Jeg fandt et brev...

som jeg havde skrevet til mig selv, da jeg var 15 år,

med en liste over mål og ting, jeg måtte have opnået

nu, hvor jeg har en anden alder.

Jeg vil læse det med den stemme, jeg havde dengang.

"Til...

...Kanan."

I parentes "fremtidige".

I ved, når man finder noget fra fortiden?

Er der noget mere lamt, end den man plejede at være?

Kan I huske tidligere versioner af jeres personlighed?

Den sommer hvor man gav hånd til alle sådan her?

Når de rakte ud, var man sådan...

Det er en tid, man ikke vil tænke på, vel?

Det er som at gå ind på et toilet

og se, at låget er lukket.

Der er sket noget forfærdeligt.

For den, der skulle til at gå, tænkte:

"Selv jeg kan ikke se på det."

Jeg fandt brevet. Det går sådan her:

"Til Kanan."

I parentes "fremtidige."

"Emne:

Mål." Ja, emne.

Det er et formelt brev.

Kan I huske det?

To slags breve:

formelle breve, uformelle breve,

der skelnes imellem dem ved format.

Hvad er formatet for et formelt brev?

Det er "Til," og så et komma,

og så er det fandeme under kommaet...

...der kommer adressen.

Og dette er indeni brevet.

Hvordan når det frem?

Så emnet.

Man må ikke glemme emnet. En karakter ned for emne.

Brevets tema.

Man kan skrive alt det vanvittige lort, man vil.

Ligegyldigt hvad man skriver, skal der stå: "Venlig hilsen."

Og hvis det skal være mere intimt, så bare fjern "hilsen."

"Venligst."

Det er ikke engang en hilsen mere.

Det er et formelt brev.

Men uformelle breve, man skriver til sine venner,

kan også være rigtige eller forkerte.

Datoen skal stå til venstre.

Hvad er det for nogle venner?

Hvile venner vil tænke:

"Brev fra Kanan. Hvad mon der står.

Står datoen til højre?

Nå, det er slut på vores venskab."

Og de tvinger en til at skrive øve-breve i skolen, ikke?

Og alle de øve-breve, man skriver, er adresseret til en opdigtet ven,

der bor på kostskole.

Og brevene er altid bedrevidende.

Ikke? Det er altid:

"Skriv et brev til en ven på kostskole,

hvor du opfordrer ham til at fokusere

på skolen."

Hvad er det for en ven...

...der ved, det går dårligt, men så skriver breve?

"Kære ven,

din mor sagde, det gik dig dårligt.

Ja, hun skriver til mig.

Du behøver ikke vide hvorfor.

Mig? Jeg har det fint.

Så tag lige at fokuser på skolen.

Vær mere som mig.

Venlig hilsen."

Nogle gange er det ikke tydeligt, hvordan tonen bør være.

Jeg kan huske en eksamen, hvor vi kunne vælge to forskellige breve.

Mulighed A: "Skriv et brev til din ven på kostskole,

hvor du ønsker vedkommende tillykke med fødselsdagen med en gave." Sødt.

Mulighed B:

"Skriv et kondolencebrev...

til din ven, der lige har mistet begge sine forældre."

Er det valgmulighederne?

De er vægtet ens.

Man tænker: "Hvordan skal jeg vælge?"

Så jeg ville gøre det, at jeg ville kombinere dem...

...og skrive et brev, der tilfældigvis dækker begge emner,

så man ikke ved, hvad jeg valgte,

og får højere karakter.

I brevet skrev jeg: "Kære ven,

jeg skriver dette brev for at ønske tillykke med fødselsdagen,

nu hvor dine forældre er døde.

Som en gave

vedlægger jeg to cigaretter...

...som du kan ryge i fred, nu hvor du er fri for dem.

Jeg vil opfordre dig til at fokusere på skolen,

da det er lidt mere vigtigt nu...

...hvor du ikke har nogen forældre.

Jeg savner at skrive til din mor.