Vir Das: For India

Hvis jeg kunne fortælle fire ting om mit land...

...hvor jeg er fra,

hvad ville det så være?

Vi er nok enige om tre af dem

og fundamentalt uenige om én af dem.

Og det er okay.

Den ene ting ville være for mig.

Det er, hvad showet i aften handler om.

Tre til jer, én til mig.

Er I klar?

Okay, fedt.

For at fastlægge showets format vil I bemærke, at vi har gæster i aften.

I deres helt egen afdeling,

ligesom i lufthavnen.

Velkommen, ikke-indere.

Hvad jeg vil sige er, at jeg elsker jer, men de betaler jo i dollar, ikke?

Så med jævne mellemrum

vil jeg forklare henvisninger og kontekst for ikke-indere.

Og lad os indrømme, her er mange indere.

Yo,

Jeg opførte showet i Mumbai for nylig og spurgte: "Hvem opdagede Indien?"

En pige sagde: "Christopher Columbus!"

Forklaringerne er også for hende.

Og jeg dømmer ikke. Columbus begik den samme fejl.

Det bliver en lang aften for nogle af jer.

Da alle ved store ting om Indien, begynder vi med fem små ting.

Hvis man vil opleve vores land, skal man smage landet.

Derfor er det første, I skal tage i munden chyawanprash.

For ikke-indere er det en økologisk urtepasta, som er god for helbredet.

Det er som jordnøddesmør, hvis man hader sine børn.

Men det er også en gåde.

I over 50 år har ingen vidst, hvad der egentlig er i chyawanprash.

For at skrive vitsen her googlede jeg: "Hvad er der i chyawanprash?"

Google, Google siger,

det er stikkelsbærsyltetøj, ghee, honning,

nogle urter og krydderier.

Selv Google siger: "Jeg ved ikke, mand. Ting."

Og alligevel føler man sig sundere, når man har spist chyawanprash.

Hvis du har hovedpine, og jeg stikker dig i milten med en kniv,

har du ikke hovedpine længere.

Og det er kerneprincippet bag chyawanprash.

Det giver en smag, som er så forfærdelig, at overlevelse betragtes som godt helbred.

Smagen kan ikke beskrives med ét ord, vel?

Det smager bare af engagement.

Det er den eneste mad, jeg har set, som man spiser med sit ansigt.

Heroppe.

Og når man gør det, ryster benene.

Har I set børn spise chyawanprash?

Den går hurtigere gennem kroppen end neuronerne i hjernen.

Det er nærmest et slagtilfælde.

Efter 50 år med reklamer er der intet slogan for chyawanprash.

Jeg synes, sloganet er...

Reklamen skulle sige: "Chyawanprash...

kvæl dine børn på lovlig vis."

I Indien er det eneste, man skal smøre i ansigtet, Fair & Lovely creme.

Det er racisme i tubeform. Det er, hvad det er.

Og dog bebrejder vi kolonialismen. Hvorfor?

Briterne var aldrig flinkere mod lyshudede indere, vel?

Nej, det er kun os.

Briterne havde en meget klar politik.

De sagde: "Vi er beige. Alle, som er mørkere end beige, undertrykker vi.

Alle, som er lysere end beige, er tyskere, og dem lægger vi os ikke ud med."

I min branche, Bollywood, har vi 10.000 projekter om året for lyse heltinder.

Vi har 10 projekter om året til mørklødede heltinder.

Og det er alt sammen kunstfilm.

For mørklødede folk i Indien oplever åbenbart aldrig noget glamourøst.

De dratter ud af sengen og ind i deres patos.

Og Radhika Apte er med i alle de projekter.

Hvis nogen laver en biografisk film om Radhika Apte,

skal Radhika Apte spille Radhika Apte i sin egen biografi.

Selv i Syden. Er her nogen fra Sydindien? Giv lyd fra jer.

Når I har mørklødede helte, overkompenserer I for lortet.

I sætter dem ved siden af de mest lyse piger i verden.

Det er, hvad sydindiske film er: kontrast.

I kan ikke finde den rigtige indstilling på tv'et.

Hvis man ser på en sydindisk filmplakat og slører øjnene,

ligner det symbolet for Yin og Yang.

Det første, I skal drikke, når I kommer til Indien, mine damer og herrer,

er Old Monk-rom. Ja?

Ikke-indere, det er diplomati i en flaske.

Hvis vi finder en udlænding, som kan lide Old Monk, får de et pas.

Det er reglerne.

Den rom er så stærk,

at hvis en historie begynder med "Vi drak Old Monk",

kan man springe til slutningen af historien.

Vi behøver ikke begyndelsen for at forstå den, eller midten.

"Så vi drak Old Monk, og nu virker min højre pupil ikke."

"Så vi drak Old Monk,

og næste morgen blev valutaen devalueret, og økonomien styrtdykkede.

Vi vidste ikke hvordan."

Old Monk blev lanceret i 1954.

Det tager syv år at modne et parti Old Monk.

Det betyder, at vi begyndte at lave Old Monk i 1947.

Så briterne rejste, og vi sagde: "Sjusser! Kom så."

For der skulle være en afskedsfest for kolonialismen.

Natten før de tog af sted.

Det var nok en ret sej fest.

Mountbatten, Jinnah, Nehru, Gandhi, de er der alle sammen.

De fik mad og hors d'oeuvres.

Som sædvanlig var der ingen, der bød Gandhi på mad.

"Venner, de rejser. Jeg kan spise nu. Jeg har fri."

Jinnah kom, og de sagde: "Hvad drikker du?"

"Bloody Mary?

Men der mangler salt til glasset.

Gandhi?"

Gandhi sagde: "Okay."

Så dukkede Nehru op og sagde: "Venner, vi er fri. Vi må få nogle shots!"

Og de sagde: "Skål for friheden!"

Men hvis jeg skulle vælge en til mig,

tilbragte jeg mine somre i Patna i et hus med en aangan.

Ikke-indere, en aangan er en åben gårdhave midt i huset,

hvor der burde have været mere skide hus.

Nogle gange byggede vi bare et hus rundt om et træ,

så træet kan dø af ensomhed.

Ved tetid løb jeg over aangan'en, brændte fødderne,

sad på min bedstemors skød og hørte en lang vrøvlehistorie

og ventede på kiks.

For den, der har kiksene, fortæller historien.

Ved slutningen på historien tog min bedstemor en ståldåse

og trak verdens største kiks ud...

-Parle-G! -Parle-G'en.

Ikke-indere, på vegne af en milliard mennesker kan jeg ydmygt sige:

"Op i røven med jeres cookies."

Undskyld. Undskyld.

I ved det ikke engang.

En cookie er en overvægtig kiks med lavt selvværd.

Det er, hvad lortet er.

Parle-G er verdens bedste kiks...

med te.

Parle-G med te er ikke noget, man vil dele med nogen.

Parle-G uden te? "Vovse..."

Det er på grund af kiksens fysik.

Når den er tør, er den fandens hård.

Men hvis man dypper den i noget...

Ingen rygmarv, ingen kernestyrke. Den smuldrer som en død hamster.

Hvem...

udtænkte en kiks, som forsvinder, så snart den bliver udsat for væske?

Det er som en spiselig vej i Mumbai.

Parle-G er ikke en kiks, det er en prøve...

på ens timing og reflekser.

Uanset hvilket land vi er fra, har vi alle på et tidspunkt...

over-dyppet kiksen.

Nu skal vi hurtigt

få kiksen fra koppen til munden.

Efter 73 års uafhængighed har ingen fundet ud af,

at man skal starte med koppen tættere på munden!

Nej, vi starter med koppen ovre i Pakistan.

Vi dypper derovre.

Det er forresten den eneste præmie, Pakistan vinder i år.

Had, had!

Og den værste følelse i verden er, når ens Parle-G falder i en kop te,

og man skal skovle sin Parle-G op med en anden Parle-G.

Den falder også i.

Nu er det et uendeligt kredsløb, ikke?

Man skal fortsætte, engagere sig i processen,

indtil det bliver til incest, ikke?

Hvor der ikke er te, er det bare kiks, der trænger igennem.

Til sidst vender du den om, og det er én stor cylindrisk kiks.

Man vender den på siden og skærer den i skiver,

og sådan laver man mariekiks. Det er faktisk opskriften.

Hvis man vil fortælle vort lands historie,

skal man begynde med historierne om landet 1000 år for Kristus,

med vedaerne.

Vedaerne de oprindelige håndbøger i hinduismen skrevet på sanskrit.

Der er fire hoved-vedaer, under dem er 209 under-vedaer.

Det er, hvor glade indere er for at læse.

Vores første bog er 213 bøger.

Der er én Bibel.

Én Koran.

Buddhisterne har bare et træ og en brochure.

Det er pudsigt, at hvis man kan alle vedaer, er man ikke kun en from hindu,

men åbenbart også statsautoriseret revisor.

Vi indere holder ikke kæft om, hvordan vedaerne

indeholder verdens visdom. Har I mødt dem til fester?

Kender I til genetik? I vedaerne.

Pythagoræisk matematik? I vedaerne.

Astronomi? I vedaerne.

Opskriften på creme caramel? I vedaerne.

Bitcoin-kurser? I vedaerne.

Var Harry en horcrux? Nej, han var en veda.

Jeg har faktisk mødt en polyamourøs, ateistisk, transkønnet mand fra Noida.

Jeg har ikke mødt én fyr, der faktisk har læst en veda.

Se lige jeres ansigter.

I tænker: "Glem vedaerne. Hvem er fyren fra Noida?

Det lyder som en historie!"

USA havde Archie.

Europa havde Tintin.

Asterix og Obelix foregik i Gallien.

Jeg ved ikke, hvor Gallien er. Det er vist tæt på blæren.

Men i Indien havde vi vores egen tegneserie, som var...

Tinke, kællinger. Nemlig.

Nej, ikke Tinke Kællinger, det er en anden tegneserie.

Det lyder, som om Peter Pan var en alfons.

"Hvad så? Jeg er Peter P.

Her er mine kællinger."

"Hej, P."

Jeg skal have fe-støv, kællinger. Jeg kan flyve. Jeg kan flyve!"

Tinkle havde tre hovedpersoner. Der var Suppandi,

en dum almindelig mand, også kendt som en vælger.

Der var Shikari Shambu, en mislykket jæger.