Living with Leopards

OKAVANGO-DELTAET, BOTSWANA

Leoparden er det mest overlegne rovdyr.

Dens evner til at skjule sig.

Dens evner til at klatre, dens evner til at jage.

Den er meget udspekuleret.

Meget kløgtig.

Jeg har levet med og filmet flere leoparder gennem årene,

og hver af dem har en unik personlighed.

Første gang jeg mødte Mochima,

sprang hun let op i toppen af disse grene, 10 eller 12 meter op,

og placerede sig

meget bevidst.

Jeg anede ikke, hvad hun lavede.

Så skete der noget enestående.

Jeg havde aldrig set en leopard tage så stor en risiko for et bytte.

Men kort efter afslørede hun grunden.

Da jeg fik et glimt ind i hulen og så de små unger,

begyndte jeg at forstå, hvor sårbare de er.

De første to år er utroligt farlige.

Derfor bliver mindre end halvdelen af alle unger voksne.

Jeg anede ikke, hvor historien ledte hen.

Men jeg vidste, at ved at følge denne familie

åbnede jeg et vindue til leopardens verden,

som ingen nogensinde havde set.

LIVET SOM LEOPARD

At filme leopardunger er altid udfordrende,

da en god mor vil holde dem skjult

for omverdenen.

Når ungerne bliver ældre,

er de relativt opmærksomme på verden.

Men de vover ikke sig ud af hulen.

Først efter cirka tre måneder

begynder ungerne at udforske udenfor hulen.

På det tidspunkt afsløres deres rigtige karaktertræk.

Det er et godt tidspunkt at navngive dem.

Kutjira betyder "den sky".

Og hun lignede sin mor.

MOCHIMA "DEN MODIGE"

Ikke kun af udseende, også af personlighed.

Man kunne se hende regne verden omkring sig ud.

Der var intelligens i hendes øjne.

Jeg kaldte hendes søn Dakunga, hvilket betyder "den, der vil have magt".

Han var stik modsat sin søster.

Han var meget mere nonchalant.

Meget mere klodset.

Hvis man skal overleve i naturen, må man ikke være uforsigtig.

Det er et farligt sted at vokse op.

At filme leoparder kræver en stor portion dedikation og lidenskab.

Jeg vidste,

at skulle jeg kunne følge med familien,

kunne jeg ikke gøre det alene.

Jeg måtte opbygge et team, der var utroligt motiverede

og parate til at bruge flere år af deres liv

på at følge disse leoparder.

Jeg voksede op i byen.

Da jeg kom her, vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle klare mig i bushen.

Især min mor var ikke glad.

Hun troede, at et af de vilde dyr, rovdyrene, ville tage mig.

Jeg anede ikke, jeg ville ende her.

Og jeg havde minimal erfaring med kameraet og bushen.

Så jeg blev kastet i ud på dybt vand, og jeg måtte bevise mit værd.

Ja, Mochima gemte sine unger i Leopard Central

og er på vej mod øst til Mongoose Tree Line.

Hun ser ud til at jage.

Man kan se hendes koncentration.

Hun tænker kun på én ting.

At få mad på bordet.

For hvis man fejler,

kan man måske ikke fodre sine unger i tre dage,

og det begynder at blive farligt.

Hver bevægelse er meget bevidst,

og man kan se tankeprocessen udspille sig.

Mens jagten pågår,

er det denne intelligens, kombineret med evnen til at skjule sig,

der virkelig definerer en leopard.

Det er utroligt, hvor tæt på en leopard kan komme,

og hvor fuldstændig uvidende byttet er.

Jeg har set Mochima snige sig under en meter fra byttet

og tilbringe op til en time i den position, før hun angriber.

En erfaren jæger kan kvæle sit bytte

ved at bide over mund og næse

for at forhindre støj, der kunne tilkalde andre rovdyr.

Jo mere stille en leopard kan dræbe, jo mere succesfulde er den.

Leoparder trækker et kadaver op i et træ for at holde det væk fra ådselædere,

men en mor med meget små unger vil ofte gemme det på jorden.

Da Mochima kaldte på ungerne,

svarede Kutjira, som altid, straks.

Men der var ingen Dakunga.

Han havde tydeligvis leget langt fra, hvor han burde have været.

Og at teste grænser i dette miljø kan være fatalt.

Mochima måtte kalde flere gange, før hun fik et svar.

Han var ligeglad.

Han føler allerede, at han bestemmer.

Kadaveret giver ungerne mulighed for at lære.

Og der er et meget komisk ritual, der udspiller sig,

hvor de næsten genoplever jagten i deres hoveder.

Det er vigtigt, fordi det tænder deres blodtørst,

og det er et vigtigt skridt mod at blive uafhængige jægere.

Nu hvor ungerne er mætte, fede og glade,

må Mochima opretholde sit territorium,

der er omkring 20 kvadratkilometer stort.

For at gøre dette skal hun patruljere grænserne

og afsætte duftmarkeringer.

Det er en stor udfordring at følge hende.

Hun kan gå i syv, otte timer i træk.

Din krop bliver stresset over at følge med.

Nogle gange glemmer man at spise,

fordi man ikke vil miste hende.

Denne duftmarkering fortæller andre hunleoparder,

at dette er hendes jord, og at de skal holde sig ude.

Men det holder ikke omstrejfende hanner væk fra hendes territorium.

Der dræbes flest leopardunger af andre leoparder.

Og denne han var en trussel mod Kutjira og Dakunga.

De dræber ungerne med vilje for at bringe en hun tilbage i brunst

og parre sig med hende.

Den eneste, der kan stå i vejen for ham,

er Mokhanyo...

MOKHANYO "DEN STORE"

...områdets dominerende han og ungernes far.

Så snart Mokhanyo opfangede duften af den ubudne gæst,

begyndte han straks at opspore ham.

Det varede ikke længe,

før Mokhanyo indhentede den lidt lyse han.

Så havde vi en situation, hvor de to hanner tog bestik af hinanden.

Spændingen voksede og voksede.

Til sidst nåede det et punkt, hvor de to hanner måtte kæmpe.

Det skete i et tykt buskads uden for syne.

Indsatsen var høj.

Det var en kamp, der i sidste ende skulle afgøre

Kutjira og Dakungas skæbne.

Den ubudne gæst dukkede først op.

Mokhanyo var ikke at se.

Uvisheden var forfærdelig.

Han kom endelig frem, alvorligt skadet.

Men fordi den omstrejfende han begyndte at gå,

var han klart sejrherren.

Vi åndede alle lettet op, da vi vidste, at Mochimas familie var i sikkerhed,

og at vi kunne fortsætte deres historie.

Der har været dage og uger, hvor man ikke taler med en eneste person.

Så det er vigtigt at være fortrolig med sig selv.

Jeg har altid været lidt indadvendt,

så at være herude i fred og ro

passer til min personlighed.

Når man sover ude om natten, skal man være skarp.

Der er altid risiko for slanger og skorpioner og løver.

Men du er også under et tæppe af stjerner,

som folk i dag ikke oplever.

SEKS MÅNEDER SENERE...

Når man vågner, fordyber man sig i omgivelserne.

Når man ser ud,

ser man ikke kun efter leoparder, i træer eller gående.

Du ser også på andet vildt i området for at se,

om de er afslappede eller på vagt.

Og det vil også vise dig, om der er en leopard i nærheden eller ej.

Jeg har nogle hunleopardspor på forbindelsesvejen

mod Pangolin Forest.

De ser friske ud. Jeg følger efter dem.

Man må blive som en leopard, tænke som en, opføre sig som en.

Det er nøglen til at finde dem.

Det kommer med tiden og med kilometerne hver dag.

Ja, så jeg har fundet Mochima.

Hun er sammen med Kutjira på vej mod Mangosteen Crossing.

Når en leopardunge bliver omkring et år gammel,

begynder dens jagtinstinkter virkelig at udvikles.

På dette tidspunkt tog Mochima Kutjira med ud på en række jagter,

så hun kunne se på og lære.

Der var en gang, hvor Kutjira ser mor på jagt.

Og mor er i fuld jagtmodus.

Helt skjult, vil ikke ses.

Pludselig kommer Kutjira,

fordi hun vil putte med sin mor.

Man skal give sine børn opmærksomhed, men ikke på jobbet.

Kutjira har de bedste hensigter,

men hun har ikke evnerne endnu, erfaringen.

Men hun er villig til at lære.

Dakunga var helt anderledes end sin søster.

Han havde ikke fokus på at lære af nogen.

Han var på sin egen mission.

Han kom altid i problemer.

Af Mochimas to unger

var der altid bekymring for, om Dakunga ville klare den.

Der var en bestemt periode, hvor han var væk i flere dage.

Det var sært. Vi fandt ham ikke og vidste ikke, hvor han var.

Det er nemt for en leopard i den alder at blive dræbt af rovdyr.

Jeg er oppe ved Velvet Tree Line nu, og der er intet spor af Dakunga.

Der er en gepardfamilie i nærheden, så jeg bruger nok min tid med dem.

Det var en mor med to halvvoksne drenge.

De har dræbt en impala.

Jeg så på dem spise lidt.

Og hvem ser jeg så?

Dakunga.

Han er på vej mod impalaen og gepardfamilien.

Og han nærmer sig.

Han vil prøve at tage impalaen,

en lille dreng, fra tre store geparder.

Dette beskriver meget godt Dakungas personlighed.

Jeg har aldrig hørt om en leopard, der blev jaget af en gepard.

Og jeg har aldrig hørt om en leopard i et palmetræ.

Vi sidder og ser på leoparderne i timevis, dage og uger

uden de gør noget.