Neruda

Hil, kejser Caligula!

– Hil! – Hil!

Jeg ville byde velkommen til Sovjetunionens største forsvarer.

Men jeg ville gerne vide, hvem hr. Neruda er.

For han fylder sin mund med ord om fred –

– men støtter strejkerne mod vores offentlige styre.

Jeg ved ikke, hvad der giver Dem ret til –

– at fornærme vores præsident i den udenlandske presse.

– Jeg taler til Dem. – Jeg lytter, senator.

– Er De Neruda eller ej? – Helt sikkert.

Godt, fordi for to måneder siden hed han Ricardo Reyes.

Hvorfor ændrede De navn? Havde De stjålet noget?

Stille!

– Hvor vover De?! – Jeg spurgte bare.

Respekt for senatoren!

Stille! Den ærværdige senator Neruda har ordet.

Tak, hr. præsident for dette skide senat.

Først vil jeg gerne takke det russiske folk –

– for at have besejret fascismen og erobret verdensfreden.

Dernæst vil jeg takke mit kommunistparti –

– fordi det altid forsvarer arbejdernes og folkets rettigheder.

Rettigheder, som trues netop nu, fordi fagforeningsledere –

– og medlemmer af kommunistpartiet anholdes af jeres præsident.

Forræderen González Videla, som solgte sig selv til USA.

– Du valgte ham, gjorde du ikke? – Det gjorde vi desværre alle sammen.

Alle idioterne, som er her, valgte ham.

Undskyld mig.

Det er tre år siden, 2. verdenskrig sluttede, og her –

– i dette muntre hus, starter nu en fabelagtig forfølgelse.

Jeg har altid tænkt, at sådan her fester Chiles venstreorienterede –

– når de ikke har travlt med at beklage sig.

Inderst inde er de lykkelige, forelskede.

De elsker at suge andres lidelse og sved til sig.

På dette sted mødes intellektuelle og kunstnere.

Dem, der rejste ud, og vendte lykkelige hjem.

Rådgiverne, advokaterne.

Kriminelle omgiver sig med slipseklædte personager –

– som gik på universitetet for at lære kunsten at bedrage.

Don Pablo. Han er ikke klar endnu, for han skal klædes ud –

– som Lawrence af Arabien, ørkenens oprører.

Og hans kone. Jeg forstår hende ikke.

En argentinsk aristokrat uddannet i Paris –

– der er endt som mentor for denne søn af en jernbanearbejder.

Hvordan ser jeg ud?

Uigenkendelig.

Stille, tak!

Stille! Tak.

Vi fortsætter programmet med en overraskelse fra husets ejer.

Her kommer digteren Pablo Neruda.

Alles øjne hviler på ham. Alle læberne.

I aften kan jeg skrive de mest sørgelige vers...

Mange vil gerne kysse ham.

Holde ham i hånden.

Sove i hans seng.

De siger, den lugter af tang.

Nattevinden hvirvler i himlen og synger...

Hvor skamfuldt atter at gentage dette skoledigt fra landdistriktet.

Skrevet for over 20 år siden.

Jeg elskede hende, og undertiden elskede hun også mig...

Kvinder forestiller sig, at han kurtiserer dem med en rose i munden.

Og at han, efter at have kysset dem, skriver kærlighedsdigte om dem.

Han er elskovens konge.

Jeg begærede hende...

I aften kan jeg skrive de mest sørgelige vers.

Tanken om, at jeg har mistet hende...

De ved ikke, hvad det vil sige at sove på gulvet, men de er alle røde.

At høre den umådelige nat –

mere umådelig uden hende...

Kom der en bolsjevikisk revolution, ville de flygte som de første.

Som dug i græsset.

Man siger, Neruda er den vigtigste kommunist i verden.

Han må have en fast tro på arbejdernes og bøndernes enhed –

– og på værdigheden og klarsynet hos Chiles bolsjevikiske parti.

– Vi drikker vand. – De herrer er på arbejde.

– Tag det her væk. – Tak.

Vi kommer lige fra et hastemøde i partiets politiske komite.

Stille!

Jeg skulle informere Dem om –

– at regeringen forviser vores fagforeningsledere.

Jeg skulle informere Dem om...

at... vi går under jorden.

Også mig?

Ja.

Nej.

Jeg er overbevist om, at før eller senere...

Før eller senere...

Stille, senatorer!

Vil denne uretfærdige politiske proces blive fordømt.

Og gerningsmændene vil blive kaldt ved deres rette navn.

Mange tak.

Ro i salen!

I Chile er der ikke ytringsfrihed. Vi lever ikke uden frygt.

Den 6. januar 1948 –

– retsforfølges jeg for at være tro mod de højeste menneskelige idealer.

Jeg er for første gang stillet for retten –

– for at have orienteret Latinamerika om krænkelsen af disse rettigheder –

– det sidste sted i verden, jeg ønskede, det skulle ske.

Her i Chile.

Hvorfor gør de det her? Tja, kommunister hader at arbejde.

De foretrækker at brænde kirker af. Det får dem til at føle sig levende.

Chiles aristokrati praler gerne af sin rigdom.

Det burde ikke røre digteren. Han har været i de parisiske saloner.

Denne provinsielle kopi burde vække hans latter. Men han er imponeret.

Alessandri har været præsident for republikken to gange.

Nu er han præsident for senatet.

På sit kontor har han en nøgle med påskriften "Chile".

Alle vi chilenere er hans tjenere.

Jeg var hos præsidenten. Han var trist.

Hvorfor?

Han siger, De har fornærmet ham med forudindtagede løgne.

Jeg har altid prøvet at skade præsidenten mest muligt.

Skriv en bog, når De kommer ud af fængslet.

De kan kalde den "Fængselsdigte".

Dårlig titel. Den slags har De ikke forstand på.

I politik er uforskammetheder en form for beundring.

Jeg beder Dem åbne Pisagua–fængslet og løslade mine kammerater.

Det ved De, jeg ikke kan.

Jeg troede ikke, De tog imod ordrer, men De er forræderen Videlas lakaj.

Sikket sprog, senator. Derfor har han problemer.

Nej, jeg har problemer, fordi jeg er kommunist.

Ja, men også for at have anstiftet oprør blandt... fagforeningerne.

– Det fortryder jeg ikke. – Hvad? At De er blevet borgerlig?

– At jeg støttede forræderen. – De skrev et digt til ham.

Det er sjovt nu, men under valgkampen...

– Forrædere har også deres charme. – Det er jeg ikke enig i.

De og Deres kammerater var så tørstige efter magt –

at De blev snydt af en populist.

Hvad galt er der i at stræbe efter magt?

Det er vores tur. Vi har ret til at indtage La Moneda.

Hvordan vil De regere?

Med et sovjetisk demokrati af soldater, arbejdere og bønder.

Gud forbyde det! Paladset fyldes med jordnøddeskaller og knuste vinflasker –

og lovene fyldes med stavefejl.

Måske. Men kirkegårdene fyldes ikke med politiske fanger.

Helt ærligt.

De tror altid, at de kan udrydde kommunismen ved at udvise os.

Og sætte os i fængsel. Men jeg har et godt råd.

Løsningen er at dræbe os alle. Dræb os. Det er løsningen.

Gentag det ikke. Måske vil nogen prøve.

– Hvem? Dem? – Jeg skal overveje det.

Pablo, højesteret vil stadfæste det. Du må forlade landet nu.

Hør nu her.

Forlader du landet uden tilladelse, forværres din stilling.

– Jeg bliver retsforfulgt alligevel. – Dette er partiets standpunkt.

– Pablo bør lade sig anholde. – Absolut ikke.

Er jeg farligst som anholdt eller lovløs?

– I fængsel! – Hvad siger du?

Flygtning.

– Mener du det? – Naturligvis.

Så skal vi stikke af sammen.

I kan ikke kun betragte Pablo som en politisk leder.

Han er forfatter, og han skal skrive.

Det kan han ikke som anholdt eller død.

– Hvem skulle dræbe mig? – Vil du gå over i historien, Pablo?

Han vil gå over i historien.

Smil til kameraet! En, to, tre...

MODSTAND

– Perfekt. – Vi er færdige.

– Hvad siger du så? – Pablo, meld dig selv til politiet.

– De fanger dig. – Nej.

Forsvind.

Måske. Men jeg gemmer mig ikke under sengen.

Det skal være en vild menneskejagt.

Her kommer jeg ind i billedet. Jeg skal ind nu.

Jeg blev skabt på blankt papir, og nu skal jeg finde det blæk, der skrev mig.

Her træder politimanden ind, fuld af liv med oppustet bryst.

Denne vej.

Min præsident har en chef: USA's præsident.

Når han giver ordre til, at de lokale kommunister skal myrdes –

– har denne puddelhund bare at makke ret.

– Goddag, hr. præsident. – Goddag.

– Er det kommissæren? – Ja.

– Mig en fornøjelse. – Fornøjelsen er på min side.

Politidirektøren her blev oprevet over, at jeg ville tale med Dem.

– Det kan jeg da ikke tro. – Det blev han.

Tror De, han blev oprevet eller ej?

Jeg tror, han blev en smule oprevet.

– Kender De Neruda? – Ja.

– Læser De poesi? – En smule.

Landet er fuldt af intelligente kommunister.

De taler fransk og bygger broer.

Vi taler om en tyk mand, der fik sine første sko som 12–årig.

I min valgkamp tog han et stykke papir op fra lommen –

– og 10.000 proletarer tav for at høre ham læse et digt op.

Men chilenerne tilgiver ikke forbrydere, der er blevet anholdt.

Javel.

– Kan jeg være rolig? – Helt og aldeles.

Anhold ham og ydmyg ham.

Så holder vi en fest.

Nu skal præsidenten danse en vals. Eller spille klaver hele natten.

Undskyld mig.

Og græde vredestårer.

Tak, hr. præsident.

Jeg er en god politimand.

Men jeg kan også være en god kunstner.

Det er op til Dem. Nu må De have mig undskyldt.

– Er det mig? – Nej.

Det burde være mig.

Det er en hest.

Hvorfor køber vi ikke to heste og rider væk?