Hotel Portofino

ITALIEN 1926

- Roser eller margueritter? - Begge dele.

- Det er nok, Betty. Tak. - Sikke en dejlig farve.

Se, hvor smukt det er.

Goddag.

Velkommen til Hotel Portofino.

Pas nu på, at du ikke smudser kjolen til, Rose.

Scusi.

Hotel Portofino? Godt.

Vores bagage... Nostri bagagli.

Vi har otte kufferter. Otto. Mrs. Drummond-Ward ...?

- Sì, signora. - Herligt. Prøv nu at passe på dem.

Kom, Rose.

Prøv nu at holde trit, lille ven.

Familien har lange aner. Jeg har kendt Cecil altid.

- Hvad med mrs. Ainsworth? - Hun er en anden sag.

- Du ved, hvad jeg mener. - Det er jeg ikke vis på, mama.

Hun er sådan et kvindemenneske, der glad og gerne åbner et hotel.

Hvad må arme Cecil dog ikke mene?

- Grazie. - Prego.

Andiamo.

Portofino...

- Betty? Hvordan skrider det frem? - Jeg gør det, så godt jeg kan.

- Så godt De kan? - Det er ikke et normalt stykke kød.

- Det er oksekød. - Det må man sige. Italiensk oksekød.

- Er der noget i vejen med det, Betty? - Der er ikke noget sul på det.

Jeg får ingen tælle til efterretten og kartoflerne. Og kartoflerne!

- De små drop er altså ikke kartofler. - Men De må bare finde ud af det.

- Jeg må jo gøre mit bedste. - Ja, det skal De.

Det er min mor magtpåliggende at gøre indtryk på gæsterne, så det føles...

...som et andet hjem.

- De kan ankomme når som helst, Billy. - Ja, mrs. Ainsworth.

- Husk, at det første indtryk... - Det første indtryk... Ja, frue.

Nye gæster?

En frisk sending engelske roser.

Billy, tag deres kufferter.

- Grazie. - Mrs. Drummond-Ward? Rose? Velkommen.

- Mrs. Ainsworth? - Ja. Bella. Må jeg kalde Dem Julia?

- Hvordan var rejsen? - Lang og ualmindelig kedsommelig.

Så må vi gøre os umage, så De ikke bliver skuffet.

- Velkommen til Hotel Portofino. - Hvor er det henrivende.

Lucian, jeg håber, du tog dig godt af vores gæster på køreturen.

- Lucian? - Er det Lucian?

- Hvorfor sagde De ikke noget? - Muligheden bød sig ikke.

Så har jeg oplevet det med!

- Nej, ved du nu hvad! - Hvad?

Du er da en slambert!

De skal op på værelset med det samme.

Melissa?

Melissa!

- Ja, tante. - Hvad er det for et rædsomt postyr?

- Der kommer gæster. - Vi skulle have lejet en villa.

- Det havde næppe været så rart. - Men måske mere privat.

- Hvordan har du det? - Forfærdeligt.

- Vil du melde afbud til aftensmaden? - Uha, nej da! Man skal styrke sig.

Se, hvor rart og hyggeligt det hele er.

- Mon mrs. Ainsworth gør alting selv? - Hun nyder vel at grise fingrene til.

Lad mig lige kaste et blik på dig.

Det må vel så gå an.

Og kom i hu, Rose...

Det første indtryk...

Åh... champagne. Herligt.

Det er prosecco, som er lettere og mere frugtig og kommer herfra.

- Hvordan er værelset? - Mindre end vanligt.

Men så udsøgt indrettet. Vi drøftede, om De havde gjort det selv.

Ikke sandt, mama?

Jeg håber, at alle vores gæster har Deres vågne øje og sødme, Rose.

- Er vi blandt de første? - Vi har haft travlt i en måneds tid.

- De ved, at jeg ikke rører spiritus! - Om forladelse, lady Latchmere.

- Det er ualmindelig enerverende. - Må jeg byde på noget andet?

Buona sera.

- Og det er ...? - Grev Albani og hans søn, Roberto.

- Jeg skal nok præsentere Dem. - Der stod da, at alle var englændere.

"Et yderst engelsk hotel på den italienske riviera."

Bestemt. Englændere eller engelsktalende.

- Grev Albani har læst i Oxford. - Og hvad med den herre?

Mr. Sengupta. Han er en nær ven af min søn.

- Goddag. - Der er han jo.

Lucian, nu kan du forbedre dit indtryk på mrs. Drummond-Ward og Rose.

Du kan fortælle dem alt om Portofino.

- Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde. - Lige et øjeblik.

Begynd med begyndelsen. Hvordan er en engelsk familie dog havnet her?

Det er ganske enkelt. Mor faldt pladask for stedet -

da hun var på bryllupsrejse med far.

- Men hvorfor ville hun flytte hertil? - Hun ville have luftforandring.

Et nyt eventyr. Efter krigen.

Af hensyn til Alice, Lottie og mig og sågar far.

Og beærer Cecil os mon med sit nærvær i aften?

Jeg er bange for, at far beklageligvis har måttet melde afbud.

Han formår desværre ikke at nå frem.

- Undskyld? Må jeg bede om noget vand? - Det er nok.

Billy? Når du har tid, må vi så bede om et glas til?

- Tak. - Mange tak, Billy.

Af med tøjet.

Er du klar? Kom nu. Vi ses derude.

Hop nu i. Vandet er helt vidunderligt.

Du var alle tiders her til aften. Mange tak.

Årh, for den da! En plet til!

Bare rolig. Det tager jeg mig af.

- Det gik jo glimrende. - Med maden?

- Nej, med Rose. Er hun ikke yndig? - Men ikke at det betyder noget?

Nej, det gør hendes karakter.

- Og hendes fars 6000 hektar jord? - Du må ikke være så kynisk.

Om så hun lignede ryvangen af en bus, ville far have hende viet til Lucian.

Alice!

Far ville aldrig ofre en tiendedel af den tid på at finde mig en mand.

Jeg siger det bare.

- Tag den af. Den er dyngvåd. - Jeg bliver ikke forkølet.

Det er noget pjat. Jeg har set det før.

Lucian, jeg mener det. Tag den nu af. Jeg vil se, hvordan det heler.

- Hvad er prognosen? - Bare en skramme.

- Piner det dig? - Næsten aldrig.

Det er otte år siden.

Italien klæder dig.

- Betty, er De her stadig? - Jeg skulle lige til at gå.

- Trænger De til noget? - Måske en kop myntete.

Nej, det klarer jeg selv.

Og tak for mad.

- Grev Albani bad mig rose Dem. - Det siger De ikke!

- Især for kartoflerne. - Nej, nu har jeg aldrig ...!

Jeg sagde jo, at det var alle tiders.

- Olivenolie. - Jeg smører panderne med det, frue.

Sparer man, så har man.

Godnat.

Olivenolie... Hvad bliver det næste?

- Hvad siger du så? - Om hvad?

- Om pigen, din torsk. - Umiddelbart?

- Hun er en sveske. - Mener du det?

Men det var svært at se på afstand, sådan som du savlede over hende.

I skal nok blive lykkelige sammen.

Intet er afgjort endnu.

- Posso aiutarvi? - Det er Constance March, barnepigen.

Jamen kom ind! Hvordan er De nået frem?

Til fods, frue. Men jeg kom med en kærre til sidst.

Hvorfor sendte De ikke et telegram, søde barn?

- Så vi havde vidst, at De kom. - Jeg ville ikke ofre penge på det.

- Vi havde da betalt. Er De sulten? - Jeg kan stå imod til i morgen.

Udmærket. De må hellere gå til sengs. Vi tager formaliteterne i morgen.

Det tager jeg. Deres værelse er lidt rustikt.

Jeg håber, det går an.

- Så siger jeg godnat. - Vil du ikke med op?

- Jeg går en tur. - Skal jeg gå med?

Nej, gå du bare.

Elskede Bella, dit sidste brev var en fryd.

Jeg drømmer om at være hos dig og opleve alt det, Italien byder på.

Dets skønhed overgås kun af din ynde. Jeg længes...

- Klokken er mange. - Toget var forsinket.

- Hvordan var Genua? - Genua var Genua.

Nå... Hvordan gik det så?

Julia havde vist håbet, at du ville modtage hende -

- og Alice er i dårligt humør, men ellers gik det ganske godt.

- Og pigebarnet? - Rose er tækkelig.

Ja, men er hun køn, og er han til fals?

Hun er smuk, men det er jo ikke alt.

Men det hjælper gevaldigt på sagen.

Du må hellere gå til sengs. Du er beruset.

Det gør så ondt!

- Mrs. Ainsworth? - Om forladelse.

- Nej da. Hvad kan jeg bistå med? - Lady Latchmere er syg. Jeg håber...

Jeg er lidt rusten og mangler mit udstyr.

Ja...

Hvis der sker Hendes Nåde noget...

- Vent et øjeblik. - Tak. Jeg beklager meget.

- Ja? - Mr. Sengupta vil tilse Hendes Nåde.

Hjælp mig.

- Bella... - Han er læge.

- Hjælp. - Er De sikker?

Hun er i gode hænder. Vil De have en kop te? Eller noget stærkere?

Ja tak.

Så kom.

- Har du været derinde hele natten? - I tilfælde af at hun blev syg igen.

- Skal jeg tilkalde en lokal læge? - Jeg har afhjulpet symptomerne.

Men du skal måske servere svesker til morgenmad.

- Og måske en opstrammer efter maden. - Har du noget i tankerne?

Måske den udsøgte limoncello fra i går.

- Hendes Nåde drikker ikke spiritus. - Sig, det er italiensk limonade.

Ja.

Anish? Hvordan synes du, Lucian har det?

Han begynder omsider at komme sig. I hvert fald korporligt.

Og ellers?

Det, han måtte lide, vil altid kaste en skygge.

Ja, naturligvis.

Han var bare altid så fuld af planer og gode idéer...

...og så målrettet, og nu...

Det bliver han igen.

Det tager tid.

Tak.

- Constance? - Mrs. Scanlon...

Lad mig se på dig.

- Du er jo en fryd for øjet. - Jeg kan næsten ikke tro, jeg er her.

- Hvornår kom du? - Ved midnat.

- Og du er oppe ved daggry. - Jeg kunne ikke sove.

Det virker nogle gange sådan. Men Whitby er lige så smuk på sin vis.

- Det er til dig. - Orangemarmelade og sennep.

Og det er fra min mor.

Tak, min ven.

Hvem skulle have troet -

- da mig og Fanny Gray blev tyender sammen -

- at jeg ville stå her knap tredive år efter med hendes datter?

Og i Italien af alle steder.