CSI: NY

Pokkers.

Alarmcentralen? Min mand gør skade på sig selv.

Det er vist inspireret af et boyband.

Det ved jeg ikke, vent lidt. Hun vil vide, om du så, hvem det var.

Fem hvide mænd, tvivlsom seksualitet-

-den ene har krøllet hår og en umuligt høj stemme. Tak.

Du skal komme ind til en konfrontation i aften.

- Det duer ikke i aften. - Hvorfor? Skal du til yoga?

- Jeg skal i operaen. - Hvad mener du?

- Jeg skal i operaen i aften. - Hvem skal du i operaen med?

John fra røveriafdelingen.

Skal du i operaen med John fra røveriafdelingen?

Ja, han er operafan. Giv mig...

Jeg har bedt dig om, at gå i operaen i en evighed, og nu siger du at...

- Godt klaret. - John bliver meget skuffet.

Hvad ville du gøre uden mig?

Godmorgen, der er 20 grader og kl. er 7.30.

Det er den 11. september 2011, tiårsdagen for angrebene.

Flagene går på halv stang, og et minuts stilhed holdes kl. 8.46-

-for at ære ofrene og heltene fra den dag, vi aldrig glemmer.

- Jeg skal have din underskrift, chef. - Hold op med at kalde mig det.

Hvem skal skrive under på rapporten? Så er du chefen.

- Fungerende chef. - Det siger jeg ikke.

Det er, hvad jeg er, indtil Sinclair ansætter nogen til Macs stilling.

Dette vil fungere som påmindelse.

Der er gået fire måneder. Hvor mange vil han interviewe?

Jeg tager Reagan-fotoet, hvis han ikke henter sine ting snart.

- Jo Danville. - Hej, det er Danny.

En mand er blevet skudt udenfor Lannigan's Bar.

Sean Peterson, dørvagt. Han er skudt en gang i brystet.

Få de folk væk. Ryk venligst tilbage, tak.

Hvorfor ville jeg forfremmes?

- Har I arresteret nogen? - Vidner siger, de ikke bar handsker.

- Er Flack der? - Han taler med ejeren lige nu.

Hvor ofte holder I åbent efter kl. 4.00?

Mr Lannigan, jeg er mere interesseret i liget, end hvad der skete indenfor.

Et par gange om ugen låser vi og lader stamgæsterne hænge ud.

Mens du gør kassen op? Passede Sean Peterson døren?

Af og til kommer venner forbi, så Sean lukker dem ind.

Jeg så ikke, hvad der skete.

- Ned på gulvet. - Kontanter, smykker, find det frem.

Læg mobiltelefoner på gulvet.

- Hvor var Sean, mens det skete? - Han lå vel ved døren.

De behøvede ikke dræbe ham. De fik jo, hvad de ville have.

- Sean, dit hoved. - Bare ring efter hjælp.

- Hvor mange penge tog de? - Måske 2.500.

Devon var allerede gået med 250 i drikkepenge.

- Bartenderen? Hvor er hun? - Hun gik, før det skete. Hun kommer.

Godt, tak.

ET ÅRTI I SORG

- Jeg er så dum. - Du må falde lidt ned, Devon.

Jeg gik fem minutter, før det skete.

Jeg burde være gået tilbage og have sagt noget.

- Hvad så du? - De stod for enden af gaden.

- Stod de ud af en bil? - Nej, de havde hænderne i lommerne.

Jeg gik over gaden for at undgå dem.

- Hvis jeg bare var gået tilbage. - Kan du beskrive dem?

En hvid og en sort fyr. Begge omkring 180 cm høje.

- Hvad havde de på? - Den sorte havde rød trøje på.

Den anden havde en grå hættetrøje på. Han lynede den hele tiden op og ned.

- Sean skal låse op for folk, korrekt? - Ja.

Ved du, hvorfor han ville lukke dem ind?

- Sean røg, så han gik ud hele tiden. - Tak, Devon.

Hendes beskrivelse passer. De angreb, mens Sean røg.

Men de skyder ham efter røveriet. De burde være stukket af.

- Tager du til Macs ting senere? - Jeg vil gerne være der for ham, ja.

- Hvad? - Hvad?

Spørg mig om det, du gerne vil spørge om.

Du mistede din kone den 11. september, ikke sandt?

- Ja, det gjorde jeg. - Fandt de... Blev hun...?

Nej, hun blev aldrig identificeret.

- Var hun...? - Claire.

Hun hed Claire. Ofrene er ikke bare dna-profiler.

Undskyld, jeg mente ikke... Jeg ved, at du ikke tænker sådan.

Det gør ikke noget. Var det derfor, du forlod politiet?

For at lave dna-forskning, som kan identificere hende?

Jeg hjælper med at udvikle nye dna-teknikker-

-fordi 1.121 ofre stadig ikke er blevet identificeret.

De familier mangler svar.

Jeg ved, hvordan det føles.

Hvorfor er du her?

Jeg ved det ærlig talt ikke længere. Jeg startede i januar 2010-

-og vi har identificeret et offer siden da.

Et. På halvandet år.

Du ville ikke tvivle, hvis du så, hvad det betød for den familie.

Kriminalassistent Mac Taylor.

Datoen er 11. september 2001. Klokken er 9.00.

Sammen med mig i lokalet er...

Bliv siddende. Bliv hos ham.

Et fly lader til at have ramt det nordlige tårn omkring 90. etage.

Det ryger fra gabende huller på både nord- og østsiden.

Det lader til, at hundredetusinder stykker papirer falder...

Jeg har det fint. Jeg er kommet ud.

Hvor er du?

- Ved ikke. Ved Church og Murray. - Bare fortsæt nordpå.

Ser du det? Hvad siger de i tv?

De ved ikke noget endnu. Bare gå op ad Church Street.

Der er stadig så mange mennesker derinde.

Jeg ved, du gerne vil hjælpe, men bliv i røret og kom væk.

Åh, gud.

Et fly har lige ramt det andet tårn. Det fløj lige ind i det sydlige tårn.

- Det er åbenlyst ikke et uheld. - Claire?

Claire? Claire!

"Jeg er ked af det, men du er ikke vores erstatning for Mac Taylor."

"Ikke med den lommebeskytter og de fjollede briller."

"Hvorfor så interviewe mig og vise mig rundt i laboratoriet?"

"Det er sikkert, fordi han tror, at Mac Taylor aldrig kommer tilbage."

"Han kan ikke se forskel på masse- spektrometre og elektronmikroskoper."

"Hør her, søde ven."

"Kom og mød en masse folk, som du aldrig kommer til at lede..."

- Der er noget glat med dig. - Pinligt.

- Hvor længe har du stået der? - Næsten hele tiden.

Jeg ville bare...

Så er det cirkus overstået, hvordan ser det ud med beviserne?

Blodstænkene i middel hastighed ved døren stemte med Sean Peterson.

Men fingeraftrykkene fra baren gav ikke noget.

Jeg har en kugle at undersøge fra obduktionen af ofret.

Jeg skal bruge hjælp med dette, som Sid fandt i ofrets pande.

Hvem er kongen? Jeg er.

Det er de mobiltelefoner, som skurkene tog fra folk i baren.

Dem, som du sagde var slukkede og ikke kunne spores?

Når den fungerende chef ikke er tilfreds, graver man dybere-

-og opdager, at visse mobiler kan tændes og spores af mobilselskabet.

Jeg har et sted.

- Ned på gulvet! - Ned på gulvet, nu.

Ned på jorden.

Er du uskadt, Danny?

- Har du ham? - Ja, er du uskadt?

Lig stille.

- Teknologi. - Man må elske det.

Vi har skurkene, ejendelene, blodigt tøj og begge pistoler.

De undersøger stadig værelset, men den her ser færdig ud.

- En tilståelse skader aldrig. - De er ikke ligefrem hjernekirurger.

Det sværeste er nok deres navne. Den hvide fyr hedder Mike Black.

Ham kalder de "Hvide-Mike". Den sorte hedder Mike White eller "Sorte-Mike".

- Jeg tager "Sorte-Mike". - Og jeg Mike Black.

Den hvide. Tænk ikke over det.

Jeg kan ikke forestille mig, hvordan abstinenser føles.

Som en betjent uden basser.

Den var god. Meget sjov.

Jeg kan tro, at det får en til at gøre utrolige ting.

- Som at røve en bar og myrde en mand. - Jeg ved, hvad du laver.

Du finder på det mord, så jeg siger, at jeg ikke dræbte nogen.

Men så har du narret mig til at indrømme røveriet.

Du ser for meget fjernsyn, Mike.

Vi gjorde ikke det der. Det var ikke os.

Lad være. En af jer skød ham. Hvis det ikke var jer, hvem så?

Jeg ved ikke, hvem der skød ham, men det var hverken mig eller Mike.

Han bad om hjælp. Han sagde, der var mange kontanter.

- Hvordan vidste han det? - Det ved jeg ikke.

Døren gik op, vi skubbede os ind, og Mike slog fyren med sin pistol.

Han er enten en god løgner, eller jeg er dårlig til det her.

Min Mike siger nøjagtigt det samme.

Sig, vi ikke behøver en tilståelse.

Testskuddene fra .380eren, vi fandt på hotellet-

-stemte ikke med kuglen fra Sean Peterson.

- Der røg den simple sag. - De smed våbnet væk eller var tre.

- Alle vidnerne beskrev de samme to. - Så mangler vi en pistol.

Du bør svare. Han har ringet tre gange i dag.

- Han er en ihærdig satan. - En kop kaffe, tak.

Jeg ringede for at høre, om jeg skulle komme med adgangskortet?

- Jeg har allerede hentet det. - Er dette dit lokale sted?

Da min søn Jimmy gik ind i politiet, blev han tildelt dette distrikt.

Vi mødtes her hver søndag morgen.

De sidste ti år er jeg gået til messe hver søndag-

og så er jeg kommet her alene.

Jeg prøver at huske hans stemme.

Snakken mellem politi- og brandmand.

Den kærlighed og respekt, vi havde for hinanden.

For hver søndag svinder minderne lidt.

Men det er sådan her, jeg vil huske ham.

Det er derfor, at vi laver det her projekt, ikke sandt, Joe?

For at holde minderne i live. Og...

Jeg hader at indrømme det, men det har været en ære at arbejde med dig.

Jeg føler, at jeg har fået en ven for livet.

Og hvem er det så?

Jeg kunne aldrig have gjort min del uden dig.

Det var en Guds gave, at du forlod politiet for at engagere dig.

Jeg tror, vi har bidraget til at skabe noget helt særligt.

Skål for os.

En tvær, gammel brandmand uden personlighed...