Secrets of the Earth

Vi har opdaget en forunderlig planet.

En verden med ekstremt vejr, ugæstfri landskaber

og mærkelige fænomener.

Det er universets mest komplekse system.

Den planet... er Jorden.

Vi er kun lige begyndt at forstå dens hemmeligheder.

Det virker som et velkendt syn.

Men det er faktisk et af universets mærkeligste fænomener.

Mennesket kan ikke leve uden det.

Det vand, vi har i vores organisme, har eksisteret i millioner af år.

Vi består sikkert af det samme vand, som passerede gennem Einstein

og George Washington.

Vi taler om... regnen.

Det dannes af stærke, men kun lidt kendte kræfter.

Det er fyldt med mysterier og nogle gange endda med liv.

Vi analyserer regnen i Secrets of the Earth.

Allerede fra rummet kan man se, at Jorden er en særlig planet.

Den er unik i solsystemet, for den har store oceaner,

og der falder regn ned fra himlen.

Når man ser Jorden fra rummet, bemærker man især de hvide skyer

og de blå have.

Vancouver Island i Canada er Nordamerikas vådeste område.

Her kan der gennemsnitligt falde hele 6.500 millimeter regn om året.

Havet, skyerne og selv vandet i mosset

indgår i vandets livsopretholdende kredsløb.

Det kredsløb griber ind i alt fra den luft, som jeg udånder,

og vandet i mosset

til floderne, som løber ud i havet.

Eller det her!

Selv verdens tørreste ørkener som Death Valley er formet af regnen.

I Death Valley er der ekstremt tørt,

men vi kan se spor af vand over det hele.

Det har formet landskabet og skabt de her fantastiske former.

Det flodleje bag mig, som graver sig dybt ind i bjerget,

er opstået efter kraftige regnskyl, som har ført sedimenter med sig.

Regn kan virke enkelt, men kun få ved, hvordan den egentlig fungerer.

Den har brug for gæster fra det ydre rum

og mærkelige væsner på Jorden for at falde ned fra himlen.

Regnen begynder med et grundlæggende faktum.

Næsten overalt på Jorden starter den ikke som flydende, men som fast form.

Her i regnskoven på Vancouver Island regner det på mig lige nu.

Men regndråberne blev faktisk dannet oppe i skyerne som sne,

som er en kombination af is, luft og små vanddråber.

Det meste regn på Jorden starter i virkeligheden som sne.

Højt oppe i atmosfæren er temperaturen langt under 0 grader,

og som alle børn lærer i skolen, så fryser vand ved 0 grader.

Men det stemmer ikke.

Vandet vil gerne fryse til is, men det kan det ikke.

Det har brug for urenheder, omkring hvilke der dannes iskrystaller,

inden det kan blive til en fast form.

Atmosfæren er fyldt med små urenheder, som spiller en afgørende rolle.

Partiklerne i vores atmosfære har mange forskellige kilder.

De kommer fra det skummende hav eller røgen fra skovbrande.

Under en sandstorm i Death Valley

bliver sandet rørt op af vinden og kastet op i skyerne.

Visse af de her partikler kommer fra det ydre rum.

Hver dag rammer tre ton bittesmå mikrometeoritter Jordens atmosfære.

Det er svært at tro, men Jorden bliver cirka 10.000 ton tungere hvert år,

fordi den bevæger sig gennem en sky med bittesmå mikrometeoritter.

De her mikrometeoritter er mindre i omkredsen end et menneskeligt hårstrå.

Det indebærer, at de ikke brænder op i atmosfæren som de store meteoritter.

En mikrometeorit fra en uddød komet rammer Jordens atmosfære.

Den bremser op og driver ind i en sky fyldt med små dråber.

Dråberne kan ikke blive til krystaller uden at komme i kontakt

med en urenhed såsom den her lillebitte rumpartikel.

Når de møder en af de her små partikler i atmosfæren,

krystalliseres de omkring en partikel.

Det sker flere milliarder gange om dagen.

Beviset findes overalt på Jorden.

Man kan selv finde mikrometeoritter.

Man skal bare bruge noget regnvand og en meget stærk magnet.

Rør rundt med magneten i vandet et par minutter, så det hele fæstner sig.

Et mikroskop kan vise sfæriske former, som sandsynligvis er mikrometeoritter.

Når en dråbe er blevet til en iskrystal omkring en mikrometeorit,

er dens overflade blevet større, så andre dråber kan fryse fast til den.

Is danner bare mere is.

Når fryseprocessen er gået i gang, kan der dannes rigtig mange krystaller.

De små krystaller danner et snefnug, som begynder at falde.

Men dets rejse er langt fra ovre.

Når det nærmer sig Jordens overflade, passerer det en varmere luft,

som gradvist fører energi til iskrystallen.

Sneen smelter til regndråber.

Til sidst når den jorden i Vancouver.

Hvis man fanger en regndråbe en regnfuld dag som den her,

kan det være en mikrometeorit.

Men der kan også findes noget andet inde i regndråben.

I stedet for at være dannet af et sandkorn eller en mikrometeorit,

kan den være dannet af et levende væsen.

Men det er ikke engang den mærkeligste form for regn på Jorden.

I mange år troede forskerne,

at al regn blev dannet af dråber, der slutter sig til faste partikler.

Men noget af regnen opstår faktisk af levende væsner i luften,

som gerne vil ned på jorden igen.

Man har længe vidst, at mikrober bevæger sig rundt via atmosfæren.

I en kubikmeter sky kan der være helt op til hundredtusind mikrober.

Hver dag verden over stiger der varm luft op i atmosfæren,

og den fører to millioner ton bakterier med sig.

En af disse bakterier er den besynderlige pseudomonas syringae.

Den lever på planter, og heriblandt på vores afgrøder.

På et almindeligt blad som det her

kan en kubikcentimeter indeholde hundredtusind mikroorganismer.

Jordbrugere kan ikke lide bakterien, for den har evnen

til at danne frost på afgrøder, selv når det er over frysepunktet.

Hvordan gør den det?

Den har utrolig nok udviklet et protein,