Dave Chappelle: The Age of Spin

Dette er Dave.

Han lever af at fortælle sjofle jokes.

Det er, når han ser sådan ud, han får de fleste idéer.

Det er tegn på dybsindige tanker,

alkymistens ild, som forvandler frygt og tragedie

til letsindighed og levebrød.

Dave kalder udtrykket for "trancen".

EN ORIGINAL COMEDY-SPECIAL FRA NETFLIX

DAVE CHAPPELLE UDSOLGT

Tak! Mange tak!

Tak skal I have.

Det var spændende, ikke?

Tak, venner. Sæt jer ned. Sæt jer til rette og slap af.

Tak til alle i Los Angeles for en dejlig uge.

Her har været skønt.

Ved I hvad? Det er ti år siden, jeg sidst optrådte i Los Angeles.

Tro det, eller lad være. Jeg ved, jeg har været længe væk.

Og I ved det ikke, men det har været ti hårde år.

Jeg vil ikke fortælle om mine kvaler, men det har været hårdt.

I har måske set noget af det. Måske så I den store overskrift på TMZ:

"Dave Chappelle optrådte fuld i Detroit."

Har I set den, så var jeg ikke fuld.

Jeg havde røget marihuana...

sammen med nogle rappere.

Jeg ved ikke, om I ved, hvordan det er at hænge ud med rappere,

men deres marihuana er ret stærkt, stærkere end jeg var vant til.

I artiklen står der også, at jeg blev buhet af scenen, hvilket også er forkert.

Der blev buhet. Jeg forlod ikke scenen.

Nu skal I høre det hele.

Det var sgu et mareridt. To hiv marihuana, mere var det ikke. To hiv.

Jeg har aldrig før efter to hiv

set på min sidemand og sagt: "Jeg flopper. Jeg kan mærke det."

Og så råbte ham fyren mit navn: "Dave Chappelle!" Og niggerne...

Normalt under et comedyshow...

I ved ikke, hvordan det ser ud herfra, men folk så op på mig...

Sådan begyndte showet.

Snart ændrede de ansigtsudtryk: "Hvad fanden?"

De kiggede på hinanden.

Det gik skidt. Jeg ved ikke, hvad jeg sagde.

Det tog kun én person at bryde isen. En sort dame i en Ford Motor-bluse.

Hun rejste sig: "Fuck dig." "Hvabehar?" sagde jeg.

Hun sagde: "Jeg knoklede for at få råd, og showet stinker!"

Som et mærkeligt tegn på harmoni mellem racerne

rejste en konservativ, hvid fyr sig og støttede hende. "Ja!"

Publikum forenedes og begyndte at råbe: "Vi vil have vores penge tilbage!"

Jeg tænkte "shit" og kom til mig selv.

"Gode mennesker i Detroit, hør på mig.

I får sgu aldrig jeres penge tilbage."

Fandeme nej.

Jeg sagde: "Jeg er som Evel Knievel. Jeg får penge for forsøget.

Jeg har ikke lovet, det ville være godt.

"Buh!" sagde de. "Fuck dig!"

Det stod på længe. Efter showet havde jeg det så skidt,

at jeg tog halvdelen af indtægterne, tusindvis af dollars,

og besluttede at give dem til velgørenhed. Jeg købte tyggegummi for 25.000 dollars

og kørte rundt i Detroit og gav det til de hjemløse,

så de kunne tygge på det og stadig være sultne.

Jeg var meget vred på Detroit den aften. For ikke alene floppede jeg,

jeg måtte gå ind i det samme lokale aftenen efter og gøre det hele igen.

Et skide mareridt. Det svarer til at dyrke sex med en kvinde,

og det vil aldrig ske, men som af en eller anden grund havde en musefælde i fissen.

Man går i fælden. Og så skal man kneppe hende igen aftenen efter.

Jeg ville gøre det, men jeg ville være forsigtig næste gang.

Det gamle musefælde i fissen-trick, ikke? Det går kun én gang.

Ja, det var hårdt. Og jeg havde ind imellem lyst til at give op.

Jeg var lige ved at give op, men lige før jeg gav op, lod jeg være.

Men jeg foretog opringningen. De tog telefonen: "Hallo? Vild med dans."

Jeg sagde: "Ikke endnu. Ikke endnu."

Hvis I ser mig i det lort, er det forbi. Tro mig. Så er jeg knækket.

Hvis I ser mig vente på dommerne...

for at få en bedømmelse af min cha-cha-cha, så glem det.

Jeg har ikke arbejdet i Los Angeles, men jeg hænger ud her.

Jeg var her for et par uger siden og var nær blevet anholdt.

Jeg laver ikke pis. Det sker for mange sorte. Der skete det...

at jeg kom ud fra en natklub i Hollywood,

og min ven fik øje på mig. Jeg vaklede nok lidt. Han er en god ven.

Han sagde: "Dave, giv mig nøglerne." Jeg sagde: "Tag bare nøglerne."

Jeg steg ind på passagersædet i min bil, og han kørte den.

Det var fint. Vi sad og snakkede. På Motorvej 10 standsede strisserne os.

Jeg bør fortælle, at vennen, som kørte mig, var sort,

hvilket ikke har noget med historien at gøre,

men bare forklarer, at der var en følelse af frygt i bilen.

Jeg frygtede ikke noget. Jeg er sort, men jeg er også Dave Chappelle.

Så jeg regnede med, at det sgu nok skulle gå.

Vi kom godt fra start. Betjentene gik om til førersiden: "Hej. Hvordan har I det?

Han genkendte mig. "Dave Chappelle."

Med øjnene sagde jeg: "Det klarer vi nemt."

Så sagde han: "I slingrede. Har du noget imod at stige ud af bilen?"

Stadig ingen grund til bekymring. Jeg så i bakspejlet.

Kropssproget virkede betryggende. De snakkede bare.

Jeg pillede ved radioen. Et stop går fint, hvis man hører radio,

når en anden er ude af bilen. Da jeg så i bakspejlet igen,

var noget gået helt galt. Fjolset stod og...

I næste øjeblik satte de ham ind på bagsædet,

og jeg tænkte, hvad enhver anden ville tænke:

"Du godeste. Hvad vil der ske med mig?"

Betjenten kom hen til vinduet:

"Vi blev nødt til at anholde Deres ven. Han nægtede at tage alkoholtesten."

Jeg sagde: "Den idiot.

Var han ikke samarbejdsvillig? Sært. Hvad vil der ske med mig?"

"Ikke noget. Vi beder Dem bare om at stige ud,

så vi kan konfiskere bilen. De bliver kørt hjem."

"Jeg ser hellere, De giver mig nøglerne."

"Hr. Chappelle, Deres ven fortalte, han er Deres chauffør.

Vi kan ikke lade Dem køre i den tilstand." "Jo, det er helt i orden."

Pludselig gik der Vegas i den.

Han sagde: "Hvis De tager den i munden." "Hvabehar?"

"Tager De alkometret..."

"Nåh, jeg troede, De ville have suttet pik. Hvad er det?"

"Hvis De puster i alkometret og klarer den, får De nøglerne til bilen."

Jeg sagde...

"Okay. Den er jeg med på."

Jeg blæste i den.

Den gav en lyd. Jeg sagde...

Han så på den og sagde: "Nå, hr. Chappelle, De kan køre."

"Kan jeg?"

Den reagerede ikke på hash.

Jeg kørte hjem på motorvej 10 med 50 kilometer i timen.

Ja, det løste sig.

Det løste sig. Jeg er en af de heldige. Så let går det ikke for alle.

Jeg så videoen med damen, som fik tæv i L.A. af en færdselsbetjent.

Så I det i myldretiden?

De tævede en sort kvinde. Hun gjorde ikke engang noget galt.

Det var så sindssygt, at det ikke engang kom for retten.

Bystyret gav bare kvinden 1,5 millioner dollars for svie og smerte.

Det er ikke dårligt i betragtning af, at Marcos Maidana fik det samme beløb

for at bokse imod Floyd Mayweather anden gang.

Og kvinden har tydeligvis ikke trænet én dag i sit liv.

Det ses på båndet. Hun kom ikke for at slås.

Hun havde paraderne nede. Hun fik mange slag.

Nu er alle vrede på politiet.

Har i set den serie på Netflix, Making a Murderer, Steven Averys historie?

Har I ikke set den, så gør det.

Steven Avery har flere problemer, end nogen anden hvid

har haft gennem hele USA's historie!

I et retssystem, der er skabt til fordel for ham...

er han dumpet med et brag to gange.

Jeg kan slet ikke fatte det.

Havde Making a Murderer handlet om en sort fyr, havde titlen været Øh, ja!

Selvfølgelig ville alt gå galt.

Han gjorde ellers alt rigtigt. Han havde 200.000 dollars til forsvarsadvokater.

Det burde man kunne blive frikendt for i Wisconsin. Det havde O.J. Simpson.

Det eneste, han manglede for at blive frikendt, var én sort nævning.

Mere skulle der ikke til. For i USA kan kun en sort

se på de 11 andre og sige: "Jeg tror, politiet gjorde det."

Han er på spanden. Det var sådan, O.J. blev frikendt.

Jeg har set den nye serie om O.J. Simpson. Jeg kan ikke få nok.

Bringer den ikke gode minder frem?

Men jeg havde glemt, hvor polariserende O.J.-sagen var.

Jeg har mødt O.J. ved fire lejligheder.

Før showet er forbi, vil jeg fortælle jer om hver af de lejligheder.

Første gang, jeg mødte O.J. Simpson, var jeg i Santa Monica.

- Santa Monica! - Ja!

Tænk, at en sort fyr råbte: "Santa Monica!"

Du er den sidste nigger, jeg ville forvente det af.

Lad mig se dine sko. Har du Vans på?

"Santa Monica!"

Dig?

Jeg var 18 år og havde optrådt med et show.

Ejeren af klubben kom og sagde: "O.J. Simpson er her. Han vil møde dig."

"Vil han det? Ja, fedt!" Jeg løb ned ad trapperne,

og O.J. stod dernede. "Hej. Goddag. Hyggeligt at møde dig. Du er rigtig god,

og jeg håber, det vil gå dig godt." Jeg sagde: "Tak, hr. Juice."

Ved siden af ham stod, jeg kan ikke sige det pænt...

hans kommende myrdede kone.

Mine damer og herrer, mand jer op, ellers holder I ikke showet ud.

I må sgu mande jer op.

Hun er død. Vi ved, hvad der skete.

Vi ved ikke, hvem der gjorde det, men vi ved, hvad der skete.

Hun var meget sød ved mig. Hun omfavnede mig faktisk.

Hun sagde: "Du er nuser" og gav mig en krammer.

"Held og lykke", og hun holdt om mig længe.

Jeg hviskede til hende: "Er du ude på at få os slået ihjel?"

Det er gas. Det sagde jeg ikke...

men det var første gang.

Det er godt at se så mange forskellige mennesker her af forskellige etniciteter.

Et meget blandet publikum. I troede nok, Bernie Sanders ville komme.

Men... surprise! Det er mig.

Det glæder mig, at der kommer sorte.

Mange sorte er ikke så glade for mig mere.

Der er mange grunde til, man ikke ser sorte til mine shows.

For det første fordi sorte selvfølgelig har langsommere internet.

Det er mit gæt. Jeg ved ikke, hvad...

Faktisk har mine handlinger drevet en kile ind

mellem mig og den gruppe, jeg holder så meget af.

For nogle uger siden skulle jeg til Flint, Michigan,

til et velgørenhedsarrangement, som skulle skabe opmærksomhed

om Flints elendige vandkvalitet.

Jeg ved ikke, om I ved det, men vandet er pissegiftigt. Det gør folk syge.

Folk i Hollywood siger: "I det mindste har de vand." Men vandet...

Vandet er dårligt. En masse sorte kendisser fløj til Flint.

De holdt et flot velgørenhedsarrangement, og jeg skulle efter planen optræde.

Grunden til, at mange ikke har hørt om arrangementet, er,

at det var samme dag som Oscar-uddelingen.

Jeg var på vej til lufthavnen for at flyve til Flint, og så ringede Chris Rock:

"Dave, jeg har en billet til dig til Oscar-uddelingen. Kan du komme?"

"Ja da. Jeg er på vej til lufthavnen lige nu."

Helt ærligt. Hvad kan jeg gøre ved vandet?

Er jeg måske en superhelt? Jeg må også more mig og have et liv!

Jeg har ikke forgiftet vandet!