Hamlet (Kenneth Branagh's Hamlet) (Hamlet)

- Hvem dér? - Svar mig! Giv dig til kende!

- Vor konge leve. - Barnardo?

Du passer din tid på klokkeslæt.

Den har slået tolv. Gå til ro, Francisco.

Tak for afløsningen. Det er bitterlig koldt, og jeg er elendig.

- Har du haft en rolig vagt? - Ikke en mus har rørt sig.

Møder du Horatio og Marcellus, så bed dem skynde dig.

- Jeg hører dem. Hvem dér? - Venner af landet.

- En rolig godnat. - Farvel. Hvem afløste dig?

Barnardo har min post. Rolig godnat.

- Er Horatio med? - Et stykke af ham.

- Har det vist sig igen? - Jeg har intet set.

Horatio vil ikke tro på det gruelige syn, vi har set to gange.

Så jeg har bedt ham komme og våge med os i nat.

Hvis genfærdet kommer, kan han bekræfte vort syn og tale til det.

- Tys nu! Det kommer ikke. - Sid ned en stund.

Lad os bestorme dit øre, der er så forskanset.

- Hør, hvad vi to nætter har set. - Lad os sætte os og høre Barnardo.

Sidste nat, da den stjerne, som står der lige vest for polen -

- belyste det hjørne af himlen, hvor den nu skinner -

- så Marcellus og jeg, netop da klokken slog et...

Ti stille nu. Der kommer det igen.

- Som vor salige konge. - Du er boglærd. Tal til det.

- Ligner det ikke kongen? - Jo. Jeg rystes af skræk.

Tal til det!

Hvem er du, der vandrer om i nattestunden -

- i samme helteskikkelse som den, hvori vor begravne dankonge -

- førhen vandrede? I himlens navn, tal!

Det er fortørnet.

Bliv! Tal! Jeg befaler dig: Tal!

- Det er væk og vil ikke tale. - Du skæIver og er bleg.

Er dette ikke mere end indbildning?

Ved Gud, jeg havde ikke troet det uden mine øjnes sikre vidnesbyrd.

- Ligner det ikke kongen? - Som du ligner dig selv.

Det var den rustning, han bar, da han besejrede Norges konge.

Hans blik var så vredt, som da han slog de polske slædemænd.

Hvor sæIsomt.

To gange er han ved midnatstid gået forbi os.

Hvordan jeg skal tyde dette, aner jeg ikke.

Men ud af det slutter jeg mig til -

- at det varsler alvorlige rystelser i riget.

Så fortæI mig da, hvem der ved det -

- hvorfor dette skarpe vagthold hver nat bebyrder rigets undersåtter.

Og hvorfor der daglig støbes kanoner og købes krigsforråd -

- og hentes skibstømrere, som slider både søndag og hverdag.

Hvad betyder det, at den travlhed gør natten til arbejdsfælle -

- med dagen? Hvem kan forklare det?

Det kan jeg. I hvert fald går dette rygte:

Vor salig konge, hvis billede netop viste sig for os -

- blev, som I ved, af Fortinbras i Norge -

- som var drevet frem af hovmod, udæsket til kamp -

- og den tapre Hamlet... det kaldtes han her til lands -

slog samme Fortinbras -

- som efter sluttet pagt, beseglet ved lov og ridderskik -

- mistede både liv og alt det land, han ejede, til sejrherren.

Et tilsvarende pant blev stillet af vor konge -

- og skulle tilfalde Fortinbras, hvis han vandt sejr -

- efter samme pagt, som sagde, at hans land skulle tilfalde Hamlet.

Nu har så unge Fortinbras, der er fuld af hidsig ungdom -

- i Norges fjerneste hjørner hyret en flok hjemløse vovehalse -

- til et grådigt felttog, hvis formåI -

- som står helt klart for os, er at genvinde -

- med væbnet hånd og med vold og tvang -

- det omtalte land, som hans far tabte.

Dette, mener jeg, er grunden til vor rustning -

årsagen til vort vagthold -

- og baggrunden for al denne hast og uro i landet.

Det er nok det, tror jeg. Det stemmer også med -

- at dette genfærd går i rustning forbi vores vagt -

- og ligner kongen, der var grund til disse krige.

Et støvfnug, der pirrer sjælens øje.

Mens sejrspalmerne hang højt i Rom, kort før den mægtige Julius faldt -

- stod gravene og gabte, og døde i ligklæder -

- gik pibende og hylende i Roms gader.

Netop den slags onde forvarsler, der går forud for skæbnen -

- har både himmel og jord vist for vort himmelstrøg og vore landsmænd.

Stjerner med haler af ild og blodig dug. Onde tegn i solen.

Og den våde stjerne, af hvis magt havgudens rige styres -

- sygnede som til dommedag af formørkelse.

Men stille! Se, der kommer det igen!

Jeg standser det, om det så knuser mig.

Stands, blændværk! Har du lyd og stemmens brug, så tal til mig.

Hvis der er noget godt at udøve, som skaffer dig fred og mig nåde -

så tal!

Ved du noget, der truer dit rige, og som kan afvendes, så tal!

Hvis du i din levetid har samlet røvede skatte -

- hvad I genfærd tit siges at gå igen for, så tal!

- Stands det, Marcellus! - Med mit våben?

Det er forsvundet.

Vi fornærmer det, majestætisk som det er, med vore trusler om vold.

For det er som luften selv, usårligt -

- og vore slag i luften er det rene spilfægteri.

- Det ville tale, da hanen galede. - Og så for det sammen...

Som en synder ved domsstævningen.

Jeg har hørt, at hanen, som er morgenens trompet -

- med skinger, højrøstet strube vækker dagens gud op -

- og ved dens råb, om det så er i vand eller ild, i jord eller luft -

- må enhver hjemløs ånd ile hjem til sit skjulested.

Det svandt ved hanegalet.

Det siges, at når det lakker ad den tid, hvor Frelserens fødsel fejres -

- så synger den morgenfugl hele natten.

Da, siger man, tør intet genfærd gå omkring.

Natten er tryg.

Ingen onde stjerner -

- ingen elverskud eller hekse har trolddomsmagt.

Så... hellig og så rig på nåde er den tid.

Det har jeg også hørt, og for en del tror jeg også på det.

Men se, morgenen klædt i skarlagenskåbe -

- går over østens dugvåde høje.

Nu er vagten forbi. Og jeg råder til -

- at vi betror, hvad vi så i nat, til prins Hamlet. For ved mit liv...

Skønt ånden var stum mod os, vil den tale til ham.

Skal vi betro ham det, som venskab og pligt kræver?

Ja, lad os gøre det. Og her til morgen ved jeg -

- hvor vi mest belejligt kan finde ham.

Skønt mindet om vor broder Hamlets død endnu er grønt -

- og det sømmer sig for os at bære hjertesorg -

- og for hele vort rige at være som én sorgfuld pande -

- så har vor fornuft dog stridt sådan med naturen -

- at vi med klog bedrøvelse mindes ham -

- mens vi samtidig tænker på os selv.

Derfor... vor fordums svigerinde -

nu vor dronning -

- medherskerinde til dette stolte rige -

- har vi med underkuet glæde -

- med et håbefuldt glad og et tårevædet øje -

- med fryd ved ligfærd og sorg ved bryllup -

- med ligevægt i skålen af jubel og jammer -

taget til ægte.

Vi har heller ikke lukket øret for jeres visdom -

- der frit har bifaldet dette skridt.

Til jer alle... vor tak.

Og dernæst skal I vide dette: Unge Fortinbras -

- der har ringe tanker om vort værd eller tror, at vor kære brors død -

har bragt vort land af lave -

- og som håber at opnå en fordel, han plager os med breve -

- hvor han gør krav på det land, hans far mistede til vor tapre bror.

Dermed nok om ham.

Nu til os selv og vor forsamling. Sagen er i al korthed:

Vi har skrevet til Norges konge -

- unge Fortinbras' onkel, som, syg og affæIdig -

- næppe har hørt om sin nevøs hensigter.

Vi vil hindre, at han farer mere frem, for hele hans hær -

- er allerede samlet blandt hans folk.

Vi vil sende jer, Cornelius og Voltemand -

- med dette brev til Norges gamle konge.

Det giver jer ikke større fuldmagt -

- end der står i de helt udførlige artikler.

Farvel. Og lad hastværk bevise jeres troskab.

Vi skal vise os tro.

Det betvivler vi ikke. Hjerteligt farvel.

Og nu Laertes. Hvad nyt har du at sige?

Du nævned en bøn. Sig frem, Laertes.

Et ord af dig til kongen er ikke spildt.

Hvad kan du bede om, som jeg ikke gerne giver, før du beder?

Hovedet står ikke hjertet nærmere, hånd er ej mund mere hengiven -

- end Danmarks kongetrone er din fader. Hvad ønsker du?

Høje konge, Deres tilladelse til at drage til Frankrig -

- hvorfra jeg villigt kom for at bistå ved Deres kroning.

Men jeg tilstår, at nu den pligt er opfyldt -

- står mit sind og min hu igen til Frankrig.

Jeg beder om forlov.

Har du din fars forlov? Hvad siger Polonius?

Han har fravristet mig forlov -

- med umage og bønner, og hans ønske -

- har jeg modvilligt imødekommet. Jeg beder Dem: lad ham rejse.

Så rejs da, Laertes. Du har din ungdom.

Må heldet føIge dig. Brug den, som du vil.

Og nu min frænde Hamlet ... og min søn.

Lidt mere end din frænde og mindre end din ven.

Hvorfor hænger sorgens skyer stadig over dig?

Slet ikke, herre.

Jeg er en sand søn af solen.

Kære Hamlet...

Kast din natsorte farve væk og lad dit øje se venligt på kongen.

Søg ikke bestandigt med nedslået øje -

- din ædle fader i den sorte jord.

Du ved, det er alles lod.

Alt levende må dø og i døden vinde evigt liv.

Ja, frue, det er... alles lod.

- Hvorfor synes det dig da så sært? - Synes, frue?

Nej, det er. Jeg kender ikke "synes".

Det er ikke blot min sorte kappe, mor, ikke en vanlig sørgedragt -

- ikke højlydte og tunge suk eller øjets stride tårestrøm -

ikke mørke miner -

- eller sorgens skikke og fagter, der viser, hvad jeg er.

Sådanne ting "synes". For det er en rolle, man kan spille.

Jeg bærer i mig... sorgens sande magt.

Her ser I kun dens udvendige og tomme pragt.

Det er smukt og rosværdigt, Hamlet, at du viser din far skyldig sorg.

Men du må vide -

- at din far mistede sin far, og denne tabte far mistede sin -

- så den overlevende søn var bundet til i nogen tid at vise skyldig sorg.

Men hårdnakket at leve i sorgen er ugudeligt og stædigt.

Det er umandig sorg.

Det viser en trodsig vilje, et svagt hjerte -

- et utåImodigt sind, en dømmekraft, der er naiv. Det, man ved, må ske -

- det, der er så almindeligt og dagligdags -

- hvorfor skulle vi med klynkende trods tage os det så nær?

Det er en synd mod himlen, en synd mod den døde -