I Am a Killer

Jeg tager det fulde ansvar for, hvordan mit liv har udviklet sig.

Folk taler altid om, hvor uretfærdig verden er.

Ingen har sagt, at livet skal være retfærdigt.

Det må folk bare acceptere.

Det nytter intet at være bitter over det. Sådan er livet.

SIDEN GENINDFØRSLEN AF DØDSSTRAF I USA I 1976

ER MERE END 8.000 MENNESKER BLEVET IDØMT DØDSSTRAF FOR MORD

Jeg hedder James Robertson. Jeg er 54.

Jeg har siddet i fængsel i 37 år.

Jeg afsonede min oprindelige straf helt tilbage sidst i 80'erne.

Jeg har fået en hel masse straffe.

Jeg ved ikke hvor meget. Nok omkring 100 år.

Jeg nåede et punkt, hvor jeg sagde: "Jeg vil på dødsgangen."

EN ORIGINAL SERIE FRA NETFLIX

Jeg gik hen og affyrede et skud, og så et skud til, da jeg kom tæt på.

Hun blev skudt i kinden, og kuglen stoppede i kæben.

Jeg jagtede ham om bag et skrivebord og stak ham omkring 25 gange.

Jeg kunne ikke fatte, at jeg lige havde myrdet nogen.

Det angrer jeg ikke.

Jeg begyndte at stikke fyren på sofaen.

FLORIDAS FÆNGSEL BRADFORD COUNTY

I 2008 KVALTE JAMES ROBERTSON FRANK HART

HANS MOTIV TIL AT GØRE DET DISKUTERES STADIG

Jeg havde en ret god barndom.

Jeg tilbragte mine første 12 år på Orlandos østkyst.

Det havde en slags... Det er...

Dengang virkede det landligt, selvom det lå lige uden for byen.

Jeg vil tro, at vi var lavere middelklasse.

Jeg har boet i områder, som var helt hvide.

Jeg har boet i blandede områder.

Jeg gik i helt hvide skoler og i skoler, som var 90% sorte.

Jeg har været lidt overalt.

Jeg pjækkede ofte, da jeg gik i folkeskolen.

Det elskede jeg. Jeg elskede at hænge ud på gaden, tage stoffer

og feste med venner. Jeg røg en hel del pot.

Jeg tog også andre stoffer. LSD, PCP.

Jeg tog methaqualon og valium og kokain. Den slags.

Jeg røg ind, fra jeg var omkring 12.

Jeg havde mest bare stjålet børneting som cykler og den slags.

Jeg var 16. Jeg hang ud på gaden,

og så fik jeg øje på et sted, der så ud til, at jeg kunne bryde ind i.

Skaffe penge til stofferne.

Der var en lille forretning lige over for mit hus.

Jeg havde allerede brudt ind og stjålet stereoanlægget.

Jeg solgte det til en pusher og fik noget narko.

Så gik jeg tilbage for at stjæle højtalere.

Nogle sikkerhedsvagter fangede mig.

Jeg kom lidt op at slås med dem,

og jeg troede, jeg havde en kniv i min sok.

Jeg ville stikke ham med kniven og stikke af,

men jeg kunne ikke nå den. De overmandede mig.

Det røg jeg i fængsel for.

Kort tid efter sin 17-års-fødselsdag kom James Robertson i fængsel for indbrud,

grov vold og flugt

Oprindeligt var min straf ti år.

Så... Så skete der noget.

Jeg sad i fængsel, da en fyr blev myrdet.

Og jeg slog ham ikke ihjel. Det gjorde nogle andre,

og det fik jeg 15 år for.

Jeg prøvede at flygte. Jeg sparkede en vagt og ville tage hans våben fra ham.

FLUGTFORSØG OTTE ÅR

VOLD MOD TJENESTEMAND FEM ÅR

Og på det tidspunkt havde jeg bare en skidt attitude.

Jeg fik en del straffe. Jeg plejede at stikke folk ned.

RÅBTE "LÆG KNIVEN, KYLLINGEHOVED".

JEANNIE LÅ FORAN 1-5-14 I EN BLODPØL.

OVERFALDT MIG, DA JEG SOV, OG DOLKEDE MIG.

JEG SÅ BLOD OVERALT PÅ GULVET.

Jeg var i en position, hvor jeg kom op at slås hele tiden,

og jeg gjorde oprør.

Alt det lort, som de gjorde en stor sag ud af.

"Det er forfærdeligt. Du var med i et oprør."

Og alt sådan noget. Hvad forventer I?

Den slags bør man forvente i et fængsel.

Det er fængslet. Der er en masse slemme fyre herinde.

Den slags roder fanger sig jo ud i.

Men de siger, at jeg er ballademageren. Jeg er den slemme fyr.

Jeg blev placeret i en længevarende maksimum sikkerhedsstatus,

hvor man sidder i en celle hele tiden.

De tog alt fra mig.

Mit fjernsyn, mine ejendele.

Det er det rene tortur.

ISOLATION AF EN FANGE ADSKILT FRA ANDRE FANGER

ISOLATIONSREGLER

ISOLATIONSCELLE PÅ OP TIL 23 TIMER OM DAGEN

SEKS TIMER

Man sidder i en celle hele dagen. Man kommer ud et par gange om ugen

i omkring to timer. Man sættes i et lille hundebur.

Man mister al motivation. Man får stort set ingen sol.

Jeg lever i fornedrelse hver dag.

Vagterne ydmyger en hele tiden og behandler en som skidt.

Som om man er et lille insekt.

Tosset, for dem, de godt kan lide, er insekterne.

FLORIDA KORREKTIONSANSTALT FANGEREGISTER OVER HANDLINGER

Hver gang man møder isolationsnævnet,

nævner de noget, man gjorde tilbage i 1980'erne eller 1990'erne.

"Din baggrund ser ikke godt ud." "Og hvad så?"

De siger: "Det er dit baggrundsregister."

Det var deres undskyldning for at isolere mig.

De behandler ikke alle fanger sådan.

Nogle fanger noteres bare og får lov til at komme ud i gården.

Man sidder bare i cellen dagen lang.

Det er umenneskeligt. Det er vanvid.

De sætter bare nogen i en celle

og tager alle hans rettigheder fra ham år efter år efter år,

og jeg ser alle disse fyre, som kommer ud fra isolation.

De ville bruge enhver undskyldning for at holde mig i isolation.

Enhver undskyldning.

Til sidst blev jeg vred og sagde: "Jeg slår bare nogen ihjel."

Det var overlagt. Jeg ville på dødsgangen.

I 2008 BLEV JAMES ROBERTSON FLYTTET IND I EN DELT CELLE

MED FANGEN FRANK HART

Så jeg ville slå min cellekammerat ihjel.

Jeg var sikker på, at jeg kunne overmande ham.

Han var børnemishandler. Og det ville jeg ikke have i min celle.

USØMMELIG HANDLING FORAN ET BARN.

Tro mig, det var overlagt. Hele vejen.

Jeg ventede, til vagten gik sin runde.

Jeg havde en åbning på omkring 25 minutter.

Jeg gik om bag ham, prikkede til ham og vækkede ham.

Jeg havde bundet sokker og sagde: "Lad mig binde dig, eller jeg dræber dig."

Og han sagde: "Ingen af delene."

Så vi sloges.

Til sidst overmandede og kvalte jeg ham. Det tog omkring...

Jeg ved det ikke. Omkring seks eller fem minutter. Fire minutter måske.

Det angrer jeg ikke.

Det lyder vildt, ikke?

Jeg nåede bare et punkt. "Jeg vil på dødsgangen."

Glem alt om isolation. Jeg er træt af at leve i fornedrelse hver dag.

Du kigger på mig, som om jeg er skør.

JAMES ROBERTSON BLEV FLYTTET FRA ISOLATION,

DEN DAG HAN MYRDEDE FRANK HART

Jeg mødte James for flere år siden,

da jeg arbejdede i isolationen.

Jeg bemærkede han, fordi han havde et meget vredt ansigt.

FÆNGSELSSYGEPLEJERSKE

Man kunne se, at denne fyr var en tikkende bombe.

Han talte ikke med de andre fanger, med personalet eller med nogen.

Men hans ro var noget, som skræmte mig.

Og hans blik.

Han kiggede ikke på en. Han kiggede igennem en.

Mit navn er Anne Otwell,

og jeg har arbejdet på Charlotte Correctional siden 1992.

Jeg er sygeplejerske der,

og på det tidspunkt arbejdede jeg i den medicinske afdeling

og tog mig af isolationen og den åbne afdeling.

I isolationen mødte vi en del frustration,

en del vrede og mange selvmordsforsøg,

fordi de er isolerede.

De får ikke de samme opkald, og besøg, som den åbne afdeling har.

De har ikke den frihed.

Efter noget tid bliver det for meget for nogle fanger.

De sover det meste af dagen.

Men besøger man isolationen om natten,

er de vågne hele natten og skændes med hinanden.

I de enkelte celler. Man kan høre dem natten lang.

Så isolationen giver det en helt ny dimension.

Fra det øjeblik, at James kom ind i fængslet,

brød han sig ikke om reglerne og bestemmelserne i straffesystemet.

Han brød sig ikke om reglerne i isolationen.

Han ville derimod gerne på dødsgangen.

Og deres regler og bestemmelser er meget enkle, og det kunne han håndtere.

Der er stor forskel på dødsgangen og isolationen.

Det ville svare til at gå fra slummen til Beverly Hills.

De har deres eget fjernsyn og deres eget sengetæppe, hvis de vil.

Maden er anderledes. De har en sygeplejerske.

De har deres eget træningsområde, og der er stille.

På dødsgangen kan man høre en nål falde.

Og overraskende nok

har de et kammeratskab med hinanden. De er der sammen.

Så for dem er dødsgangen et tilflugtssted.

Men det andet er, at de ved,

at de ikke bliver henrettet i morgen.

De ved, at de skal være der i måske 25 år,

så de ved, at de ikke skal andre steder hen end på dødsgangen.

De er kommet hjem. Og sådan ser de fleste af dem på det.

De elsker dødsgangen.

Nogle siger, at James dræbte Frank Hart for at få bedre livsvilkår.

Min opfattelse er, at en indsat som James er meget narcissistisk,

og han ville nok på dødsgangen

for at vise alle, at han havde klaret det.

Det er ligesom at læse medicin, når man dimitterer.

Efter hans opfattelse kom han så langt som dødsgangen.

Og om det er, fordi han ville have et bedre tv eller bedre mad,

gjorde han det på grund af sin narcissistiske tankegang

om, at han ville have noget ud af sit liv, som alle ville huske.

JEFFERSON KORREKTIONSANSTALT

Mit navn er Robert Lynch.

Jeg sad i en enmandscelle i fire år i isolationen,

så jeg kender isolationen ret godt.

ROBERTSONS TIDLIGERE CELLEKAMMERAT

Jeg har siddet i flere fængsler med James. Kyllingehoved.

Vi røg nok ind begge to samtidig, sent i 80'erne

i Sumter Correctional.

Jeg kender ham ret godt.

Jeg aner ikke, hvorfor han kalder mig en ven.

Han er en lille lort.

Jeg hænger ikke ud med ham. Han er ikke min drikkekammerat.

Jeg ved ikke, hvorfor han siger, at vi er venner.

Jeg har dummet mig og sidder inde, men man kan stole på mit ord.