McQueen

Sminky-Pinky!

Meeks.

- Har du lyst til ordne mit hår? - Ja.

Jeg tænkte en linje dernede og to, som kommer op bagfra.

- Som et... - ...et V.

Haute couture.

Den originale dokumentar om Alexander McQueen.

"The McQueen Tapes."

Jeg var ligeglad med, hvad andre eller jeg selv mente om mig-

- så jeg søgte ind i mørket og trak rædslerne fra dybet af min sjæl-

og ud på catwalken.

Mange hævder, at de opdagede Alexander McQueen-

- men man opdager ikke talent. Det er der bare og kan hjælpes på vej.

Ingen opdagede Alexander McQueen. Han opdagede sig selv.

Lee havde et underligt cv.

Jeg var ikke særlig dygtig i skolen. Jeg tegnede altid tøj.

I naturvidenskab og i biologi.

Men jeg kunne godt lide billedkunst.

Efter skolen vidste han ikke, hvad han ville. Han søgte job.

Min mand er striks med, at børnene skal arbejde.

Vi sad og så fjernsyn en aften-

- og hørte, at de manglede lærlinge til Savile Row.

Jeg sagde, at han skulle prøve.

De kunne jo bare sige ja eller nej. Så han tog derind.

Anderson og Sheppard blev grundlagt i 1906. Vi gør tingene anderledes.

Vi har vores egen stil, som vores lærlinge lærer.

Jeg blev oplært af en skrædder fra Cork.

Han var vores bedste skrædder.

Første år laver man kraver og lommer-

- men man skal kunne lave en jakke efter et år.

Den skal passe perfekt og føles skræddersyet.

Jeg kunne ikke blive der resten af livet-

- i et lille skrædderi og fore reverser.

Men jeg brændte for det og var god til det.

Jeg lærte hurtigt. Jeg lærte at sy bukser og ville lære alt.

I starten af 90erne havde jeg et skrædderi på Mount Street.

Han kom ind en dag og lignede en skinhead.

Han sagde, at han kunne tilskære bedre end en skrædder på 50 år.

Jeg blev nysgerrig og bad ham vise, hvad han kunne.

Jeg har aldrig lavet tøj på en traditionel måde.

Jeg eksperimenterede med at skabe struktur og fylde.

Jeg startede med et hvilket som helst materiale.

Ved at sætte dem sammen kan man skabe tredimensionelle former.

Han ville gerne forstå, hvorfor jeg gjorde noget på en bestemt måde.

Da Lee var 17 år, ville han lave nogle nederdele til mig.

De passer som fod i hose. De var perfekt syet til min krop.

Jeg kunne knap bevæge benene, men fik mange komplimenter.

Jeg håbede, at han ville finde det, som passede ham.

Han var en sød dreng fra East End, som ville tjene penge.

Vi havde brug for maskinister, mønsterklippere-

- folk med erfaring fra tøjfremstilling.

Han brokkede sig aldrig, mødte til tiden og vidste, hvad han lavede.

Han lyttede altid til Sinéad O'Connor.

Det gjorde ingen andre på den tid, men han kunne lide hende.

Jeg mindes ham med sin walkman.

...to, et. Tænding. Start.

Red or Dead var et ungt streetwear-firma.

Da jeg sagde, at Space Baby-kollektionen-

- var inspireret af årsdagen for månelandingen, var han forbløffet.

Han vidste ikke, at man af et emne, som ikke havde med tøj at gøre-

kunne inspireres til at designe tøj.

Han forstod ikke ideen om visuel research og historiske referencer.

Vi er landet. Eagle er landet.

Han spurgte: "Hvad kan jeg gøre nu for at udvikle mig?"

På den tid startede alle italienske modehuse nye undermærker.

Han tog til Italien uden at kunne sproget og uden bolig og penge.

Jeg tænkte, at han ville komme hjem efter en uge med halen mellem benene.

En uge senere ringede Lee fra Italien.

Han havde fået job hos Romeo Gigli.

At sige, at jeg blev chokeret, er en underdrivelse.

Jeg sagde, at jeg ville have en ny jakke.

"Jeg har en ide, men mine skræddere kan ikke lave den."

"Du kan måske hjælpe mig."

Vi gik i gang med jakken og havde første tilretning.

Jeg sagde: "Nej, det er ikke det, jeg vil have."

Skrædderen og Lee lavede en til.

Vi prøvede anden gang. Jeg så på foret, og det var forkert.

Tredje tilretning. Forkert igen.

Jeg tog foret ud, og på indersiden havde de skrevet med sort:

"Gå ad helvede til, Romeo!"

På det tidspunkt ledte jeg efter nye former. Former, former.

Han kiggede intenst og grundigt med.

Han prøvede virkelig at forstå alting.

Han stoppede hos mig, fordi han ville studere.

Man kan ikke lære dem talent. Man kan gøre dem bedre til det, de gør.

For mig var ideen med uddannelsen-

- at de skulle arbejde i teams, som man gør i modebranchen.

Jeg så en ikke specielt indtagende, temmelig lurvet og utiltalende...

Jeg er ked af at sige det, men sådan var det.

...dreng med en stak tøj på armen, som sad uden for mit kontor.

Jeg spurgte, hvem han søgte, og det viste sig at være mig.

Jeg havde ingen stillinger, men jeg var interesseret.

Han var passioneret. Det er hemmeligheden, hvis man finder det.

Jeg tilbød ham at begynde på mit kursus.

Jeg kunne ikke tilbyde penge. Det var tydeligt, at han ingen havde.

Vores moster Renee havde lidt sparet op og ville hjælpe Lee.

Hun havde arbejdet med tøj og vidste, at Lee havde talent.

Han kom tilbage og sagde, at hans moster ville betale for kurset.

Saint Martins var bedst. Der var frihed til at udtrykke sig-

og omgås ligesindede.

Vi var gode venner, for vi havde samme form for humor.

Han grinede altid og var sjov og respektløs.

Han gik catwalk på gangene og lavede fis med alle hele tiden.

Kunne han lave sjov, gjorde han det.

Jeg underviste der på det tidspunkt.

Han var ikke bange for at sige, at han vidste bedre.

Han var et mareridt, fordi han kunne så meget.

Han var sikkert krævende, men han vovede aldrig at afbryde mig.

Men han brugte det, som jeg havde tænkt det.

Han kunne se et maleri eller en bog...

Da han ikke havde en uddannelse, var alt nyt for ham.

Han fortolkede alt på sin egen måde.

Det blev ikke filtreret, som hos os-

- med mere konventionelle baggrunde. Det elskede jeg.

Han vidste, hvor man kunne finde alt. London var hans by.

"Hvem har knaphuller?" "Martin i Soho."

"Vil du have tekstiler, så tag til Berwick Street og Shepherd's Bush."

Han tog mig med på homobarer-

- og sagde, at den og den var noget for mig.

"Nej, jeg vil hjem og læse."

Kurset sluttede med en opvisning.

Ingen andre skoler blev inviteret til modeugen.

Han ringede, da han var næsten færdig med sin kollektion og bad mig komme.

Den havde alle elementer.

Der var East Ends historie, mørket med Jack the Ripper.

Der var research og en god historie.

Han læste "Parfumen", som handler om kvindemord-

og han havde en mørk side.

Han blev inspireret af det-

og skabte noget meget smukt af det.

Tøjet passerede mig og bevægede sig på en måde, jeg aldrig havde set.

Jeg ville have det. Det var moderne. Det var klassisk.

Der var en sort jakke med menneskehår på det blodrøde for.

Det var som et lig, som kød og blod.

Det var det smukkeste, jeg nogensinde havde set.

Sabotage og tradition. En perfekt kombination.

Skønhed og vold. Alt det, som 90erne repræsenterer.

- Er det svært at se genialitet? - Nej. De har det, og jeg ser det.

Går man op i modehistorie på den tid, kender man Isabella Blow.

Jeg var på amerikansk Vogue, da Anna Wintour opdagede mig.

McQueen var hendes ridder, og hun ville føre ham til tops.

Jeg ringede til hans mor og sagde, at hun havde skabt et geni.

Hans mor havde sagt, at en sindssyg kvinde havde ringet.

Jeg ringede 6-8 gange om dagen, før jeg fat i ham. "Hallo?"

Jeg ville lave en aftale, men han vidste vist ikke, hvem jeg var.

- Nej, jeg ville bare have penge. - Jeg ville bare have tøjet.

Hun fik at vide: "350. Tag det, hvis du vil."

Det var hun ret vild med.

Det var først, da jeg så hans show i Bluebird Garage-

- at jeg indså, hvad jeg havde sluppet løs.

Han sagde, at det var min fortjeneste.

Det var pænt sagt, men det var slet ikke sandt.

Han havde kæmpet sig til tops helt selv.

Alle modeskabere vil skabe en illusion, som ryster og fascinerer.

Tøj er smukt, men der er en virkelighed derude.

Folk vil tro, at alt er rosenrødt, men jeg siger det, som det er.

I 90erne lavede man tøj til at gå i byen i, tøj til en særlig aften.

Man planlagde, hvilken klub, hvilke mennesker og hvilken dj man ville se.

Lee tog alt. Det er en af hans styrker.

Lee tog meget Bowery, som er grænseoverskridende og provokerende.

Det ville han overføre til catwalken.

Lee brugte fetichsproget med gummi, latex og læder-

og tog det med i sit modedesign.

Vi blev kærester-

- og det var nyttigt, for jeg kunne også sy.

Der var enhver, der kunne sy. Man behøvede ikke at være dygtig-

- bare man ville sidde i skrædderiet i 16 timer og var sjov.

Lee var den uopdragne, uartige skoledreng-

som lavede fis med alle på pubben.

Det var ham, jeg elskede.

Sæt hænderne i den!

Det har jeg altid haft lyst til.

Da jeg mødte Lee første gang, boede jeg på Hoxton Square.

En dag kom en fyr, som var flyttet ind nedenunder.

"Kom ind og få en kop te." Han spurgte, hvad jeg lavede.

Jeg lavede hår og makeup til mænd.

"Jeg har snart opvisning. Vil du lave hår og makeup på drengene?"

"Vil du ikke se mit arbejde? Jeg har aldrig arbejdet på modeshows."

"Nej, jeg kan mærke det."

En dag sagde han, at han ville lave sin egen kollektion.

Hvordan kunne han tro, at han kunne det?

Han havde ingen penge, ingen ressourcer-

ingen systue, støtte eller velgører.

Men han havde bestemt sig.

Jeg har overlevet på bistand.

Jeg har købt alle mine tekstiler på bistand.

Jeg gik hjem til mine forældre og fik dåser med bønner og suppe.

Det er...

Det er min vovse.

Han skulle bruge et logo. Vi spurgte min daværende kæreste.

Det var min ide at placere C'et inde i Q'et, men Dave lavede resten.

Han kunne få folk til at arbejde for sig. Vi blev aldrig betalt.

Vi betalte ham for at arbejde for ham. Utroligt, ikke?

Bare for at være en del af hans vision.

Han havde en tiltrækningskraft.

Det er som Warhol.

Dans dig til succes. Kom så!

Isabella ville kalde ham Alexander-

- for det lød bedre og mere romantisk for en designer.

Issie fik kritik for at gøre ham fin på den.