David Holmes: The Boy Who Lived

-Ét. -Klar?

Okay, David.

Lad kameraerne køre.

-Oppe i hastighed. -Kameraerne kører.

Og action!

Godt klaret, David. Du er dygtig.

At være stuntmand er det bedste job i hele verden.

Godt klaret.

Man bliver konstant testet, flytter hele tiden grænserne...

Action!

...og risikerer alt.

Action!

Jeg skal bevæge mig for at tænke.

Skal min hjerne fungere 100 procent...

Action!

...skal jeg være i bevægelse.

Jeg troede på, at pres kan skabe diamanter.

Jo større pres, jo bedre var jeg.

Og ærlig talt var jeg ikke særlig bange.

"GLADE DAGE" 26. OKT. 04

Man lever kun, når man er tæt på at dø.

Engang fløj jeg.

Det er slut med det.

Godt klaret. Rigtig flot.

Cut!

Han er her.

Hej! Hej!

Ja, ja!

Hej med dig.

-Det er en evighed siden. Er du okay? -Det er så lang tid siden.

Det er normalt for os at komme med et lille filmhold. Det er helt naturligt.

Er du klar, Tom?

-Ja. -Lad os begynde.

En, to, tre.

Dan, tryk min sikkerhedssele ned. Gider du at hjælpe mig, Tommy?

Vi har ikke fået hunden med endnu. Tag hendes sele og kødben.

Jeg vil gå en tur med hunden. Jeg steg ind i bilen, men glemte hunden.

Nu bliver jeg overstimuleret.

Jeg er som regel bag de samme fire vægge.

Når jeg kommer ud... Hvert eneste træ, ændringerne i farverne, alt lyset...

Jeg suger det virkelig til mig.

Jeg omfavner det, for det er som at komme ud af fængslet.

-Hvor vil du hen, Dave? -Jeg tænker på overflader og den slags.

Skal vi køre op til naturreservatet og prøve med ti minutter i naturen?

Jeg har aldrig fortalt min historie. Jeg ville ikke.

Harry Potter betyder meget for mange, men ingen ved, hvad der skete med mig.

Mit liv har været helt vildt.

Store højdepunkter og store nedture.

Alle menneskelige følelser.

Jeg må hellere fortælle min historie. Ellers bliver den ikke fortalt.

ESSEX, STORBRITANNIEN

Smil. Kig den her vej.

-Skal vi have en kop te nu? -Kom op derfra.

Jeg voksede op med to brødre, så vi var tre drenge.

Alle små, men fulde af energi.

Lav et sjovt ansigt.

Det var hektisk.

De var tre meget energiske drenge, meget, meget energiske.

En af de store forskelle på de to ældste drenge var,

at Paul var meget målbevidst og viljestærk,

mens David var meget afslappet. Han gjorde ting, bare fordi de var sjove.

Jeg kan selv.

David insisterer på, at han selv kan.

Der er store mellemrum.

Og han var meget eventyrlysten.

Far er irriterende som altid.

Han kendte ikke til frygt.

Vi ved ikke, om det skyldtes uvidenhed. Men han kendte ikke til frygt.

Jeg sad i baggrunden og var bekymret,

men jeg vidste, at drengene let kunne blive trynet af andre

på grund af deres størrelse, så jeg lod dem gøre det, de kunne.

-Kom så, David. -Kom så, David.

Mor fandt ud af, at gymnastik var en god måde at brænde energi af for os.

Så fra jeg var fem år, til jeg var atten år,

trænede jeg i en gymnastikklub fem-seks dage om ugen.

Det her er David Holmes.

-Hej, David. -Hej.

Hvad er forskellen på et godt og et dårligt spring på hesten?

Et godt spring er, når man har et godt tilløb,

har et godt fjedret springbræt, rækker ud efter enden,

skubber fra med hænderne og lander rigtigt.

Hvordan er et dårligt spring så?

Et dårligt spring er, når tilløbet ikke er godt, og det hele bliver ødelagt, så...

Jeg kan huske, at vi tog til USA. Han var nok...

Måske var han elleve år.

Og han sagde til kameraet... Jeg filmede med et videokamera dengang.

Det her er David Holmes, gymnast og stuntmand i særklasse.

Han ønskede at blive stuntmand.

Den idé havde han meget tidligt, længe før han var med i de første film.

På det tidspunkt var hans træner selv stuntmand,

og det åbnede op for den samtale.

Derefter var det intens gymnastiktræning med et formål.

Intet andet var vigtigt for mig. Jeg vidste, at jeg ville være stuntmand.

Nogle af de sværere stunts udføres af professionelle stuntmænd.

Min far kom ind i branchen i 40'erne, men dengang var det bare statister,

der fik lidt ekstra penge som betaling for nogle knubs.

Dørmænd eller tidligere gangstere, eller hvem det nu var.

Så begyndte hans bror også i branchen.

Senere var det mig...

...og så min bror...

...og nu min datter.

Det er en familievirksomhed for os.

En dag skulle jeg bruge et barn til at lave stunts i Lost in Space.

Jeg ringede til Jeff Hewitt-Davis, for han drev en gymnastikklub,

og jeg bad ham om at udvælge nogle børn, jeg kunne se på.

Og det førte til, at jeg fik David.

Der var noget ved ham. Han var ret sjov.

Han var med i alle samtaler. Han kiggede op på de andre.

"Dave, gør ikke det der." Et øjeblik efter: "Dave, gør ikke det der."

Forestil jer at være fjorten år og komme ind på et filmset, et rumskib.

Jeg skulle springe væk fra fyrværkeri...

...og jeg var hooked. Det var det, jeg ville.

Jeg så ikke Greg i nogle år...

Okay, drenge, aftenens lektier.

...indtil en dag under optagelserne af Forhekset med Liz Hurley.

Det der får I aldrig brug for, vel?

Den dag fik Greg mit telefonnummer.

Jeg husker ikke den nøjagtige samtale, men jeg nævnte Harry Potter.

Han kendte allerede til troldmandsverdenen i Harry Potter.

Jeg vidste, det var stort på grund af bøgernes popularitet,

men jeg anede ikke, at det ville blive så stort.

Inden der var gået to uger, var jeg på filmsettet.

Okay, take ét, kamera A og B.

Klar. Baggrundsaction!

Action!

Jeg fik jobbet. Jeg blev Daniels førstestuntmand i filmene.

Og cut!

Det er så længe siden, jeg sidst...

Jeg begyndte at tale med Dan, da vi tog til Alnwick Castle.

Quidditch er let nok at forstå.

Hvert hold har syv spillere. Tre angribere, to baskere,

en målmand og en søger. Det er dig.

Det var i den scene, hvor jeg gik ud med Oliver Wood,

kaptajnen for quidditchholdet.

De havde en kasse med quidditchbolde, og han gav mig et bat.

Tag det her.

Og action!

Okay, her er en anden bold.

Og action!

Den måde, han svingede battet på... Greg så på mig og sagde...

Jeg tror, der er noget, vi skal klare.

Det så akavet ud. Det er fint, når børn svinger bat, men...

Men man så det og tænkte, at det kunne gøres bedre.

Jeg må have været rigtig dårlig. Jeg havde ikke god koordination.

Derefter var jeg Dans fysiske træner.

De sagde: "Du skal hænge ud med den her seje, ældre dreng tre gange om ugen."

Han kunne stå og lave en baglæns salto, og han viste gerne, hvad han kunne.

Som 11-årig tænkte jeg: "Du er den sejeste, jeg nogensinde har set!"

Jeg lukkede dørene ind til stuntrummene og lod ham være barn.

Vi lavede gymnastik, kæmpede og boksede,

fægtede og legede, og vi joggede hele året.

To gange om ugen kom han hen til mig, og så slog vi os løs.

Vi opbyggede et virkelig tæt forhold.

Han var kun nogle få år ældre, så han var som en sej storebror.

Jeg behandlede ham ikke som et barn. Jeg tænkte ikke på, at han var yngre.

Når man laver fysiske ting, skal man jo være forsigtig.

Men jeg har altid talt til ham som en på mit niveau.

Vær stille, alle sammen.

Jeg vidste ikke, hvor heldig jeg var, for jeg havde intet at sammenligne med.

Men jeg vidste, at jeg var med i noget helt særligt, og jeg vidste...

...at jeg ville give mig 100 procent hver gang.

Der blev sagt rigtig mange ting om os lige fra begyndelsen.

Så snart jeg havde fået rollen, var der en artikel:

"Han bliver aldrig andet end den figur."

Jeg vidste, at man sagde sådan om mig.

Glimrende. Vi prøver briller på dig. Lidt op med hovedet.

Jeg sagde til Emma og Rupert:

"Vi må aldrig blive storsnudede. Det siger alle, at vi bliver."

Det ville jeg ikke lade ske.

Han var en dreng, som mig i Lost in Space,

i et fantastisk miljø, omgivet af voksne.

Han skulle finde sit ståsted som ung mand.

Det er utroligt. Det er lidt overvældende, men fantastisk.

-Er du begejstret? -Ja!

Og lidt i panik!

Som ung voksen kunne jeg meget bedre nyde det.

Tænk engang. Jeg havde fået det bedste job i verden.

Som 18-årig fik jeg en check på 65.000 pund.

Jeg brugte dem på sex, stoffer og rock and roll.

Daniel, tror du, at dit liv nogensinde bliver det samme igen?

Hvis mit liv ville ændre sig, ville det være sket nu. Det er det ikke.

Til daglig var jeg en teenager, der boede hjemme hos sine forældre,

og jeg arbejdede, hvilket også føltes ret normalt.

Det er fantastisk. Men jeg vil aldrig opfatte mig selv som en stjerne.

-Hvad sker der? -Det ved jeg ikke.

Kig op. I ser træet komme. Træet slår!

Slå hårdere på kølerhjelmen. Slå igen.

Og så kommer det og slå igen!

-Er I okay? -Ja.

Glimrende.

Det var godt. Lad os se det.

Verden ønskede at se børnene være bedste venner.

Men dem, jeg havde det tætteste forhold til, var folk fra filmholdet.

Det er Will. Han er mærkelig.

Han har altid ret.

Det er The Flying Scotsman, Steve.

Han går. Han er væk.

Jeg siger til folk, at hvis man ender på et filmset, er der visse afdelinger,

hvor der er sjovt. Som hos stuntmændene.

Noget af det sjoveste på settet var at høre stuntmænd fortælle historier.