Twilight of the Gods

Hør min historie om Sigrid,

og første gang jeg så hende.

Fremmede sværd kom og krævede vores land.

Völsung-landet.

Vi var få.

De...

...var mange.

Så...

...kom kvinden.

Jeg kendte hende ikke.

Men hendes skjold bar Völsung-symboler.

Hun kløvede både mænd og heste.

Hendes sværdarm var blodig til skulderen.

Hverken hjelm eller brynje modstod hende den dag.

Men som sagt...

De var mange.

Døden var nær, så meget vidste jeg.

Men se, en valkyrie kom ned.

Den var smuk,

men monstrøs.

Og stilheden faldt.

For krigerne vidste, at væsenet ville bestemme,

hvem der ville leve og dø på den mark.

Andre blev taget.

Vi blev skånet.

På hvis ordre ved vi ikke.

Men da den forlod os, bukkede Valkyrien.

For min Sigrid.

Og jeg vidste, det var kærlighed.

Hvorfor glor dine mænd på mig?

Kongen fortalte om jeres skæbnesvangre møde.

Og hvilken historie fortalte han denne gang?

-Noget med en valkyrie... -Okay, allesammen, stop!

Vil I have en historie, så lad det være min.

Der var et slag.

Der var indtrængende fjender. Og intet sværd var utrukket.

Jeg fik øje jeres konge på den anden side af marken og så godt på ham.

Det var en kold nat.

Vi delte et ølhorn, og vi gik i samme seng.

Min konge er veludrustet som en hingst,

og som en sådan red jeg ham.

Og jeg vidste, det var kærlighed.

Du er digter, Egil.

Hvis du vil have noget at synge om, så prøv hans smukke lyst-lem.

Væk med jer! Allesammen!

Egil, skæl fisken, og lav os noget mad.

Ja, min herre.

Sigrid, kom med mig.

Jeg må vise dig noget.

Hvor skal vi hen?

Det var svært at holde skjult.

Men når vi er gift, vil jeg føle, at noget har ændret sig.

Jeg venter ikke længere.

Når huset er færdigt, vil det huse vores bryllupsfest.

Du vil vel stadig giftes med mig?

Ja.

Jeg elsker, når du kommer fra havet.

Du smager af salt.

Her? Vi fryser ihjel.

Du er så stille.

Noget piner dig.

Kan du se de stjerner?

Der.

Det er Thiazis øjne.

De våger over mit folks land.

Du har aldrig set min himmel.

Det er okay.

Ingen rejser til mit hjem.

Men en del af mig troede altid, at vi ville.

At nationerne ville stifte fred.

Så jeg kunne blive gift i mit land.

Der er så smukt, Leif.

Og jeg ville ønske, du kunne møde min familie.

Så gør jeg det.

Vi rider i morgen.

Jeg hører, du rejser.

Har du ingen pæne ord til din ven?

Jeg skal giftes.

Jeg troede, han kun ville have dig som konkubine.

Nej...

Du har ikke født børn.

Han ville nok have mig, mere end han ville have arvinger.

Det var ikke ondt ment. Du er heldig.

Børn tager os væk fra slagmarken.

Men klanen er uenig.

De hvisker, at jeres bryllup gør guderne vrede.

Gøre guderne...

Tænk dig lige om, Hervor.

Næste gang du ser mig, er jeg din dronning.

Du ville have din slægt til at fortsætte.

Så meget ved jeg.

Hun giver dig måske et barnebarn.

Eller måske ikke.

Men vi bliver gift, fader.

Og jeg vil have din velsignelse.

Hvis du nægter mig den, så behold dit sværd.

Du må hellere lægge det sværd fra dig, rejsende.

Har du ikke hørt det?

Vi spiser din slags.

Tru ham igen, og du har ingen tænder at spise med.

Rejs dig, Sómr! Vores søster er vendt tilbage!

Sigrid?

Og nu er vi i Jötunheim.

Min datter.

Du er kommet tilbage!

Men du er ikke kommet alene.

Vi er jættefolk.

Suttungs børn.

Vi holder ikke fest med mennesker.

-Han var sammen med Sigrid, far. -Sigrid har jætteblod.

Fjølverkr, det er så længe siden.

Vil du minde mig om navnet på min fars domæne?

Det hedder...

-Den Åbne Hånd. -Tak, Lille Rod.

Og er det tro mod sit navn?

Eller er det i virkeligheden en knytnæve?

Vores love er klare, datter.

Vi tillader ingen fremmede her.

Så lad os ikke være fremmede!

Vi kan tale som konger.

Når to konger mødes i samme sal, fører det ofte til vold.

Jeg blev træt af at slås for længe siden.