Mudbound

EN ORIGINAL FILM FRA NETFLIX

Du må hellere skynde dig.

Vi når det ikke.

Det gør vi. Det er vi nødt til.

Tag en pause. Kom.

Det er min tur.

"Det gør vi. Det er vi nødt til."

Det var min bror, Henry.

Overbevist om, at det, han ønskede ville ske, skete.

Vejret ville blive tørt i tide til at så bomuld igen.

Vi ville få gravet det hul, inden stormen kom.

For fanden da!

-Jøsses! -Hvad er der?

Det er en slavegrav.

Hvordan ved du det?

Skudt i hovedet.

Det må være en, der stak af.

Det afgør det.

Afgør hvad?

Jeg begraver ikke min far i en slavegrav.

Det ville han virkelig hade.

Hjælp mig op.

Vi har ikke noget valg.

Det er nok! Kom nu!

Det er nok!

Lad os få dig op derfra!

Kom nu!

Kom nu.

For fanden da!

-Hold fast, Jamie! -Nej.

Jeg får fat i en stige!

Henry!

Henry!

Henry!

-Hvor er du? -Lige her! Jeg er her!

Det var min bror, Henry.

Overbevist om, at det han ønskede, ville ske, skete.

Og hans lillebror...

Jamie.

...ville aldrig forråde ham.

Kom her. Hvad er der galt med dig?

Jeg troede, du ville... efterlade mig dernede.

Hvorfor skulle jeg dog gøre det?

Hvorfor skulle jeg gøre det?

Når jeg tænker på gården, tænker jeg på mudder.

Skorper på knæ og i håret.

At gå i støvleformede pletter på gulvet.

Jeg drømte i brunt.

Kom nu. Løft den op. Løft den.

-Kom nu. -Bare få den...

-Øjeblik. Bare lad den... -Øjeblik.

Løft den. Bare en smule mere...

Bare stop. Sæt den ned.

Vi kan lade rebene gå på langs og stå i hver sin ende.

Kisten er for smal. Falder den igen, kan den knække.

-Vi kan prøve. -Nej!

-Hap! -Henry.

-Hap! -Lad være.

Det er ikke min skyld, det skete.

-Jeg advarede knægten. Begge to. -Lad dem være.

Hap!

Kan du lige stoppe?

Gider du hjælpe os?

Vi skal have den kiste i jorden.

Hap.

Jeg var en 31-årig jomfru, da jeg mødte Henry McAllan i foråret 1939.

Jeg boede med mine forældre i det hus, hvor jeg voksede op.

Min verden var lille,

og han reddede mig fra et liv i yderkanten.

Virkelig? Han siger, at De er en mand med universitetsuddannelse.

Ingeniør.

-En ingeniør fra Ole Miss. -Ja.

Hørte du det, Laura? En ingeniøreksamen fra Ole Miss?

Jamen dog.

Laura har også en universitetsuddannelse.

Hun er lærer fra West Tennessee State.

Vi er stolte af hende.

Min kære søster er den klogeste i familien.

Hun fik bedre karakterer end mig. Det fik jeg altid revet i næsen.

Hun er klog.

Du burde spille klaver for os efter middagen.

De skulle høre hende synge. Hun synger som en engel.

Du burde spille noget for hr. McAllan senere.

-Mor. -"Ave Maria." Det er min yndlings.

-De vil elske den. Den er så smuk. -Mor.

Hvad?

Teddy tog nok ikke sin nye chef, hr. McAllan, med hjem for at høre salmer.

Så lad os spørge ham. Hr. McAllan?

Ønsker De at høre lidt musik efter middagen?

Jeg elsker salmer.

Han kan godt lide salmer.

Jeg var uvant med mandlig beundring, og jeg vidste kun, at jeg ville have mere.

Det var i det mindste en lindring fra den ærlige medlidenhed

og uærlige venlighed, der blev vist ældre jomfruer.

-Nemlig. -Så...

Han følte ikke behov for at fylde luften med ord, som jeg gjorde.

Han havde meget selvtillid.

Er det det?

Jeg kan ikke sige, jeg var forelsket i ham dengang...

men jeg var så taknemmelig, at det overskyggede alt andet.

Min bror Jamie kommer hjem fra Oxford næste weekend.

Jeg vil gerne have, at du møder ham.

Der er han.

Bror!

-Du ser godt ud. -I lige måde.

Luften her i Memphis ser ud til at bekomme dig godt.

Eller er det noget andet?

Frøken Chappell, min bror, Jamie.

-En fornøjelse at møde Dem. -Fornøjelsen er min.

Han tror, han er en figur i et af sine stykker.

Men hvilket stykke? Hamlet? Faust? Prins Hal?

Et, som du kan tjene penge på en dag.

Hvad mener De?

Jeg synes, De er mere som Puk.

-Hvem er Puk? -"Herre, hvilke tåber, disse dødelige."

Puk er som en drilagtig ånd.

En drillepind.

Tilgiv mig, jeg prøver blot at imponere hende.

Så vil du opdage, at Laura ikke sådan lader sig imponere.

-Skal vi? -Lad os.

Jeg fortalte far, du kom i dag.

Jeg vil høre mere.

Så blev jeg trukket under,

forslået og blødende, jeg var så godt som død,

endnu et offer for oversvømmelsen i 1927.

-Tænk, at du aldrig har fortalt mig det. -Der er mere.

Hvad skete der så?

Så så jeg et flimrende lys, som et stjerneskud.

"Flimrende."

En stor hånd rakte ud,

jeg troede, det var Gud, der kom efter mig.

Men det var det ikke. Det var min bror, Henry.

-Du reddede hans liv. Du er en helt. -Det er han nemlig.

Hvad skulle jeg gøre? Lade ham drukne?

Skål for fremtiden, hvad den end bringer.

Må du blive velsignet med lykke, godt helbred, velstand,

og hvis hun vil have dig, et hus fuldt af børn.

Kærlige ønsker til jer begge.

Sprudlende.

Vil du have noget imod, at jeg danser med din pige?

Frøken Chappell, en snurretur?

Med fornøjelse.

Jamie kiggede på en anden måde.

Når hans øjne hvilede på mig, følte jeg mig ikke længere usynlig.

Mange tak.

-Jeg vender tilbage. -Naturligvis.

Du er særligt smuk i aften.

Tak.

Jamie har den effekt på kvinder.

De stråler for ham.

Han kan lide dig, kan jeg se.

Han kan vel aldrig ikke lide nogen.

Ikke nogen i nederdel i hvert fald.

Henry friede ikke, som jeg havde troet, han ville.

Han knælede ikke, og spørgsmålet lød mere som en erklæring.

Henry var ikke særlig romantisk.

Han var gjort af noget mere robust.

Jeg elskede hjemmelivet.

At føje Henry og vente på, han kom hjem til mig,

det var, hvad jeg var skabt til.

Da Amanda Leigh blev født, blev jeg fuldstændig hendes.

Så kom dagen, der ændrede alting.

For altid.

Den 7. december 1941,

en dato, som vil blive husket for evigt.

Amerikas forenede stater blev pludselig og med overlæg angrebet

af det japanske imperiums flåde og luftvåben.

USA var i fred med landet,

og på Japans opfordring...

Far lånte hr. Roberts og de andres truck for at køre mig.

Det er det, jeg bedst husker.

De første og de sidste ting...

...det er dem, der bliver siddende.

Tak.

Vi vil bede for dig.

Glem os nu ikke.

Det gør jeg ikke.

Det gør jeg ikke. Okay?

Pas på dig selv.

Det skal jeg nok.

Tag nu godt fat her, ikke? Hjælp jeres mor.

-Okay? -Det skal vi nok.

Hold knægtene væk fra Lilly May. Lad hende ikke blive voksen.

-Du skal bare komme tilbage. -Det skal jeg nok.

Du kommer hele vejen hjem. Hører du?

-Jeg elsker dig, mor. -Jeg elsker også dig, min dreng.

Jeg kan ikke se mig tilbage.

Jeg så mig ikke tilbage.

Det siges, det bringer uheld at se nogen rejse.

Jeg holdt hans hjerteslag i min hånd.

Jeg husker hvert et slag.

Han var varm og levende.

Jeg kender hvert et sted i ham...

Det krævede al min styrke ikke at vende mig om.

Jeg har ikke favoritter.

Jeg elsker dem alle lige meget.

Det gør enhver mor.

Men i løbet af de fire år...

...al den tid han var væk...

...bad jeg kun for ham.