The Bureau (Le Bureau des légendes)

PERSONER OG BEGIVENHEDER ER OPDIGTEDE

ENHVER LIGHED MED VIRKELIGHEDEN ER UTILSIGTET

FALSK IDENTITET

Det duer ikke. Kan du ikke komme mere på?

- Jo. - Ændr retningen.

Det skal ramme brystet, ellers klarer han den.

Ansigtet bliver smadret, men han overlever.

Sådan.

Skal vi se på senderen?

CYPERN

Røræg, et glas appelsinjuice og en kop kaffe, tak.

Ja, en americano. Tak.

- Hvad sker der? - Er De alene?

- Er der sket Marie-Jeanne noget? - Nej, men i dag briefer jeg Dem.

- Fint. Nu? - Ja, nu.

Jeg har et par spørgsmål og skal bruge nogle klare svar.

Så De nogen amerikanere kredse om Shapur Zamani i Teheran?

Nej. Der er ingen amerikanere i Teheran.

Tænk Dem godt om.

Jeg er sikker. Jeg ville have sagt det til Marie-Jeanne eller Guillaume.

Så De nogen amerikanere i Paris, da Guillaume overtog styringen?

- Amerikanere? - Som skjulte, at de var amerikanere.

Da Zamani og hans forlovede kom til Paris ... Ingen amerikanere?

- Nej. Hvorfor? - Fordi Zamani arbejder for CIA.

- Det er umuligt. - Vi vidste, at de var ude efter ham.

Derfor skærpede vi også indsatsen, men de var hurtigere end ventet.

Hvis jeg havde set noget mistænkeligt, havde jeg sagt det med det samme.

- Godmorgen. - Godmorgen.

Røræg, sort kaffe og appelsinjuice. Og turkish delight på husets regning.

- Tak. God dag. - Tak.

Vi tager den helt forfra.

Jeg må have detaljerne og sikre mig, at De ikke har overset noget.

Ikke fordi De er dårlig, men fordi den slags hænder.

Vi har hele dagen. Vi tager den forfra stille og roligt.

- Hvad tid flyver De? - Om to timer. Jeg smutter.

- Er missionen slut? - Ikke endnu.

I Teheran fjerner De Dem fra Zamani. De kender reglerne: roligt og diskret.

Han må ikke kunne koble det til sine aktiviteter for CIA.

- De vil snart modtage nye instrukser. - Må jeg ikke afkorte mit ophold her?

Nej, fem dages ferie er fem dages ferie.

Poloen klæder Dem.

De har intet at bebrejde Dem selv. Og lad endelig som ingenting.

"Enjoy Turkish delight," som de siger.

- Ferie? Forretninger? - Ferie.

- Her er meget smukt. - Ja, ja, meget smukt.

- Hvor kommer De fra? - Paris.

Der er også meget smukt i Paris.

Kærlighedens by.

- Hvad har De så set her? - Kan De tie stille? Er det muligt?

De snakker bare løs, så De kan tage en omvej.

Nu ikke noget pis. Tag motorvejen til lufthavnen.

- De er jo sindssyg. Paranoid. - Paranoid, ja. Som om jeg var idiot.

- Hvad er jeres forhold til al-Qaeda? - Al-Qaeda eksisterer ikke mere.

Små spredte baser ... Det er ikke løsningen mere.

Kalifatet er profetens vilje.

Hvad med udvidelsen af jeres territorium?

- Vi slår vantro ihjel hver dag. - Okay, det er nok.

Journalisten er tysker. Han hedder Andreas Schnabel.

Han har gode kontakter i regionen. Han kan føre os til Chevalier.

Han er den eneste journalist, der har opnået IS' accept.

- Skulle han gøre det bedre end os? - Ja, han er journalist.

- IS fører informationskrig. - Schnabel spreder deres propaganda.

Hans reportager gavner IS, og det ved Chevalier.

Chevalier iscenesætter sig selv. Han er en narcissistisk forbryder.

Tilbyder Schnabel ham et interview, takker han helt sikkert ja.

- Hvor lang tid vil det tage? - Det kan gå hurtigt.

- Hvad er risikoen for Schnabel? - Hvor høj må den være?

Jeg bryder mig ikke om hans slags, men ikke over 20% risiko.

- 20%? - Højst.

- Nå, var det en god ferie? - Tag lidt flykonfekt.

- Så bliver pillen lettere at sluge. - Er det så slemt?

Intet. Og vi har gennemgået alt.

Rekrutterede amerikanerne Zamani, uden at vi opdagede det?

- Hvordan kunne Phénomène overse det? - Jeg har fuld tiltro til hende.

Og Marie-Jeanne og Malotru så heller ikke noget.

- Hvor længe har han været i CIA? - Det ved vi ikke.

Var det mon derfor, han kom til Paris?

- Kunne det tænkes ...? - At han skal rekruttere Phénomène?

Når man har Majid Zamanis søn, er en ung fransk seismolog ligegyldig.

Og hun ville have opdaget det. Hun er jo ikke idiot.

Hold lidt igen. De bliver dårlig.

Du har fået et jobtilbud på LinkedIn. Fra en journalistskole i Luxembourg.

Altså, ikke dig, men Chloé Depoid. Hvor kommer navnet fra?

Jeg spillede dart på en telefonbog. Nå, det er en time siden, jeg skrev.

Når jeg venter på svar fra en pige, giver jeg det altid mindst 24 timer.

Det er ham.

- Hallo? - Chloé Depoid?

Goddag, det er Andreas Schnabel.

- Tak, fordi De ringer tilbage. - Klart. Hvad kan jeg gøre for Dem?

Jeg er journalist på Imédia. Jeg arbejder med Guillaume Hoeffner.

Jeg har et tilbud til Dem.

- Kan vi mødes? - Hvilket tilbud?

- Jeg har en solohistorie til Dem. - Jeg må have lidt mere.

Ikke i telefonen. En mand som Dem tiltrækker jo opmærksomhed.

Det er stort, og det haster. Vi må ses snarest i Paris.

De vælger datoen, så sørger jeg for billetter og et værelse på Hilton.

- På fredag? - Min assistent kontakter Dem.

- Så ses vi på fredag. - Det gør vi.

Jeg har en tysk IP-adresse her. Han er ved at tjekke din profil.

Bravo.

- Gå bare ud og lav dig en kop kaffe. - Nej tak.

Nå, ville du have en? Lad mig gøre det.

Beklager, jeg skulle have endt det på en ordentlig måde.

Nej, det var da ikke nødvendigt.

Jeg har altid været en nar over for pigerne.

Henri ...

- Henter vi ikke Phénomène hjem? - Hvorfor skulle vi gøre det?

Fordi hendes iranske ven arbejder for CIA, og det er farligt.

Hvis vi havde rekrutteret Shapur, var han hos DGSE nu. Det er det samme.

- Nej, for så havde vi kontrollen. - Phénomène er forsigtig.

Men det er Shapur Zamani ikke. Den fyr er uberegnelig og uforsigtig.

Hvis han bliver afsløret, ryger alle, inklusive Phénomène.

Zamani er hendes akilleshæl nu.

- Hej. Må jeg spille med? - Ja, selvfølgelig.

Du har øvet dig siden sidst.

Jeg har øvet mig på restauranter, som du anbefalede. Det virker.

Jeg har øvet mig i at huske folk, der kommer og går.

Godt. Og hvad ellers?

Vi talte om Areva. Men kun ganske kort.

Ministeren synes, at Kinas Hualong-1 er bedre end Arevas EPR.

Kina har lige underskrevet en salgskontrakt med Argentina.

Udmærket. Hvilke anlæg prioriteres?

De var i Natanz i sidste uge. De har øget berigelsen til 5%.

- Hvilken enhed? - A.

"A" hvad? A3? A4?

Muligvis A3, men jeg er ikke sikker.

Okay. Det gør ikke noget.

Er det vigtigt?

Enhed A4 har militære formål. Alle de andre har civile formål.

Det ændrer tolkningen af den procentsats, du gav mig.

Det skal du ikke tænke på. Det er svært at huske det hele.

Du gør det rigtig godt. Bare fortsæt på den måde.

Din indsats er en stor hjælp og meget værdifuld.

Bliv her en halv time til. Vi spiller igen snart.

- Går det godt? - Nej.

Hvad er der galt?

- Hvad er der galt, Prune? - Ikke noget.

Hallo?

- Hvad er der med Prune? - Der er knas med hendes fyr, Tristan.

Men spørg hende. Hun snerrer ad mig, så jeg sendte hende over til dig.

Hun er modbydelig for tiden. Held og lykke.

Hvad sagde hun?

- At du snerrer ad hende. - Snerrer jeg ad hende?

- Hvad sker der med Tristan? - Det er bare noget lort.

- Kører det ikke rigtigt? - Nej.

- Er han fjern? - Nej, det er mig ...

- Jeg ved ikke, hvorfor jeg er sådan. - I din alder er det normalt.

- At det slutter. Det er også bedre. - Jeg vil ikke have, det skal slutte.

Men det er totalt umuligt ... Vi skændes konstant.

Vi kan ikke finde ud af det mere.

- De vil bare have Deres mad bragt ud. - Slet ikke. Har De købt til Dem selv?

Godaften.

Bliver der grædt?

Bliver De og spiser med?

- Har De set Nadia El Mansour? - Ja. Hun vil have internet.

- Er hun okay? - Det tror jeg. Hun bad om bøger.

"Beretning om en mellemøstlig krig" af Gilles Kepel.

"Gudsriget" af Emmanuel Carrère.

Og "1000 nemme hverdagsopskrifter".

Den sidste var en joke.

- Er De nu begyndt at joke? - Jeg øver mig.

- Hun er ikke alt for deprimeret, vel? - Jeg er ikke psykolog.

Jeg dækker bord. Vil De ikke hente min datter?

Kom nu.

Ja?

- Jeg tror, der er mad. - Jeg er ikke sulten.

- Arbejder De sammen med min far? - Nej.

- Hvad laver De så? - Jeg gør folk tjenester.

Jeg bliver tilkaldt, når der er drama.

- Er der drama? - Nej.

- Hvor gammel er du? - 20 år.

Din stakkel. Når man er 20, er man ubevæbnet.

- Hvor gammel er De da? - Jeg er bevæbnet.

Har du set mig? Jeg ligner ikke en forskræmt jomfru, vel?

Nej.

Og jeg ser ikke specielt naiv og sentimental ud, vel?

Jeg bliver kaldt La Mule. Æslet.

Så du kan nok regne ud, at jeg ikke er blid og uskyldsren.

Men da jeg var 20 år, græd jeg hver dag. Hver eneste dag.

Jeg forelskede mig to gange. I idioter. Og begge gange græd jeg.

Uafbrudt.

Min mor slog mig med en stegepande for at hærde mig. Men det hjalp ikke.

Jeg græd og græd og græd.

20 år er en lortealder.

Skal vi spise?

- Blinker den? - Ja.

- Er du kommet helt herud for dét? - Nej, jeg ville se dig.

Og jeg har taget bøgerne med.

- Går det godt? - Ja.

- Keder du dig ikke alt for meget? - Jo, men det er rart at kede sig.

Og ikke være bange for, at Nadim pludselig skal brage ind.

- Hvad med dig? Går det godt? - Ja, såmænd.

Men den slags bøger hjælper nu ikke på angsten.

Forfatteren fortæller i et interview -

- at han har levet et lorteliv, siden han afslørede mafiaen.

Han mistede alt. Sin frihed. Sine venner.

Hele det normale liv. Alt.

Han tilbringer sit liv på kaserner i værelser uden vinduer.

Men det værste er -

- at han hver dag spørger sig selv, om det var dét værd.