Three Identical Strangers

Når folk hører min historie, tror de ikke på den.

Jeg ville ikke tro på den, hvis jeg hørte den, men...

Jeg fortæller den, og den er sand.

Den begyndte, da jeg blev født for 56 år siden.

Men den rigtige historie begyndte, da jeg var 19 og gik i college.

Det var 1980, min første dag i Sullivan County Community College i Catskills

175 kilometer fra mit hjem, så jeg kørte derop alene.

Jeg havde en meget gammel bil. Det var en Volvo, og den var fra 1970.

Den havde kørt 200.000 kilometer og var bourgogne og grøn.

Bilen hed Den Gamle So.

Men Den Gamle So fik mig derop.

Sullivan var et Community College. Det var ikke en fin institution.

Alle disse stationcars sætter børn af.

Jeg var nervøs. Jeg kendte ikke nogen. Det var mit første år.

Jeg spillede ikke football i high school, så jeg var ikke særlig populær.

Jeg gik rundt og ledte efter mit kollegium.

En masse mennesker kom op til mig og sagde "Hej."

"Hvordan gik din sommer?" Hvorfor spørger de mig om det?

Alle var utrolig venlige. De sagde ikke bare hej.

Klap på ryggen og fem svin.

Jeg blev lidt forundret. Ingen får sådan en velkomst på en skole.

Og piger kyssede mig og sagde: "Jeg er glad for, at du kom tilbage."

Jeg takkede og hilste, men jeg kendte dem ikke.

Det var bizart.

Og så hørte jeg bag ved mig: "Velkommen tilbage, Eddy!"

"Eddy, hej!" Jeg sagde: "Jeg hedder ikke Eddy."

"Klart, Eddy, meget morsomt." Jeg sagde: "Jeg er ikke Eddy."

"Velkommen tilbage, Eddy."

Jeg nåede frem til et hul af et kollegieværelse.

Og inden der var gået et minut...

"Hvem vil nu tale med Eddy?"

Jeg vidste, at Eddy ikke ville komme tilbage til college det år.

Da denne fyr vendte sig om, begyndte jeg faktisk at skælve.

Jeg blev bleg, for jeg vidste, det var hans dobbeltgænger.

Han havde det samme smil, det samme hår, de samme ansigtsudtryk.

- Det var hans dobbeltgænger. - Jeg så hans ansigt, og han...

Han stod der bare.

Det første, jeg sagde, var: "Er du adopteret?"

Og jeg sagde: "Ja."

"Har du fødselsdag den 12. juli?" Han sagde ja.

"Den 12. juli 1961."

Jeg sagde: "Du har en tvillingebror."

"Du godeste."

Jeg sagde: "Kom med mig."

Vi stod op ad hinanden i en telefonboks, og vi skulle lukke døren.

Jeg forsøger at lægge mønter i, de falder, og Bobby samler dem op.

Han ringer til en fyr og siger: "Eddy, du tror ikke på det her!"

Fyren bliver hysterisk. "Eddy, du tror ikke på det her!"

- Jeg sagde: "Giv mig røret. Hej, Eddy?" - Ja?

Men min stemme sagde: "Ja?"

Jeg sagde: "Jeg hedder Robert Shafran,

og alle her tror, at jeg er dig." Han sagde...

Ja. Folk har ringet.

- Jeg sagde: "Er du adopteret?" - Ja.

- Jeg sagde: "Hvornår blev du født?" - Den 12. juli.

- Jeg sagde: "Kender du agenturet?" - Nej, vent lidt.

- Han sagde... - Mor?

- Og så sagde han... - Louise Wise Services.

Når man drømmer og ved, at det ikke kan passe,

men ikke kan gøre noget for at standse den, følger man bare med.

Jeg ville se, hvad der skulle ske. Jeg sagde: "Lad os møde Eddy!"

Vi hoppede ind i Den Gamle So.

Klokken var 21.00. Det lå to timer væk. Og vi kørte for hurtigt på route 17.

Vi kørte 160 kilometer i timen. Vi kørte for hurtigt. Bilen rystede af farten.

Vi blev standset.

Jeg rullede ruden ned, og der stod en strømer iført solbriller og en stor hat.

Han sagde: "Du kørte 141 kilometer i timen."

"Jeg håber, du har en god grund." Jeg sagde: "Du nægter at tro på det."

Vi sad begge og råbte:

"Fyren har en tvillingebror! Vi skal mødes med ham på Long Island."

Fyren sagde: "Ja. Klart." Ikke? "Her er din bøde."

Og så tog vi til Long Island.

Vi nåede frem.

Men det er midt om natten. Og det er et meget fredeligt kvarter.

Vi hopper ud af bilen, og går op ad en lille sti til huset.

Lysene i huset var tændt.

Jeg rækker hånden frem for at banke på, men døren går op.

Og der står jeg.

Hans øjne var mine øjne.

Og det er sandt.

De lignede hinanden på en prik. De er kopier af hinanden.

De var uden tvivl tvillinger.

Vi sagde: "Du godeste!" Vi sagde: "Hold da kæft!"

De kiggede på hinanden og... Bobby og Eddy bevægede hovedet samtidig.

De bevægede sig samtidig.

Som om de kiggede i et spejl. Det var så sært.

Verden forsvandt...

og der var kun mig og Eddy.

Jeg sad på redaktionen.

Det var en travl dag.

Nogen ringede og sagde, de havde en fantastisk historie. Utrolig historie.

Min første reaktion? Det er fup.

Jeg sagde til en journalist: "Lej et fly..." Det havde vi råd til dengang.

"Lej et fly. Jeg vil se dem. Ellers tror jeg ikke på det."

Journalisten fløj derop, og han ringede og sagde: "Den er god nok!"

Jeg sagde: "Det er en god historie!"

"Det er en mindeværdig, rørende historie."

Og så blev historien utrolig. Ikke? Den blev utrolig.

Jeg sad i metroen i New York. Det var ret sent om aftnen.

Læste en artikel.

Om to tvillinger, der var blevet adskilt og havde fundet hinanden

i Sullivan County Community College.

Der var dog intet foto.

Jeg kom hjem og gik i seng.

Min mor kom ind og sagde: "Vågn op. Jeg skal vise dig noget!"

Hun viser mig en avis.

Med et foto af de to drenge.

Jeg kiggede på fotoet og sagde: "Er det David?"

Hun sagde: "Nej, men kig på deres hænder."

Og jeg sagde: "Hold da fest! Det er fantastisk."

Der var et foto i avisen... af to fyre i The Post.

Jeg samlede fotoet op og kiggede på det. Jeg var i chok.

Fordi de to fyre i The Post lignende... min ven David.

Jeg gloede på det.

Det var ikke kun ansigterne. Men måden, de holdt deres hænder.

De havde store hænder, og Davids hænder lignede baseballhandsker.

Og da jeg så deres hænder... vidste jeg, at det var David.

Det var en normal dag. I skolen talte jeg med Alan.

Han sagde: "David... se her." Han har The New York Post.

Og han åbner den.

Han siger: "Ser det bekendt ud?" Og jeg siger: "Ja. Klart."

DE OPDAGEDE, DE VAR TVILLINGER

Vi studerede det.

ANSIGTET VIRKEDE BEKENDT

To tvillinger var blevet genforenet efter 19 år.

De to på fotoet lignede mig.

Det gik op for mig.

ADSKILT VED FØDSLEN

Hold da kæft! Du godeste!

Det kan ikke passe. Det er utroligt. Mand. Det er stort!

Det er ikke bare et sammentræf.

Det er ikke en mindre lighed. Det sker virkelig. Det er alvor.

Jeg skyndte mig hjem.

Min mor ventede på mig med en kop kaffe,

Vi sagde begge: "Har du set det?" Vi byttede aviser.

Der stod: "Født på Jewish Hospital, den 12. juli 1961."

Og det var Louise Wise Adoption Agency.

Mine forældre havde sagt, at jeg var adopteret.

Men der stod: "Eddy Galland og Robert Shafran."

Og der stod: "Søn af den berømte læge Mort Shafran."

Jeg sagde: "Han fik den rige familie."

"Svinet kører sikkert i en Benz! Han fik en læge!"

David og jeg sad i køkkenet. Vi var virkelig nervøse.

Vi hoppede rundt. Vi var 19. Det var surrealistisk.

David greb knoglen. Han ringede til oplysningen.

Han fik fat i Eddys mor.

"Er Eddy hjemme?" Hun sagde: "Nej. Hvem er det?"

Jeg var nødt til at forklare det.

Jeg sagde: "Jeg hedder David Kellman, og jeg blev født den 12. juli 1961."

Jeg kigger i en avis, og jeg tror, jeg kigger på to af mig."

"Jeg er den tredje."

Hun tabte vist telefonen.

Jeg hørte hendes stemme i telefonen: "De dukker op alle vegne!"

Det var... et mirakel.

De tre drenge blev for første gang forenet hjemme hos mig.

Og de endte med at brydes på gulvet.

DAVIDS TANTE

Det var den mest utrolige... mest utrolige oplevelse.

De hørte sammen.

De kendte hinanden i forvejen.

Første gang man møder nogen, ruller man ikke rundt på gulvet med dem.

Det var virkelig... ikke til at tro på. Selvom det skete.

Man tror, man drømmer. Man tænker: "Du godeste!"

Man kigger på den anden... Og de kigger på en. Alle kigger på en.

At have dem alle tre i huset på en gang...

BOBBYS STEDMOR

Det var vanvid.

Jeg følte chok, chok og atter chok.

Jeg mener... Jeg kan ikke forklare det. Jeg har ikke ordene.

En journalist sagde: "Du nægter at tro på det."

"Vi har fået en utrolig opringning."

Kan du huske drengen fra forsiden? Der er en tredje.

De bevægede sig på samme måde.

Vi lænede os alle bare tilbage og så, hvordan tre liv blev til et.

Jeg sagde: "Jeg ligner i højere grad Eddy end David",

og i højere grad David end Eddy, eller en af dem."

Giver det mening?

Så begyndte vi at sammenligne liv.

Hvad sammenligner 19-årige?

Sprut, smøger, mad, kvinder, musik, biler.

Jeg havde lige købt en Mercury Capri.

Og Bobby havde denne gennemtævede, gamle Volvo med ødelagte sæder.

Og jeg tænkte: "Søn of berømt læge, hvad?"

Jeg tror, det var Eddy, der sagde:

"Jeg ved ikke, om det bliver herligt eller forfærdeligt."

Det var altid et spørgsmål om, hvordan historien skulle udvikle sig.

Vi indså ikke, hvor meget tingene skulle forandre sig.

Og nu en historie om trillinger.

Eddy og Robert og David genforenet efter 19 år.

En historie om fortabte brødre.

Vi var med i alle programmer. Alle programmer.

Om lidt ser I tredobbelt.

Jeg ved ikke, hvem der er hvem. Kom herud.

Man holdt op med det, man lavede, og så dem i tv.

Det blev et mediecirkus. Det blev viralt.

- I har været på alle forsider. - Korrekt.

People, Time... tilmed The New York Times, Good Housekeeping.

ADSKILT VED FØDSLEN

Hvem er David?

- Du er Edward. Hvem er du? - Bobby.