Light & Magic

Industrial Light & Magics hovedkvarter San Rafael, Californien, 1980

Jeg kan huske første gang, jeg besøgte Kerner.

Jeg bemærkede, at der var virkelig lækker junkfood over det hele.

Jeg så, hvor intelligente og kreative -

og dygtige alle hos ILM var.

Alt var analogt dengang og blev lavet i hånden.

Kerner var en slags læreanstalt, og vi var som førsteårsstuderende.

Vi var fire år fra at være helbefarne, fordi vi alle sammen var så unge.

Det var et fedt sted at hænge ud med ligesindede mennesker.

Vi elskede alle sammen film, og vi elskede at tale om film.

Vi var temmelig nørdede. Det var jo ILM, ikke NFL.

Der var en mentalitet af at være på en legestue, -

- som jeg slet ikke havde lyst til at forlade.

De forstod at skabe magi og more sig med det samtidig.

George kom til Mobile, Alabama, mens vi lavede Nærkontakt.

Han havde haft en rædsom oplevelse med Stjernekrigen , i al fald mentalt.

"Se lige de her stillbilleder. Lyssætningen er elendig".

Jeg så på billederne og syntes, lyssætningen var helt eminent.

Vi spiste sammen den aften, og han var meget ærgerlig.

Vi sad på klipperne, der er med i Nærkontakt, og talte om procenter.

"Jeg giver dig på Nærkontakt, og du giver mig på Stjernekrigen.

På den måde er vi dækket ind."

Hvem kunne have anet, at vi ville smide så mange penge væk?

Jeg følte mig heldig, fordi jeg mente, min film var elendig.

Stjernekrigen havde premiere i maj 1977, og George ville ikke være i L.A., -

så vi tog til Hawaii sammen.

Han spurgte mig, hvad min næste film skulle være.

Jeg havde i årevis forsøgt at få lov til at lave en James Bond-film.

Vil De have, jeg skal sladre?

Nej, hr. Bond. Jeg vil have, De skal dø.

Men han sagde, han havde noget, der var bedre end James Bond.

Og så fortalte han mig ideen til Jagten på den forsvundne skat.

"Jeg har en James Bond-film til dig. Den handler om en arkæolog."

Han finder religiøse eller overnaturlige relikvier -

og kommer altid på dybt vand.

En egenrådig eventyrer, der kæmper mod nazisterne for at få fat i skatten.

- Jeg må stoppe lastbilen. - Hvordan?

Det finder jeg ud af undervejs.

Men det er dybest set en serie ligesom Star Wars -

med masser af cliffhangers.

Hagen var, at jeg skulle gå med til at lave tre film, en hel serie af dem.

Stol på mig.

- Han gik med til det. - Længere var den ikke.

Så var det en aftale.

Hvis jeg skulle entrere med nogen, var der ingen, jeg havde mere tillid til.

JAGTEN PÅ DEN FORSVUNDNE SKAT

Steven sagde: "Læs det her, og lad mig høre, hvad du synes.

Men sig ikke til nogen, hvad det handler om."

Jeg var ny i branchen, så jeg var ikke vant til at læse manuskripter.

Jeg kan huske, jeg sad og bladrede det igennem.

Jeg havde aldrig set noget lignende i en film.

Jeg lagde det fra mig og sad tilbage med tanken:

"Hvordan skal vi dog få det lavet?" Det var helt vildt spændende.

Jagten var en slags bro mellem fantasy og almindelig film.

Jagten foregår jo under nazitiden, -

- men åbningen af arken og alt det hørte ligesom fantasyverdenen til.

Og det skulle fungere på lærredet.

Man hører en rumlen. Lidt som en gejser, der går i udbrud.

Og lyden tager til.

Så kommer effektens næste fase, -

hvor et blågrønt tågeslør -

- bølger frem af arken og ned over trappen.

Det er Steve, effektfolkene og mig, -

- der skal træffe beslutningen om, hvordan det skal ende med at se ud.

Det bliver en specialeffekt med et helt nyt look.

Noget lidt mere æterisk, end hvad vi før har lavet.

At lave spøgelserne i Jagten var en ret kompliceret proces.

Hvordan ser et spøgelse ud?

Steve Gawley fik en kvik ide.

Vi brugte en skytank til at frembringe skyerne.

Man har varmt ferskvand øverst og koldt saltvand nederst.

Det holder de to lag adskilt. Derefter indsprøjter man tempera, -

som så danner kumulusskyer.

Vi havde tanken, og Steve fik så den ide -

- at sætte et spøgelse på en pind, som han så kørte gennem vandet.

Derved opstod der slyngtråde, der bølgede noget så nydeligt.

Det filmede vi så ved høj hastighed, hvilket gjorde det langsommere, -

- så de kunne justere tempoet efter behov.

Jagten lærte mig en masse om visuelle effekter.

Jeg kendte jo mattemalerier, men jeg anede ikke, hvordan man brugte dem.

Derfor var det spændende at komme til San Francisco -

og se et anonymt industrikvarter, -

- hvor der skete sjove ting, og det vrimlede med kreative mennesker.

Jeg sagde til ILM, at jeg ville have Tohts ansigt til at smelte.

Men jeg anede ikke, hvordan man gør. Det overlod jeg til genierne hos ILM.

Steven havde fået det storyboardet ad flere omgange, -

- men han var ikke tilfreds med resultaterne.

Han gav mig tre forskellige storyboards.

"Jeg kan lide den og den ide. Lav én sekvens ud af det."

"Bare gør, hvad du har lyst til." Det var vildt underholdende.

Vent ...

Jeg vil fortælle alt.

Ja, det ved jeg, du vil.

Det her er Tohts hoved, eller det, der er tilbage af det.

Uden på kraniet modellerede vi muskler, og hvad der ellers er i et ansigt, -

- af alginat, som tandlæger bruger til at lave tandafstøbninger med.

Udsætter man alginat for varme, smelter det helt naturligt.

Og ved at filme det med ét billede i sekundet, smelter det, -

uden at man ser alle dråberne.

Det var et helt utroligt effektskud.

Nu!

ILM's arbejde på Jagten gjorde et varigt indtryk på mig.

Jeg vidste, at jeg ville arbejde med ILM resten af min karriere.

Nu til visuelle effekter. Vinderne er Richard Edlund, Kit West, -

- Bruce Nicholson og Joe Johnston for Jagten på den forsvundne skat.

Det var et anonymt sted, men fyldt med ekstraordinære mennesker.

Og vi blev nære venner, for vi boede der ofte i flere måneder ad gangen.

Vi blev hinandens familie.

Vi var der ofte og fejrede nationaldagen sammen.

- Vi var meget sammen. - Det var virkelig som en familie.

Der var en dejlig stemning. Jeg nød at tage på arbejde.

Alle arbejdede side om side.

Og der blev holdt fester for os alle sammen.

Der var noget særligt over menneskene og ånden.

Mikset af kunst og teknologi.

Vi anstrengte os hele tiden for at finde på nye fantastiske skud ...

... for at gøre det flottere og mere realistisk.

Der findes ikke mange firmaer, der på den måde anføres af en instruktør.

Jeg husker, jeg var fuld af beundring for de ansatte -

og de samtaler, vi havde.

Det er en utrolig følelse, når man sidder med en ide, -

- som man tror kan blive til noget spændende i den film, vi arbejder på.

E.T. var første gang, jeg arbejdede meget tæt sammen med Steven.

Filmen var en meget malerisk fortælling.

Steven ville have nogle virkelig smukke billeder.

Derfor sørgede jeg for, at sekvensen med cyklerne -

- og sekvensen med skibet, der lander, og andre effektskud -

- så ud, som om de var filmet på det perfekte tidspunkt af dagen.

Og der var skruet op for alting. Farverne og lyset er lidt for intenst.

Der er en glød over det hele.

Vi havde ikke ret mange penge, -

- og selvfølgelig brugte vi de fleste af dem på at udvikle E.T.-figuren.

Cyklerne, der skulle lette og lande, prøvede vi at finde en løsning på.

Men pengene var sluppet op, så jeg ringede til Dennis og sagde:

"Vi må finde på noget, for der er ikke råd til det i effektbudgettet."

Og han sagde: "Så må vi bare løse det på fattigmandsmaner.

Vi sætter reb på cyklerne og trækker dem gennem skuddet."

Så vi trak bogstavelig talt cyklerne gennem billedet.

Dennis pressede aldrig på for -

- at gøre ting på en bestemt måde, bare fordi det kunne lade sig gøre.

Han tænkte altid på at fremme historien.

Jeg er altid fokuseret på, om skuddet vækker følelser.

Er der energi i skuddet? Er det den bedste vinkel på skibet?

Ser det majestætisk ud?

For bedste visuelle effekter:

Vinderne er Carlo Rambaldi, Dennis Muren og Kenneth F. Smith for E.T.

Tak til Steven Spielberg for fremragende instruktion.

Siden da arbejdede vi næsten altid med enten Dennis eller Richard.

Jeg betragter Dennis som en filosof og en drømmer.

Han sidder og iagttager og kommer med forslag, -

- mens Richard er et handlingsmenneske.

Han er på, han arrangerer, han prøver ting af.

Den ene er blød, og den anden er hård.

Richard og Dennis er børn.

Det er som at hænge ud med nogle børn, -

- man elsker og gerne vil vokse op sammen med.

Af natur er Dennis meget E.T.- agtig, -

- mens Richard er meget Poltergeist -agtig.

De er her.

Richard elsker gyserfilm, -

- og han er eminent til at skræmme publikum.

Han har en djævelsk fantasi, der kan skræmme livet af folk.

- Det var et pragtfuldt projekt. - Richard og jeg gik godt i spænd.

En effektsupervisor er en slags instruktør, der har sit eget team.

Vi nåde ikke at designe noget på forhånd, -

- så vi begyndte på filmen uden at vide, hvordan vi skulle lave effekterne.

Vi kombinerede mange visuelle effekter med fysiske effekter.

Vi fremstillede et svælg monteret med bungeeline -

og en masse gummi.

Paul Huston byggede en slags keyboard, -

der fik svælget til at bølge.

Spielberg sagde: "Hvordan går det til? Jeg vil se, hvordan det fungerer."

Og da han så keyboardet, sagde han: "Jeg vil prøve at spille på det."

Det var en hyggestund for Spielberg. Dem havde han mange af hos ILM.

Jeg sad og læste manuskriptet, da jeg pludselig kom til:

"Og huset imploderer."

Så jeg tænkte:

"Eksplosioner er nemme nok. Implosion er noget ganske andet."

Så jeg ringede til Frank og sagde: "Den linje vil koste 250.000 dollars."

Det var nok det vanskeligste skud i filmen.

En dag var Spielberg der, og vi sad 12 mand sammen.

Han gik siderne igennem.

"Det her ligner et mattemaleri. Hvad med kameraet?"

Så kom han til det imploderende hus.

"Lorne, det må blive en model. Hvordan får vi det til at implodere?"

Nogen havde rent faktisk foreslået mig, -

- at vi skulle sprænge det i luften og køre filmen baglæns.

Men det er jo ikke implosion. Det skulle gerne implodere.

Så jeg foreslog at gøre det som en tryllekunstner, -

- der slår med tryllestaven, og ud kommer en blomsterbuket.

Vi sender buketten tilbage i staven. Og han sagde: "Okay, næste side."

Vi havde mange problemer, fordi filmen foregik i et almindeligt hus.

Derfor skulle alting se virkeligt ud. Og hvad er virkeligt?

Vi byggede en 100 cm bred model af huset -

- med tilhørende garage fyldt med almindelige ting.

- Der var cykler og plæneklippere. - River. Huset var også møbleret.

Et effektskud bliver kun godt, hvis man gør noget ud af det.

Detaljerne skal være på plads, for mange ting opstår tilfældigt.

Støv, anslagskraft, splinter ... Alt det får det til at virke ægte.

Vi afprøvede forskellige materialer.