Light & Magic

Film er specialeffekter. Det har de altid været.

Fra Méliès til Harryhausen ...

... til Rumrejsen år 2001.

Visuelle effekter skaber den magi, -

- der giver folk lyst til at gå i biografen.

Der får de ting at se, de ikke kan se på anden måde.

Se!

Vi starter altid med et tomt lærred, og alt kan lade sig gøre.

Men hvordan kan vi vise publikum ting, der ikke var der?

Publikum bliver hele tiden bedre til at gennemskue illusionen.

- Men det hæver bare barren. - Hvordan får vi det til at se fedt ud?

Det overlader jeg til genierne hos ILM.

Når man trækker forhænget til side, er det som regel lidt øv.

Men hos Industrial Light & Magic er teknikken lige så god som illusionen.

Det er en myretue af kreativitet, genialitet -

- og helt fantastisk, banebrydende teknikmagi.

De skubber teknologien fremad.

De gør det hele tiden mere vildt, mere realistisk, mere magisk.

Firmanavnet siger det hele.

"Industrial -

Light -

& Magic."

Conrad, nummer 601, tak.

- Drej dig lige lidt. - Sådan her?

Der var genskin i dine briller.

ILM's historie går langt tilbage.

Da vi gik i gang med den første film, -

- kontaktede jeg samtlige optikfirmaer og specialeffektfolk.

Men der fandtes ingen firmaer, -

- der kunne levere det, jeg gerne ville lave i den film.

Derfor var jeg nødt til at lave et firma og samle en masse folk -

- med det ene formål at lave Stjernekrigen.

Luke Skywalker var bare en bondeknøs, -

- indtil han modtog en sælsom besked fra en prinsesse.

- Hjælp mig, Obi-Wan Kenobi. - Hvor er hun smuk.

Nu begynder det sjove.

20th Century Fox præsenterer den mest utrolige film nogensinde.

Stjernekrigen. Må kraften være med dig.

STJERNEKRIGEN

Da jeg skrev Stjernekrigen, -

- brugte jeg to år på at finde frem til den rette historie.

Jeg syntes, rumskibe og luftdueller i rummet var en fantastisk ide.

Men det skulle laves som en rumopera i stil med Buck Rogers og Jens Lyn, -

- bare med mere fart over feltet. Jeg er en energisk filmskaber.

Sidste nat med kliken George Lucas, 1973

Jeg kan godt lide fart.

Dengang var den nyeste science fiction-film 2001.

Rumrejsen år 2001 Stanley Kubrick, 1968

Den er fremragende, og den er fremragende lavet, -

- men den er fuld af lange sekvenser og meget langsommelig.

Derfor så jeg mig om efter specialeffektfirmaer, -

- men ingen kunne lave det, jeg gerne ville med Stjernekrigen.

Det store spørgsmål var så, hvordan vi skulle lave effekterne.

Så mødte jeg John Dykstra.

Han arbejdede med visuelle effekter, primært til reklamer.

Jeg fandt ud af, at der fandtes en hemmelig kreds af effektfolk.

Nogle arbejdede med reklamer, mens andre bare drømte.

Nogle lavede små hobbyfilm, men de kendte alle sammen hinanden.

Nogle kunne det ene, og andre kunne det andet.

Det var virkelig en flok outsidere.

Og gennem John Dykstra kom vi i kontakt med den verden.

Godmorgen. Gennem film og tv er selv vores fantasier blevet moderniseret.

Det er ikke troldmænd, der gør vores drømme til virkelighed, -

men specialeffektdesignere.

Disse troldmænd bruger computere, regnemaskiner og særlige kameraer.

Med disse redskaber og en livlig fantasi -

- har John Dykstra skabt de flotte effekter i Stjernekrigen.

Ingen går og drømmer om at blive specialeffektdesigner.

- Hvad gik forud for det her? - En masse eksperimenter.

Jeg er så afgjort vild med maskiner.

Jeg har rodet meget med biler. Jeg elsker fysik og fotografering.

Jeg har så at sige samlet alle mine hobbyer -

og slået dem sammen til én stor.

Hvordan overfører du en scene fra din fantasi til lærredet?

Jeg har sådan set bare været heldig.

Da jeg kom på college, havde jeg ikke noget hovedfag.

Jeg var bare blevet optaget.

Min studievejleder var tilfældigvis leder af Institut for produktdesign.

Så ved et lykketræf kom jeg til at læse produktdesign.

På studiet fik jeg en ven, der arbejdede med Doug Trumbull, -

- som stod bag effekterne i Rumrejsen år 2001.

Doug søgte modelbyggere og folk, der kunne designe.

Så jeg gik fra studiet til at arbejde for Trumbull Film Effects.

Min første film var Verdens sidste have.

Jeg designede rumskibe og byggede modeller af dem, -

hvorefter jeg filmede dem.

Det var en intensiv, koncentreret uddannelse.

Det var sjovt at tage på arbejde.

Så blev jeg kontaktet af Gary Kurtz, der var producer for George Lucas, -

- med henblik på at lave visuelle effekter til en film.

Jeg fik manuskriptet og tænkte:

"Det lyder da ikke så ringe. Det er jo luftdueller i rummet."

Så jeg mødtes med dem -

- og lavede en masse flyvegestik og talte en masse om kamerature.

Jeg er uddannet pilot, -

- og jeg havde spændt kameraer fast på fly gennem mange år.

Så alting faldt ligesom i hak.

George havde visionen.

George vidste, hvad billederne skulle formidle.

Og jeg forstod filmen.

Men på det tidspunkt havde George travlt med forproduktionsarbejdet, -

inden de skulle indspille i England.

Jeg rejste frem og tilbage hele tiden. Vi havde en halv aftale med John, -

- som sagde, han var nødt til at bygge nyt udstyr for at kunne løse opgaven.

De sagde så dybest set: "Okay, det gør du bare."

Jeg fandt et tomt pakhus tæt på lufthavnen i Van Nuys.

Jeg fik installeret en telefon, men der var ikke nogen møbler.

Jeg sad på gulvet på mit kommende kontor -

- og gik i gang med at ringe til dem, jeg ville have med på projektet.

Jeg blev ringet op af John.

"Richard, kunne du tænke dig at være kameramand -

- på en science fiction-film for 20th Century Fox?"

Jeg sagde: "Jeg kommer med det samme."

Jeg havde studeret på Institut for produktdesign -

- på universitetet i Long Beach, hvor Dykstra havde gået nogle år forinden.

Jeg blev aldrig færdig, fordi jeg havde et job i Malibu, -

og pendleriet var dødssygt.

En dag på skolen -

- så jeg en notits på instituttets dør, hvor der stod:

"Vi søger kunstnere, -

- modelbyggere, malere og tegnere til en ..."

Jeg mener, de skrev "rumfilm". Der stod også en adresse, -

- så jeg slog op i Thomas Guide, der var datidens eneste vejviser til L.A.

Og jeg regnede ud, at jeg kunne spare en hel time i transporttid.

Jeg sprang ud i min folkevogn og ræsede ud til Valjean Avenue -

for at tale med John og Gary Kurtz.

Johns skrivebord var på størrelse med et billardbord, og der sad vi så.

De havde begge to skæg. Gary havde sådan et skipperskæg.

Jobbet bestod i at tegne storyboards i seks uger.

Jeg sagde, at det kunne jeg sagtens. Jeg anede ikke, hvad et storyboard var.

Jeg mødte en fyr, jeg havde gået på college med, som sagde:

"Lorne, du er perfekt til opgaven.

Vi skal lave en science fiction-film, og vi mangler modelbyggere."

Alle kom fra forskellige skoler, og mange var venners venner.

En ældre kollega sagde til mig:

"Jeg har en gammel soldaterkammerat, der skal lave en science fiction-film.

Det er jo lige dig, og han søger folk, så her har du hans nummer.

Han hedder Richard Edlund." Men han søgte kamerafolk, -

- og det er jeg ikke, så jeg gav ham Dennis' nummer.

Før Stjernekrigen troede jeg ikke, jeg kunne passe ind i branchen, -

- eller at man kunne leve af at lave visuelle effekter.

Men det var det eneste, jeg var interesseret i.

Det ligger i mit dna.

Og jeg havde jævnaldrende venner, der også var vilde med effekter.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg så tidligt fik lyst til at arbejde med det her.

Jeg så film som King Kong -

- og film af min helt Ray Harryhausen, og de talte bare til mig.

Da jeg var fem år gammel, viste de King Kong i tv, -

og den forandrede mit liv.

Og i 1958 kom så Sinbads 7. rejse af Ray Harryhausen.

Til skibet!

Jeg så Sinbads 7. rejse otte gange på en uge.

Sinbads 7. rejse gav mig hjernenedsmeltning.

Den var altafgørende. Det var som at blive ramt af lynet.

Jeg var ellevild.

Jeg kunne ikke begribe, hvordan det var lavet.

Som barn forstod jeg ikke, hvordan film blev til, -

- men min mor tog mig med ind at se en af Ray Harryhausens første film:

Kæmpeøglen i New York.

Jeg spurgte min mor, hvordan det var blevet lavet.

Hun svarede, at det bare var en række billeder af en model, -

- som man havde bevæget en smule fra billede til billede.

Hvor hun end vidste det fra. Jeg anede ikke, at film bestod af stillbilleder.

Fra en tidlig alder var jeg fascineret af film.

Af optrin, jeg ikke kunne se i virkeligheden.

Det var spændende at se et eller andet kæmpeuhyre, -

- som man ikke så ude på gaden, og det var det, jeg gerne ville se.

Dengang kunne man ikke se en film om og om igen.

De kunne ikke fås på dvd eller noget.

Jeg ville gerne genopleve det, jeg havde set i biografen, -

og så måtte man genskabe det selv.

Jeg lavede hobbyfilm, da jeg gik i sjette klasse ...

... med et Kodak-filmkamera.

Jeg mener, vi købte det for Blue Chip-kuponer.

Man fandt bare på uden at vide, hvad pokker man foretog sig.

Jeg tror, jeg lærte mig det ved at se en masse film.

Filmene gjorde mig interesseret i dinosaurer, -

- så jeg blev lidt af en amatørpalæontolog.

Jeg havde intet socialt liv.

Jeg tilbragte min tid alene med at tegne, male og modellere.

Til jul gav mine forældre mig -

- legesæt bestående af soldaterfigurer og dinosaurer.

Og så opdigtede jeg scenarier med 2. Verdenskrigs-figurer og dinosaurer.

Det var virkelig med til at sætte gang i fantasien.

Jeg sparede sammen til et 8-mm-kamera, -

- som jeg satte op på mit værelse, hvor jeg fedtede rundt med ler.

Jeg stjal G.I. Joe-figurer fra Sears, -

- fordi jeg ikke havde råd til at købe dem.

Langsomt kom der skub i tingene.

Vi prøvede alt muligt mærkeligt, men nogle gange virkede det.

Så indleverede man filmen til fremkaldelse, -

- og når den så kom tilbage, satte man den i fremviseren.

Og hvis det fungerede bare nogenlunde, var glæden nærmest ubeskrivelig.

Målet var at stille mig selv tilfreds.

Nogle af os lærte hinanden at kende -

- gennem bladet Famous Monsters of Filmland.

Det var ved juletid i San Diego i en aviskiosk. Der var det.

Jeg anede ikke, hvor bladet kom fra, eller hvad det handlede om, -

men der var billeder fra effektfilm.

Ud fra billederne begyndte jeg at forstå, hvordan ting blev lavet.