Light & Magic

Stjernekrigen får premiere i sommeren 77. Jeg er 13 og bor på en ranch i Colorado.

- Jeg var 10 år. - Jeg var omkring 18.

Jeg må have været ... omkring ni.

Jeg var 15.

Jeg hørte, at den her film indvarslede en helt ny måde at lave film på.

Jeg så Saturday Night Live , og så kom der en reklame ...

Et sted i rummet ...

De er for hurtige!

... sker det her måske lige nu.

Stjernekrigen.

Jeg var forberedt. Vi vidste, det var en stor rumopera.

Jeg så Stjernekrigen i Grauman's Chinese Theater i premiereweekenden.

Jeg så den i Leicester Square med et par venner.

- Jeg var i Hong Kong. - Jeg så den i Briarwood Mall i Ann Arbor.

Mine venner stod i kø i næsten 12 timer.

Den film ramte mig dybt.

Du er lille af en soldat at være.

- Den var helt fantastisk. - Den var bare magisk.

Den var helt utrolig.

Det var som at finde en ny etage i ens hus.

Man tænker: "Hvad? Kan det lade sig gøre?"

Jeg rykker ind.

Jeg tænkte: "Wow, kan man lave den slags film?"

Den åbnede mine øjne.

Den var et kæmpe skridt fremad på mange områder.

Da vi gik ud af biffen, spurgte jeg Cheryl: "Skal vi se den igen?"

Og hun sagde: "Ja."

Så stillede vi os i kø i to timer og så den igen.

Jeg var helt paf. Jeg kan ikke engang finde ordene nu -

til at beskrive, hvordan det føltes.

Jeg tog hjem og sagde: "Jeg siger op.

Du må betale regningerne. Jeg vil lave en film."

3. "Tænk lige over det."

Da Stjernekrigen var færdig, begyndte jeg at lave reklamer igen.

Jeg kendte jo filmbranchen og regnede med, at det var så det.

Vi knoklede løs, havde det sjovt, og så ... gik vi hver til sit.

Deres veje skiltes, fordi de var i L.A. i seks-ni måneder, -

- og jeg lavede ikke noget. ILM fandtes ikke.

Jeg arbejdede på Nærkontakt af tredje grad.

Doug Trumbull manglede en fotograf, og jeg endte med at filme moderskibet.

Nærkontakt af tredje grad

Jon Erland og jeg fik et opkald fra producenten på Flesh Gordon.

Flesh Gordon ...

Tag med Flesh Gordon ...

Ikke Flash Gordon, Jens Lyn, men Flesh Gordon.

Ikke at forveksle med den oprindelige JENS LYN

John Dykstra kaldte os ind på sit kontor og spurgte os: "Hvad pokker laver I?

Vi er i gang med et projekt.

I skal bare vente tre ugers tid. Der er et stort projekt i støbeskeen."

Jeg ville ikke have, at Stjernekrigen sluttede. Jeg hang ikke i bremsen, men ...

Oplevelsen var så ...

... fornøjelig og berigende.

Alt ved det var fantastisk, og jeg ville ikke have, det fik en ende.

Jeg ville holde fast i det sted og holde fast i de mennesker.

Jeg ville især være sammen med de mennesker.

De var mine venner.

Det var dem, jeg holdt thanksgiving med.

Hver dag var spændende. Det var sjovt at gå på arbejde.

"Det er det her, jeg vil."

Men selvom Stjernekrigen var en stor succes, -

var det ikke til at vide, -

- om ILM ville fortsætte eller blive opløst eller noget.

FLYDENDE KVÆLSTOF

Så jeg gik i gang med Kampstjernen Galactica.

Han skabte et firma kaldet Apogee.

Og Apogee fik kontrakten på at lave Galactica.

Jeg kom tilbage og arbejdede nok på Galactica i otte måneder.

Så de, der havde gjort den første Star Wars -film færdig, var stadig sammen -

- og arbejdede videre i det miljø og med det udstyr.

Vi havde værktøjet og folkene.

Vi var stadig lidt i vildrede omkring Galactica og tænkte:

"Hvorfor gør George det her? Hvorfor lader han os gøre det?"

Jeg lod John Dykstra lave Kampstjernen Galactica, -

mens jeg skrev.

Det var, da vi arbejdede på Kampstjernen Galactica, -

- at George besluttede at flytte udstyret til Marin.

Jeg sagde: "Jeg vil ikke bo dernede. Lad os bare flytte til San Francisco.

Vi behøver ikke at lave film i L.A."

Jeg arbejdede i modelværkstedet , og Richard Edlund kom ned og sagde:

"Der er telefon til dig ovenpå." Han sagde det ikke særlig højt.

"Hvem vil tale med mig? Der er en telefon lige her."

Han sagde: "Nej. Gå ovenpå og tag telefonen.

Røret ligger på Joes skrivebord. Gå derop lige nu."

Det var George og Gary, og de sagde:

"Vi vil lave efterfølgeren i det nordlige Californien, -

men gå stille med dørene om det.

Vi taler med meget få mennesker."

Der var snak om en efterfølger, og at George arbejdede på den.

Og jeg sagde bare: "Hvis jeg får et opkald oppe nordfra, -

- har jeg tænkt mig at tage det. Det ville være dumt andet."

Og sådan sagde vi alle faktisk.

Vi hørte, at George måske lavede endnu en Star Wars -film.

Dennis var oplagt, og jeg vidste, jeg ville blive ansat og Ken.

Jeg spurgte dem: "Har I lyst til at komme til San Francisco?

Vi betaler turen derop og finder jer et sted at bo." Og så videre.

Vi valgte ud fra, hvem der havde gjort det bedste arbejde.

Nogle ville ikke med derop. Vi blev nødt til at overtale dem.

Men vi vidste, vi ville have Richard og Dennis.

Det var vigtigt for mig at lave film, og jeg så det samme i George, -

- og jeg så det i de mennesker, der blev inviteret nordpå.

De udvalgte de folk, som de betragtede som deres åndsfæller.

Hvad kunne jeg sige? Vi havde en utrolig godt modtaget film, -

- som jeg vidste, vi blev nødt til at overgå med Imperiet slår igen.

Så da jeg fik det telefonopkald, tog jeg af sted.

Jeg var ikke spor i tvivl.

Jeg kunne blive ved med at arbejde i en slags nedslidt lager i Van Nuys -

- eller flytte til Marin County og stifte et selskab, der skabte visuelle effekter.

De fleste af dem var nok sådan nogle, -

- der hellere ville være et sted som Marin end Van Nuys.

En dag skete der noget, som gjorde udslaget.

Jeg sad udenfor i Van Nuys. hvor vi lavede Galactica.

Van Nuys Lufthavn lå tæt på.

Det var 40 grader, vi vendte lige mod solen, -

og himlen var orange og gul.

Jeg indså, det her var helvede.

Og jeg kunne komme ud af helvede og tage et andet sted hen.

Og det var det.

Jeg ved ikke. Det var ...

Det var underligt.

For branchen rykkede nordpå, og jeg blev ikke inviteret med.

Jeg tror, han fuldt ud forstod, at sådan var det.

Han indså, at en bro brændte bag ham.

Han gjorde et godt stykke arbejde.

Men han var i en vanskelig situation, da han lavede filmen.

Han var under stort pres. Jeg tror, han var ude på dybt vand.

Så når der blev lavet om på tingene, blev han meget vred.

Jeg var ikke ...

Pokkers ...

Hvad var jeg ikke?

Jeg kan ikke engang sige, at han ville have en firmaets mand.

Jeg var bare ...

Jeg var nok bare for ung og uforudsigelig.

John Dykstra kaldte mig ind på kontoret, og han var virkelig vred.

Han tog fat i skrivebordet og løftede det -

- omkring ti centimeter og bankede det i gulvet.

Og alle tingene på bordet ...

Sådan er det bare. Man vinder en Oscar, og så bliver man efterladt på stationen.

Hvordan giver det mening? Det ved jeg ikke.

Jeg ved bare, at det må have gjort rigtig ondt.

Det var ikke ...

Er jeg skuffet over, at jeg ikke blev inviteret med?

Selvfølgelig.

Men vi fik chancen for at skabe en masse nyt.

Jo, der var nogle ridser i lakken og buler og skrammer her og der.

Men ... det var rigtig sjovt.

Vi havde det virkelig sjovt, og det var trist, at vores veje skiltes.

Det var som at splitte en familie.

Der ville kun være to års arbejde. Mere lovede de ikke.

Jeg sagde okay og fik overtalt mine venner, -

og så flyttede vi derop som en gruppe.

Det var der, det begyndte: i Kernerværkstedet.

Da vi flyttede ind i bygningen, var der kun én etage og ingen skillevægge.

Der var en hoveddør og toiletter foran, og så var det ellers bare et åbent lager.

Vi havde ikke engang hele bygningen.

Der var en automekaniker og et firma ved siden af den.

Udenfor var der en tom mark, hvor vi faktisk sprængte ting i luften.

Meget spartansk.

Jeg husker, at en af producenterne sagde: "Vi får aldrig fyldt det her op."

Og seks uger efter var vi allerede i gang med at bygge en ekstra etage.

Der var en masse dagligdags ting, vi måtte klare, da det begyndte at tage form.

Jeg husker, da delene til Dykstraflexkameraet kom.

Vi sad alle og tænkte: "Hvordan skal det samles?"

Vi var nødt til at komme i gang i en fart, og nogen fik den idé, -

- at når tømrerne kom med lægterne, skulle vi bare beskrive rummene og sige, -

- hvor dørene skulle være. Vi behøvede ikke lave tegninger.

Så gik de i gang med at bygge vægge og den slags efter vores anvisninger.

Jeg mødte ind, og så var væggen blevet flyttet lidt ind i min afdeling, -

så en andens gang blev lidt bredere.

Modelværkstedet var ikke stort nok, -

- og der var en gang, hvor de stillede alle søjleboremaskinerne og båndsavene.

Og det var ...

Det gik bare ikke, for der var en masse trafik frem og tilbage.

Det var jo som at invitere til ulykker.

Så jeg lavede en model af min pegefinger -

og malede den, så den så blodig ud, -

- og lagde den på båndsaven og lod den bare ligge der.

Og nogle dage efter var saven væk.

KERNERSELSKABET

Vi fik en rundvisning på stedet og tog så tilbage til der, hvor George arbejdede, -

- og så de illustrationer, der var blevet lavet -

af Joe Johnston og Ralph McQuarrie.

Det var superflot arbejde til Imperiet.

Det var et meget stort skridt fremad i forhold til Stjernekrigen.

Lige fra omfanget af filmen til omfanget af effekterne.

Der var mange forskellige locations, som der skulle findes en løsning på.

Vi vidste, vi var nødt til at overgå Stjernekrigen , og det var ikke så ligetil.

Det var lidt skræmmende ...

... og sindssygt spændende.

Det var ret overvældende -

- at skulle i gang med at arbejde på Imperiet slår igen.

Jeg havde lavet mattemalerier til Stjernekrigen, -

- og der er nok ikke flere end en halv snes i filmen.

Måske ikke engang så mange.

Men pludselig skulle jeg lave omkring 150.

Jeg kan ikke huske det.

En af vanskelighederne var at finde ansatte.

De var nødt til at finde nye folk, og jeg var en af lederne.

Med Stjernekrigen vidste vi ikke rigtig, hvad vi lavede.

Det vidste vi nu, og vi var nødt til at gøre det igen og bedre.

Min mor var interesseret i, hvad jeg lavede.