D'Artagnan's Daughter (La Fille de d'Artagnan)

D'ARTAGNANS DATTER

Tolv hovedklæder fra Holland. Seks lærredskjoler, to blegede.

Otte og seks, fjorten og to... seksten écu af tre pund.

Fire bluser. Otte sol... tre liard.

- Milde Jesus, det er Djævelen. - Ja, det er selveste Beelzebub.

Nej, det er en indfødt fra Afrika. Et levende menneske, som os.

- Et sort menneske? - Ja, naturligvis.

Få ham ind til mig, og hold op med at kagle som en flok høns.

Hertug de Crassac? Ikke dig, Eloise. Søster Huguette.

I beder videre.

De må ikke vanhellige helligdommen.

- Hvor er negeren? Tal! - Aldrig.

Led overalt og find ham.

- Eloise, for himlens skyld! - Vi må sgu da hjælpe ham.

Ikke bande!

Frygt ikke. Gud beskytter Dem.

Sæt Dem her, og luk ikke op for nogen.

Hvad er det nu det hedder? Zubulemi.

Han er deroppe.

Jeg forbyder Dem det. Det er helligbrøde. De bliver udstødt!

- Hun har nøglen på sig. - Rør mig ikke. Jeg vil hellere dø!

- Hvad skulle det nu til for? - De bad selv om det.

Ransag stedet. Men roligt!

Jeg klarer mig uden.

Det kommer til at koste Dem dyrt, når det kommer min far for øre.

Hvordan kunne I lade ham flygte? Tænk hvis han taler med nogen.

Han kan jo ikke et ord fransk.

Men alligevel. De ville læsses i Afrika og aflæsses i Amerika.

- Jeg har hørt, at han var stærk. - Det er kun de bedste, der kan flygte.

- Du godeste, en af de dyreste! - Måske mere.

- Hvad skulle I så tæt ved land? - Vi skulle jo læsse af i hemmelighed.

- Det kunne gøres længere ude. - Jo, men jeg har også familie her.

- Dem har jeg ikke set i syv år. - Det skal de ikke bryde sig om.

- Hvor meget bliver vi forsinket? - En uge eller måske to.

Og hvad er det?

Det sidste nye indenfor geværer, og dem smider I på jorden?

Den skyldige skal have ti slag! 12, 25! 12 foran, 25 på ryggen.

Pisk ham, og kast så allesammen i fængsel.

Eloise, jeg kender dig, som var du min egen.

Da Herren kaldte din mor til sig, kom din far til mig.

- Jeg skulle opdrage og beskytte dig. - Lad mig hente far og hans mænd.

Nej.

Hør, jeg har nok på damen i rødt til at få hende fængslet.

- Sværg... - Jeg sværger.

De er mange, og vi er svage. Sværg, at du ikke...

Jeg sværger, at jeg skal få hævn.

Åh, nej...

Jeg sværger, at jeg vil hævne Dem, hellige Moder. Jeg vil hævne Dem!

- Den er vel god nok. - Benene er for korte.

Gartneren er for kort og pedellen for tyk. Jeg har stjålet, hvad jeg kunne.

- Det kunne danne mode. - Damer i bukser?

- På gaden? Oh rædsel. - Det tillader Gud aldrig!

Hvorfor har han givet os ben, hvis de bare skal skjules?

- Jeg er godt tilfreds med mine. - Hvad med mine?

Jeg kan da også.

Kommer I med?

- Nej. - Her får vi mad hver dag.

Hør, unge mennesker, hvem vil tjene kongen? Det giver guld og ære.

Kongen er 16 og kan bestige tronen, og så skal vi slås med kanoner.

Jeg går ikke uden fem frivillige. Kom og skriv jer på.

Værsgod, min dreng. Hvad har du af nyheder til os?

Er suppen god?

Hører I mig, I døgenigte? Hvad med at give et glas?

- Jeg er også tørstig. - Giv ham et også.

Kære frøken... Nej.

Der er andre fordele. I enhver kro er alt gratis: Seng, brød, vin...

...og den lille kropige.

Dans, sommerfugl, dans...

Om vinteren har I endda tid til at lave en lille soldat.

- Skriv jer på. - Hold dig fra min tromme.

- Skriv jer på. - Sæt et kryds, hvis I ikke kan skrive.

Dans, sommerfugl, dans... Kærligheden...

Sender man nu små breve til drenge?

Er du til drenge, så er hæren lige sagen.

Du kan jo skrive, så skriv dig på. I kan jo få samme værelse.

- Hvad laver han? - Jeg er så klodset.

Han stikker af. Fang ham!

Det er min mad.

De kunne godt hjælpe mig.

- Du kan jo godt fægte. - Det er arveligt. Kan du ride?

Jeg er bedre til fods.

Sig frem.

- Gættede du det med det samme. - Kærligheden er ikke blind!

- Hvor skal du hen? - Til min far i Paris.

Jeg må hellere tage med. Der er mange skurke i Paris.

Du kan ikke klare dig alene.

Mod dig, eller hvad?

- Gad vist hvordan han ser ud. - Har du aldrig set ham?

- Det er længe siden. - Har du ikke et billede?

Han er soldat. Han er kendt overalt. Jeg behøver bare at sige hans navn.

- Sig det. - D'Artagnan.

Ja, og jeg er Richelieus søn.

Vent på mig, Eloise.

Du havde ellers været et kup for hæren.

Negerne er på mode. Det er ikke som muhammedanerne.

- Hvad er det? - Det er jeg ved at finde ud af.

De har vist syv koner, men man kan kun se deres øjne.

I Amerika findes der rødhuder, og de har fjer i håret.

- Det er noget du finder på. - Det er mit arbejde. Jeg er digter.

Eloise, må jeg spørge dig om noget?

Elsker du mig? Sådan for alvor?

Det er med kærligheden som med muhammedanerne.

Jeg er først ved at lære den at kende.

- Jeg søger La rue aux Ours. - Det er mine sidste.

Bed til at Mazarin får pest.

- Er der altid sådan et leben i Paris? - Ja.

Det er også Mazarins værk. Det er derfor jeg vil skrive imod ham.

Vi må videre, jeg er eftersøgt. Får de mig, er det Bastillen.

Kardinalens mænd. Træd til side.

Stop tyven!

Så er vi der.

Jeg går alene derind.

- De kommer for sent til Deres time. - Hvad for en time?

En garde! Fægt! Fremad! Fægt...

Constance!

Slut for i dag. Gør nu bare, som jeg siger.

Smuk... graciøs!

- Glad? - Lykkelig!

Et øjeblik troede jeg, at du var din mor.

Hov!

- Du har ikke betalt. - Min tante kommer med kyllinger.

Nej, ikke flere kyllinger. Oksekød!

- Hvad er det dog for et antræk? - Det er mit rejsetøj.

- Jeg havde glemt dine grønne øjne. - Det gør ikke noget.

Hvad er det for et kloster, som lader dig ride rundt uden min tilladelse?

- Jeg skal tale med din abbedisse. - Hun er død.

Er hun død? Jeg vidste ikke, at hun var syg.

Planchet. Det er min den lille. Eloise.

- Er det Eloise? Vores Eloise? - Ja.

Kan du kende Planchet? Han er blevet så gammel.

Den hellige Moders død betyder ikke, at du må ride alene til Paris.

Det er en røverkule med masser af lediggang. Kvinder uden mænd.

- Og så i den mundering. - Skulle jeg være klædt som novice?

I mange år har jeg drømt om vort møde, men det her er anderledes.

- Det her er da udmærket. - Jeg troede, at du boede i et slot.

Du kan da bo her. Planchet klarer kreditten, og han laver god mad.

Jeg kom ikke efter et festmåltid. Jeg har brug for din hjælp.

- Hun sagde: ”Din far kan hjælpe”. - Naturligvis, naturligvis.

Det har hun ret i, men tidspunktet er bare ikke så gunstigt.

Kongen lytter vel til sin bedste mand?

Ham skal man bukke så dybt for, og så får jeg ondt i ryggen.

Alderen trykker.

Jeg arbejder ikke for kongen mere.

Jeg arbejdede for ham i 20 år uden at blive forfremmet.

Efter 20 år og en dag gik jeg til ham og sagde min mening.

At han var et utaknemmeligt skarn, som glemte alt om sine egne løfter.

Jeg havde da frelst ham og hans mor og Mazarin. Hele banden.

- Sagde du alt det? - Ikke direkte, men han forstod.

- Blev du ikke arresteret. - Så skulle jeg selv udstede ordren.

Det havde jeg bare nægtet. Sådan er det bare, min pige.

- Din timing er ikke god. - Den har jeg ikke selv bestemt.

Her, nu skal du se. Den hellige Moder døde p.g.a. dette dokument.

- Har du fortalt nogen om det her? - Nej, jeg kan holde tand for tunge.

- Det er vel en statshemmelighed. - En blodig liste over noget tøj?

Moder Thérèse er død. Negeren bløder. Døde overalt. Et komplot!

De sorte riddere. Damen i rødt.

- Var der også en blå enhjørning? - Godt, så går jeg selv til kongen.

- God dag. Quentin la Misère. - Hvem er De?

- Digter. Misère er mit kunstnernavn. - De forstyrrer. Gå med Dem.

- Og du skal ikke til kongen. - Det er nok et dårligt tidspunkt.

- Jeg vil anmode om Eloises hånd. - Nej, nu har jeg aldrig. Ud!

- Ikke uden et svar. - Jeg skal give dig svar!

- Hvad hvis du slår ham ihjel? - Det gør jeg ikke.

Den gamle er jo gal! Tror han, at han er d'Artagnan?

- Du var advaret. - Du sagde kun, at din far var soldat.

Er De d'Artagnan?

Mit idol! Jeg er en stor fan.

Jeg har skrevet digte til Dem på Bastillen. Jeg vil have hans datter!

- Nu skal den herre vist gå. - D'Artagnans datter!

- Den slapsvans får du ikke. - Hvad hvis jeg vil?

- Jeg forbyder det. - Så gør jeg det!

Nej, det er den første du har mødt efter at være kommet ud fra klosteret.

- Ja, der var jeg jo af vejen. - Nej, men jeg var jo altid på farten.

- Jeg kunne ikke opdrage dig. - Så kunne jeg bare kede mig ihjel.

- Jeg tænkte på at blive nonne! - Uha, nej. Du er jo ikke grim.

Eloise. Kan De huske, at hun gemte sig bag Deres støvler?

- Men nu! - Ja, det husker jeg.

Og hun sov under hestene på grund af regnen.

Ja, den regntid, den regntid.

De skulle arbejde, og jeg...

Han er blevet gammel.

- Ham Quentin er vel næppe rig? - Var du rig, da du red ind i Paris?

Ak ja, min gamle hest. Du skulle have set den på vej til Meung.

- Far, nu ikke sentimental. - Jo, men minderne.

Dem lever man på i min alder. Jeg har 33 minder i skabet.

Aramis' tørklæde, Porthos' bælte. En af Louis XIV's mælketænder.

Ham tjente jeg i tykt og tyndt. En lok af Athos' hår.

Athos!

De kunne godt have advaret mig.

Min kære Athos.

Jorden lugter godt.

Husker De det vi sagde til Aramis? ”Det er ikke andet end koketteri.”

De må give mig et råd.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med det barn. Min datter.

Ja, Eloise, hvem ellers?

Tro mig, hun er køn. Graciøs som sin mor.

Og en gejst af den anden verden.

Siger jeg noget, farer hun i flint.

Det er længe siden, vi var musketerer sammen, vi fire.

Altid i kamp. Altid med draget sværd.