The Murder of Rachel Nickell

Far?

Ja?

Er du heroppe?

Far, kan du hjælpe mig med at tegne mor på det stykke papir?

Alex, se på mig.

Da du så den onde mand, var han da foran dig?

Var han på den side eller på den side?

- Han var foran mig. - Var han lige foran dig?

- Ja. - Så mor ham?

- Det tror jeg ikke. - Nej? Så du ham først?

Ja, jeg så ham først.

Havde han en taske?

Ja.

Og åbnede han den, eller var den åben?

- Han åbnede den. - Og hvad tog han ud?

- En kniv. - Hvad gjorde han ved dig?

- Væltede mig! - Væltede han dig?

Ja.

- Den onde mand stak sine ting i hende. - Hvad stak han i hende?

En kniv. Der er hans kniv.

Så du det?

- Ja, jeg så kniven. - Så du det hele?

Jeg så det… Ja, jeg så det hele.

Min søn så sin mors mord.

Men ingen kunne have vidst, hvor lang tid det ville tage

at finde den, der gjorde det.

ET ÅR TIDLIGERE

SYDLIGE LONDON

Hvad har du der?

- Jeg har et kamera. - Hvorfor?

For at tage billeder.

Knuser.

Dem kan vi ikke lide, vel, Alex?

Rachel og Alex var sammentømrede.

Han var centrum for Rachels opmærksomhed.

Hun var slet ikke tiltrukket af glitter.

Hun nød bare de simple ting i livet.

At være sammen med dem, hun holdt af.

Hun var en, der virkelig kunne få noget sjovt ud af de simpleste ting.

Kom nu.

Sov nu.

Kæl for Molly. Læg dig ned, og kæl for hende.

Dengang arbejdede jeg fem dage om ugen som budkører

og rejste landet rundt.

Så jeg hentede min motorcykel, klar til dagen.

Og selvom vi allerede havde sagt farvel, kom de begge to.

De kom ned ad trappen og vinkede farvel til mig.

Det er mit varige minde. Ja, af deres smil.

Stående på trappen, hånd i hånd.

Alex var så rolig, og Rachel så dejlig ud.

Deres rutine var at tage på Wimbledon Common.

Det var kendt for at være sikkert sted.

Og Alex, han havde brug for ligeså megen motion som hunden.

Ellers blev de begge helt umulige.

Jeg var tilfældigvis i London.

Og jeg blev sendt til forstæderne.

Det var før mobiltelefonerne.

Et par gange om dagen ringede jeg hjem for at sikre, at alt var okay.

Ud på morgenen stoppede jeg.

Fandt en telefon, der virkede,

ringede op.

En mand tog telefonen.

Og mit blod frøs til is.

Jeg vidste med det samme, noget var alvorligt galt.

"Jeg er politimand."

"Hvor er Rachel?"

"Der er sket en ulykke."

"Er hun død?" "Det kan jeg ikke sige."

"Det gjorde du lige."

Og jeg spurgte: "Hvor er Alex?"

"Alex er i sikkerhed på hospitalet.

Bliv, hvor du er. Vi sender en politibil til dig."

I det øjeblik jeg lagde røret på, brød jeg sammen.

- André, jeg er helt oppe på din mave… - Tryk på pause.

Hey, jeg er ikke…

Jeg ved ikke, hvad du siger.

Det der er godt.

- Er det? - Ja.

Alle mine faste overbevisninger om virkeligheden forsvandt.

Min tilstand kan kun beskrives som værende på grænsen til sindssyge.

Den 15. juli 1992

fik jeg at vide, at en hundelufter havde fundet et lig på fælleden.

Det er vores job at håndtere disse situationer på professionel vis.

At abstrahere fra det, man ser som medmenneske.

Jeg gik gennem græsset,

og så drejede jeg til højre ind i en lille lysning.

Det var virkelig det værste gerningssted.

Det lignede et brutalt overfald.

Offeret var blevet angrebet, slæbt,

stukket 49 gange i og omkring hals- og brystområdet.

Og hun lå med hænderne oppe foran ansigtet,

som om hun forsøgte at beskytte sig.

Det var uhyrligt.

Kriminalbetjentene sagde, at Rachel var blevet angrebet bagfra.

Hun var blevet stukket flere gange, og hun var blevet voldtaget.

Alex klamrede sig til sin mor, da han blev fundet.

Og de måtte rive ham løs for at kunne tage sig af ham.

Alex var blevet kørt til dette hospital.

Da jeg kom derhen,

sagde de, de syntes, jeg skulle tale med en psykolog,

før jeg så Alex.

Psykologen sagde, at børn er modstandsdygtige.

De kan komme igennem det værste.

De er nødt til at vide,

at dette er endeligt, at personen ikke kommer tilbage.

Alex kom ud i armene på en sygeplejerske, og han virkede meget stille.

Han havde sår og blå mærker på kinderne.

Og han havde et intenst blik i øjnene.

Som en meget gammel person i en barnekrop.

Og jeg tog ham op og nærmest gentog det, psykologen havde sagt.

Der er sket en ulykke, mor er død, og hun ikke kommer tilbage.

Og han stirrede bare. Han stillede ingen spørgsmål.

Men det, han fortalte mig, var: "Det ved jeg allerede."

Ikke? "Du behøver slet ikke forklare mig det."

Alex, vend dig om, og vink til mig.

Vink.

Han spurgte aldrig igen, hvor hans mor var. Aldrig.

Politiet afspærrede området

øjeblikke efter fundet af kvindens halvnøgne lig.

Politiet siger, hun blev dræbt under et brutalt overfald,

som blev overværet af hendes toårige søn.

Redaktøren ringede og sagde:

"Vi har netop hørt

om et dødeligt knivstikkeri på Wimbledon Common.

Du skal derhen med et team nu."

Wimbledon er et meget velhavende sted med meget smukke huse.

Wimbledon Common er 445 hektar parklandskab

lige på kanten af det centrale London.

Mordet skete ved højlys dag.

Politiet siger, morderen formentlig var indsmurt i blod.

Eve Richings, Sky News.

Det var til at tage og føle på, hvor rystede betjentene på stedet var.

En forbipasserende fandt hende halvnøgen.

Og en lille dreng klamrede sig til liget.

Inspektør Bassett var politichef og ansvarlig for efterforskningen.

Han var den, der gav den første briefing.

Den lille dreng var indsmurt i mudder og blod.

Formodentlig morens blod.

Jeg var kriminalassistent, og på det tidspunkt

var jeg John Bassetts højre hånd.

Da vi ankom til gerningsstedet,

kunne jeg se, at hun havde lidt forfærdeligt

under overfaldet.

Da vi kiggede nærmere, så vi, at kroppen lå i en unaturlig stilling.

Hendes tøj var blevet revet af hende.

Der var fugt i og omkring hendes krop.

Det indikerede, at der var en seksuel konnotation.

Det var skræmmende, at en, som begik den slags forbrydelse,

var på fri fod.

Hvis man har en, der gør den slags, så kan det ske igen,

og der er pres på for at få fat i ham, før han gør det igen.

Politiet har gennemkæmmet 400 hektar på Wimbledon Common

for spor efter det brutale drab.

På grund af udstrækningen

vidste jeg med det samme, at vi havde en svær opgave.

Normalt, når der sker et mord, får man nok 10-15 betjente.

Jeg tror, vi havde omkring 40.

Og det var tydeligt fra starten, at det her ville blive stort.

De navngav officielt den myrdede mor som Rachel Nickell.

Hendes lig blev i dag identificeret af hendes lille søns far.

At se billeder af Rachel Nickell,

at se, hvordan hun så ud…

Hun strålede af vitalitet.

Folk kunne projicere sig selv ind i det liv.

De kunne huske, da de var 23,

eller da de var nybagte forældre.

Vi fik en kærlighedshistorie gennem de billeder, de udgav.

Forbindelsen var øjeblikkelig.

Det var… Det havde jeg aldrig oplevet før.

Og heller aldrig siden.

Vi var uadskillelige. Vi følte, at vi bare hørte sammen.

Det er den oplevelse, folk drømmer om at have.

At blive hovedkulds forelsket og føle sig så komplet med nogen.

Så vi følte os begge velsignede.

Da Rachel blev gravid, kom det som et chok.

Jeg var 25, og Rachel var 19.

Hun var virkelig opsat på at få afsluttet studierne,

få en karriere, et godt job.

Men lige så snart Rachel kunne se, at jeg var engageret,

vidste hun, at det kunne fungere.

Så vi gjorde det bare.

Den første gang, du tager et barn op

og ser dem trække vejret,

det er overnaturligt.

Helt overnaturligt.

Man må tro på magi, hvis man har set et barn blive født.

Rachel havde naturtalent som mor.

Hun var betagende.

De to var så vilde med hinanden.

De var så opslugte af hinanden.

Det er en naturlig reaktion at ønske, det var sket for dig, ikke for dem.

Betjenten tog med hjem til lejligheden for at hente et par ting.

Jeg smed Alex' yndlingsting i en taske.

Hans yndlingsbamse, shorts og T-shirts, hans pyjamas

og fåreskindet, de havde sovet på hver nat, siden han blev født.

Vi boede der aldrig igen. Det føltes, som om det var blevet krænket.

Kæresten til Rachel Nickells,

den unge mor myrdet på Wimbledon Common i London i går,

beder om hjælp med at finde morderen.

Jeg var ikke klar, da jeg gik ind i rummet.